Gennem en halv snes år har de vestlige landes økonomi væ ret kendetegnet af kraftig højkonjunktur. Der har for Vesteuropa været alvorlige valutakriser og en pause i fremgangen et par år efter krigens afslutning og igen omkring 1952. Men højkonjunkturen har bestandig vundet nye kræfter.
1 1954 og 1955 bevægede udviklingen sig op mod en ny top, som måske — ligesom for to-tre år siden i USA — afløses af en mindre tilbagegang; måske bliver der kun tale om en ny kort varig pause.
Den amerikanske industriproduktion slog i 1955 alle rekor der, anført af autom obilindustrien, der frem stillede lige ved 8 mili. personvogne. For hele industrien var der tale om en stigning på 11—12 pct. Der var i hele dette tidsrum fuld beskæftigelse i industrien til ret kraftigt stigende lønninger: i hvert af årene 1954 og 1955 steg industriarbejdernes ugentlige indtægt i gennemsnit 6— 8 pct. Stigningen skyldtes dels forhøjede timelønninger, dels øget arbejdstid.
Det mest bemærkelsesværdige ved den kraftige amerikanske højkonjunktur er måske, at den foregik til uforandrede priser: detailpristallet lå både i 1954 og i 1955 kun en halv snes procent over 1948-niveauet. Til sammenligning tjener, at de engelske pri ser steg ca. 5 pct. i 1955 og nu er ca. 40 pct. højere end i 1948.
Fremgangen i produktion og produktivitet har med andre ord været så stor i USA, at den har været tilstrækkelig til såvel store lønforhøjelser som til at bolde prisstigningerne i skak. Denne side af den amerikanske fremgang betyder en yderligere skærpelse af forskellene i levestandard og produktivitet m ellem USA og Vesteuropa.
Befolkningens stigende indtægter har givet den amerikanske forbundsstat så stor fremgang i skatteindkomsterne, at det uden større tilbageholdenhed med udgifterne har været muligt at afvikle tidligere underskud på budgettet og endda skabe grundlag for nogle af de skattelettelser, der står på begge partiers program for efterårets præsidentvalg.
Det eneste mørke punkt i Amerikas økonomi er fortsat land bruget. Indtægter og beskæftigelse har været dalende, og den republikanske regerings mådeholdne forsøg på at mindske land brugstilskuddene vakte så stor harme blandt de politisk meget betydningsfulde landmænd, at kongressen afsvækkede regeringens forslag så meget, at de på væsentlige punkter svarede til den gamle lovgivning. Præsidentens veto har formentlig udskudt reformer på landbrugspolitikens område til en uvis fremtid.
Præsident Eisenhower fremsatte i januar et kolossalt land brugsprojekt, der syntes sikkert på godkendelse i store linier. Dets hovedtanke var afskaffelse af den overproduktion, det amerikan ske landbrug ikke kan sælge til de nuværende priser. I stedet for at lade landmændene dyrke og høste afgrøder, som så har måttet overtages af staten og oplagres uden større mulighed for at finde afsætning, var det nu tanken at betale landmændene for at lade en stor del af jorden ligge brak eller behandle mod erosion.
Der kan nok være enighed om, at en sådan landbrugspolitik kan virke stødende, når store dele af verdens befolkning lever i stadig frygt for hungersnød. På den anden side må det indrømmes, at den amerikanske regerings nye landbrugspolitik var mere rationel end den gamle, når man tager det for givet, at indenrigspolitiske, militære og mange andre vigtige hensyn gør, at ingen ansvarlig amerikansk politiker kan gå ind for en po litik, der søger at skabe naturlig balance mellem produktion og salgsmuligheder.
Det var almindeligt ventet, at industriproduktionen i hvert fald i første halvdel af 1956 ville vise en stigning i nogenlunde samme takt som i sidste halvdel af 1955. Produktionsstatistikken for årets første måneder har imidlertid vist stagnation. Det er overvejende sandsynligt, at produktionsindex for de nærmest følgende måneder vil vise ny stigning, men tallene for første kvartal er et fingerpeg om den forsigtighed, der bør præge konjunkturvurderingen.
