Af oberst Peter H. Lund, Chef for 2. brigade.
Baggrunden for at kunne skrive denne artikel er, at jeg gennem mit virke som chef for 2. Brigade er ansvarlig for uddannelsen af hovedparten af de enheder, der gennemfører Hærens basis‐ og reaktionsstyrkeuddannelse (HBU/HRU). DANILOG er ansvarlig for den øvrige del. Brigaden oprettedes 1. marts 2005 og har været ansvarlig for uddannelsen af de DANCONs, der udsendtes til Irak, Kosovo og Afghanistan medio 2005 og har netop afsluttet uddannelsen for de tre kontingenter, der udsendes i januar/februar 2006. Uddannelsen af de næste tre kontingenter med udsendelse i august 2006 er allerede i gang. Strukturelt er brigaden tænkt at være ansvarlig for produktion af én ”Battle Group (BG)” til kontinuerlige missioner pr. halve år, men indtil 1. brigade får opbygget fornøden kapacitet varetages produktionen af kontingenter til alle tre missioner af 2. Brigade. Brigaden er i relation til NATO beredskabssystem en ”Force of Lower Readiness ”, der er tænkt at skulle afløse ”High Readiness Forces ” i kontinuerlige missioner. Denne tankegang giver mulighed for et afbalanceret og differentieret beredskab, hvor styrkeproduktionen med et givet varsel kan tilpasses det aktuelle behov på en kost‐effektiv måde. Brigaden er en mekanisme, hvor der afhængig af behovet kan ”skrues op eller ned” for produktionen. 2. Brigades kapacitet kan således sikre, at det politiske ambitionsniveau på 1500 mand udsendt kontinuerligt kan honoreres i det omfang det ikke kan/skal inddækkes af 1. Brigades og Divisionstroppernes kapacitet. Udfordringen for Hæren i den nuværende transformationsperiode er, at der aktuelt udsendes styrker svarende til ”End‐State” ambitionerne, mens den tilhørende kapacitet fortsat er under opbygning. Udsendelse i tre missionsområder medfører en særlig udfordring, da de hver især kræver en førings‐, føringsstøtte‐ og logistisk struktur med mange specialistfunktioner.
Hvad er nyt?
HRU kan siges at være den foreløbige kulmination på en evolution, der startede primo 1990. De væsentligste ændringer i forhold til den tidligere værnepligtsuddannelse er fokusering på udsendelse i en international mission idet:
• Målet for den 8 måneder lange uddannelse er at sætte soldaten og enheden i stand til at kunne løse de forventelige opgaver i aktuelt missionsområde.
• Enheden uddannes i den organisation hvori den udsendes og i muligt omfang på samme materieltype som i missionen.
• Personellet ansættes efter minimum 4 måneders HBU som konstabelelever m.h.p. efterfølgende udsendelse i mission ‐ oftest i direkte forlængelse af afsluttet HRU. Såfremt personellet i forløbet giver udtryk for at de ikke ønsker udsendelse opsiges kontrakten m.h.p. at kunne ansætte nyt personel, der ønsker udsendelse.
Med disse ændringer er det min opfattelse at HRU dybest set er 8 måneders missionsorienteret uddannelse. Jeg vil senere uddybe nogle af konsekvenserne ved de beskrevne ændringer.
Hvad er uændret?
De fleste af de helt grundlæggende uddannelsesprincipper Hæren har anvendt siden 2000 – og for nogles vedkommende også før 2000 ‐ er fortsat valide. Disse principper omfatter blandt andet:
• Chefen er direkte uddannelsesansvarlig for sine enheder.
• Enkeltmand skal uddannes med henblik på at virke i enheden, mens enheder skal enheds‐ og samvirkeuddannes med henblik på at virke i helheden. Førerne skal kunne gennemføre føringsvirksomhed, der sikrer løsning af de forventelige opgaver herunder opbygge disciplin og sammenhold samt uddanne personel og enheder.
