Afghanistan, Helmand-provinsen, foråret 2009. En engelsk deling overtager opgaven fra forfatterens danske infanterideling. Samme opgave; forskellig doktrin, organisation og teknologi. (Taget af forfatteren selv)
Af Søren Sjøgren, kaptajn, cand. mag. i filosofi fra Københavns Universitet, Forsvarsakademiet, Institut for Militære Operationer.
Introduktion
Krigsførelsens kredsløb er et spøjst begreb. Internt i Forsvaret er det en hyppig anvendt model til at strukturere analyser af militære kapabiliteter. Modellen har været anvendt på Hærens Officersskole siden midten af 1960’erne. Den har sine styrker i at være enkel, intuitiv og har vist sig brugbar til at beskrive vores praksis blandt andet ved klart at definere det militære rum. Blandt officerskorpset er modellen blevet en fælles referenceramme. I skarp kontrast til sin udbredelse står de meget få forsøg, de har været på at gennemføre videnskabsteoretiske diskussioner af modellen, dens ståsteder og grundlæggende antagelser. Modellen er ej heller hverken internationalt anerkendt eller akademisk forankret.
Centralt og ofte refereret står Mikkel Storm Jensens betydningsfulde artikel Krigsførelsens kredsløb fra 2004.1 Artiklen udmærker sig ved at være et gennemført forsøg på en eksplicit videnskabsteoretisk diskussion af krigsførelses kredsløb; et forsøg på at videnskabeliggøre en på det tidspunkt allerede eksisterende og etableret praksis. En praksis hvor vi i mange år tilsyneladende har anvendt, tænkt i og undervist i begreber, som vi ikke tilbundsgående har diskuteret den videnskabelige funktion af. Dermed har Storm Jensen bidraget til vores fælles sprog ved at teoretisere over og søgt at begrebsliggøre, hvad det militære er. Dernæst er Hans Peter H. Michaelsens Kredsløbsforstyrrelser fra 2013 ligeledes et substantielt bidrag.2
I en videnskabsteoretisk diskussion er det paradoksale dog, at der i de to artikler træffes væsens forskellige teoretiske valg for at operationalisere modellen; Storm Jensens udlægning af kredsløbet er objektivistisk mens Michaelsens er konstruktivistisk. Vi vender tilbage til forskellen på de to senere i artiklen. Pointen er, at hvis modellen uproblematisk kan udstyres med ganske forskellige teoretiske perspektiver, så er krigsførelsens kredsløb i sig selv ikke en komplet teori med sin egen forklaringskraft. I stedet må det forstås som en model eller en begrebsstruktur, hvori der netop skal lægges supplerende teoretiske antagelser for at skabe forklaringskraft. Krigsførelsens kredsløb bliver dermed en rettesnor for, hvorledes en undersøgelse kan struktureres mere end et forklarende redskab i sig selv.
Formål
Denne artikel er en diskussion af Krigsførelsens kredsløb. Artiklen argumenter for, at krigsførelsens kredsløb er en model og ikke en teori, som det ellers ofte fremlægges som. Problemet er, at krigsførelsens kredsløb i sig selv ikke møder det mest grundlæggende krav til en teori; at kunne give forudsigelser eller forklaringer. Krigsførelsens kredsløb angiver alene korrelation mellem elementernes organisation, teknologi og doktrin i det indre kredsløb og mellem rammebetingelserne i det ydre kredsløb bestående af samfundets ideologi, politiske strukturer og økonomiske udviklingsniveau. Disse to kredsløb tilpasser sig derudover eller hviler på det ydre miljø. Men ud fra krigsførelsens kredsløb i sig selv kan der hverken udledes et hvordan eller hvorfor. Det er dermed en grafisk fremstilling af noget observeret og ikke en forklaring på det observerede; en model og ikke en teori.
Artiklen konkluderer, at krigsførelsens kredsløb derfor alene bør betragtes som en model eller en begrebsstruktur til at strukturere analyser af militære kapabiliteter. Årsagssammenhænge, forudsigelser og forklaringer kræver at model og observationer suppleres med et teoretisk ståsted, som afspejler det forhold, man ønsker at undersøge. Det ligger ikke implicit i modellen, hvorfor der altid må tages eksplicit stilling, hver gang modellen anvendes forklarende eller argumenterende.
Konklusionen er frisættende: vi kan anvende kredsløbet som struktur, og vi kan supplere eller beskære i forhold til den specifikke case. Til gengæld må vi hver gang argumentere for hvorfor modellen er anvendelig, og for hvordan vi tænker ståsted og forklaringsmekanisme i den specifikke case.
Figur: Krigsførelsens Kredsløb.
Kilde: Faggrupe KRIG/STAT Hærens Officersskole 1994.
Citeret i Storm Jensens "Krigsførelsens kredsløb"
Hvad er en teori?
Det centrale tema i denne artikel er skelnen mellem teori og model. Forskellen forstås således: en teori er en sammenhængende idé om verden. Den består af en række generaliserende ytringer om verdens sammenhæng, som trækker på bestemte videns- og virkelighedssyn. Modeller er derimod nyttige fremstillinger som oftest grafiske anskueliggørelser af virkeligheden. De er redskaber til at forstå specifikke fænomener.3 Modeller skabes med afsæt i enten teori, data eller begge dele. Modeller bruges til specifikt at vise hvordan teorien mere præcist tænker de sammenhænge, genstandsfeltet indgår i.4 For at en model skal have forklaringskraft, må den altså trække på en teori; en epistemologi, som angiver et syn på viden og en ontologi, som angiver et syn på hvad virkeligheden er, uanset hvordan modellen ellers må være opstillet. Diskussionen i denne artikel består i at efterprøve hvorvidt krigsførelsens kredsløb kan kategoriseres som teori, som lever op til ovenstående krav.
