Foto: Logan Kellums, Carrier Strike Group 11.
- U.S Navy på øvelsen 'Malabar 2020' med indiske og australske styrker i november 2020. I de seneste år er den tilbageværende øvelse blevet stadig mere fokuseret på at udvikle U.S Navys evne til at opstille og fastholde søoverlegenhed i Asien med hjælp fra allierede og partnerstater.
Forholdet mellem Kina og Taiwan har historisk udgjort et barometer for intensiteten af den rivalisering, Washington og Beijing i tiltagende grad har engageret sig i. Inden for de sidste år synes trykket at være stigende. Beijing har siden afslutningen på den kinesiske borgerkrig anset Taiwan som en oprørsk provins, men Kinas militære muligheder for faktisk at sætte handling bag ordene er, med moderniseringen af det kinesiske militær, blevet stærkt forøget. Præsident Xi Jinping erklærede i januar 2019 at øens genforening med Kina var “uundgåelig” og udelukkede ikke anvendelsen af militærmagt.1 Imens har USA øget salget af højteknologiske våben til Taiwan og styrket sin militære tilstedeværelse i Det Sydkinesiske Hav for at afskrække Beijing.
Imidlertid fremhæver flere kommentatorer, at Kina har undergravet USA's evne til at afskrække en militærkonfrontation med Taiwan. Et hovedargument er, at Kina siden 2010’erne, med succes, har opstillet et så tætmasket missilnetværk, at man har afskåret amerikanske flåde- og flystyrker fra at kunne operere effektivt i Det Sydkinesiske Hav.2 Konsekvensen af denne nægtelsesstrategi (A2/AD: Anti Access/Area Denial, red.) er, at Beijing får en større evne til at sætte magt bag sine ord om, at Taiwan er en “oprørsk provins”, som atter skal indarbejdes under centralmagtens kontrol. Her må taiwanesiske beslutningstagere indse, at de i tilfælde af en konflikt sandsynligvis vil kæmpe alene mod den kinesiske militærmaskine i en kritisk tidsperiode, og at de nok ikke vil kunne holde stand, før amerikanske styrker kan blande sig. Sagen er, at nægtelsesstrategien vanskeliggør en hurtig amerikansk intervention i selve Taiwan-strædet, samt i det omkringliggende havområde, da de kinesiske missilsystemer vil være en væsentlig trussel mod fly- og skibsstyrker.
Udviklingen skaber problemer for eliten omkring Taiwans præsident Tsai Ing-wen og for USA. Ud fra Washingtons globale perspektiv som supermagt fremstår den voksende kinesiske militære trussel mod Taiwan som en løftestang for Beijings større vision om at frigøre sig fra begrænsninger på sin strategiske handlefrihed i sit nærområde. Lykkedes det for Kina at løse Taiwan-problemet – først gennem brug af militærmagt, dernæst med en besættelse - vil det være et væsentlig skridt i Kinas mål om at etablere sig som den dominerende magt i Det Sydkinesiske Hav og i Asien som helhed – på bekostning af USA's magtposition.3
Ud fra Taipeis sikkerhedspolitiske perspektiv kan man forsøge at øge sin afskrækkelsesevne, men Kinas militærkapacitet overskygger jo langt Taiwans. Samtidig må beslutningstagerne overveje, om den kinesiske A2/AD kapacitet, og det ulige militære styrkeforhold, kan tilskynde Beijing til at løse Taiwan-problemet ved at forsøge at gennemføre et angreb med brug af overlegen magt. En sådan situation kan opstå, hvis beslutningstagerne i Taiwans hovedstad Taipei provokerer Beijing med yderlige oprustning.4 En observation, der får eksperter til at advare imod risikoen for en mulig, endda snarlig, krig mellem Kina og Taiwan, hvori risikoen for en supermagtskonfrontation bestemt ikke kan udelukkes.5
Risikoen for en militær konfrontation kan selvfølgelig ikke udelukkes, men er, i min vurdering, usandsynlig på kort og langt sigt. I min analyse overser flere kommentatorer flere udfordringer og væsentlige begrænsninger på Kinas militære muligheder.
De militære udfordringer
Kina og Taiwan er adskilt af det ca. 130 km bredde Taiwan-stræde. Denne geografiske determinisme er den første udfordring, kinesisk militær må forholde sig til, hvis det skal tilbyde en overbevisende plan for at invadere Taiwan. Den næste udfordring er dybden og bredden i Taiwans forsvarssystemer.
