Efter de russiske hæres resultatrige offensiv i foråret og sommeren 1944 og efter invasionen i Normandiet blev forsvaret af Tysklands egne grænser aktuelt. Problemet bestod i at undersøge, om der kunne tilvejebringes sådant personel og materiel, som ville have en nogenlunde værdi på tysk område, men som ikke var anvendeligt uden for tysk område. Primært drejede det sig om at styrke hærens hårdt medtagne infanteri.
Omkring august 1944 blev de tyske fæstninger bemandede, men de opstillede fæstningstropper blev snart trukket ud for at dække huller i fronten, og da det derved blev aktuelt at tilvejebringe nye fæstningstropper, tog tanken om at opstille en landstorm til værn for de truede østprovinser fastere form. I spørgsmålet om, hvem der skulle opstille landstormen, hævdede det tyske nationalsocialistiske parti, at kun det havde de nødvendige kræfter og den fornødne organisation til at magte opgaven.
Den 25. august 1944 underskrev Hitler et dekret om en tysk folkestorm, og allerede den 20. oktober var 7 østprøjsiske folkestormsbataljoner indsat ved fronten.
Tjenestepligten påhvilede enhver forsvarsduelig tysk mand i alderen 16—60 år, såfremt han ikke allerede var soldat. Tilvejebringelsen og føringen af folkestormsbataljonerne påhvilede Gauleiteme. En samling af flere bataljoner til større folkestormsenheder var ikke påtænkt og fandt kun sted, hvor en Gauleiter overskred sin kompetence.
I året 1944 fandtes der ca. 13,5 millioner civilt beskæftigede mænd i de pågældende aldersklasser. Af disse 13,5 millioner var de 5 milboner duelige som soldater, de var værnepligtige, men de var beskæftigede ved absolut nødvendigt arbejde, hvorfra de kun kunne fjernes under særlige omstændigheder, men sådanne måtte jo nu også siges at foreligge.
Af de 13,5 millioner mente man at kunne inddrage de 6 millioner i folkestormen i 4 opbud således:
1. opbud 1 200 000 mand = ca. 1840 bataljoner
2. 2 800 000 = 4860
3. 600 000
4. 1400 000
For inddelingen i 4 opbud var følgende synspunkter gældende:
1. opbud: Alle duelige 20—60 årige, hvis anvendelse i folkestormen ikke ville standse nødvendige samfundsfunktioner. Gennemsnitsalderen var 52 år. De fleste af disse mænd havde deltaget i den første verdenskrig. 1. opbuds bataljoner kunne indsættes overalt i deres Gau (Gau er et gammelt tysk ord for et område noget større end et lierred. Det nationalsocialistiske parti havde genoptaget ordet Gau og var i geografisk henseende inddelt i Gaue. En Gau videreinddeltes i Kreise) og i påtrængende tilfælde også uden for denne. Som sikringsbesætning ved grænsen kom kun bataljoner af 1. opbud i betragtning.
2. opbud: Også 20—60 årige. De var værnepligtige og fysisk bedre end 1. opbud, men deres arbejde var så vigtigt, at de måtte blive ved dette, indtil fjenden var tæt på. De fleste af 2. opbud havde ikke forrettet tjeneste, men en del havde dog efter 1935 (og deraf atter en del under krigen). Disse bataljoner i 2. opbud måtte kun anvendes på deres egen egn, hvilket nærmest ville sige i deres Kreis.
3. opbud: Dette bestod af 17—19 årige, hvis disse ikke allerede var soldater. De skulle uddannes i Hitlerjugend og i Rigsarbejdstjenestens lejre.
Den egentlige Hitlerjugend var ikke tænkt anvendt i kamp, men i visse tilfælde skete det alligevel.
4. opbud: Hertil hørte sådanne folkestormspligtige, som ikke ansås for anvendelige til kamp, men som kunne anvendes til vagt- og sikringsopgaver.
Til førere i folkestormen skulle udvælges pålidelige partimedlemmer, og de skulle så vidt muligt have deltaget i krigen. En folkestormsbataljon inddeltes i hovedsagen som en regulær bataljon, d. v. s. med 3 lette og 1 tungt kompagni og særlige delinger såsom pionerdeling, sanitetsdeling o. s. v.
Det viste sig dog, at man havde været alt for optimistisk med hensyn til mulighederne for bevæbning af folkestormen. Man kunne ikke skaffe geværer. Den månedlige produktion var på 200 000 stk., men hæren manglede selv 300 000 stk. og mistede (havde mistet) i løbet af 8 måneder, nemlig fra 1. juli 1944 til 1. marts 1945 ikke mindre end 31/2 million geværer. Man måtte derfor konstruere et »folkegevær«, et meget simpelt gevær, der i stor udstrækning bestod af presset og stanset blik. På grund af den vanskelige våbensituation påtænkte man at give de østlige områder prioritet, men partiledelsen ville ikke gå med hertil, idet man for uddannelsens skyld og i øvrigt for at vække folkets kampvilje gerne ville have våben i hver Gau. Da der i begyndelsen af marts endogså manglede geværer og andre våben i mange enheder i den egentlige hær, blev alle i folkestormen forekommende regulære våben befalet overleveret til hæren. Dette gjaldt dog ikke de folkestormsbataljoner, der i realiteten var indgået i hæren, eller som bevogtede bestemte objekter. Denne befaling om at aflevere våben fra folkestormen til hæren var dog noget besynderlig, idet faktisk kun de undtagne folkestormsbataljoner var i besiddelse af sådanne våben. De øvrige folkestormsbataljoner havde heller ikke feltkøkkener. Man måtte klare sig med at sætte større kedler, som man kunne få fat i, op på vogne, eller også benytte befolkningens inventar.