Artiklens opbygning
Artiklen vil indledningsvist kort redegøre for kredsløbets kontekst og historie samt hvordan begrebet anvendes i praksis. Herunder præsenteres en analyse af kredsløbets hidtidige akademiske anvendelse baseret på de tilgængelige studenteropgaver fra Forsvarsakademiets forskningsdatabase.5 Artiklen konkluderer på den baggrund, at vi lader til at have haft en praksis med at anvende kredsløbet som teori ofte med reference til Storm Jensens artikel Krigsførelsens kredsløb fra 2004.
Artiklen diskuterer dernæst Storm Jensens udlægning fra artiklen Krigsførelsens kredsløb og efterprøver artiklens konklusioner på dens egne præmisser. Artiklen demonstrerer, at Storm Jensen får fejlkategoriseret krigsførelsens kredsløb som teori, når der alene er tale om en model.
Artiklen demonstrerer dernæst, at krigsførelsens kredsløb som model kan rumme flere forskellige teoretiske perspektiver. Det betyder, at krigsførelsens kredsløb må føres tilbage til, hvad der synes at være dets oprindelige grundlag: en nyttig model eller en begrebsstruktur. Slutteligt diskuteres kredsløbets fremtidige anvendelsesmuligheder.
Baggrund og anvendelse
Kontekst og historie
I Storm Jensens introduktion til krigsførelsens kredsløb spores modellen tilbage til oberstløjtnant K.V. Nielsen, som havde fået ide til modellen i forbindelse med et studiearbejde omkring 1965.6 Modellen er dog først at finde i en publiceret udgave i Svend Bergsteins artikel Om voldens teknologi fra 1985.7 Her referer Bergstein selv til en unavngivet publikation af K.V. Nielsen fra 1981. Den publikation er det ikke lykkedes at finde. K.V. Nielsen skriver selv om kredsløbet i kommentaren til Om Krig fra 1986.8 Her kalder han det krigsførelsens indre sammenhæng og udtrykker det i nedenstående model, som også Bergstein anvender:
Figur: Krigens dialektiske karakter
Kilde: Bergstein, "Om voldens teknologi"
K. V. Nielsen skriver, at der eksisterer en korrelation mellem elementerne teknologi, doktrin og organisation,9 og Bergstein karakteriserer konsekvent krigsførelsens kredsløb som en model eller som en begrebsstruktur.10 For begge gælder at optimeringen af sammenhængen mellem kredsløbets elementer altid har et nøje bestemt formål: A’s evne til at få B til at føje sin vilje. Kapabiliteten eller fællesnævneren er evnen til at skabe en afgørelse i en ganske specifik situation.11
I sin artikel kredser Bergstein om problemerne med at opgøre elementerne i kredsløbet såvel som opgørelse af kapabiliteten i sig selv. Bergstein skriver eksempelvis, at det på det taktiske niveau er muligt at kvantificere elementerne i krigsførelsens kredsløb og dermed er der åbnet mulighed for opstilling af matematiske fortolkninger af samspillet mellem elementerne.12 Men de kvantitative data i sig selv kan ikke udgøre mere end del-elementer, som indgår i den egentlige kvalitative analyse. Det demonstrerer Bergstein samtidig i sin egen analyse af en fransk delings modangreb ved Dien Bien Phu i 1954. De kvantitative data indgår alene som elementer i hans kvalitative vurdering af kampens udfald, de er ikke vurderingen. Bergstein understreger desuden flere gange, at det er den specifikke kontekst, som må have vores interesse. Direkte skriver han eksempelvis: den militære afgørelses karakter har en altafgørende indflydelse på kapabiliteten.13 Man bemærker i øvrigt at krigsførelsens ydre kredsløb ikke er en del af selve modellen i den oprindelige position. Det refereres i stedet til som rammebetingelser for elementerne i det indre kredsløb.14
I den oprindelige position kan vi således ikke tage modellen til indtægt for mere end, at den påpeger at parametrene lader til at påvirke hinanden. Hvordan disse variabler påvirker hinanden, hvorfor de påvirker hinanden og hvilke del-elementer, der skal indgå i en specifik analyse af et bestemt fænomen, må komme an på teorivalget. Der lader heller ikke til at være et fastlagt videns- eller virkelighedssyn ud over en praktisk diskussion af krigens mange facetter og praktiske problemer med at måle og sammenligne dem. Sagt på en anden måde: vi har historisk observeret korrelation mellem modellens parametre, men derfra kan vi ikke slutte til en bestemt kausalitet endsige en bestemt måde at opgøre kapabiliteten på. Bergstein stiller således selv spørgsmålet: Hvordan måler man det umålelige?15 Hans eget svar er, at analyse af delelementerne kan hjælpe os med at simulere det ”dialektiske sammenstød”, men at en operationsanalytisk totalløsning er en fiktion.
