Denne artikel er skrevet af major Ole. A. Hedegaard, der er leder af Hærens Militærhistoriske Arbejder.
I forbindelse med formeringen af Den Danske Internationale Brigade i sommeren 1994 blev der på god militær vis komponeret og antaget et heraldisk mærke eller emblem for brigaden, godkendt af Statens heraldiske Konsulent og approberet af Hendes Majestæt Dronningen (omtalt og blasoneret i "Væmskontakt", nr. 2., JUN 1994 og "Officeren", nr. 8, AUG 1994). En af komponenterne i det i øvrigt visuelt veltrufne og heraldisk helstøbte badge er et bag Dannebrogsskjoldet lodret, nedadvendt middelaldersværd ("riddersværd"), som skal symbolisere det militære islæt i kompositionen. Dette sværd med odden nedad har åbenbart fået en række sind i bevægelse, idet det fra forskellig side med eftertryk hævdes, at et sværd i den internationale heraldik med odden opad er et sejrende sværd, medens et nedadvendt sværd symboliserer død, nederlag eller overgivelse. Det kan, hævdes det videre, ikke være meningen med symbolet for en militær styrke, der i givet fald må påregne at skulle kæmpe, endda i De forenede Nationers tjeneste. Nærværende fi-emstilling har til formål at undersøge denne påstands bonitet og relevans på baggrund af den eksisterende militære og civile heraldik, de førende internationale værker om heraldik og emblematik samt ordensvæsenet, som må siges at være en afart af heraldikken. Herigennem skal søges konkluderet, om der i den danske militære heraldik er begået en brøler, eller brigadens medlemmer stadig med stolthed kan bære deres nye smukke badge. Det motiv, som sagen drejer sig om, er et typisk og flittigt brugt militært symbol i heraldikken og den militære emblematik hos alle kulturer (i mnstimskt. lande er det som regel krumsablen). Der er i dette tilfælde tale om en kunstners subjektive udformning og placering af et "riddersværd" fra højmiddelalderen. D.v.s. fra ca. 12-1400 med en enkelt, vandret parerstang, så det korsformede hæfte får stor lighed med det kristne kors, hvad givet også har været tilstræbt i dets design i denne korstogenes religiøst opfanatiserede, intolerante periode. Indledningsvis skal kort oplyses, at "heraldikken", d.v.s. læren om våbenmærkeme, opstår i 1100-tallet ved indførelsen af den lukkede "tøndehjelm" med smalle kighuller, så det blev umuligt for såvel ven som fjende at se, hvem der bar hjelmen. Da uniformer ikke kendtes, blev det derfor nødvendigt med et kendetegn til identifikation afbæreren. Hertil brugtes det trekantede skjold, idet man hurtigt fandt ud af på dette at male tydelige og af alle let genkendelige symboler i klare farver, som enten gik på bærerens navn ("talende" våben) eller af ham selv valgte motiver, der skulle symbolisere ét eller andet karakteristisk. Det lå således lige for, at en ridder Bjørn Svendsen anbragte fx en bjømelab eller en hel bjørn i skjoldet, ligesom alle former for militære eller civile genstande, herunder våben som pil, spyd, stridskølle, panserhandske, fodangel, skansekurv, gevær, kanonløb og -kugler o.s.v. har været benyttet, ofte selvfølgelig primært af krigere eller - senere - militære afdelinger. Heraldikken er tidløs, og i vore dage ser man raketter, bajonetter, maskinpistoler, propeller o.s.v. i skjolde og emblemer. Fx ses i Forsvarets Datatjenestes mærke en kugleramme! Blandt disse bragsvåben - også vore dage - er sværdet et af de mest populære og - i senere generationer - dets afløser, sabel, kårde og evt. pallask. Det er utvivlsomt det våben, der inden for alle kulturer har været mest ombølget af respekt og hæder. Øksen, der var folkevåben i vikingetiden og begyndelsen af højmiddelalderen, gled endeligt ud i 1200-årene, og sværdet indtog dets plads, en kendsgerning, som