Log ind

"Uden en doktrin er alle vore anstrengelser nytteløse ”! - ukonventionelle militære operationer i fremtiden

#

Efterfølgende artikel er forfattet af kaptajn L.H. Jensen, der gør tjeneste ved Jægerkorpset.

Den del af overskriften, der er anført i citationstegn, er et citat fra et foredrag, som jeg og andre jægere havde lejlighed til at overvære under en tjenesterejse til Fort Bragg, USA i juli 1993. Foredragsholderen var Chefen for J.F.Kennedy Special Warfare Center and School, generalmajor Sidney Shachnow. Emnet for generalens foredrag var ukonventionelle militære operationer i fremtiden. Pointen i citatet er, at uanset hvilke opgaver som de amerikanske specialstyrker før i tiden så behov for at løse og mente at kunne løse, så var de samlede anstrengelser spildte, så længe der ikke eksisterede en institution, som havde kapacitet og kompetence til at danne det doktrinære grundlag. En sådan institution eksisterer i den amerikanske hær i form af J.F.Kennedy Special Warfare Center and School og på det værnsfælles niveau i form af US Special Operations Command (USSOCOM). USSOCOM blev etableret så sent som 16. april 1987 i erkendelsen af et uomgængeligt behov for at råde over et værnsfælles kontrolorgan for specialoperationer. I denne artikel er det min hensigt, med udgangspunkt i ovennævnte citat, at belyse de doktrinære problemer, som hindrer danske Unconventional Military Forces (UMF) i at blive anerkendt som et nødvendigt og vigtigt supplement til de konventionelle styrker. Jeg har i to tidligere artikler i dette tidsskrift (nr. 1 1992 og nr. 7-1992), behandlet en række aspekter i fremtidens sikkerhedspolitiske miljø og UMFs anvendelsesmuligheder heri. I denne artikel vil jeg søge at uddybe mine synspunkter på en mere k.ontant, nogle vil måske mene mere påståelig, måde.

Definition

Jeg anvender konsekvent termen UMF, som er den anerkendte NATO betegnelse for denne type styrker. Årsagen til dette er, at der blandt andet i rapporten vedr. oprettelsen af Den Internationale Brigade, notorisk er anvendt termen specialstyrker om enheder, såsom ingeniørenheder, logistiske enheder og Jægerkorpset. Dette forhold bidrager stærkt til den begrebsforvirring og manglende viden om UMFs anvendelsesmuligheder, som virker hæmmende for, at denne type styrker inddrages i en dybtgående anaiiyse af de militære styrkers rolle i fremtidens konfliktforebyggelse og krisestyring. Et af de tydeligste eksempler på den manglende forståelse for UMFs rette indplacering i NATO-systemet kan endvidere ses meget tydehgt i Danmarks bidrag til ACE Rapid Reaction Corps, hvor Danmark har tilmeldt Hærens UMF, Jægerkorpset, selvom der på dette operative niveau kun er tale om korpsopklaring - i fagterminologien Long Range Reconnaisance Patrols (LRRP). Dette forhold kan stamme dels fra den militære ledelses manglende opstilling af optioner med UMF, dels fra den politiske ledelses manglende erkendelse af, at aktive militære optioner kan være nødvendige for at udføre krisestyring, og for at standse væbnede konflikter på det lavest mulige niveau. Jeg mener derfor, at man bør anvende NATO-termen UMF. Udtrykket kan dog eventuelt fordanskes til UMS - Ukonventionelle Militære Styrker. Den korrekte terminologi er vigtig på grund af den afgørende forskel på anvendelsesmulighederne for konventionelle specialstyrker og ukonventionelle specialstyrker.