Krigsførelsens kredsløb i praksis
I dag anvendes krigsførelsens kredsløb stadig i officerskorpset dels som en fælles referenceramme og dels som teori. I studie og udviklingsvirksomheden bruges det indre kredsløb til at anskueliggøre de elementer udviklingen foregår i. Ofte suppleret med parameteren uddannelse i midten.16 I rapporten ”Den videregående officersuddannelse i det 21. århundrede” fra 2007 anvendes kredsløbet som en måde at anskueliggøre det brede fagfelt, som studiet af krig udgør samt til at vise den enkelte fagområders indbyrdes relationer.17 For de nævnte eksempler artikler gælder, at kredsløbet anvendes til at vise sammenhæng; en korrelation eller en måde at få overblik over fagfeltet på. Kiholms ”Udviklingen og anvendelsen af dansk forsvars landmilitære doktrin” er dog en undtagelse: Her anvendes kredsløbet også som støtteargument til, hvorfor vi bør have en dansk doktrin i stedet for at applicere NATOs. I sådan en anvendelse er kredsløbet ikke længere alene en model, men en teori som foreskriver noget bestemt. Kiholm refererer i den forbindelse til Storm Jensens artikel Krigsførelsens kredsløb.
Krigsførelsens kredsløb i akademisk praksis
For at få et overblik over den meget begrænsede akademiske anvendelse af krigsførelsens kredsløb vender vi os mod de tilgængelige studenteropgaver i FAKs forskningsdatabase. Ud af 260 opgaver anvender 21 Krigsførelsens kredsløb. Af disse anvender 18 kredsløbet som teori; tre supplerer med anden teori, men hele 15 kredsløbet uden at supplere. Af de 21 opgaver som anvender krigsførelsens kredsløb refererer 20 i deres teoriafsnit til Storm Jensens artikel ”Krigsførelsens kredsløb”.
9 ud af 21 opgaver anvender det ydre kredsløb, hvorimod alle 21 opgaver anvender det indre kredsløb. Generelt udlægges det ydre kredsløb som de rammebetingelser, som et lands forsvar må indrettes under. Rammebetingelser som efter omstændighederne også kan indeholde krav fra allierede mv. Det forhold peger på, at det indre kredsløb i praksis er et mere nyttigt værktøj til at svare på de typisk militære spørgsmål, som vi stiller i vores undersøgelser. I 10 ud af 21 opgaver modificeres kredsløbet allerede i teoriafsnittet. I et enkelt tilfælde erstattes det ydre kredsløb eksempelvis af et krav om agility.18
Kredsløbet er ikke at finde i nogen af hærens øvrige reglementer og udgør dermed ikke noget eksplicit element i planlægningen af militære operationer. Sammenfattende lader vi til have med et begreb at gøre, som vi alle kender, men som vi ikke har fuldstændigt klarlagt mulighederne, begrænsningerne eller den videnskabsteoretiske funktion af. Både i skitsering af praksisanvendelsen såvel som i opgørelsen af studenteropgaverne ses meget forskellige anvendelser af krigsførelsens kredsløb, og ofte udlægges kredsløbet ikke selvstændigt, men i stedet refereres til Storm Jensens ”Krigsførelsens kredsløb”.
På den baggrund ses et behov for at vende tilbage til krigsførelsens kredsløb og spørge: hvad er krigsførelsens kredsløb, og hvad kan vi med det?
Storm Jensens udlægning af krigsførelsens kredsløb
Vi vender os først mod Storm Jensens centrale artikel fra 2004, hvor han indledningsvist angiver baggrunden for krigsførelsens kredsløb. Storm Jensens beskrivelse af kredsløbets historie peger på, at modellen ikke er udsprunget på baggrund af en allerede given teori, men i stedet har sin baggrund i observerede historiske forhold, som er søgt generaliseret i en model. Dette forhold er interessant, idet modellens udsagn herved kan reduceres til følgende: man har historisk observeret en sammenhæng mellem doktrin, organisation og teknologi samt mellem det indre og ydre kredsløb, men vi har endnu ingen forklaring på årsagssammenhængen. Storm Jensen kategoriserer alligevel krigsførelsens kredsløb som en videnskabelig forklaringsmodel, der er opstillet på et induktivt mønster.19 Forudsigelser eller forklaringer med udgangspunkt i modellen består af at observere en initial position og derefter udlede kravene til de andre parametre. Her: hvis doktrinen er X, skal organisationen udformes som Y og teknologien udvikles i retning af Z for at kunne efterkomme kravene fra X.20 Storm Jensen udlægger også, hvorledes den kausale effekt oftest kan ses: den primære påvirkning går således fra det ydre til det indre kredsløb;21 det er som oftest en progressiv doktrin udvikling, der ansporer til udvikling af ny teknologi;22 og endelig at ændringer i organisation ofte vil være konsekvenser af ændringer i teknologi eller doktrin.23 Storm Jensen angiver samtidig at påvirkningen dog kan være anderledes. At påvirkningen går fra den ydre cirkel til den indre underbygges med reference til Clausewitz. Men at der skulle eksistere et særligt hierarki, hvor doktrin som oftest driver forandringer i teknologi og organisation, står som en løs påstand. Endda en omstridt påstand som andre skribenter i Militært Tidsskrift har argumentet imod.24 Bergstein skriver også i den oprindelige udlægning, at den umiddelbart hurtigste metode et højtudviklet samfund kan justere på kredsløbet er gennem investeringer i teknologi.25
Storm Jensen behandler problemet med at opstille årsagssammenhæng i krigsførelsens kredsløb på følgende måde: Under overskriften hvordan vurdere om det er en god teori, behandles modellens parametre i lyset af filosoffen Karl Poppers demarkationskriterium for, hvad der adskiller videnskabelig viden fra ikke-videnskabelig viden. Ifølge Popper kan videnskabelige teorier aldrig entydigt verificeres, de kan alene falsificeres. Når en teori er falsificeret, må den forkastes. Flere gange i dette afsnit anvender Storm Jensen tilsyneladende ordet teori synonymt med model. Det er et centralt tema, som vi vender tilbage til senere i artiklen. Problemet med at opstille falsificerbare teorier i samfundsvidenskaberne behandler Storm Jensen således: Det betyder dog, at kravene til argumentationen for årsagssammenhængene i modellen og for hvilke parametre der medtages skal være så fyldestgørende og entydige, at man meningsfuldt kan diskutere teoriens forudsætninger og dermed resultater.26
I forhold til kravet om falsificerbarhed argumenteres for at krigsførelsens kredsløb lever op til kravet om falsificerbarhed, idet man kan opstille en modsat teori – der er ingen sammenhæng mellem modellens elementer – og ved observation af parametre komme frem til at denne modteori er langt mindre sandsynlig end krigsførelsens kredsløbs teori om, at en sådan sammenhæng eksisterer.27 Falsificeringen af krigsførelsens kredsløb er et yderligere problematisk forhold; at der åbenlyst ikke er manglende sammenhæng betyder ikke, at enhver sammenhæng dermed er bevist. Ej heller at teorien dermed lever op til Poppers demarkationskriterium. Det forhold vender vi også tilbage til.
