Sømagt (kommentar)

Svar til Kaptajn E. A. Hoffmann).

en Aarrække h ar det været Forsvarsm odstanderes Taktik at sætte Hær og Flaade op mod hinanden til Skade for begge P a rte r og for F o rsvaret som Helhed. K aptajn E. A. Hoffmann har i de senere A ar ret regelmæssigt angrebet enhver Søofficer, der har udtalt sig offentligt om Flaaden og dens Forhold, skønt K aptajnen øjensynligt ikke har noget som helst Kendskab til, hvad han her tillader sig at bedømme. Jeg var derfor ogsaa forberedt paa, at K aptajn Hoffmann vilde angribe min nys udgivne Bog om „Sømagt og dens Indflydelse paa Danm arks Historie". K aptajnen gør det paa sin sædvanlige Vis ved paa enhver Maade at mistænkeliggøre mine H ensigter og ved at tillægge mig Meninger, som jeg ikke h ar og aldrig h ar haft. Da hans Angreb fremkommer i et m ilitæ rt Fagblad og er fuldt af M isforstaaelser og positive Fejl, nødes jeg til at bede om Plads for et Svar og Redegørelse. K aptajnen anker over at jeg kalder Admiral M ahan: den moderne Strategis Fader. Det er en Betegnelse, der stadig ses anvendt af engelske, amerikanske, tyske, franske og skandinaviske strategiske F orfattere, og som jeg h ar forstaaet saaledes, at Mahan bragte det strategiske Studium ind i et nyt Spor. Alle disse moderne strategiske F orfattere fo rstaar ganske vist noget andet ved Strategi end K aptajn Hoffmann, nemlig: alt hvad der tjener K rig uden for den militære Hær- og Flaadeførelse paa selve Krigsskuepladsen. Mange af de Ting, som K aptajn Hoffmann mener, at Strategien er afhængig af, henfører de derfor til denne. Side 86 i min Bog udtaler jeg, hvad jeg i fuld Overensstemmelse med den almindelige internationale B rug af Ordet fo rstaar ved Strategi, nemlig Krigs-Politik, og denne ledes af Landets Regering med M ilitærpersoner kun som Raadgivere. Som Søofficer h ar jeg ladet den rent politiske og økonomiske Del af Strategien ligge. Den behandles sikkert bedst af Politikerne selv. N aar jeg gav min Bog Navnet Sømagt, saa var det for at betegne, at det var den Del af Strategien der er afhængig af Sømagt, jeg vilde behandle. Jeg søger at paavise, hvad Betydning det h ar h aft i vor Historie, n aar Søm agt har holdt Søen aaben eller h ar lukket den som Færdselsvej, og hvilken Indflydelse dette har h aft dels for selve Krigsførelsen og dels for vort Lands og vor M odstanders Forsyning med Krigsfornødenheder. N aar K aptajn Hoffmann søger noget helt andet i min Bog, end det var min Hensigt at give, maa han derfor naturnødvendigt blive skuffet. Til Trods for Bogens Titel „Sømagt" og til Trods for, at jeg i F o rordet udtrykkelig frem hæver, a t det ikke er Historie, jeg vil skrive, men blot om Sømagts Indflydelse paa denne, bebrejder K aptajnen mig, at der m angler forskellige historiske Oplysninger om Hæren. Det er rigtigt. Der m angler næsten alle, og om Sømagt er der kun det Skelet af Historien, der er nødvendig for den ønskede Undersøgelse. De faa Tilfælde, hvor jeg h a r behandlet enkelte Tildragelser taktisk, er det de Hændelser paa Søen, hvor jeg som sagkyndig paaviser Søtaktik, der stadig h ar Gyldighed, og som forekommer mig karakteristiske for Paavisning af, hvad Søm agt kan udrette, og hvad der ligger uden for dens Evne. De paagældende A fsnit er søgt m arkeret ved bredere M argin som faldende uden for det almindelige Emne.