Forestiller man sig en militærkonfrontation mellem Taipei og Beijing, synes der at være tre scenarier: a) overraskelsesangrebet, b) den fulde invasion, c) blokaden.6
Overraskelsesangrebet
Et overraskelsesangreb vil centrere sig om massive luft- og missilangreb fra fastlandet mod Taiwans militær og infrastruktur.7 Beijing kan forsøge at skjule sine militære forberedelser gennem afholdelsen af øvelser langs Taiwan-strædet. Et overraskelsesangreb vil være designet til at overvælde og ødelægge mest muligt af Taiwans luftforsvar og offensive missilkapabilitet. Samtidig vil man forsøge at lamme militære kommando- og kontrolsystemer. Hovedmålet for et kinesisk angreb vil dog være at skabe luftherredømme over dele af konfliktzonen inden for få timer for at fratage det taiwanesiske forsvar evnen til at reagere og forsvare sig systematisk mod yderligere luft- og missilangreb. Luftherredømmet tillader angriberen at operere relativt frit, men kræver en omfattende og blivende indsættelse af luftstyrker. Det er, i min vurdering, bestemt en mulighed, at det talrige og relativt moderne kinesiske luftvåben kan gennemføre en sådan operation. Denne styrke omfatter nemlig over 2000 fly af enten nyere eller nyeste kampfly-design, hvoraf ca. 600 af disse må anses som værende på samme niveau som vestlige kampfly - eksempelvis af typen Chengdu J-10 og Chengdu J-20.
Overraskelsesangrebet kan også være designet til at give befolkningen på 24 millioner mennesker, og især eliten i Taipei, et psykologisk chok gennem brug af “Shock and Awe”-taktik. Ambitionen vil være at presse taiwaneserne til at søge en forhandlingsløsning for at undgå flere angreb. Styrkerne ved denne angrebsform er, at den tilbyder en ret effektiv løsning på udfordringen om, hvordan kinesisk militær kan krydse Taiwan-strædet uden at lide massive tab.8
Det er vanskeligt at vurdere modstandsviljen i den taiwanesiske befolkning, og den politiske elite, hvis de vitterligt udsættes for et sådan overraskelsesangreb. I lyset af lignende angreb påpeger militærhistorikere, at civilbefolkninger har tendens til at være ret modstandsdygtige.9 I min vurdering vil styrken af befolkningens modstand særligt spejle sig i Taiwans væbnede styrkers evne til at modstå de første timer af et sådan overraskelsesangreb, hvor kinesisk militær vil forsøge at fremvise sin magt.
Her er det tvivlsomt, om de væbnede styrker vil være sårbare over for et angreb. Overvågningen af Kinas militære bevægelser optager Taiwans militære opmærksomhed. Man har udviklet et tætvævet overvågningsnetværk, baseret på stationære og mobile radar, spioner og amerikanske satellitter. Dette vanskeliggør Kinas evne til at samle de nødvendige luft- og missilstyrker under radaren, selv under dække af en øvelse.10 Taiwans forsvar vil også være forberedt på et overraskelsesangreb. Det må forventes, at militæret har udviklet doktriner efter et sådant scenarium, og det vil være i alarmberedskab, hvis kinesiske styrker gennemførte en storstilet øvelse.
Beredskabet vil især have fokus på en central del af det taiwanske militærs afskrækkelsesevne: Dets offensive missilkapabilitet, hvis rygrad udgøres af mobile langtrækkende krydsermissiler, hvoraf flere af typen Hsiung Feng IIE med ca. 600-2000 km rækkevidde. I tilfælde af et kinesisk overraskelsesangreb vil enhederne sandsynligvis rette et modangreb mod kinesiske luft- og missilbaser på fastlandet. Det kan reducere dele af Kinas evne til at fastholde intensiteten i sit overraskelsesangreb.11
Missilerne suppleres, ifølge åbne kilder, af det taiwanske luftvåben. Det har en styrke på over 400 fly, af eget og af vestlig design, herunder F-16 og Mirage 2000-5. Enhederne er fordelt på 36 luftbaser, spredt på hele øen. Størstedelen af baserne er udstyret med betonforstærkede hangarer og beskyttet af flere lag af antiluftværn. Luftvåbnet har desuden udviklet flere nødlandingsbaner, herunder motorvejstrækninger, og har opøvet sin evne til på ca. tre timer at genskabe ødelagte landingsbaner. I lyset af sådanne tiltag er det usandsynligt, at et kinesisk angreb vil kunne reducere flystyrkens kampkraft i kritisk grad inden for få timer.12 I stedet må det forventes, at dele af luftstyrken vil udfordre de kinesiske luftangreb eller rette angreb mod selve Kina. Taiwans forsvarsevne bliver også suppleret af mere end 500 langtrækkende jord-til-luft missilenheder og 400 luftværnskanoner, hvoraf størstedelen er mobile og vanskelige at lokalisere. Disse systemer vil søge at etablere forsvarede zoner på øen, sandsynligvis omkring kritiske militære installationer og Taipei, der vil vanskeliggøre effektive kinesiske fly- og missilangreb.