Det nuværende doktrinære grundlag

Indledningsvis må jeg præcisere, at den amerikanske brug af termen doktrin ikke lader sig overføre direkte til dansk. På det niveau, hvor de amerikanske UMF befinder sig, vil en dansk parallel mere koiTekt være termen koncept. For at følge ånden fra overskriften op, vælger jeg dog at anvende doktrin som fællesnævner. Det nuværende doktrinære grundlag for danske UMF er klassificeret hemmeligt og indholdet kan derfor ikke refereres. Men jeg må kunne tage udgangspunkt i, at dette doktringrundlag omfatter en række Forsvarskonmiandodirektiver, som alle stanmier fra øst-vest konfrontationens tid. Her var dansk forsvars fokus næsten udelukkende rettet mod forsvaret af Slesvig-Holsten, de danske stræder samt den sjællandske øgruppe. I denne ramme var territorialforsvaret det bærende element, og de konventionelle styrker var følgelig kernen i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. De danske UMFs rolle heri kunne derfor ikke være andet en kampunderstøttende, hvorfor deres rolle i fagsprog var at betegne som LRRPs, dvs. næsten udelukkende rettet mod erkendelse af og melding om de angribende operative echeloner. Truslen er imidlertid bortfaldet og Europa står over for fundamentalt ændrede sikkerhedspolitiske vilkår. Hertil er min påstand, at UMF kan spille en vigtig, og i nogle tilfælde afgørende, rolle. Derfor bør det doktrinære grundlag snarest revideres, og UMF bør inddrages i langt højere grad i forsvarets analyser af konfliktforebyggende og krisestyrende foranstaltninger.

Udviklingen i forsvaret For at nå frem til min udlægning af danske UMFs problemer er det indledningsvis nødvendigt at beskrive nogle aspekter i forsvarets udvikling, set med ukonventionelle øjne. Som jeg hævdede i min sidste artikel, så kan mange beslutningstageres opfattelse af krisestyringsbegrebet stadig være baseret på de retningslinier og begreber, som var afgørende under øst-vest konfrontationen. I den forbindelse bærer vi militære et stort ansvar for, at udviklingen af de militære styrker virkeligt sigter mod at gøre dem egnede til at dække hele spekteret af mulige fremtidige konflikt- og krisetyper. Det foreløbigt sidste led i forsvarets udvikling har vi set i form af oprettelsen af Den Internationale Brigade. Jeg savner imidlertid en dybtgående debat om hvilken type af militære styrker, der er brug for i fremtiden. Således har jeg oplevet, at mange kolleger blot har taget den nye enhed ad notam, uden i øvrigt at tænke nærmere over, om den type enhed nu også er egnede til at dække hele spektret af fremtidens mulige konflikttyper. Den Internationale Brigade er jo egentlig ikke en nyskabelse, set med militærfaglige øjne. Den er snarere en traditionel enhedstype, som blot vil få den materielmæssige standard, som militære fagfolk de seneste årtier har efterlyst med henblik på den nu bortfaldene trussel om et massivt pansret angreb på Vesteuropa. Hvor jeg ser alvorlige alarmsignaler i udviklingsprocessen, eller mere præcist i samspillet mellem den politiske og den militære ledelse er i det faktum, at forsvarsaftalen uden videre stadfæstede oprettelsen af Den Internationale Brigade, og i to tillægsaftaler til selvsamme dokument vedtog det, som efter min opfattelse burde være den virkelige kerne i forsvarets fremtidige udvikling.

disse tillæg bestemtes det, at Forsvarsministerens Rådgivnings- og Analysegruppe skal analysere de militære styrkers rolle i krisestyring og kravene til informationssystemerne i fremtiden. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at det besluttes politisk at oprette Den Internationale Brigade, og at det først efterfølgende pålægges forsvaret at gennemføre analysen. Det uheldige heri er, at der er en risiko for, at forsvarets kreative potentiale afskæres fra at tænke visionært, idet det politisk pålagte kommissorium herved umuliggør, at forsvaret peger på andre løsninger, eller eventuelt, at den politisk vedtagne løsning ikke er god nok på længere sigt end dagens politiske horisont.