• Uddannelsen gennemføres med stigende kompleksitet samt en fortløbende opbygning af soldatens og enhedens viden og kunnen. Uddannelsen er indledningsvis almen/generisk og sidst i forløbet missionsspecifik.
• Uddannelsen planlægges centralt og gennemføres decentralt i et standardiseret og prioriteret uddannelsesforløb. Dette for at sikre at enhederne kan samvirke/samarbejde gennem fælles procedurer. Desuden skal det sikre sammenhæng mellem mål og midler samt aflaste de uddannende enheder i planlægning således de kan fokusere på gennemførelse af uddannelsen.
Derudover er videreført uddannelseserfaringer fra den Danske Internationale Brigades (DIB) missionsorienterede uddannelse. Bl.a. anvendes det netop hjemkomne holds førere som vejledere og kontrollanter på de afsluttende øvelser for det næste hold, der skal udsendes. Det skal dog sikres, at evt. ændringer til procedurer eller ”rules of engagement” siden holdets hjemkomst fanges op for at undgå fejlindlæring. Især skal man være opmærksom på dette hvis politimyndigheden overgår fra den indsatte militære styrke til anden myndighed. Under de afsluttende øvelser etableres et missionsspecifikt miljø med en markeringsstyrke omfattende bl.a. sprogofficerer og det efterfølgende HRU‐hold, der skal udsendes. HRU‐holdet får på denne måde en forsmag på det de selv skal igennem og det virker motiverende. Sprogofficererne agerer både tolke og aktører. De gør det så overbevisende og engageret, at man har lyst til at uddele indtil flere ”Oscars”. Der er således ikke baggrund for at ”hælde babyen ud med badevandet”, men fortsat udnytte de principper vi har haft god effekt med og til gengæld ændre på de der ikke har haft den ønskelige effekt.
Konsekvenser ved ændringerne Ændringen i målet for uddannelsen har medført, at det specifikke indhold af uddannelsen naturligt måtte justeres til de forudselige opgaver i missionsområderne. HRU baserede enheder indsættes typisk i stabiliseringsoperationer, hvor hovedopgaven normalt er at skabe og/eller opretholde et sikkert miljø, der muliggør genopbygning og overgang til et økonomisk, militært og politisk selvbærende samfund. Operationerne omfatter:
• Rammeoperationer, der gennem efterretningstjenesten kontinuerligt skal give enheden et situationsbillede, der danner grundlag for beredskab, egenbeskyttelse og evt. indsættelse.
• Imødegåelse af destabiliserende elementer gennem offensive eller defensive operationer – det være sig mod regulære styrker, irregulære styrker og/eller civile elementer.
• Støtte til stabiliserende elementer f.eks. i form af fælles operationer med og uddannelse af de lokale sikkerhedsstyrker samt CIMIC og samtænkningsprojekter, der forbedrer levevilkår og (gen)opbygning af området.