I min vurdering vil Taiwans høj og lavtekniske modforanstaltninger vanskeliggøre et succesfuldt overraskelsesangreb. I stedet vil et sådan angreb sandsynligvis tilføje angriber og forsvarer store tab af fly og højspecialiserede piloter. Det gør højintense operationer vanskelige at opretholde og vil svække Kinas evne til hurtigt at opnå og opretholde luftherredømme over Taiwan.
Den fulde invasion
Hvis Beijing ønsker at etablere direkte og hurtig politisk kontrol over Taiwan, er en fuld invasion nødvendig. Det kræver en fysisk overførelse af en stor og kampklar styrke over Taiwan-strædet. Dernæst kræver det etableringen og opretholdelsen af en logisk forbindelseslinje over strædet, så invasionsstyrken kan opretholde sin kampevne.
I militærhistorien og militærteori er landgangsoperationer den vanskeligste at gennemføre. Årsagen er, at operationen afhænger af sø- og luftoverlegenhed. Det betyder en massiv indsættelse af store dele af det kinesiske luftvåben og flåde i selve konfliktzonen. Her vil flådens største enheder, især dens hangarskibsgrupper og angrebs-ubåde, sandsynligvis forsøge at dominere Det Sydkinesiske Hav, således at en amerikansk flådestyrke ville blive udfordret længere væk fra selve Taiwan. Det vil forhindre, eller i det mindste stærkt forsinke, overførelsen af større mekaniserede amerikanske kampenheder til konfliktzonen, da transporten af sådanne enheder i udgangspunktet kræver sø- og luftoverlegenhed. Samtidig vil oprettelsen af en sådan større kinesisk “forbudszone” på havet, og i luften om Taiwan, vanskeliggøre forsøg på at etablere en luftbro mellem eksempelsvis øen og Japan, som kunne overføre tilstrækkelige elementer af lette amerikanske styrker, eksempelvis luftbårne enheder. Disse enheders tunge transportfly vil være yderst udsatte, hvis de gennemflyver zonen. Imens den kinesiske flådes tunge enheder, i samarbejde med luftvåbnet, afskærmer den større del af konfliktzonen, vil flådens mellemstore og små enheder få ansvar for overførelsen og beskyttelsen af invasionsstyrken, herunder minerydning i selve Taiwan-Strædet.13
Disse enheder vil højst sandsynligt blive udsat for modangreb fra Taiwans mindre, men kampkraftige flåde, støttet af de resterende dele af taiwanske luftvåben. Disse angrebs hovedmål vil være den kinesiske landgangsstyrke, som på sin 8 timer lange overfart i det smalle Taiwan-stræde, er et oplagt mål. Dette begrænsede konfliktrum vil samle begge parter i et højintenst luft- og søslag, og vil sandsynligvis medføre store tab hos begge. Men Kinas flåde og luftvåben vil nok kunne etablere og fastholde en korridor gennem strædet, om end dens opretholdelse vil lægge stort pres på de involverede styrker.
Et kritisk element i invasionen er, hvorvidt et kinesiske luftvåben vil kunne opnå luftherredømme, da man derved kan udnytte sin luftoverlegenhed. Hvis de kinesiske styrker nyder luftoverlegenhed, så muliggør det indsættelse af ildstøttefly eller kamphelikoptere over selve kampzonen. Sådanne våbensystemers tilstedeværelse tilføjer invasionsstyrken en altafgørende fordel under selve landgangen, hvor de er mest sårbare og behøver direkte ildstøtte. Ifølge åbne kilder er etableringen af luftoverlegenhed over Taiwan-strædet, og store dele af øen, ikke udenfor Kinas kapabilitet i kraft af dets store luftvåben, om end sidste afsnit påpegede sandsynligheden for, at de kinesiske styrker skal betale en høj pris for det.14
Udover udfordringerne med sø-overlegenhed og luft-overlegenhed fremstår to udfordringer forbundet med landgangsoperationer. De kritiske succeskriterier er først angriberens evne til at etablere sig i brohoveder, hvor de lokalt nyder en talmæssig overlegenhed over forsvareren. Dernæst må angriberen kunne forstærke sine brohoveder hurtigere end forsvareren. Det kinesiske luftvåben vil her kunne indsætte tusindvis af luftbårne styrker og faldskærmstropper. Disse let-bevæbnede styrker kan forsegle brohovedernes i invasionens første timer, og sikre landgangsstyrkernes flanker under den kritiske fase, hvor de befinder sig på selve stranden. Militærhistoriens eksempler på kombinerende luft-og landgangsoperationer tilbyder et forvirret billede, men i udgangspunktet er luftbårne og faldskærmstyrkers evne til at indgå i højintensive kampoperationer mod en tungt bevæbnet modstander begrænset, hvilket i hvert fald afhænger af hastige forstærkninger af konventionelle styrker.