Arven fra Den kolde Krig

NATOs nye strategiske doktrin er efter min opfattelse et af de meste visionære dokumenter, som er blevet produceret i de militære styrkers udviklingsproces. Desværre er det måske så visionært, at store dele af officerskorpset ikke helt har forstået det rigtigt. Således er den brede opfattelse af strategien, kort udtrykt: At NATO vil lægge vægten på krisestyring og til det formål har man oprettet reaktionsstyrkerne! Herudover har man gentagne gange set begrebet modkoncentration fremhævet som et af de nye midler i krisestyring, selv om dette begreb snarere vedrører egentlig kamp. Min påstand i denne forbindelse er, at den foreløbige militære udvikling, inklusive oprettelsen af Den Internationale Brigade i for høj grad er rettet mod militære indgreb på et højt intensitetsniveau i en given krises udvikling, og især for Den Internationale Brigades vedkommende er rettet mod øjeblikkets politisk varmeste sag, krisen eller krigen (?) på Balkan. Hermed styrer man efter øjeblikkets folkeretlige opfattelse. Netop vedrørende det juridiske grundlag for anvendelsen af militær magt skal man Vcere varsom med at drage vedvarende konklusioner af det nuværende udviklingstiin. Jeg er ikke kompetent til at vurdere de folkeretlige muligheder, men det synes uomgængeligt, at hvis ikke retsgrundlaget ændres derhen, at aktive magttiltag tillades, så vil Europa aldrig opnå at kunne udføre krisestyring. At man vælger at optimere den type styrker, som var afgørende under Den kolde Krig har formentlig to årsager. På den ene side skal styrkerne stadig organiseres så de ultimativt kan sikre Alliancens eksistens. På den anden side er denne måske forhastede organisation (set på baggrund af, at analysen af forsvarets rolle i krisestyring ikke er afsluttet) en logisk konsekvens af rationalet fra øst-vest konfrontationen - vi er vænnet til, at sådan skal styrkerne nu engang opbygges og indbyrdes prioriteres. Vi må selvfølgelig stadig holde det store militære potentiel i de tidligere warzawapagtslande for øje. Men det må ikke glemmes, at denne traditionelle Worst Ca^^-tænkning, at styrkerne afpasses efter det ultimativt eksistenstruende angreb, jo også kan virke eksistenstruende for en given aktør. Herved kan man risikere at låse sig fast i en styrkeopbygning, hvor man ingen styrker har, som kan anvendes på de indledende, laveste niveauer af en konflikt. Således er den politiske opfattelse af krise- og konflikt- styringsmulighederne i vidt omfang styret af Jugoslavien- erfaringerne. I denne konflikt har de eneste offentliggjorte aktive optioner omfattet massiv indsættelse af konventionelle styrker i størrelsesordenen 70.-100.000 mand, hvilket har virket for skræmmende for den vestlige politiske ledelse. Herved er der fremkommet en situation, hvor militært pres, med henblik på fremtvingelse af reelle forhandlinger, er blevet fuldstændig udelukket.

Vil det hidtidige forhold til brug af militær magt kunne fastholdes?

Balkankonflikten er langt fra til ende endnu. Det er min opfattelse, at kravene til de militære styrker kan blive væsentligt ændrede i løbet af de næste fem år, når det går op for de politiske ledere, at Balkankonflikten har skabt præcedens for, at den stærke kan gennemtvinge sin vilje uhindret med våbenmagt, og at der er skabt et palæstinensisk problem lige midt i Vesteuropa. Desuden kan det forudses, at det går op for de politiske ledere, at der er mange andre risici, som kan udvikle sig til konflikter når som helst. Den fortsatte massive oprustning i Mellemøsten og Nordafrika, den voksende fare for udbredelse af masseødelæggelsesvåben til lande, som er antivestlige, og som har andre opfattelser af Folkeretten end den vestlige verden, befolkningseksplosionen i den tredje verden og den fortsatte forarmning af de tidligere warzawapagtslande er blot nogle af de potentielle kriser/konflikter, som næsten uundgåeligt vil ranmie Verden. Man kunne, med udgangspunkt i både NATOs strategi og rapporten fra Udvalget vedrørende forsvarets udvikling hævde, at Europa befinder sig midt i en sikkerhedspolitisk krise! I hvert fald er alle de nødvendige elementer til en krise til stede - voldsomme flygtningestrømme, terrorisme, uvished om placering af masseødelæggelsesvåben, økonomisk krise, befolkningseksplosion og oprustning langs NATOs grænser samt sågar endda krig - eller er det en krise? - i et naboland. (Det er i øvrigt en ganske interessant vekslen i brugen af ordene crisis og conflict, at de to slutkommunikeer (M-NAC-1(92) 52 og 53) fra NATOtopmødet i Oslo juni 1992 om Balkan- og Nagomo-Karabakh-konflikterne.) Det er på baggrund af dette uforudsigehge kaos, at jeg frygter, at forsvarets udvikling ikke er bred nok. Jeg er fuldt ud enig i oprettelsen af Den Internationale Brigade som et politisk signal om Danmarks holdning. Men jeg mener, at den ensidige satsning på denne traditionelle type enhed giver et redskab, hvis begrænsninger i anvendelsesmuligheder kræver et supplement - og som i mange tilfælde, af politiske årsager, kun kan være et reaktivt middel i stedet for et aktivt. Man kunne undre sig over, på baggrund af den krigshistorisk almindeligt anerkendte tese om balancen mellem organisation, doktrin og teknologi i forhold til opgaven, at opgaven, som har ændret sig revolutionært kun har medført en evolutionær udvikling. Den Internationale Brigade må jo organisatorisk opfattes som uændret i forhold til tidligere. Teknologisk er den ikke forbedret med, set i international sammenhæng, teknologisk revolutionerende materiel, men ved forøgelse af mængden. Doktrinært synes brigadens opgaveløsning også at være næsten uændret i forhold til tidligere, undtagen når det drejer sig om fredbevarelse. For at kunne vurdere, om denne udviMing er hensigtsmæssig er det derfor af afgørende betydning, at identificere følgerne af ønsket om at kunne udføre krisestyring.