Disse operationer gennemføres typisk parallelt og koordineret med den strategiske plan, men afhængig af den aktuelle trussel og de rådige militære ressourcer med forskellig tyngde. Der har været behov for et opgør med den tidligere meget skarpe uddannelsesinddeling i ”grøn” udannelse i krigsoperationer og ”blå” uddannelse i fredsstøttende operationer med henblik på at introducere ”full spectrum” operationer. I stabiliseringsoperationer er det netop vigtigt at uddanne soldaterne i evnen til hurtigt og fleksibelt at kunne tilpasse attitude til situationen – fra støtte til imødegåelse af destabiliserende elementer og vice versa. Det er min opfattelse, at der for ofte er fokuseret på forskelligheder i uddannelsen til krigs‐ og fredsstøttende operationer frem for ligheder. Der er generelt stort sammenfald i den helt grundlæggende offensive/defensive kampeksercits uanset hvilken type modstander man står overfor. Den afgørende forskel er graden af afpasset magtanvendelse. En militær enhed er netop karakteriseret ved at kunne anvende et bredt spekter af magt herunder truslen om at anvende denne. Evnen til at kæmpe er således ikke til debat – blot en mere fleksibel opfattelse af kapacitetsudnyttelse samt hvornår magt skal/kan anvendes. Ved at fokusere på formålet med den enkelte operationstype eller kampmåde/‐metode bliver det nemmere at se disse ligheder. Der er dog en særlig krølle i de situationer, hvor den militære styrke også har politimyndigheden i missionsområdet, hvilket stiller særlige krav til uddannelsen. For at sikre uddannelsen er målrettet missionerne gennemfører Brigaden sammen med det kommende hold forud for hver udsendelse en rekognoscering i området for at opdatere såvel opgaver som procedurer. Brigaden og det kommende hold er ligeledes i løbende kontakt med de udsendte enheder m.h.p. opdatering og ”lessons learned”, der skal integreres i uddannelsen. Hærens skoler indgår også i denne proces og støtter med at bearbejde erfaringer og gennemføre uddannelse i f.eks. forhold overfor IED, skydning under kørsel, indsatsledelse og lignende. Ansættelsesformen for HRU‐soldaten medfører, at der ingen spildproduktion er og alle soldater er topmotiverede for uddannelsen, da de er frivillige. Da de er dyrere end værnepligtige har det dog haft den konsekvens, at der i de rådige 8 måneder er reduceret i uddannelsestiden for nogle enheder mens andre har fået mere tidset i forhold til den tidligere værnepligtsuddannelse med differentierede indkaldelseslængder. Introduktionen af den 4 måneder lange HBU medførte desuden en forøgelse af ”rekrutuddannelsen” med en måned og en tilsvarende reduktion af den rådige tid til HRU. Der er naturligvis emner fra totalforsvarsuddannelsen, der kan nyttiggøres i den efterfølgende HRU, men også elementer hvor dette ikke er tilfældet. Alt i alt har det for visse enhedstyper – bl.a. kamptropperne ‐ medført en reduktion i rådig tid og dermed behov for en benhård prioritering i uddannelsespensummet. Det skal ses i lyset af, at der generelt til alle funktioner og enheder løbende erkendes nye uddannelsesbehov, der kræver tid. Funktionsuddannelsen tager fem uger, og der er afsat tre uger til ophold i skydeterræn. Samvirket inden for gruppen, delingen og kompagniet strækker sig over 13 uger, og endelig er der fem uger til samvirkeøvelser ledet af bataljon og brigade. Der er kun en enkelt uge, som kan anvendes efter behov. Denne målrettede uddannelse er meget motiverende for soldaterne, der oplever en sammenhæng og mening i det, de laver. Tidligere fokuserede vi på forholdene i missionsområdet i de sidste fire uger. Nu er fokus på missionen i alle otte måneder. DIB ”stationsprincip”, hvor man øvede de helt basale discipliner i fredsstøttende operationer er nu afløst af øvelser, hvor hele enheden agerer som i missionsområdet. Alle aktiviteter under øvelserne indpasses som en del af det normale operationsmønster i missionen – uanset om det er uddannelse, VIP‐besøg, spisning, beredskab eller indsættelser. For nærværende vurderer jeg der er sket en mindre forbedring i enhedernes færdighedsniveau i det nye system sammenlignet med det gamle. En af forklaringerne på at der ikke ses en mere markant fremgang i færdighedsniveauet – især rutineringen ‐ kan formentlig tilskrives den reducerede uddannelsestid. Derudover er der som sagt tale om en evolution, hvor enhederne i ”det gamle system” allerede opnåede et højt færdighedsniveau i denne type operationer. I takt med at HRU kommer yderligere på plads i løbet 2006 er det dog mit håb at effekten vil føre til et øget færdighedsniveau.