Storm Jensen definerer funktionen i krigsførelsens kredsløb således: samfundets kapabilitet til at tvinge modstandere til at opfylde dets vilje er lig med funktionen af doktrin, teknologi og organisation eller opsummeret med en matematisk formel: X = F(doktrin, teknologi, organisation).28 Storm Jensen anfører herefter, at antagelsen om at et samfund ønsker at optimere X, følger af antagelsen om økonomisk rationalitet. Dermed bliver det antagelsen om det rationelle og definitionerne af begreberne doktrin, teknologi og organisation, der giver krigsførelsens kredsløb sin forklaringskraft. Mere direkte: at enhver stat til alle tider vil forsøge at optimere sine militære kapabiliteter. Storm Jensen etablerer her et bør, som i sig selv fremstår fornuftigt. Men dette bør udgør kernen af den teori, som driver forklaringskraften i Storm Jensens udlægning af kredsløbet. Teorien bag krigsførelsens kredsløb er i denne udlægning, at der er sammenhæng mellem doktrin, teknologi og organisation og, at denne sammenhæng kan forklares med henvisning til økonomisk rationalitet. Hypotesen, som skal testes i forhold til Poppers demarkationskriterium, er ikke kun, at der er sammenhæng mellem doktrin, organisation og teknologi. Det er også den bagvedliggende hypotese om, at ordningen af staters militære kapabiliteter alene kan forklares ud fra antagelsen om økonomisk rationalitet.
Storm Jensen skriver, at definitionerne for hvad der må medregnes som parametre hviler på et valg af teori. Iagttagelsen af parametrene er altså teoriafhængig.29 Til at definere parametrene i modellen anvender Storm Jensen en definition fra Gyldendals ordbog samt en definition fra Feltreglement I til at definere ordet ”doktrin”. For de øvrige to parametre anvendes egne definitioner uden at redegøre yderligere for dem. Under behandling af definitionerne diskuteres indgående udfordringer med kvantificering og kategorisering af disse begreber.30 Dette fokus på kvantificering og problemer med objektiv vurdering peger på, at det implicitte teoretiske valg som Storm Jensens udlægning af krigsførelsens kredsløb trækker på er objektivistisk.31 Når vi på denne måde får det implicitte teorivalg til at træde frem, bliver det også tydeligt, at udsagnet om økonomisk rationalitet ikke er den eneste præmis for krigsførelsens kredsløb. Storm Jensens udlægning trækker også på objektivismens grundantagelser eksempelvis at virkeligheden eksisterer uafhængigt af mennesket og at videnskaben er ideologifri. Udfordringerne med kvantificering herunder tællelighed i opgørelsen af elementerne doktrin, teknologi og organisation samt søgen efter mekaniske og kausale forklaringer i krigsførelsens kredsløb peger således på, at modellen implicit er blevet udstyret med en objektivistisk epistemologi og en i øvrigt udpræget materialistisk ontologi.32
Slutteligt konkluderer Storm Jensen at det er afgørende vigtigt, at der argumenteres for hvilke parametre, der undersøges, og hvilke elementer i en indre eller ydre cirkel parametrene placeres under.33 Det peger på at modellen altid må operationaliseres i forhold til det specifikke problem, og at en fornyet begrebsafklaring altid må foretages.
Sammenfattende kan Storm Jensens projekt beskrives som et forsøg på at udlægge krigsførelsens kredsløb som en sammenhængende teori og vurdere denne teoris præmisser. Det bagvedliggende problem er, at Storm Jensen i sin udlægning aldrig får behandlet sit eget teoretiske ståsted. Det objektivistiske ståsted fremlægges som værende en del af krigsførelsens kredsløb. I det efterfølgende demonstreres, at dette må tolkes som ét muligt ståsted, hvor der eksisterer andre, og samtidigt at det ikke følger af modellen i sig selv, at den nødvendigvig må udlægges, som Storm Jensen præsenterer den.