Som påklædning benyttedes enhver uniform (partiuniformerne skulle først farves grå), sportsdragt eller arbejdstøj. Sværest var det med fodtøjet, og mange folkestormssoldater måtte rykke ud i almindelige sko.
Uddannelse. Folkestormen skulle lære infanterikamp og panserbekæmpelse. Til praktisk øvelse havde man kun søndagen, idet arbejdstiden i rustningsindustrien androg op til 72 timer om ugen. Der måtte kun anvendes 4 timer. Der oprettedes i uddannelsesområdet Grafenwohr i det nordlige Bayern 10-dages kurser for bataljonsførere. Det første fandt sted i begyndelsen af december 1944, det sidste i slutningen af januar 1945, idet den hurtige forværring af den militære situation og af trafik- muligliederne gjorde en fortsættelse umulig.
Man arbejdede på udgivelsen af et uddannelsesreglement, men det nåede ikke at gå i trykken før krigsafslutningen. Man nåede at få trykt et kortfattet reglement for skydeuddannelsen for enkeltmand, men det første oplag brændte ved et luftangreb på Berlin. Da man ikke rådede over kvalificeret personale til uddannelsen, og da man næsten ingen våben liavde og heller ikke egnede øvelsesområder, kom søndagsuddannelsen til at bestå af overflødig eksercits og unødvendige hilseøvelser, hvilket skabte stor irritation, men i de fleste tilfælde fandt der dog slet ingen søndagsuddannelse sted. Det var derfor almindeligt, at folkestormen, hvor den kom i aktivitet, blev indsat uden nogensomhelst uddannelse.
Anvendelse: Hvis der ved grænsen eller inde i landet skulle opstå en situation, i hvilken hæren forbigående behøvede infanteristøtte, skulle den derværende folkestorm indsættes. I alle bestemmelser blev understreget, at en sådan indsats skulle begrænses i tid og rum. Følgende anvendelse var forudset:
Sikringsbesætning i grænsestillinger eller i stillinger længere tilbage eller i fæstninger.
Lokalt forsvar mod overraskende gennembrudte fjendtlige kiler.
Sikring af panserspærringer.
Sikring af særlige objekter.
Udførelse af feltbefæstningsopgaver.
Anvendelse i forsyningstjeneste og i særlige kommandoer (f. eks. oprømnings- og sprængningskommandoer).
Betjening af stationært skyts.
Forudsat var ikke en midlertidig afløsning af hærenheder på et roligt frontafsnit eller kamp mod luftlandetropper. (General Hans Kissel, der fra november 1944 var stabschef for folkestormen, og som i april 1962 har skrevet »Der Deutsche Volkssturm 1944/45. Eine territoriale Miliz im Rahmen der Landesverteidigung«, 173 sider, hvorpå nærværende oplysninger bygger, mener dog, at et hjemmeværn med god bevæbning og god uddannelse udmærket kan benyttes til disse 2 formål).
Men i krigens hårde virkelighed så det for det meste ganske anderledes ud. Manglen på soldater, og især på infanterister, bevirkede, at hærenhederne modsatte sig enhver afgivelse af folkestormsenheder, som de havde fået til midlertidig støtte. På alle fronter voksede tendensen til at indlemme folkestormsmændene som erstatningsmandskab i hærenheder. Ad vejen over folkestormen kunne hæren hurtigere skaffe sig mænd end på nogen anden måde.
Anvendt således i regulær kamp blev folkestormsmændenes skæbne ofte tragisk. Et kapitel i general Kissels bog handler derom og viser drastisk det ansvar, som den påtager sig, der sender mænd, der hverken er ordentligt uddannede, bevæbnede eller udrustede, i kamp, ligesom det er evident, at man ikke kan improvisere i sidste øjeblik. Begreber som fædrelandskærlighed, kampvilje o. lign, gør det ikke, når folkestormsbataljoner uden midler til panserbekæmpelse og højst i besiddelse af geværer, hvortil der til hvert enkelt kun var 10 patroner (!), skal løse regulære bæropgaver.
Selv om de improviserede og dårligt udrustede folkestormsbataljoner var besjælet af viljen til at kæmpe, kunne man dog ikke tillægge dem nogen videre modstandskraft. Mod vest kan man fastslå, at folkestormen ikke kom til at virke forsinkende på den fjendtlige fremrykning, hvorimod folkestormen mod øst, hvor enhver vidste, hvad der truede ham og hans familie, dersom fjenden besatte landet, var overordentlig ivrig efter at standse russerne og i området øst for Oder og mellem Oder og Neisse sikkert var grunden til, at det russiske fremstød mod Berlin ikke lykkedes allerede i februar måned 1945.
Den tyske folkestorm kan ikke sammenlignes med et hjemmeværn. Man begyndte at opstille den alt for sent, en blot nødtørftig uddannelse fandt ikke sted, den havde kun få våben, og de, den havde, var dårlige, og der var næsten ingen ammunition til dem. Folkestormsbataljonerne blev på grund af situationens tvang sat for tidligt ind, og som løse hobe i stedet for nogenlunde faste enheder.
Som en logisk følge af alt dette blev resultatet af indsatsen også ringe, men havde folkestormen været en intakt, godt udrustet, godt uddannet og fast sammentømret organisation, ville den have betydet en så betragtelig forstærkning af hæren, at det tilstræbte mål — nemlig at holde eget landområde frit for fjenden i ret lang tid — med en til sikkerhed græn- sende sandsynlighed ville være blevet nået.
M.