Erfaringer fra missionsorienteret uddannelse
Netværks‐ og effektbaserede operationer Ved de danske enheder i Kosovo og især Irak ses de spæde tegn på introduktion af netværks‐ og effektbaserede operationer (NBO) bl.a. drevet af udviklingen ved vore alliance‐ og koalitionspartnere, primært US og UK. For mig er nøgleordene i NBO: flad og fleksibel kommando‐ og kontrolstruktur, kapacitetsudnyttelse og vidensdeling. Teknologien skaber muligheden for denne nytænkning, men det er primært den mentale omstilling til at udnytte de teknologiske muligheder, der er udfordringen. I missionsområderne er bl.a. kommandostation for underafdeling og bataljon samlet i én kommandostation, når der gennemføres rammeoperationer. Ved større indsættelser er der forberedt aktivering af selvstændige føringsinstallationer på alle niveauer. Dette minimerer antal af kommandoniveauer til det aktuelt nødvendige og hurtigere vidensdeling og indsættelse. På kapacitetssiden anvendes i rammeoperationer ”swarming‐princippet”, hvor kommandostationen hurtigt kan dirigere alle enheder, der er i ansvarsområdet til et område for f.eks. at inddæmme erkendte irregulære styrker eller støtte enheder, der er ramt af IED. Ligeledes er opnået en generel øget kapacitetsudnyttelse ved at enhederne er uddannet til og råder over materiel, der muliggør hurtige skift i konfiguration afhængig af bl.a. opgaven og behovet for egenbeskyttelse. Vedrørende vidensdeling ses introduktionen af bl.a. ”Blue Force Tracking Systems” at forbedre det aktuelle situationsbillede for egne enheder. Der er dog et påtrængende behov for at få introduceret Battle Management Systemer på lavere niveauer m.h.p. en hurtig og effektiv deling af informationer. Effektbaserede operationer er reelt et krav i stabiliseringsoperationer. I såvel Irak som Kosovo ses, at der ikke gives tilladelse til at gennemføre operationer medmindre der er valide efterretninger, de legale forhold er på plads og de afledede effekter er vurderet og accepterede. Såfremt disse forhold ikke er tilstrækkeligt afvejede kan det ofte resultere i ganske alvorlige konsekvenser på det strategiske niveau.
Efterretningstjeneste
Der er i stabiliserings operationer et udpræget behov for en meget professionel efterretningstjeneste. Hæren har desværre i en årrække forsømt dette område men har erkendt at der skal sættes særligt ind. Den særlige udfordring er, at det er meget komplekse netværk, der skal erkendes og moniteres. Aktørerne på selv taktisk niveau omfatter alle nøglefigurer og grupperinger indenfor irregulære styrker, kriminelle strukturer samt politiske og lokale ledere/partier, etniske og stamme grupperinger m.v. Forudsigelse af disse aktørers handlinger kræver ofte strategisk forståelse og en høj grad af rutinering i det efterretningsmæssige håndværk. Derudover skal den militære efterretningstjeneste kunne håndtere efterforskning af forhold vi nationalt entydigt har placeret ved politiet. Der er således al mulig grund til at fortsætte yderligere tiltag, der kan professionalisere efterretningstjenesten. Etablering af en selvstændig E‐søjle med tilhørende karrieremuligheder anses for et ”must”. Rent teknologisk er der netop iværksat forsøg med en database. Det skal sikre fastholdelse og systematisering af oplysninger og støtte i erkendelse af netværk og øget forståelse for hvad der er aktørernes mål, kapacitet og ‐ om muligt ‐ hensigt. På indhentningssiden har HUMINT vist sig meget effektive og bør introduceres som en fast bestanddel i alle BG. Anvendelse af UAV, sensorer og observationshelikoptere har ligeledes vist sig at være uundværlige kapaciteter, der p.t. leveres via vore multinationale samarbejdspartnere.