De andre svagheder i den amerikanske økonomi forekommer alle af ret ubetydelig størrelsesorden. Det kan således nævnes, at stigningen i forbrugerkreditten er fortsat i kraftigt tempo. Langt over halvdelen af de nye personbiler blev købt på afbetaling, og denne form for kredithandel var årsag til ca. 70 pct. af stig ningen i forbrugerkreditten i 1955.
Der er vist almindelig enighed om, at bilsalget i 1956 vil blive en del lavere end i 1955. Efter de foreløbige skøn må der på regnes en lille tilvækst i arbejdsløsheden i de store bilcentrer. Derimod skulle det ikke få større betydning, at bilindustrien aftager mindre stål end i 1955; dens forbrug steg så meget i 1955, at mange af stålindustriens andre kunder måtte finde sig i lang leveringstid. Bilindustriens mindre stålkøb vil derfor i første om gang kun betyde, at leveringstiderne bliver mindre for andre industrigrene. — De seneste oplvsninger fra USA tyder på, at bilsalget i den forløbne del af 1956 er faldet mere, end kon- junkturvurderingerne ved årsskiftet regnede med, og at denne nedgang er årsagen til, at den samlede industriproduktion viser stagnation trods stigning i en række andre industrier.
Videre vil det måske i nogen grad svække den amerikanske økonomi, at der ventes et fald på knapt 10 pct. i byggeriet, som i 1955 nåede sit hidtil højeste niveau. De amerikanske myndigheder har dog ladet forstå, at de anser et stort byggeri for så vigtigt, at de vil stille billigere kreditmuligheder til rådighed, hvis nybyggeriet for alvor skidle vise tegn til tilbagegang.
Alt i alt synes det således berettiget at fæste lid til tanken om, at Amerika i hvert fald nogle måneder frem i tiden vil opleve en fortsættelse af højkonjunkturen. Derimod ser det ud til, at den hidtidige, udprægede prisstabilitet er afløst af en pe riode med prisstigninger. Heri og i erhvervslivets stigende låne behov må man se årsagen til den nylige diskontoforhøjelse.
Råvareprisernes stabilitet i 1954—55 var en vægtig årsag til, at den amerikanske højkonjunktur kunne foregå til praktisk talt faste priser. I Løbet af 1955 svingede de mest betydningsfulde råvareindex kun med 2—3 pct. ud fra årsgennenisnittet. Denne nogenlunde stabilitet, som også fandtes i en stor del af 1954, skyldtes i den første del af perioden, at landbrugsvarernes fald opvejede prisstigningerne på de øvrige varer. I slutningen af 1955 nåedes der mere balance i forholdet; flere landbrugsvarer steg så småt i pris, mens industriråstoffernes fordyrelse var af aftagende betydning.
Den forløbne del af 1956 peger i retning af stigende pri ser. Landbrugsvarernes priser vil fortsat være bestemt af den amerikanske landbrugspolitik, specielt med henblik på de store overskudslagre, der for flere varers vedkommende andrager mere end eet års produktion. Metallerne har i den forløbne del af 1956 været præget af store prissvingninger, som vel især kan føres tilbuge til den amerikanske opkøbspolitik, men som måske også i nogen grad skyldes usikkerheden over for den vesteuropæiske konjunkturudvikling. Det samlede resultat har dog det sidste par måneder været prisstigninger på 4—5 pet.
For Vesteuropa som helhed gælder det, at produktion og beskæftigelse ligger på et højt niveau, men at der er tydelige tegn på, at fremgangen sker med aftagende styrke. Prisniveauet er stigende, og inflationsfaren er aktuel i flere lande.
De engelske diskontoforhøjelser og den øvrige kreditstramningspolitik synes at gøre sine virkninger gældende på industri produktionen, hvis fremskridt har været aftagende i løbet af 1955. Industriproduktionen lå dog i 1955 5 pet. højere end i 1954. Mens de engelske engrospriser i 1955 kun steg 2—3 pet., steg detailpriserne med godt 5 pet. Denne stigning skyldtes dels det store pres på investeringerne, dels forhøjelsen af de indirekte skatter og sidst men ikke mindst en stigning i arbejdslønningerne på gennemsnitligt 7 pet.