Problemer i kredsløbet
I udlægning af Storm Jensens position har vi peget på tre problemer: (1) model og teori anvendes synonymt (2) der lader ikke til at være overvejelser om hvilken type model krigsførings kredsløb er tænkt som og endelig (3) forsøget på at falsificere modellen falder, idet krigsførelsens kredsløb i sig selv ikke producerer forklaringer, som kan falsificeres. Det som burde være forsøgt falsificeret, er forklaringsmekanismen; at der er sammenhæng mellem modellens elementer og at den sammenhæng kan forklares med henvisning til økonomisk rationalitet. I det efterfølgende vil vi betragte disse tre problemer hver for sig.
Model og teori anvendes synonymt
Som skrevet i indledningen skelnes mellem teori og model på følgende måde: en teori er en sammenhængende ide om verden, der tillige trækker på bestemte videns- og virkelighedssyn. Modeller er omvendt redskaber til at forstå specifikke fænomener. For at en model kan få forklaringskraft, må den trække på teori; en epistemologi, som angiver et syn på viden og en ontologi, som angiver et syn på hvad virkeligheden er, uanset hvordan modellen ellers må være opstillet.
I Storm Jensens artikel trækkes som tidligere beskrevet implicit på en objektivistisk epistemologi og en udpræget materialistisk ontologi. For Storm Jensen lader dette til at være en logisk konsekvens af modellen i sig selv. Men der angives ingen logisk tvingende nødvendighed for anlægge præcis dette teoretiske perspektiv. Spørgsmålet, der melder sig, er derfor: Hvis modellen er opstillet på baggrund af historiske data, som Storm Jensens detektivarbejde peger på, hvilken teori er så passende til at give modellen forklaringskraft? For at svare på det spørgsmål må vi først overveje hvilken type af model krigsførelsens kredsløb er.
Type af model er uklar
Lad os prøve at besvare, hvilken form for model krigsførelsens kredsløb er: Vi kan skelne mellem fire overordnede typer af grundmodeller ordnet efter dybden af de sammenhænge, som modellen beskæftiger sig med: kausale, funktionelle, kontekstuelle og strukturelle modeller.34
For kausale modeller gælder, at de forklarer enkeltobservationer ved at føre dem tilbage til lovmæssigheder. Sammenhængene i denne type af modeller er enkle og kan opstilles i form af A forsager B. De beskriver umiddelbart observerbare forhold og sammenhænge. Funktionelle modeller anskueliggør, at der er en dybere sammenhæng end blot sammenhængen, at A forsager B. I en funktionel model vil ændringen A bidrage til at opretholde en allerede etableret orden. Årsag-virkningsforholdet er ikke lineært som i den kausale model, men en del af en funktion. Kontekstuelle modeller vil have blik for den sammenhæng ændringen A foregår i. I sådanne modeller kan ændringen A betyde én ting i en kontekst og en anden ting i en anden. Fokus er således på det, som går forud for og rundt om.
Strukturelle modeller peger på meget dybe sammenhænge og er af natur abstrakte. I en strukturel model kan ændringen A påvirke B, men hvor meget og i hvilken grad afgøres af strukturen. Påvirkningen kan være kausal, funktionel og/eller begrundet med afsæt i konteksten. Ændringen A og effekten B kan også være abstrakte størrelser, som ikke umiddelbart lader sig observere eller tælle, men i stedet må kvalificeres.
Lad os nu vende tilbage til krigsførelsens kredsløb. Man kan eksempelvis forstå modellen som en kausal model, hvor den ydre ring forsager forholdene i den indre ring, eller i den indre ring at ændringer i doktrin forsager ændringer i teknologi og organisation; sådan en udlægning ville have fokus rettet mod dominansforholdet mellem modellens elementer. Udlægningen ville pege på enkle og observerbare sammenhænge og gøre elementerne kausalt forbundne. En hierarkisk model af denne type ville være en afart af den kausale grundmodel. Storm Jensens udlægning af forholdet mellem den ydre og indre ring kunne tolkes som et hierarkisk element ligesom den angivne orden; at det oftest er doktrinudvikling, som stiller krav til teknologi og organisation. Storm Jensens egen udlægning af modellen er ellers udpræget funktionalistisk: den indre ring tilpasser sig naturligt til kravene fra den ydre. Funktionen består i de observerbare elementer samt elementerne balance, tilpasning og i Storm Jensens udlægning eksplicit økonomisk rationalitet.
Hvis man i sin analyse fokuserer på kredsløbets tilpasning til det ydre miljø eksempelvis til en konkret modstander, som Bergsteins oprindelige udlægning synes at være, vil modellen få karakter af en kontekstuel analyse. Et lignende perspektiv kunne anlægges i synet på forholdet mellem det ydre og det indre kredsløb. Endelig kunne modellen udlægges som en strukturel model, hvis vi i vores undersøgelse antager, at der eksisterer dybe sammenhænge, og at det fænomen, som vi undersøger, skabes af situationen og konteksten. En systemisk model, der beskriver, hvordan kampkraften udgøres af et balanceret samspil mellem de abstrakte begreber doktrin, organisation og teknologi kunne være et eksempel på en strukturel udlægning. Betragtes det indre kredsløb selvstændigt, kan der også i små og lukkede systemer udledes kausalitet, men som modellen er præsenteret grafisk, så er sammenhængen mellem doktrin, organisation og teknologi ikke et lukket system. Det påvirkes af forholdene i det ydre kredsløb og det ydre miljø.