Doktrin ‐ Imødegåelse af irregulære styrker
Den operative udfordring er for nærværende primært hvorledes vi kan imødegå irregulære styrker. Et af de vigtigste elementer i denne imødegåelse er udviklingen af efterretningstjenesten. Derudover skal enhederne konstant søge at ændre adfærdsmønstre og procedurer idet de meget hurtigt lures af og rammes ved rigid fastholdelse af adfærd. I Irak volder det især problemer at iværksætte større operationer med den ønskede overraskelseseffekt idet man ofte kan erkendes i f.m. deployeringen til indsættelsen. Det har derfor været overvejet om der med fordel kan opnås en bedre effekt ved at minimere tiden mellem ”sensor to shooter” og ved at operere i mindre special teams. Disse teams kan ved erkendelse af irregulære styrker hurtigt indsættes mod disse og efterfølgende kan indsættes større styrker for at opretholde kontrol og ro med området. Hertil er der behov for transporthelikopter kapacitet, der giver mulighed for denne overraskende og hurtige indsættelse. Generelt peger det på en udvikling med øgede krav til infanterienhedernes formåen i retning af ”rangerenheder” eller allokering af specialoperationsstyrker permanent i en BG. Desuden er det et ubetinget krav, at alle skal kunne de basale kampfærdigheder bl.a. våbenbetjening/‐håndtering, førstehjælp, forhold overfor beskydning og IED m.v. Inspireret af US Marine Corps anvender jeg udtrykket ”every soldier is a rifleman” til at understrege dette. På doktrinområdet halter vores egen udvikling bagefter. Uddannelsen i stabiliseringsoperationer må oftest baseres på udenlandske reglementer for at være relevant og tidssvarende. Det er meget vanskeligt for en lille nation at udvikle disse reglementer m.v. i rette tid og kvalitet. Såfremt dette ikke er muligt bør det overvejes om vi i højere grad skal anvende en strategisk alliancepartners reglementer. De britiske reglementer opfylder efter min mening bedst kravene, da de er velskrevne, i tråd med vores tankegang, på engelsk og tidssvarende. UK er desuden ofte pennefører for NATO hærdoktrin og sikrer sammenhæng mellem den nationale og NATO doktrin. De amerikanske reglementer er ligeledes anvendelige og lettilgængelige på de lavere niveauer. Der skal dog fortsat sikres sammenhæng i triaden: organisation – doktrin og teknologi.
Organisation af Battle Groups og kampenheder.
De udsendte bataljonsværdier er alle organiseret i ”battle groups”, der omfatter flere tjenestegrene. Tidligere var opfattelsen, at samvirke mellem tjenestegrene hørte til i brigaderamme og til nød bataljonsniveauet. Internt i BG er der behov for at kunne samvirke på alle niveauer – fra gruppe til BG. Det medfører en nedbrydning af de skarpe skel mellem enhedstyper, tjenestegrenene og en øget fokusering på effekten af den enkeltes kapacitet frem for på leveringssystemet. De fremtidige udsendelser i kontinuerlige missioner af bataljonsværdi vil højest sandsynligt også foregå i rammen af BG. 2 Brigade har ingen problemer med dette, da enhederne som nævnt alle uddannes i den organisation de udsendes i. 1. Brigade har med nuværende struktur umiddelbart kapacitet til at opstille BG, hvilket bør indgå i enhedernes full spectrum uddannelse, da det stiller særlige krav til stabs‐ og samvirkeuddannelse. For enheder fra 2. Brigade er der som nævnt i indledningen henset til det længere varsel for indsættelse mulighed for at skræddersy enhederne til den aktuelle opgave. De p.t.udsendte BG omfatter en spejdereskadron og et panserinfanterikompagni. Organisationen af disse tager afsæt i organisationer, der er optimeret og specialiseret til løsning af forskellige opgaver i en bataljons‐ og brigadestruktur. Opgavekomplekset for spejder‐ og infanterienhederne er i missionerne aktuelt stort set identisk. De skal begge kunne løse patruljeopgaver under rammeoperationer og infanteriopgaver under imødegåelse af destabiliserende elementer. Dette taler for, at udvikle én kampenhed med begge kapaciteter, der skræddersyes til løsning af de forudselige opgaver i stabiliseringsoperationer. Udvikling af multi‐purpose materiel – især køretøjer – vil lette uddannelsen og reducere materielomfanget og den tilhørende logistiske hale. Organisationen for spejdereskadronen i Irak med Piranha er et udmærket eksempel på, hvor dette relativt nemt kunne introduceres. Køretøjstypen tillader løsning af både patrulje og infanteriopgaver. Desuden bør det fleksibelt ud fra behovet i missionen afpasses hvor mange grupper og delinger en underafdeling skal omfatte. Fire grupper i delingen og fire delinger i kompagniet forekommer ved begrænset personelindhold i gruppen at give den bedste ”teeth‐to‐tail ratio” og tilstrækkeligt med personel på jorden ved større indsættelser.