kodificeredes i 1241 i Jyske Lov, III, § 4. Øksen anderkendtes ikke længere som folkevåben for den danske ledingsbonde. Det var så definitivt, at han end ikke måtte have valg mellem sværd og økse. Det var nu sværdet, som sammen med det nye dækvåben, keddelhatten, og spydet som eneste, uundværlige repræsentant for gamle dage, var blevet obligatorisk, reglementeret folkevåben. Sværdet var uden diskussion middelalderens fornemste våben. Dets placering var fremtrædende, og visse byer blev berømte for deres fremragende klingesmedier, fx Passau, Toledo, Solingen og Damaskus. I 1241 var dette våben blevet af så stor vigtighed, at loven påbød enhver fri bonde at være bevæbnet med det. Man kan undre sig over dette krav, der åbenbart indebærer, at danske ledingsbønder var i besiddelse af sværd. I modsat fald ville påbudet have været et slag i luften. Det var i oldtiden og mddelalderen den fribårne mands og især ridderens kendetegn, et symbol på mod og styrke, ridderskab, magt og retfærdighed. Besunget i oldkvad og folkeviser og berømmet i sagaerne blev det omgivet med en æterisk eventyrglans, tillagt magisk kraft og ofte betragtet som et levende væsen, selvstændigt og med eget navn, der ofte indeholdt en karakteristik af dets egenskaber. Lige så påkrævet sværdet var i krig som personligt våben, lige så uundværligt var det for den fornemme mand som en slags tilbehør til den dagUge påklædning og båret i en smuk skede i et ofte rigt udstyret bælte eller gehæng. Kostbare sværd vurderedes højt, gik i arv fra far til søn og skænkedes som gave og hædersbevisning fra fyrste til undersåt, ligesom klingernes kvalitet og fæsternes skønhed og kvalitet gang på gang prises. Våbensmeden var en mand af anseelse, ofte med særprivilegier i tidens lovgivning. I digtningen er han ofte af mytisk oprindelse eller i forbindelse med overnaturlige væsener og kræfter, som hjælper ham under smedningen (fx vor hjemlige "Vølund Smed" og den keltiske sagnkonge Arthurs sværd "Escalibur", der angiveligt var smedet af dværge). Sværdet blev ofte en del af kronregalieme og brugtes som sådan helt op til vore dage. Ridderslagning foretoges med sværd (bruges stadig i England), og den unge ridder fik sit sværd overrakt af fyrsten eller af det gejstlige overhoveds hånd. Endnu i vore dage får en særhg dygtig kadet på hærens eller søværnets officersskoler ved afgangen fra skolen overrakt en æressabel med inskription af Hendes Majestæt Dronningen (flyvevåbnets og kvindelige kadetter får en æresdolk). Ved begravelser blev sværdet båret efter kisten for at følge sin herre i graven eller for at ophænges i hans gravkapel, hvis han var uden mandUg arving. Ved ridderskabets turneringer og ved håndværkernes fester indgik det som led i ceremonierne, bl.a. i sværddansene. Retfærdigheden skete ofte fyldest ved sværd. Ofte var der i klingerne graveret besværgelser eller mottoer, fx "Måtte mit værk blive dødens", "For konge og folk" eller "Meine Ehre heisst Treu". Det er et faktum, at i middelalderen har næsten hver mand over et socialt stade ejet et sværd. Dets betydning i krigsførelsen er givet blevet en hel del overdimensioneret, og det må siges ikke at have nogen betydning for krigskunstens udvikling. Kun for krigere som de nordiske vikinger har det været et førende kampvåben, hvilket hænger sammen med vikingetogenes karakter og hærens organisation og taktik, der - i hvert fald sammenlignet med de kontinentale hærstyrker - mere byggede på små grupper, overfaldsteknik og kamp mand mod mand. Normah har sværdet været et hjælpe- eller nødværgevåben og kun brugt som angrebsvåben i nærkampens håndgemæng. For slagets gang og udfald har det ikke haft større betydning. Middelaldersværdet i Danmark er - sammen med øvrige midt- og nordeuropæiske sværd - fremkommet ved en forening af to forskelUge grundformer, bestemt af to kategorier af krigere, fodsoldatens stødsværd og rytterens hugsværd. De romerske legionærers spidse og stive "gladius", der primært var beregnet til stød, påvirkede i de første århundreder e.Kr. gallernes og germannemes kraftige hugsværd, som indførtes hos det romerske rytteri. Den efterfølgende folkevandrings- og merovingerperiodes "spathaformer" bygger på en sammensmeltning af de to former og udvikler sig i vikingetidens relativt brede, ret korte hug- og stiksværd. I Valdemarstiden var dette sværd, som en følge af de øgede dækmidler, udviklet til et ret langt, bredt sværd med tveægget klinge og lige parerstang og et ret kort hæfte (til én hånd) med en stor rund eller nøddeformet knop (kontravægt), et udpræget hugsværd, fx som det i Forsvarsstabens mærke og det i mærket for "Hovedorganisationen af Officerer i Danmark". Omkring 1300 opstår det længere og mere slanke riddersværd, mere velegnet til stød og til brug mod de så småt begyndende pladerustningers sanmienføjninger for dér at blive drevet ind. Det er naturligt og helt i overensstemmelse med ældgamle militære holdninger og traditioner, at dette højt værdsatte krigeriske symbol, der overalt var ombølget af så megen virak, hurtigt fandt vej til at bhve et yndet motiv i skjoldene og senere i de militære emblemer eller "badges". Et sværd kan - set fra et kunstnerisk og visuelt synspunkt - være noget problematisk at bringe i et våbenskjold eller emblem. Man skal ved udformning af et heraldisk sværd erindre det grundlæggende krav om genkendelighed på lang afstand for såvel bue/armbrøstskytte som den lansebevæbnede rytter i stærk fart og muligheden for hurtig optisk perception trods hurtige bevægelser. Den lange, relativt smalle klinge, der på afstand ikke syner af meget, har man således ofte "heraldiseret", d.v.s. tegnet bredere og kortere for at få det til at fylde mere i skjoldfeltet. Ekstra godt har det været ved de skjolde, hvor man fx krydslagde to/tre sværd, der fyldte skjoldfeltet bedre ud. Dette fører os frem til de mange måder, man kan kreere sværdets udseende og anbringelse på, og som alle kan være lige rigtige. Det kommer udelukkende an på, hvilken symbolik eller betydning man vælger at nedlægge i det pågældende motiv, og det er brugeren - og ikke motivet - der bestemmer det. Hvad der dybest set ligger til grund for mange ældre våben eller badges, hvori sværd indgår som skjoldmotiv, eller skjoldet er "lagt" på to krydslagte sværd eller kårder (fx Hærens Officersskoles), vil ofte forblive ukendt. Dette forhold giver ofte stødet til meget fantasifulde forklaringer og sindrige udlægninger, og mange våbensagn viser sig tit mere livskraftige end videnskabeligt eller historisk underbyggede sandheder, herunder også teorien med de nedadvendte sværd. Måden at afbilde og placere sværd på har været nærmest legio. Det er et yderst broget og mangeartet kalejdoskop af opfindsom symbolik, stilarter og kunstnerisk opfindsomhed og indfølingsevne, der har været bestemmende herfor. Sværd har været afbildet enkeltvis, to eller tre kryds- eller korslagte, tre eller flere samlet i et knippe, vandret, lodret eller skråtstillede, og gennem denne kunstneriske mangfoldighed nærmer vi os sagens kerne og hovedspørgsmålet for denne undersøgelse:
Kan sværd i heraldikken godt aßildes med odden nedadvendt, uden at de symboliserer det modsatte af det tiltænkte, og uden at der altså er begået en heraldisk og traditionsplejemæssig generalbrøler til ubodelig skade for den afdelings personel, der bærer dette mærke og til skam for forsvarets øverste ledelse, subsidiært Statens heraldiske Konsulent?