Hvilken type krise er det, der skal styres?

I den danske militære begrebsverden har begrebet en krise næsten udelukkende været knyttet til øst-vest konfrontationen. Vi militære fagfolk er således i snart fire årtier blevet opdraget til at se troppebevægelser, beredskabsforøgelser, styrkedemontrationer og lignende numerisk målelige foranstaltninger som de afgørende faktorer. Efter min opfattelse viderefører en stor del af den nuværende faglitteratur mv. denne opfattelse. Der ses ofte en flugt til dogmatiske erklæringer om, hvorledes de militære styrker fortsat skal bruges til krisestyring gennem opbygning af en given militær magtstyrke ud fra en forudsætning om, at det nok skal skræmme en given aggressor, altså ud fra en terrorbalancefilosofi. Problemet er bare, at der næppe vil opstå særlig mange kriser, hvor dette vil virke efter hensigten. Golf-konflikten, men også Balkankonflikten viser, at selv kriser, hvori der optræder betydelige milita^re magtfaktorer, ikke bare kan styres, fordi vesten råder over verdens stærkeste samlede militærmagt. Desuden, og det er det værste i den igangværende udvikling, har en lang række krisetyper alt for lille bevågenhed i de igangværende overvejelser. Hvordan forestiller man sig at anvende selv overordentligt slagkraftige enheder i kriser, hvor fjendtlige magter truer med masseødelæggelsesvåben og andre former for statsterrorisme? Eller i konflikter, hvor guerillakrigens karakteristika forudsiger en gentagelse af de amerikanske erfaringer fra Vietnam? Derfor må analysen af de militære styrkers rolle i krisestyring have den højeste prioritet således, at det kan blive resultaterne herfra, der styrer sanmiensætningen af de militære styrker og ikke dogmatiske overleveringer om hvorledes Den tredje Verdenskrig skal udkæmpes. Det er jo ikke sikkert, at forsvaret i fremtiden fremstår som troværdigt, hvis vi til enhver konflikt, som vi ikke lige var forberedt på, fremfører, at der ikke gives aktive militære muligheder. Vi må altså kunne fremlægge optioner, som indebærer aktive foranstaltninger, såfremt vi skal styre en krise.

Duer NATOs nye styrke struktur overhovedet ikke?

Hertil må svaret ubetinget blive et jo. Nogle vil måske føle sig stødte over den negative tone ovenfor. I så fald undskylder jeg, men der mangler nogle vigtige elementer i den militære udvikling. Jeg mener, at både oprettelsen af Den Internationale Brigade og NATOs nye styrkestruktur er overordentligt værdifulde elementer. Men problemet er, at de muligheder, som gives med disse konventionelle styrker, generelt er på et alt for højt intensitetsniveau i et givet konfliktspektrum. Derfor vil indsættelse i et tidligt stade af en konflikt ofte være politisk umuligt, hvorved man ofte vil risikere, at et lille problem er blevet stort, når militære indgreb endeligt er uundgåelige. (Og så er der jo brug for de slagkraftige enheder! - Men det er vel ikke det, der menes med krisestyring.) Efter min opfattelse må man acceptere, at viljen til brug af militær magt skal kunne demonstreres allerede i den tidligste fase af en krises udvikling. Eller vil man kun kunne udføre krisenavigation, dvs. en passiv og reaktiv manøvre mellem en krises forskellige fareelementer. Min konklusion på ovenstående er, at der bør lægges forøget vægt på de militære krisestyringsmidler, som i konflikt spektret befinder sig mellem det rene diplomatiske initiativ og indsættelse af konventionel militær magt i den ene eller anden form. På baggrund af mine tidligere artikler i Militært Tidsskrift er det næppe overraskende, at jeg mener, at der ved en øget prioritering af UMF findes en række svar på nogle af de spørgsmål, som der er i forbindelse med lavintensive og ikke eksistenstruende konfliktformer.