Der tegner sig ikke noget klart billede af, hvilken type af model krigsførelsens kredsløb helt præcist er. At krigsførelsens kredsløb skulle være én bestemt type følger ikke af at betragte modellen i sig selv. Også i søgen efter det svar, må vi vende tilbage og spørge til teorivalget. Det afgør, hvordan vi skal forstå modeltypen.
Krigsførelsens kredsløb er ikke falsificerbart
Et tredje problem er forsøget på at falsificere modellen. Storm Jensen angiver, at krigsførelsens kredsløb lever op til Poppers demarkationskriterium. Krigsførelsen kredsløb kan ikke falsificeres idet den modsatte teori; at der ingen sammenhæng er mellem organisation, doktrin og teknologi er langt mindre sandsynlig end at sådan en sammenhæng eksisterer. Men den argumentation er en falsk modstilling. Det følger ikke nødvendigvis, at noget er sandt, fordi et andet udsagn er falskt. Det er de forklaringer eller forudsigelser, som modellen rent faktisk producerer, vi skal efterprøve.
For Popper kan en teori siges at være falsificeret, hvis vi på baggrund af teorien kan opstille forsøg, som viser andre resultater end det, teorien angiver. Teorien om at jorden er flad eller at jorden er centrum i universet, er eksempler på teorier, som er blevet falsificeret. Forudsætningen for at kunne falsificere en teori er, at den giver forklaringer eller forudsigelser, som lader sig efterprøve. Storm Jensen er opmærksom på dette forhold og angiver Guds barmhjertighed som eksempel på et udsagn eller teori, som ikke lader sig falsificere.35 Det samme forhold gør sig i øvrigt gældende for eksempelvis logik, psykoanalyse, sociologi og økonomi. Det paradoksale for krigsførelsens kredsløb som en samlet teori er det samme: Modellen er vagt formuleret, producerer i sig selv ingen forudsigelser eller forklaringer og følgelig; den lader sig ikke falsificere. Den møder dermed heller ikke Poppers krav til videnskabelighed. Den hypotese, som burde have været behandlet her, er ikke blot om sammenhæng mellem elementerne i kredsløbet forekommer mere sandsynlig, end at der ingen sammenhæng er. Hypotesen er, (1) at der er sammenhæng mellem modellens elementer og (2) at den sammenhæng kan forklares ud fra antagelsen om økonomisk rationalitet. Hypotesen må testes i empirien og ikke som supplerende teoretiske antagelser. Det er heller ikke nok, at en sammenhæng forekommer mere sandsynlig end at den ikke gør. Altså: kan vi i empirien finde bare et eksempel, hvor en stat ikke har indrettet sine militære kapabiliteter alene ud fra antagelsen om økonomisk rationalitet? Hvis vi kan det, så er hypotesen falsificeret. Hvis vi omvendt fastholder, at der er tale om hvordan staten bør indrette sig, så lader hypotesen sig ikke efterprøve.
Men at Popper i det hele taget anvendes i relation til krigsførelsens kredsløb er en kende paradoksalt: Storm Jensen har selv kategoriseret krigsførelsens kredsløb, som en teori, der er opstillet efter et induktivt mønster. Popper selv mente ikke, at induktion havde nogen plads i videnskaben.36 At Popper alligevel bliver anvendt, må skyldes at Storm Jensen, som demonstreret tidligere, udlægger krigsførelsens kredsløb med et objektivistisk videnssyn, som er en forudsætning for at kunne møde Poppers demarkationskriterium. Men med hjælp fra Poppers syn på induktion kan vi igen pege på, at det måske hverken er den eneste løsning endsige den rigtige.
En alternativ tilgang til vurdering af videnskabelighed finder vi hos filosoffen Thomas Kuhn. I hans bog The Structure of Scientific Revolutions fra 1962 peges på et bredere syn på videnskab end hos Popper. Videnskab er hos Kuhn kendetegnet ved puzzle-solving;37 evnen til at løse de problemer, som videnskaben står over for. Teorier er brugbare i den forstand, at de kan samle en gruppe af forskere, som kan løse problemer i feltet. Fremskridt sker ikke som hos Popper lineært men i videnskabelige revolutioner. De forskere, som har samlet sig om en gruppe af teorier og metoder, kan siges at arbejde inden for at paradigme. Når paradigmet ikke længere kan producere tilfredsstillende svar, forlades det til sidst. Det er herfra det efterhånden noget slidte udtryk paradigmeskift stammer.38 Hos Kuhn kan man således godt fastholde en teori, som måske er blevet falsificeret, eller som ikke på nuværende tidspunkt kan falsificeres, så længe at den kan støtte forskerne i feltet med puzzle-solving. Men for at løse problemer skal teorien kunne producere forklaringer eller svar. Det kan krigsførelsens kredsløb ikke uden supplerende teori.
Diskussion
Hans Peter H. Michaelsen demonstrerer i sin artikel Kredsløbsproblemer fra 2013 en anden måde at udlægge kredsløbet på. Her angives eksplicit, at krigsførelsens kredsløb kan betragtes som en systemisk model og udlægges i lyset af systemteorien.39 Den systemiske model er her en afart af den strukturelle grundmodel. Dermed udstyrer han krigsførelsens kredsløb med et konstruktivistisk videnssyn og et virkelighedssyn, der er mere præget af idealisme, end Storm Jensens er. Michaelsen foretager herefter en række overvejelser over, hvordan systemteorien kan tjene til at give modellen forklaringskraft.