Som et typisk Eksempel paa de af K aptajnen paastaaede Undladelsessynder fra min Side skal jeg nævne Stormen paa København 1659. Den blev jo imidlertid lykkeligt afslaaet, og da Belejringen fortsattes, forandredes den strategiske Situation ikke. Den svækkede heller ikke Forsvaret ved stort Mandefald, idet der kun faldt 22 å 24 Mand, deraf 18 M atroser og Resten Borgere. Den vedkommer derfor ikke en strategisk, men kun en historisk Skildring. At K aptajnen i min Bog h ar fundet et forkert svensk Admiralsnavn fra 1564, skal være ham vel undt som Trofæ; men det forandrer intet i det strategiske Billede. Om historiske Enkeltheder og disses Indflydelse paa Helheden kan man altid diskutere. Netop derfor skrev jeg Historien skitsemæssigt og paa Basis af anerkendte søkrigshistoriske Værker, saa at Fejl i Skitserne skulde være udelukket. K aptajnens Paastand om det m odsatte er simpelt hen urigtig og beror paa manglende søkrigshistorisk Viden. K aptajnen skriver om alle vore Flaadeførere, inden der i 1681 paabegyndtes en særlig Søofficers-Uddannelse, at de „oprindelig var u d d a n n e d e som Landofficerer". Da en Landofficers-Uddannelse først begyndte her i Landet med Landkadetkorpsets Oprettelse i 1713, er U dtrykket næppe rigtigt. Da ingen af dem udmærkede sig særlig i Landkrig og heller ikke naaede at blive Hærførere, maa de Evner, som de uom tvisteligt havde, dog have ligget paa et andet Omraade, nemlig Søens. Er det ikke et lignende Forhold, som n aar man træ ffer Mænd, der h ar vist manglende Evne til a t blive Søofficerer, medens de senere h ar vist frem ragende Evner som Landofficerer? Som det maaske tydeligste Eksempel herpaa kan nævnes den svenske uheldige Flaadefører, men senere saa berømte Feltm arskal, E. H. Horn. Større end alle de nævnte udmærkede danske Flaadeførere var dog Bisp Absalon. Om ham kan det med Sandhed siges, at han oprindelig var u d d a n n e t til Præst. Vil K aptajnen i den Anledning ogsaa paastaa, a t det teologiske Studium gør sin Mand kvalificeret til Flaadefører? A lt er relativt. Før en egentlig Søofficersuddannelse fandtes i noget Land, sejrede vi i K raft a f vors Øfolks iboende bedre Sømandsskab, men jeg tilføjede, at „jo fastere Form er vort Søofficerskorps fik jo større blev vor Overlegenhed paa Søen". Jeg fo rstaar iøvrigt ikke, hvor K aptajnen vil hen med sin A rgum entering. E r det hans Mening, at Kadetskolen bør nedlægges, ligesom Søværnets Officersskole paa Grund af manglende Penge m aatte nedlægges i 1932? E ller ønsker han at indbilde sig selv, at han h ar Forudsætninger for at tale som sagkyndig om Søkrig? K aptajnen kalder Slaget paa Reden 1801 en Kamp mellem en (enengelsk) Flaade og en (dansk) Kystbefæstning, hvori indgik forankrede ikke udrustede Skibe. Som bekendt stod Kampen mellem de to P arters forankrede Skibe, idet Trekroner under Kampen ikke kunde komme til at skyde paa Grund af de foran opankrede danske Skibe. Det var ikke Ubevægeligheden, der gjorde K ystværker overlegne over for Skibe, men den Omstændighed, at de var bygget af Jord og ikke af Træ som Skibene. E r det ikke H istorieskrivning af samme A rt, som n aar K aptajnen nævner, a t Aalborg-Kegimentet deltog i Slaget paa Reden. Regimentet som saadant deltog nemlig ikke, men som General-Listen viser deltog 958 Soldater fordelt paa Skibene sammen med 1353 „15 Rigsdalers Karle" (uuddannede Borgere og Bønder) til i H ast at komplettere de ufuldstændige Besætninger (2.837 M and), som M arinen kunde præstere. Slaget og Tabslisten viste det selvfølgelige, at danske M atroser, Soldater, Borgere og Bønder kæmpede lige tap pert; men hvad h ar en saadan Konstatering med min strategiske Undersøgelse at gøre? K aptajnen er ogsaa misfornøjet med min Omtale af Fredericia 1849. Jeg omtaler dog kun Flaaden som den nødvendige Assistance for Hæren. Den historiske Sandhed er dog, at Flaaden overførte Tropperne fra Helgenæs og Fyn. Samlingen i Fredericia vilde ikke kunne være foretaget, hvis Flaaden ikke havde h aft Søherredømmet i vore Farvande. At K aptajn Hoffmann anser Flaadens Indsats under selve Kampene ved Bov og F redericia for betydningsløs, forbavser mig ikke. General Biilow gjorde det saavel i R apport af 