Er der lovende tegn i den danske udvikling?

I rapporten om oprettelsen af Den Internationale Brigade er hærens UMF-enhed, Jægerkorpset, nævnt en række forskellige steder, som en af de typer af enheder, der kan tænkes at skulle forstærke eller supplere brigaden. Det er selvfølgeligt godt for Jægerkorpset, men desværre fremgår det ikke, hvad Jægerkorpset eventuelt skal bruges til. Den eneste indikation på en påtænkt anvendelsesmulighed fremgår af den konsekvente anvendelse af termen opklaringspatruljer. Disse forhold viser, efter min opfattelse, tydeligt en manglende viden om og forståelse for de ukonventionelle militære midler og muligheder. Ordet opklaring viser, at man stadigt kun forstår den del af UMFs muligheder, som vedrører kampen. (I den ramme, hvor ordet opklaringspatruljer er anført kan man næppe have tænkt på strategisk informationsindhentning.) Netop her når jeg frem til indledningens tese om, at uden en doktrin er alle.

Hvis mine teser om, at UMF kan løse en række vigtige opgaver i fremtidens sikkerhedspolitik, holder vand, så må der i et forsvar, som på mange andre områder er doktrinært baseret, også fastläigges et doktrinært grundlag for UMF. Ellers vil de optioner, som er mulige med UMF, aldrig nå beslutningstagernes bord. Det er jo således, at UMF altid vil være af begrænset numerisk værdi. Som følge heraf vil kun få officerer have kendskab til særlige karakteristika ved specialoperationer. Når der ikke eksisterer en på højeste sted vedtaget doktrin, hvori en given analytiker, sagsbehandler eller beslutningstager kan finde svar på hvorfor, hvorledes, hvor længe, hvornår.... og så videre vedrørende UMF-operationer, så er der heller ikke mulighed for at inddrage UMF i overvejelserne. Derfor bør der snarest nedsættes en arbejdsgruppe på højt niveau, som kan udarbejde en doktrin eller et koncept for danske UMF. Hvis Danmarks nuværende udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvikling fortsætter, kunne det endog ende med, at UMF må indarbejdes i en kommende revision af Forsvarskoncepten. Denne arbejdsgruppe må nødvendigvis være placeret direkte på Forsvarskommandoniveau, da UMF ikke passer ind i den normale doktrindannende proces i forsvaret. For så vidt angår brigade-, divisions- og korpsniveauet foregår doktrinudviklingen som en vekselvirkning mellem især Forsvarskonmiandoen, skolerne og de operative kommandoers planlægnings- og udviklingsafdelinger, hvor en lang række generalstabsuddannede officerers potentiale udnyttes. For UMFs vedkommende er der langt færre ressourcer til rådighed. Her er der for Forsvarskommandoens vedkommende højst et par stillinger, som beskæftiger sig med UMF og det er endda kun som venstrehåndsarbejde. Ingen af disse stillinger er besat med personel med personlig UMF-erfaring. For Hærens Operative Kommandos vedkommende er forholdet det sanmie. Resultatet er, at den doktrinære udvikling er meget begrænset, idet stabenes enorme arbejdsbelastning gør, at UMF hidtil har været udviklet som en sag-til-sag proces.

De overordnede analyseorganer

Man kunne tro, at Forsvarets Forskningstjeneste (FOFT) som et intellektuelt fuldtidsarbejdende analyseorgan automatii^k måtte nå frem til at inddrage UMF i analyserne. Desværre er der næppe megen sandsynlighed herfor for nærværende, med mindre der tilføres UMF-viden. Som det kunne ses af bilagene til rapporterne fra Forsvarskommissionen af 1989 og Udvalget vedrørende forsvarets fremtid, så er FOFTs bidrag næsten udelukkende koncentreret om teknologi. En gennemlæsning af FOFTs årsprogram understøtter dette til fulde. I en artikel i Militært Tidsskrift nr.4/1993 (p. 108) fremgår det af direktørens udlægning af Forskningstjenestens opgaver, at der skulle være mulighed for inden for de nuværende rammer at analysere UMFs muligheder.