Den egentlige styrkeoverførelse af sådanne konventionelle styrker afhænger af Kinas flåde. I et forsigtigt estimat udgør flådens amfibiekrigsplatforme af ca. 120-140 skibe af alle typer.15 Hvis samtlige skibe overlever den første overfart over Taiwan-strædet, vil de i den mest optimistiske bedømmelse kunne landsætte mellem 35.000-40.000 soldater og ca. 750 pansrede køretøjer i første bølge.16 Imidlertid er det usandsynligt. Flere af disse enheder vil enten blive sænket eller beskadiget under invasionens første timer og de resterende vil derfor udgøre en kontinuerlige forstærkningscyklus af brohovedet, så anden og tredje angrebsfølge kan føres frem. Her vil skibene skulle tilbagelægge en tur-retur rejse på i alt 16 timer, og opleve flere tab og mekaniske nedbrud. Effekten er, at amfibiestyrkens evne til at overføre et tilstrækkeligt antal af kinesiske landtropper fra fastlandet til brohovederne begrænser sig yderligere. Eksperter vurderer, at den kinesiske forstærkningsrate vil have en maksimal kapacitet på 18.000 soldater pr. efterfølgende dag.17 Dette vil svække invasionsstyrkens evne til hastigt at omsætte sit brohoved til et springbræt for offensiv krigsførelse.
Et andet punkt, kinesisk militær må forholde sig til, er kystlinjens geografi. Invasionsstyrken må koncentrere sig om de områder, der muliggør landgangsoperationer med mekaniserede styrker. Taiwans vestlige kystlinje tilbyder kun få af sådanne lokaliteter, og den østlige del domineres af klipper, og tager længere tid at nå frem til.18 Det må antages, at de taiwanesiske landstyrker har undersøgt kystlinjen, og har gjort sig dispositioner om dens forsvar. Her kan man trække på, at Taiwans stående hær udgøres af en styrke på 130.000 soldater, velrustet med artilleri og pansrede køretøjer. Samtidig kan hæren mobilisere hele 1.5 millioner reservister af varierende kvalitet. I udgangspunkt har hæren derfor adgang til en vis og kampduelig styrke, der kan reagere på en kinesisk invasion, om end det debatteres, hvorvidt disse taiwanesiske reservers moral er så lav, at de ikke udgør en egentlig mobiliseringsklar styrke.19
Imidlertid er det vanskeligt at bedømme, hvorvidt styrkerne kan indtage forberedte positioner før en invasion, eller om Kinas forventede luftoverlegenhed vil hæmme deres koncentration. På trods af usikkerheden vil Taiwans hær sandsynligvis kunne påføre angriberne tab og forsinke fremrykningen i kraft af øens størrelse og forsvarets beredskabsplaner. Muligheden for, at hæren faktisk kan indkapsle de centrale kinesiske brohoveder, synes rimelig. Her spiller tilfældigheder, som vind og vejr, også en kritisk rolle, da hårdt vejr vil vanskeliggøre Kinas styrkeopbygning og svække effekten af den forventede kinesiske luftoverlegenhed.
Det er ikke sandsynligt, at Taiwans hær selv kan afvise en invasion. Hovedårsagen er, at den kinesiske evne til at dominere konfliktzonen fra luften vil gøre sig gældende, hvis den taiwanske hær forsøger sig med koncentrerede modangreb. I stedet må Taipei fokusere på sine defensive fordele og forsøge at forsinke Kina i forventningen om, at tiden arbejder for en amerikansk intervention. Her vil Taiwans evne til at indkapsle brohovederne forøges af, at de kinesiske angribere vil kunne flytte ca. 18.000 soldater om dagen, imens de taiwanske forsvarer vil kunne fremføre 50.00020 Taiwanesernes evne til at overføre sådanne ret massive forstærkninger til frontzonen må dog anses som værende et relativ kortfattet window of opportunity, da særlig det kinesiske luftvåben vil sætte store kræfter ind for at forstyrre den. På trods af det vil den taiwanesiske hær sandsynligvis kunne fremføre sådanne styrker i nogle dage, da øens begrænsede størrelser og beredskabsplanerne vil understøtte denne del af operationen. Det vil bevirke at, at den kinesiske invasionsstyrke vil blive fastholdt omkring sine brohoveder.21
I en sådan fase af konflikten vil kampene få karakter af udmattelsesslag med højintens brug af tunge ildkraftsystemer. Kinesiske land- og luftstyrker vil offensivt forsøge at åbne brohovedsfronten og tiltvinge sig en afgørelse af konflikten. Begge parter vil opleve store tab af soldater og materiel, men frontlinjen vil ikke nødvendigvis flytte sig næveværdigt over flere dage.