Michaelsens korte teoretiske diskussion er et eksempel på denne artikels pointe: Krigsførelsens kredsløb er i sig selv alene en model, som ikke har nogen selvstændig forklaringskraft. Den kraft skabes først, når kredsløbet tilføres teori. Der ligger ikke ét bestemt teoretisk ståsted implicit i krigsførelsens kredsløb. Michaelsen viser samtidig, at kredsløbet uproblematisk kan udstyres med et andet videnssyn end det objektivistiske. Valget af videns- og virkelighedssyn er således ikke givet af modellen i sig selv, som Storm Jensens analyse ellers konkluderer. I stedet må kredsløbet fra gang til gang udstyres med en teori, som er passende til at give svar på det specifikke problem, det puzzle, som forsøges løst. I det arbejde opstår der også mulighed for at supplere eller skære i kredsløbet eksempelvis den gængse fremgangsmåde med alene at betragte det indre kredsløb og sætte parameteren ”uddannelse” som omdrejningspunkt i midten.40
Om end krigsførelsens kredsløb ikke kan betragtes som en komplet teori, så kan kredsløbet stadig betegnes som en nyttig struktur i forhold til at løse de forskellige puzzles, der opstår i det praktiske studie- og udviklingsarbejde, i studieopgaver såvel som i vores egen begrebsliggørelse af og forståelse for vores praksis.
Hvis vi igen vender os mod Storm Jensens udlægning, så ligger der eksempelvis praktiske studie- og udviklingsprojekter, hvor antagelsen om økonomisk rationalitet i forhold til at generere mest mulig kampkraft kunne efterprøves. Eksempelvis i indfasningen af bestemt materiel. Her kan man med afsæt i Storm Jensens artikel spørge: hvis vi indfører X, hvad vil eller bør kravene til Y og Z så være for at skabe mest mulig kapabilitet for en bestemt enheds indsat i bestemte typer af opgaver mod en bestemt modstander? Pointen er her, at vi gør antagelsen om det rationelle i at skabe mest mulig kapabilitet eksplicit til en definition af, hvad det er, vi vurderer kapabiliteten imod, samt at vi forudgående har gjort vores teoretiske ståsted klart.
I de eksisterende studieopgaver kan der også findes inspiration til andre måder at nyttiggøre kredsløbet på. Brian Kæmpe Berthelsen demonstrerer eksempelvis, hvordan kredsløbet kan suppleres med yderligere teori for at skabe forklaringskraft.41 At et flertal af studieopgaverne alene har anvendt det indre kredsløb ligesom en del vælger at modificere kredsløbet, peger også på nyttige anvendelsesmuligheder. Det gør, at vi kan illustrere præcis hvordan vi tænker de sammenhænge, som vi undersøger. Michael Orup Petersens løsning, hvor det ydre kredsløb erstattes af kravet om agility, er et eksempel herpå.42 Det samme er Michaelsens bemærkning om praksis med at supplere det indre kredsløb med parameteren uddannelse i midten.
Endelig åbner udlægningen af kredsløbet som eksempelvis en systemisk eller kontekstuel model for andre teoretiske eller praktiske projekter, der kan forklare årsagssammenhæng i kredsløbet eksempelvis gennem konstruktivistiske eller subjektivistiske teorier. Fælles for de mulige udlægninger er, at vores valgte videns- og virkelighedssyn vil være retningsgivende for hvordan, vi kan tænke kredsløbets årsagssammenhænge. De sammenhænge er ikke givet implicit i modellen. Storm Jensens udlægning er én mulighed, Michaelsens en anden og der kan tænkes flere.
Konklusion
Hver gang kredsløbet anvendes til andet end at vise korrelation, må vi selv udlægge det. Vi må redegøre for, hvorfor vi ser, at det er nyttigt til at løse vores puzzle i den specifikke case. Det være sig i praktisk studie- og udviklingsvirksomhed, i diskussioner af vores egen praksis såvel som i akademisk opgaveskrivning eller egentlig forskning. Vi må diskutere, hvordan vi tænker årsagssammenhængen og dermed hvilken type af model, vi udlægger kredsløbet som. Endelig må vi diskutere vores valgte videns- og virkelighedssyn.
Kredsløbet er stadig en fælles referenceramme og dermed er det med til at strukturere ikke bare akademisk arbejde, men også hvordan vi forstår vores egen praksis. Vi er derfor nødt til at forholde os til dets muligheder og begrænsninger inden vi anvender det. Vi er således næppe færdige med at forholde os til krigsførelsens kredsløb, men vi må hellere gøre ordentligt og ikke mindst diskutere det grundigt.