Heller ikke Forsvarsministerens Rådgivnings- og Analysegruppe (RAG) viser tegn på at ville inddrage UMF i analyserne. Blandt andet de førnævnte analyser, som udføres i henhold til Forsvarsaftalen, må betegnes som ufuldstændige, hvis UMF ikke inddrages.

Sammenfatning

På baggrund af de ovenfor anførte forhold, synes det at være hensigtsmæssigt, at der snarest muligt nedsættes en arbejdsgruppe på generalstabsniveau, med et kommissorium, der har til formål at analysere mulighederne med UMF i rammen af de militære styrkers rolle i krisestyring. Denne gruppe skal udarbejde en doktrin, eller et koncept, for danske UMF. Dernæst bør der oprettes en fast central doktrin- og policyudviklende institution på det rette niveau, og det må være hos Forsvarskommandoen. Der må, henset til det strategiske niveau for UMF i krisestyringssammenhæng, være belæg for at placere en sådan institution på oberst- eller kommandømiveauet. Hvis Danmark virkelig vil arbejde for krisestyring og konfliktforebyggelse kunne det endog overvejes at indarbejde UMF i en revurdering af Forsvarskoncepten.

Paralleller til andre landes policy

Uanset om man måtte være enig eller ej i mine betragtninger og forslag, så er der et par uomgængelige fakta, som taler for at UMF inddrages væsentligt mere i de fremtidige overvejelser.

a. Det er endnu ikke dokumenteret, hvorledes konventionelle styrker kan bruges som et selektivt og aktivt redskab på de laveste niveauer af en krise, som ikke indeholder de traditionelle let identificerbare militære elementer.

b. Det er endnu ikke dokumenteret eller modbevist, at UMF ikke skulle kunne rumme svarene på nogle af de krisestyringsmæssige problemer, der er på de lave og indledende niveauer af et sikkerhedsproblem.

Jeg er udmærket opmærksom på, at mange af mine udlægninger kan være vanskelige at dokumentere, at nogle formuleringer er trukket ekstra skarpt op, måske lidt unuanceret, og at en kaptajns ord næppe har megen vægt i sig selv. Derfor vil jeg henlede opmærksomheden på de paralleller som kan drages til to af vore allierede, Storbritanniens og USAs forhold til deres UMF. Det skal dog bekymring for forsvarsministeriets og forsvarsledelsens stadige ignorering af lavintensive konflikters problemer og det stigende behov for specialoperationer. Parallellen til dansk forsvar er efter min mening åbenbar.

Afslutning

Selv om de to allierede landes forhold iiJce umiddelbart lader sig overføre til danske forhold, ikke mindst på grund af de^n numeriske størrelse af danske UMF og forskellig udenrigspolitik, kan det dog konkluderes, at disse landes gode erfaringer med UMF i høj grad skyldes et doktrinært grundlag for anvendelse af UMF. Jeg vil dog afslutningsvis fremhæve, at jeg udmærket erkender, at UMF næppe kan opnå en sådan status i det danske forsvar, som i de to nævnte lande. Men det bør være dog være rimeligt at hævde, at når forsvarets grundlag i øvrigt er radikalt ændret, så bør normerne vedrørende de forhold, som jeg har nævnt, også kunne ændres ligeledes radikalt. Danmark bør derfor inddrage UMF-aspektet i analysen af forsvarets rolle i fremtidens krisestyring, med henblik på, at forsvaret bedst muligt støtter Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske indflydelse. For at sikre, at UMF medinddrages i givne overvejelser på tilstrækkeligt højt niveau, bør der endvidere snarest muligt udarbejdes en doktrin for danske UMF. Endeligt bør der oprettes en væmsfælles doktrin- og policydannende myndighed eller en specialoperationscelle, med tilstrækkelig kompetence på det øverste militære niveau. Forsvarskommandoen. Kun såfremt der fastsættes en tidssvarende doktrin/koncept hindres det fortsat, at ”alle vore anstrengelser er nytteløse".