Føringsvirksomhed
Karakteren af stabiliseringsoperationer stiller selv for en BG krav om evnen til kampagnetænkning og – planlægning. BG skal både kunne tænke bredt, langsigtet og effektbaseret. Dette kombineret med at hovedmodstanderen kan være irregulær medfører øgede krav til uddannelse af især stabsofficererne. Et særligt aspekt ved BG strukturen er, at staben svarer til brigade niveau men underenheder er underafdelinger. Staben er i stand til at udvikle meget omfattende produkter, der kan virke overvældende for en underenhed, der ikke har en stab. BG skal derfor være meget opmærksom på, hvorledes der formidles ordrer herunder hvad underenheden har behov for og i hvilken form. Desuden kan der gennem visualisering spares mange ord og stykker papir. Et af redskaberne hertil er bl.a. anvendelse af ”rock‐drill”, hvor man – uanset niveau ‐ på et terrænbord viser og gennemspiller manøvreplanen og de forventede handlinger fra modstanderen. Det er min oplevelse, at der fanges mange uhensigtsmæssigheder på denne måde og underenhederne ser deres rolle i helheden. Derved opnås en bedre synkronisering af manøvren.
Fremtid
HRU er implementeret og vi er nu i gang med at optimere uddannelsen således der opnås størst mulig uddannelseseffekt for de rådige midler. HRU har allerede leveret soldater og enheder, der kan løse opgaverne i missionsområderne. Den aktuelle indsats i Irak, Afghanistan og Kosovo er det synlige bevis herpå. Resultatet er ikke opnået alene ved en ændring af et uddannelsessystem men i mindst samme grad gennem den meget engagerede og motiverede indsats alle involverede yder – såvel enheden selv som alle der støtter den. Viljen til at få ”humlebien til at flyve” har været og er fortsat afgørende. Fastholdelse af denne vilje kræver fortsat støtte fra alle i forsvaret, politisk og befolkningen. Vi indsætter vore soldater i missioner, hvor vi gennem en god uddannelse må minimere risikoen for tab og sikre evnen til at løse opgaverne – det skylder vi soldaten og hans pårørende. HRU sikrer dette såfremt de fornødne ressourcer tildeles. Værnepligten er til debat i forligsperioden. Mange opfatter sikkert HRU som direkte knyttet til værnepligt i kraft af den forudgående HBU. Der er dog ikke noget der hindrer, at konceptet udbredes til at omfatte hvervning direkte fra ”gaden”, men soldaten skal naturligvis fortsat gennemføre en grundlæggende basisuddannelse forud for HRU, men ikke nødvendigvis som værnepligtig. Hæren har generelt nået den nedre kritiske masse indenfor stort set alle tjenestegrene. En yderligere reduktion indenfor de operative kapaciteter vil formentlig medføre bortprioritering af visse kapaciteter i lighed med fravalget af MLRS, puljeartilleri, broer, panserværnshelikoptere m.v. . Vores deltagelse i missioner viser et klart behov for kvalitet frem for kvantitet. Såfremt der måtte være ubalance mellem mål og midler i Hæren forekommer det vigtig at vi snarest ser på den øvrige del af Hæren – især på støtte‐ og skolestrukturen – inden der træffes meget afgørende beslutninger om at fjerne hele kapaciteter i den operative struktur.