NOTER:
1: Storm Jensen, Mikkel. Krigsførelsens kredsløb i Militært tidsskrift 133. årgang, nr. 1, april 2004. Tilgængelig på http://www.krigsvidenskab.dk/krigsfoerelsens-kredsloeb (tilgået 23. maj
2: Michaelsen, Hans Peter H. Kredsløbsforstyrrelser i Militært tidsskrift 141. årgang, nr. 4, januar 2013
3: Frigg, Roman og Hartmann, Stephan. Models in Science I The Standford Encyclopedia of Philosophy (Summer 2017 Edition), 2017: afsnit 3. Tilgængelig på https://plato.stanford.edu/entries/models-science/ (tilgået 23. maj 2018)
4: Sonne-Ragans, Vanessa. Anvendt videnskabsteori. Frederiksberg: Samfundslitteratur. 2012: 79
5: Forsvarsakademiets afgangsprojekter fra Master of military studies og stabskurus: http://pure.fak.dk/portal/da/studentthesis/search.html (tilgået 23. maj 2018)
6: Storm Jensen, ”Krigsførelsens kredsløb”: 176
7: Bergstein, Svend. Om voldens teknologi i Militært tidsskrift 114. årgang, februar 1985: 45-75
8: Nielsen, Kai Vilhelm. ”Krigsfilosofi og militærteorier” i Clausewitz, Carl von. Om Krig. Bind III, kommentar og registre. København: Rhodos, 1986: 931-982
9: Nielsen, ”Krigsfilosofi og militærteorier”: 959
10: Bergstein, ”Om voldens teknologi”: 54
11: Bergstein, ”Om voldens teknologi”: 48
12: Bergstein, ”Om voldens teknologi”: 51
13: Bergstein, ”Om voldens teknologi”: 52
14: Bergstein, ”Om voldens teknologi”: 50
15: Bergstein, ”Om voldens teknologi”: 74
16: Se eksempelvis: Mathiesen, Hans-Christian. Hæren og det nye forsvarsforlig i Krigshistorisk tidsskrift 54. årgang, marts 2018 eller Kidholm, Susanne. Udviklingen af anvendelsen af dansk forsvars landmilitære doktrin. Krigsvidenskab.dk Publiceret 17. november 2017. Tilgængelig på: https://www.krigsvidenskab.dk/udviklingen-og-anvendelsen-af-dansk-forsvars-landmilitaere-doktrin (tilgået 23. maj 2018).
17: Møller, Karsten. Den videregående officersuddannelse i det 21. århundrede: War Studies eller krigsvidenskab som kerneelement? Working Paper. København: Forsvarsakademiet, 2007
18: Petersen, Michael Orup. ”Agility i oprørsbekæmpelse” Speciale fra Stabskursus, Forsvarsakademiet, København, 2014. Tilgængelig på: http://pure.fak.dk/portal/files/4961457/Michael_Orup_Petersen_Agility_i_opr_rsbek_mpelse..pdf (tilgået 23. maj 2018)
19: Storm Jensen, ”Krigsførelsens kredsløb”: 178
20: Storm Jensen, ”Krigsførelsens kredsløb”: 179
21: Storm Jensen, ”Krigsførelsens kredsløb”: 183
22: Storm Jensen, ”Krigsførelsens kredsløb”: 185
23: Storm Jensen, ”Krigsførelsens kredsløb”: 186
24: Se eksempelvis Rokos, Agner. Doktrin og teknologi i Militært tidsskrift 126. årgang, nr. 1, marts, 1997. Tilgængelig på http://www.krigsvidenskab.dk/doktrin-og-teknologi (tilgået 23. maj 2018): 11-17 eller Falk-Portved, Søren. Krigskunsten Revolutioneres i Militært tidsskrift 133. årgang nr. 3, oktober, 2004. Tilgængelig på http://www.krigsvidenskab.dk/krigskunsten-revolutioneres: 564-571 (tilgået 23. maj 2018)
25: Bergstein, ”Om voldens teknologi”: 50
26: Storm Jensen, ”Krigsførelsens kredsløb”: 179
27: Storm Jensen, ”Krigsførelsens kredsløb”: 179-180
28: Storm Jensen, ”Krigsførelsens kredsløb”: 182
29: Storm Jensen, ”Krigsførelsens kredsløb”: 178
30: Storm Jensen, ”Krigsførelsens kredsløb”: 184-186
31: Objektivisme dækker i denne sammenhæng over et videnssyn (en epistemologi), som antager, at der er én virkelighed, og at vi har adgang til objektive vurderinger af denne virkelighed. Objektivisme er den ene af tre overordnede videnssyn; subjektivisme og konstruktivisme er de to andre. Objektivisme mødes også under begrebet realisme. For en let tilgængelig introduktion se eksempelvis Rienecker, Lotte og Jørgensen, Peter Stray. Den gode opgave – håndbog i opgaveskrivning på videregående uddannelser. 5. udgave. Frederiksberg: Samfundslitteratur, 2017: 183-217
32: Materialisme dækker over et overordnet virkelighedssyn (en ontologi), som antager at virkeligheden eksisterer uafhængigt af vores erkendelse af den; at den findes forud for vores begrebsliggørelse af den. Materialisme står i modsætning til idealisme. Se eksempelvis Rienecker og Jørgensen, Den gode opgave: 183-217
33: Storm Jensen, ”Krigsførelsens kredsløb”: 199
34: Sonne-Ragans, Anvendt videnskabsteori: 83-84
35: Storm Jensen, ”Krigsførelsens kredsløb”: 179-180
36: Popper, Karl R. The Logic of Scientific Discovery. New York: Basic Books, 1959: 315
37: Kuhn, Thomas S. The Structure of Scientific Revolutions. 4th edition, with an introductory essay by Ian Hacking. Chicago: The University of Chicago Press, 1962/2016: 35-42
38: Kuhn, The Structure of Scientific Revolutions, 84-91
39: Michaelsen, ”Kredsløbsproblemer”: 46
40: Michaelsen, ”Kredsløbsproblemer”: 43-44
41: Berthelsen, Brian Kæmpe. ”Risk Management i operativ planlægning”: 16-26
42: Petersen, Michael Orup. ”Agility i oprørsbekæmpelse”: 13