Hertil må entydigt svares, at sværd i heraldikken og den militære emblematik udmærket kan afbildes med odden nedad, uden at det medfører en etisk og militær forringelse eller udvanding af pågældende våben. Det kommer udelukkende an på, hvad man lægger af symbolik i afbildningen af pågældende sværd. Der er i den internationale heraldik mange - både gamle og af nyere dato - eksempler herpå, og ingen af de førende europæiske værker og lærebøger om heraldik og symbolik siger noget om det modsatte (se bibUografien). Lad os indledningsvis se på nogle af de ældre fra en periode, hvor heraldikkens strengt lovbundne regler ubetinget håndhævedes, og hvor et vist ukendskab og forfald sammen med kunstnerisk inkompetence - som i vore dage - endnu ikke havde holdt sit indtog. Iflg. legenden blev apostlen Paulus (som romersk statsborger) henrettet med sværd i 67 e.Kr. Sværdet blev derfor senere i den kristne kunst hans attribut, men kan også være et billede "Gladius Spiriti" (åndens sværd), som han taler om i sine breve. Paulus afbildes med sværdet nedadvendt i hånden eller evt. over den ene skulder. De to danske, adelige middelalderslægter Haltrup og Hegle har henholdsvis ét nedadvendt og to krydslagte nedadvendte sværd. Den skotske hertug af Argyll fører bag skjoldet krydsvis et scepter og et nedadvendt sværd. Den irske by Dublin fører i byvåbnet også et scepter krydslagt med et nedadvendt sværd. Mange gamle russiske famiher af tatarisk oprindelse fører krydslagte, nedadvendte krumsabler. I "Politikens" håndbog "Alverdens heraldik i farver" ses det afbildede sværd under "figurer" nedadvendt. Går man frem til vor egen tidsalder, kan man fx se, at De forenede Staters "Goldbadge for Surface Warfare" i US Navy fører to krydslagte, nedadvendte sabler, ligesom "Officers cap badge" for "US Transport Service" har en nøgle krydslagt med en nedadvendt sabel. I ærmemærkemes farverige verden har fx det britiske "HQ 21st Army Group" to krydslagte, nedadvendte sværd, Ugesom "The Malaya Command" fører en skråtstillet, nedadvendt "Kris" (dolk). Også det britiske "Special Air Service Regiment" (styrken, den danske Victoriakorsmodtager major Anders Lassen var tilsluttet) fører et lodret, nedadvendt sværd. Går vi til det danske forsvars heraldik, ses, at Slesvigske Fodregiments magtfulde mærke bag skjoldet med de to slesvigske løver (godkendt af daværende statsheraldiker Poul Bredo Grandjean) fører et lodret, nedadvendt sværd som et militært symbol, der skal symbolisere vilje og kraft til grænseforsvaret. Også Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste fører krydslagt med en oplysningens fakkel et nedadvendt sværd. I søværnet har Søværnets Officersskole i skjoldet en løvepote, der holder en nedadvendt kadetdolk, ligesom krigsskibet "Henrik Gerner" førte en lodret, nedadvendt søofficerssabel. Herudover fører flere militære foreninger, klubber, blade etc. én eller to krydslagte sabler, enten trukne eller i skeden. Betragter man ordensvæsenet, vil man her bl.a. konstatere, at ikke mindre end den svenske "Sværdorden" fører krydslagte, nedadvendte sabler, og den franske "Befrielsesorden" fra 1945 bag et Lorraine-kors fører et lodret, nedadvendt sværd. I forbindelse med denne udredning skal det dog ikke sløres, at sværd med odden opad er langt det hyppigste i heraldikken. Det hænger nok i nogen grad sammen med det visuelle indtryk. Det virker givet mere militært, mere barsk og kompromisløst med fx to krydslagte, blottede og opadvendte sværdklinger end nedadvendte. Tilhængerne af de kun opadvendte sværd fører - som anført - nogle teorier i marken om død, nederlag eller underkastelse. Her spiller døden nok en noget misforstået og overdimensioneret rolle, som ikke har noget med sværdets stilling at gøre. Ved fx Winston Churchills pompøse begravelse i 1965 kunne man se æresvagterne omkring katafalken i Westminster Abbey, britiske søofficerer, stå med