Min vurdering er, at risikoen ved en fuld invasion er så høj, at den kinesiske regering næppe vil være tiltalt af muligheden, selv på trods af sin voksende militære styrke. Argumentet er, at målet med en fuld invasion sandsynligvis ville være at afslutte konflikten hurtigst muligt. Dog er risikoen for en fastfrysning af frontzonen inden for et (eller flere) brohoveder på Taiwan – selv bare i et par dage – så høj, at det vil presse det kinesiske militærs evne til at fastholde niveauet af sine operationer på dels øen og dels i Det Sydkinesiske Hav. Et sådan udfald vil være yderst problematisk. Kina vil blive tvunget til at forsvare en sårbar forsyningslinje over Taiwan-strædet imod hit-and-run-angreb fra Taiwan, alt imens kinesiske land- og luftstyrker vil blive suget ind i føromtalte udmattelsesslag med hovedparten af den taiwanesiske hær.
Blokaden
Østaten Taiwan er sårbar over for en kinesisk blokade.22 Målet med sådan en luft- og sømilitær strategi er at afskære landet fra omverden i et forsøg på at undergrave civilbefolkningens modstandsvilje. En forsigtig vurdering er, at den taiwanske stat har opbygget en oliereserve til ca. 90 dage og en ca. 120 dages forsyning af kritiske forsyninger til civilbefolkning. Men landet importerer 60 pct. af sine fødevarer og hele 98 pct. af sin energi, og dets kritiske havne er alle placeret mod den kinesiske kyst.23
Hvis Kina vælger at igangsætte en omfattende blokade af Taiwan, vil det udløse en dyb økonomisk krise i det taiwanesiske samfund. Det afgørende spørgsmål er, om krisen på kort sigt vil føre til en social og politisk krise. Militærhistorien svarer overordnet nej. Anvendelsen af blokader betyder lidelse og afsavn, men der er ikke entydige eksempler på, at tiltaget omsætter sig til en hastig politisk forandring. I stedet er civilbefolkningers evne til at modstå blokade over relativt lang tid, faktisk i flere år, bemærkelsesværdig, eksempelvis under den britiske flådeblokade af Tyskland under Første Verdenskrig eller den sovjetiske fastlandsblokade af Vestberlin i 1948-49.
Omsættes disse historiske erfaringer til et scenarium hvori Kina udsætter Taiwan for en omfattende blokade over længere tid, vil historien sandsynligvis gentage sig. Taiwans regering vil svare igen med rationering mv., og befolkningen vil samles i modstand mod blokaden. Samtidig er en sådan “sultestrategi” ret problematisk, og det må forventes, at verdenssamfundet vil tage afstand fra Kinas forsøg på at udsulte 24 millioner mennesker. Her kan det ikke udelukkes, at flere nationer vil overveje at indføre sanktioner mod Beijing. I og med at tiden udgør det kritiske element i blokadestrategiens succes, vil Kina give Taiwan og USA en diplomatisk mulighed for at udnytte blokadens menneskelige dimension som løftestang for dannelsen af en bred koalition. Dens primære formål kan begrænse sig til økonomiske sanktioner mod Kina. Hvis Washington endvidere engagerer sig i en modblokade, og fx lukker Malaccastrædet for kinesiske skibe, kan det lægge et stærkt pres.
I stedet kan Kina igangsætte en fokuseret blokade. Målet ville være at skade Taiwans eksport og import, fx gennem ubådsangreb på olietankere, men uden at ramme fødevareimporten direkte.24 Denne bloklade ville afskrække globale shippingfirmaer for at operere i konfliktzonen, og øge forsikringspriserne for taiwanske rederier. Strategien vil sandsynligvis heller ikke udløse samme niveau af international fordømmelse som en omfattende blokade. Men den vil heller ikke være så effektiv. Blokaden vil være sårbar overfor Taiwans forsøg på at omgå den, eksempelvis ved at anvende færger, fiskerbåde (eller civile fragtfly) mv. som blokadebrydere. Sker det, vil den kinesiske flåde blive presset mod enten at opgive sin strategi eller forøge den med igangsættelsen af en mere omfattende blokade.