Sterlingområdets guld- og dollarreserver, der havde været støt faldende siden sommeren 1954, har den sidste tid været svagt sti gende. Dette kan maske tages som et tegn på, at valutavanskelig hedernes akutte karakter er aftagende. Til gengæld betyder del stigende omkostningsniveau en svækkelse over for Englands tre hovedkonkurrenter: USA, Vesttyskland og Frankrig, der alle har stabile eller kun svagt stigende priser.
Den sidste alvorlige skærpelse af den engelske penge- og finanspolitik synes at have indgydt tillid til, at der er lagt bund i bekæmpelsen af inflationen. Den tiltagende internationale kon kurrence gør det imidlertid vanskeligere at eksportere den del af produktionen, som efter indgrebene ikke længere kan finde af sætning på det engelske hjemmemarked. Et af de tydeligste eks empler på denne ændrede problemstilling er den produktions indskrænkning, som i februar-marts viste sig nødvendig i den en gelske bilindustri.
Vesttyskland ligger uforandret i en gunstig position, og pris stigningerne er ikke af faretruende omfang, hvilket dels skyldes en stærkt øget vareimport, dels de samme forhold som i USA: stærk stigning i produktion og produktivitet. Frankrigs økonomi ske forhold bedres stadig, omend den tanke vinder mere og mere frem, at bedringen næppe er varig: udførselen sker for en me get væsentlig dels vedkommende enten til den franske union, hvor konkurrenterne holdes ude, eller ved hjælp af betydelige eksportsubsidier; omvendt pålægges der de fleste importvarer en ret betydelig importafgift. Denne politik må — hvis ikke der sker en uventet kursændring — sandsynligvis betragtes som en for løber for en devaluering.
I Danmark har prisstigningerne i hvert fald midlertidigt over taget valutavanskelighedernes plads i offentlighedens søgelys. Mens importpriserne i 1955 kun steg 3 pct., steg engrospriserne med 4 pct. og detailpriserne 7 pct. (bortset fra sparebeviserne). De prisstigninger, der skyldes indenlandske forhold, har således, lige som i 1954, været af større betydning end dem, der kom m er udefra. I slutningen af 1955 og begyndelsen af 1956 er der sket en nedgang i valutagælden og en nogenlunde tilsvarende ned gang i finansministeriets gæld til nationalbanken. Disse tegn på bedre balance i vor økonomi må ses i forbindelse med den svage tilbagegang, der gennem 1955 har været i industriproduktionen, og den noget større stigning i arbejdsløsheden.
Således som tilfældet plejer at være det i fire-fem måneder om kring årsskiftet, var der også denne gang klare tegn på frem skridt. Den arbejdskonflikt, der brød ud i midten af marts, har imidlertid omfattende virkninger på landets økonomi. Det må ventes, at arbejdskonflikten til sin tid vil afspejles i mindsket forbrug og import og en noget større' nedgang i produktion og eksport.
Det var før arbejdskonflikten af stor betydning, at industrien formåede at opveje de ringere afsætningsmuligheder på hjemmemarkedet med en stærk forøgelse af eksporten. Selv uden konflikten var det imidlertid et stort spørgsmål, om denne frem gang kunne fortsætte, eftersom det danske omkostningsniveau til syneladende er steget mere end vore største konkurrenters sam tidig med, at flere af vore kunder gennem kreditstramning søger at dæmpe højkonjunkturen — og dermed importen.
Det karakteristiske ved den nuværende internationale økono miske situation synes således at være, at Amerika nogenlunde smertefrit er inde i en pause i fremgangen, mens prisstig ningerne og valutavanskelighederne gennemgående har et sådant omfang i Vesteuropa, at den økonomiske politik må føres med kraftige midler, som kan gøre en tilpasning ubehagelig.
Sven Reiermann