de trukne sabler støttet med odden på gulvet, altså nedadvendte. I begravelsesprocessionen sås fodgardere marchere langs kanonlavetten med gevær med påsatte bajonetter under armen med bajonetten pegende nedad, ligesom de søofficerer, der marcherede forrest, bar de trukne sabler under armen med odden pegende nedad. Det var respekten for døden, der her markeredes, ligesom man sænker fx sabler, kårder og faner ved et ligtogs passage eller udtalelse af mindeord ved en parade. Det har altid været en international militær skik, at en faldens eller hårdtsårets placering på slagmarken markeres ved, at man planter hans sværd/spyd eller gevær med påsat bajonet i jorden ved siden af ham, evt. med hjelmen ovenpå. Formentlig ud fra nogle af de i denne redegørelse præsenterede betragtninger har man i forsvarets øverste ledelse og i den nye brigade ved kompositionen af det nye brigademærke gjort nogle synspunkter gældende, som må siges at være overordentlig sympatiske, særdeles velanbragte og relevante efter militær tankegang.En FN-brigade må siges at være en primært defensiv styrke, som selvfølgelig i påkommende tilfælde kan aktiveres og dermed automatisk bliver offensiv. På samme måde med brigademærkets sværd, der skal henføre til den danske sagnkonge Vermunds berømte sværd "Skræp", som kun var at bruge i yderste nødstilfælde, og som hans stærke, men godmodige søn Uffe hin Spage gjorde berømt i en nådeløs kamp, der truede det danske folks frihed og selvstændighed. Der må på baggrund af det ovenfor meddelte være kvalificeret belæg for endegyldigt at konkludere, at
- sværdet er et militært symbol på væbnet magt, uanset dets position i en heraldisk komposition,
- sværdet kan i heraldikken efter valg aßildes med odden op- eller nedad,
- synspunkterne om nedadvendte sværd som symboler på nederlag/overgivelse er ikke bæredygtige,
- ingen heraldiker eller heraldisk anerkendte værker går indfor, at sværd skal aßildes på en bestemt måde eller i en bestemt stilling,
- det er udelukkende den symbolik, man lægger i qßildningen, der er bestemmende for sværdets stilling i det samlede våben eller emblem
Ludvig Holberg slutter som bekendt sin komedie "Den politiske Kandestøber" med de berømte ord om, at "ét er søkort at forstå, et andet skib at føre". De personer i forsvaret, som skabte og udformede det nye brigademærke, har vist, at de kunne begge dele, og de har ikke begået nogen form for heraldisk kandestøberi!
Bibliografi
Europæiske ordner i farver, u. red. af Jørgen Lundø (Kbh. 1966) Dahlby, Frithiof: Symboler og tegn i den kristne kunst (Kbh. 1965) Fox-Davies, A.C.: Complete Guide to Heraldry (London 1961) Galbreath, D.L.: Handbüchlein der Heraldik (1948) Grandjean, P.B.: Dansk Heraldik (Kbh. 1919) Hedegaard, E.O.A.: Danske heraldiske officers-exlibris (Helsingør 1964) Hedegaard, E.O.A.: Militære bogejermærker exlibris (Helsingør 1966) Hedegaard, E.O.A.: Den militære feltmarskalstavs historie. En våben- og krigshistorisk studie (Kbh. 1979) Hedegaard, E.O.A.: Leding og landeværn. Middelalderens danske forsvar (Vedbæk 1985) Hedegaard, Ole A. og Frans Løvschall: Dronningens tro Regimenter (Kbh. 1992) Heraldik i søværnet, udg. af Inspektøren for Søværnet (1985) Heraldisk Tidsskrift, udg. af Heraldisk Selskab, 1959 ff Lacroix, P.. Science and Literature in the Middle Ages and the Renaissance (New York 1964) Lundhurst, J.: Military collectables (Leicester 1983) Løvschall, Frans: Hærens ærmemærker, bd. I (1980) bd. II (1990) Neubecker, Otto: Heraldik. Kilder, brug, betydning, oversat og bearbejdet for Skandinavien af Nils G. Bartholdy (Kbh. 1976) Norman, Vesey: Arms and Armour (London 1964) Schøller, Carl-Gustav: Hærens afdelingsmærker efter 1945 (Frederikssund 1991) Volborth, Carl Alexander von: Alverdens heraldik i farver (Kbh. 1972) Wolter, Hans Chr.: Den danske hærs uniformering. En annoteret bibliografi og nøgle til offentlige samlinger (Kbh. 1985)