I min vurdering er blokaden – i enten fuld eller fokuseret form – en så militær langsom og politisk bekostelig løsningsmodel, at den kinesiske regering højst sandsynligt vil værge sig mod at bruge den. Et af hovedargumenterne imod blokaden er risikoen for, at kinesiske virksomheder (eller ligefrem Kina i sin helhed) vil blive udsat for en handelsembargo, om end det er usikkert, hvor langt det globale samfund vil gå. Dog vil ethvert handelsmæssigt indgreb sætte det kinesiske samfund og økonomi under et så voldsomt pres, at blokadens mål, undertvingelse af Taiwan, ikke er det værd.
Frygten for USA's indblanding
De tre scenarier involverer ikke direkte amerikansk indblanding. Imidlertid vil enhver militærkonfrontation mellem Taipei og Beijing sandsynligvis inddrage amerikanske styrker ret hurtigt. Her er det interessant at vende sig mod styrken af Kinas A2/AD-strategi. Denne strategis hovedkonsekvens er, at amerikanske flåde- og luftenheder skubbes væk fra selve konfliktområdet.
USA har historisk afskrækket Kina gennem indsættelsen af en eller flere hangarskibsgrupper til Taiwan-strædet. Det er i dag forbundet med risikoen for så store tab, at det er usandsynligt, at U.S Navy igen vil forsøge sig med en sådan tilgang. Sådanne tunge enheders operationsfrihed i hele Det Sydkinesiske Hav, og dele af det vestlige Stillehav, bliver faktisk begrænset på grund af udviklingen af kinesiske præcisionsmissiler (af typen DF-26B), hvis rækkevidde, ifølge åbne kilder, er på ca. 4500 km.25 Det er en udvikling, man fra amerikansk side forsøger at imødegå med opstilling af et endnu mere tætmasket missilsystem, særlig med Aegis Ashore, der skal supplere THAAD (The Terminal High Altitude Area Defense, red.) i forsvaret af eksempelvis basen på øen Guam.
Men den amerikanske flåde behøver ikke at involvere sine hangarskibe i en konfrontation mellem Kina og Taiwan. Flåden har tilstrækkelig ildkraft i sine ubådsstyrker, som flere hundrede kilometer fra Taiwan-strædet uden varsel kan rette et massivt krydsermissilangreb på kinesiske baser og skib- og landgangsenheder, hvis Kina forsøger sig med enten et overraskelsesangreb eller en fuld invasion. En Ohio-klasse ubåd – flådens ballistiske atomubåde – bærer fx 154 Tomahavk-krydsermissiler. En sådan enhed kan udsætte en angribende kinesiske styrke for et voldsomt angreb. Samtidig kan andre af flådens mindre angrebs-ubåde forsøge sig med angreb på Kinas flådestyrker i selve strædet. Det vil sandsynligvis ske, hvis Kina forsøgte sig med en fuld invasion eller en blokade.
I forhold til omgåelse af en mulig kinesisk blokade kan Washington etablere et konvojsystem til Taiwan, fx med udgangspunkt i de amerikanske basefaciliteter i Sydkorea, Japan eller Australien. Et konvojsystem vil tvinge Beijing til at træffe nogle svære valg: Vil man angribe mindre amerikanske flådeskibe, fx fregatter, som beskytter fødevarelevering til Taiwan? Vil man angribe amerikanske troppetransportskibe, der bevæger sig i området? Tør man eskalere konflikten ved at rette direkte angreb mod amerikanske baser i resten af Asien og Stillehavet, eksempelvis Guam eller Pearl Harbor?
Spørgsmålene indikerer, at eliten i Beijing vil skulle vælge mellem militære nødvendigheder og risikoen for at fremprovokere udbruddet af en storkrig. Her kan Kina pludselig stå alene overfor en magtfuld, amerikansk-ledet koalition med regionale stater, som Australien, New Zealand, Japan, Sydkorea, som har alliancebånd med USA. Samtidig vil et kinesisk angreb på Taiwan sandsynligvis tjene som en understregning af, at Beijing fremstår som en aggressiv stormagt i Singapores, Vietnams, Indonesiens, Malaysias og Indonesiens perspektiv. Det er vanskeligt at bedømme udfaldet af en sådan vurdering i hvert af disse staters tilfælde, om end frygten for en militær aggressiv stormagt ofte har medført, at sådanne mellemstore stater søger at balancere igennem et tættere samarbejde med den systemiske konkurrent – i dette tilfælde USA. Det kan tjene som en svækkelse af Beijings interesser og muligheder i området generelt.
Konklusion
Det er min vurdering, at eliten i Beijing er sig bekendt med samtlige af ovenstående pointer. Derfor bør Kinas udmeldinger over for Taipei, eller styrken af dets nægtelsesstrategi (A2/AD), primært anses som defensive erklæringer. De er designet til at afskrække den taiwanesiske befolkning og elite fra at gå videre med uafhængighedsvisionen, formindske den amerikanske støtte til et sådant projekt og er samtidig et forsøg på at skubbe USA’s mest tydelige symboler, hangarskibene, væk fra Kinas sårbare østkyst.
Når det er sagt, kan det ikke udelukkes, at Beijing kan fejlvurdere sine militære muligheder i den nære fremtid. Den farligste situation vil opstå, hvis Taiwan formelt erklærer sig uafhængig. Det vil fremprovokere en umiddelbar storpolitiske krise. Her vil nationalismen i både Taipei og Beijing betyde så skarpe diplomatiske udmeldinger, at selv små misforståelser kan have en katastrofal effekt. En anden mulighed er, at en amerikansk styrkeopbygning i Det Sydkinesiske Hav antager en så voldsom størrelse, at Beijing beslutter sig for at satse på en militærløsning i et forsøg på at udnytte sin relative styrkefordel, før USA har gennemført en sådan opbygning i området.
Såfremt disse situationer sammentænkes, synes de at have karakter af udbruddet af en “præventiv” krig over sig. Dette ligner til forveksling den tyske elites overvejelser i tiden op til udbruddet af Første Verdenskrig i august 1914. Her frygtede man, at ens styrkefordel over tid ville blive reduceret, og at en krig nu og her var den bedste mulighed for at kapitalisere på ens styrkeposition. Hvis den kinesiske ledelse vitterlig beslutter sig for at angribe Taiwan på en af de tre ovenstående scenarier, påpeges det, at eksempelvis de europæiske NATO-allierede, herunder Danmark, vil kunne blive involveret.26 Her er det tilstrækkelig kort at fokusere på de militære aspekter af en sådan udvikling. En dansk involvering i en amerikansk-kinesisk konflikt centret om Taiwan vil præsentere dansk forsvar for en voldsom udfordring, da man relativt hurtigt skulle finde og udsende en kampduelig styrkekomponent til en amerikansk-ledet koalition. Det er vanskeligt at vurdere, hvilke værn og enheder der bedst vil egne sig til en sådan konflikt, men det er nærliggende at amerikanerne i første omgang vil bede om enten et F-16 (F-35) bidrag eller en eller flere af flådens fregatter. Deres aktive indsættelse i en sådan konflikt vil velsagtens være en af de mest højintensive og højteknologiske operationer, danske styrker til dato har været indsat i – for ikke at sige, de mest uforudsigelige i kampenes pris og udfald.
Sammenfattende er det min vurdering, at Beijings begrænsede militære muligheder giver Kina et mindre spillerum overfor Taiwan, end hvad der ellers ofte fremføres i debatten om risikoen for en militærkonfrontation. Dette vil sandsynligvis tjene som en bremse på Beijings vilje til at engagere sig militært mod Taiwan i et forsøg på at undertvinge sig øen.
Martin A. Husted
Fodnoter
[1] “Xi Jinping says Taiwan 'must and will be' reunited with China”, BBC News, 2. januar 2019. Tilgængelig på https://www.bbc.com/news/world-asia-china-46733174
[2] Lars Bangert Struwe, “A2/AD er ikke en robot i Star Wars, men Danmarks fremtidige strategi”, OLFI, 1. juli. 2016. Tilgængelig på https://olfi.dk/2016/07/01/a2ad-ikke-en-robot-i-star-wars-men-danmarks-fremtidige-strategi/
[3] John J. Mearsheimer, “RIP Taiwan?”, The National Interest, 24. juli 2018, Tilgængelig på https://nationalinterest.org/blog/skeptics/rip-taiwan-26676
[4] Se blandt andet Camilla Tenna Nørup Sørensen, Kina. Fortiden, Nutiden, Fremtiden. Ræson Perspektiver, 2019; “Hvor tæt er Kina på invasionen, der skal få det "uundgåelige" til at ske?” TV2-Nyheder, 10. oktober 2020. Tilgængelig på https://nyheder.tv2.dk/udland/2020-10-08-hvor-taet-er-kina-paa-invasionen-der-skal-faa-det-uundgaaelige-til-at-ske
[5] Se blandet andet Richard N. Rosecrance and Steven E. Miller (eds.) The Next Great War? The Roots of World War I and the Risk of U.S.-China Conflict, The MIT Press, 2015; Graham Allison, Destined for War. Can America and China Escape Thucydides’ Trap? Houghton, 2017.
[6] Michael Beckley, “The Emerging Military Balance in East Asia. How China’s Neighbors Can Check Chinese Naval Expansion”, International Security, Vol. 42, No. 2, Fall 2017.
[7] Guangqian Peng & Youzhi Yao (eds.), The Science of Military Strategy, Beijing Military Science Publishing House, 2005.
[8] Michael J. Lostumbo, David R. Frelinger, James Williams & Barry Wilson, “Air Defense Options for Taiwan An Assessment of Relative Costs and Operational Benefits”, RAND Corporation, 2016.
[9] Se blandet andet Robert A. Pape, Bombing to Win. Air Power and Coercion in War. Cornell University Press, 1996.
[10] Ian Easton, “Able Archers: Taiwans Defense Strategy in an Age of Precision Strike,” Diplomat, 25. September, Tilgængelig på https://project2049.net/2014/09/22/able-archers-taiwan-defense-strategy-in-an-age-of-precision-strike/ 2014.
[11] “Taiwan unveils cruise missiles designed to strike Chinese military installations”, Taiwan News, 23. september 2020. Tilgængelig på https://www.taiwannews.com.tw/en/news/4015193
[12] Michael J. Lostumbo, David R. Frelinger, James Williams & Barry Wilson, “Air Defense Options for Taiwan An Assessment of Relative Costs and Operational Benefits”, RAND Corporation, 2016.
[13] “If China Invades Taiwan, This Is What The Fleet Could Look Like,” Forbes, 7. juni 2020. Tilgængelig på https://www.forbes.com/sites/hisutton/2020/06/07/if-china-invades-taiwan-this-is-what-the-fleet-could-look-like/#4c2d4ffea7b0
[14] U.S. and Chinese Air Superiority Capabilities: An Assessment of Relative Advantage, 1996-2017,” RAND Corporation, 2015.
[15] “Chinese Warships,” Global Security.org. Tilgængelig på https://www.globalsecurity.org/military/world/china/navy.htm
[16] “Taiwan Can Win a War with China,” Foreign Policy, 25. september 2018. Tilgængelig på https://foreignpolicy.com/2018/09/25/taiwan-can-win-a-war-with-china/
[17] Eric Haginbotham mfl., “The U.S.-China Military Scorecard”, RAND Corporation, 2015, p. 205.
[18] David L. Shambaugh, Modernizing China’s Military: Progress, Problems, and Prospects, University of California Press, pp. 324-327.
[19] Easton, Ian, Mark Stokes, Cortez A. Cooper III, and Arthur Chan, “Transformation of Taiwan's Reserve Force”. Santa Monica, CA: RAND Corporation, 2017, s. 26-29. https://www.rand.org/pubs/research_reports/RR1757.html.
[20] “China lacks the lift capacity to invade,” Taipei Times, 1. april 2016. Tilgængelig på http://www.taipeitimes.com/News/taiwan/archives/2016/04/01/2003642935
[21] Easton, Ian, “Why a Taiwan Invasion Would Look Nothing Like D-Day”, The Diplomat, 26. maj 2021. Tilgængelig på https://thediplomat.com/2021/05/why-a-taiwan-invasion-would-look-nothing-like-d-day/
[22] Michael A. Glosny, “Merchant Shipping in a Chinese Blockade of Taiwan,” Naval War College Review, Vol. 60, No. 1, 2007.
[23] “Taiwan Starts Construction On 3rd & 4th Mine Laying Ship,” Naval News, 21. april 2020, Tilgængelig på https://www.navalnews.com/naval-news/2020/04/taiwan-starts-construction-on-3rd-4th-mine-laying-ship/
[24] Michael A. Glosny, “Strangulation from the Sea? A PRC Submarine Blockade of Taiwan,” International Security, Vol. 28, No. 4, 2004.
[25] “China fires ‘aircraft-carrier killer’ missile in warning to US,” Al-Jazeera, 27. august 2020. Tilgængelig på https://www.aljazeera.com/economy/2020/8/27/china-fires-aircraft-carrier-killer-missile-in-warning-to-us
[26] “Hvis Kina truer Taiwan, skal vi være klar til krig, siger Anders Fogh”, TV2 Nyhederne, 24. marts 2021. Tilgængelig på https://nyheder.tv2.dk/udland/2021-03-24-hvis-kina-truer-taiwan-skal-vi-vaere-klar-til-krig-siger-anders-fogh