7/7 1849 som i Brev til Kommandør Garde af 17/7 1849. For at stille vor nuværende Hær paa den Plads, der kampmæssigt set tilkommer den, h ar jeg fremhævet, at de uheldige Landkrige mod Svenskerne ikke m aatte lægges den til Last, idet jeg gjorde opmærksom paa, a t disse Krige mest blev fø rt med fremmede Lejehære. —• Det er K aptajnen ked af. — E fter vore slesvigske Krige skrev jeg dernæst, at Forskellen mellem vore nationale Hære og de tidligere Lejehære v ar tydelig o. s. v. — Ogsaa det er K aptajnen m isfornøjet med, men skriver dog det samme, blot med flere Ord. E r det ikke efter Princippet: Lader Du H atten ligger, fa a r Du Klø, og tager Du den op, fa a r du ogsaa Klø. Jeg kunde ganske vist have ladet det Spørgsmaal ligge som m it Emne uvedkommende. N aar jeg tog det med, var det for at vise, at man har Lov til at regne med, at vor nuværende danske Landsoldat staar paa Højde med vore Naboers. Da jeg saa Side 108 nederst til Gengæld udtaler, at Historien paa den anden Side ikke viser, at den danske Landsoldat stod over vore Naboers Soldater, og udtrykker dette saaledes: „I Krige til Lands har vort Folk aldrig vist saadanne Egenskaber, at det kan ventes at gaa sejrrigt ud af en K rig over for vore Naboer, med m indre vi har talmæssig Overlegenhed", saa kalder K aptajnen det ubeføjet og utilbørligt. Turde K aptajnen virkelig selv skrive, at vore Soldater stod over de svenske eller de tyske? Hvad jeg h ar skrevet om den danske Landsoldat er skrevet i den bedste H ensigt og med fuld Respekt for ham. Hvis andre end K aptajn E. A. Hoffm ann h ar følt sig saarede af mine U dtryk, kan in g e n m e re e n d je g b e k la g e , a t je g h a r a n v e n d t d e m . Det virker naivt, n aar K aptajnen anbefaler mig at „studere" det ty ­ ske M arine-Arkivs Værk om Verdenskrigen. I Embeds Medfør h ar jeg m aattet læse de fleste af dets hidtil udkomne 17 Bind flere Gange. Til et Studium hører im idlertid ogsaa at høre M odpartens Mening, og denne Mening foreligger i den engelske „Naval Operations". Dernæst hører til Studium, at man læser den Mængde uofficielle Bøger af Søofficerer o. a., der h a r deltaget i Begivenhederne, sam t at man h ar skaffet sig Oplysninger ad anden Vej til at udfylde Huller. Hvis K aptajn Hoffmann havde g jo rt det, vilde han have opdaget, at de engelske og tyske Udsagn og M eninger sta ar saaledes imod hinanden, a t kun en Søofficer h a r faglige Forudsætninger for at bedømme, hvor Sandheden ligger, og det vilde da have været naturligt, om K aptajnen havde spurgt en dansk Søofficer. Over for K aptajnens Citat fra det tyske M arine-A rkiv: „F or en energiskM odstander frembød derfor disse M iner (i Store Bælt) ikke nogen større Vanskelighed for Gennembrud mod Kieler Bugt. Bevæbnet Modstand af de danske Skibe v ar hverken at vente, ej heller havde den dannet en H indring", vilde denne Søofficer da have stillet følgende C itat fra den engelske M arinem inisters, Sir Eric Geddes, Tale i Parlam entet i November 1917: „Den Operation at træ nge igennem til Østersøen vil tage betydelig Tid. Man vil være nødsaget til at rydde meget udstrakte Minefelter. Jeg h ar ikke tru ffe t nogen a n s v a r lig S ø o ffic e r af nogen Skole, som under de nuværende Forhold vilde paatage sig A nsvaret for et saadant Foretagende." Vedrørende Spørgsmaalet, om de danske Skibe vilde have kæmpet, vilde den danske Søofficer have henvist K aptajnen til, at vor Flaade var et lydigt Redskab i Regeringens Haand, saa at ikke en tysk Søofficer, men kun den daværende danske Regering vil kunne besvare Spørgsmaalet.

K aptajnen skriver: „Endelig skal anføres en meget mærkelig U dtalelse, nemlig at Tyskerne „havde allerede i 1917 overvejet at udlægge Miner ved H erthas Flak, men bl. a. for ikke at henlede Opmærksomheden paa Farvandets Vigtighed, havde de ikke villet foretage Sikringen af det". Komm entarer til denne B etragtning turde være overflødige". Ogsaa her vilde en Søofficer have kunnet retlede K aptajnen ved at henvise til forskellige Kilder, f. Eks. en tidligere tysk A dm iralstabsofficer i „M arine Rundschau". K aptajnen foreholder mig alle de mange Grunde, der var for at opgive Gallipoli-Felttoget i December 1915. E t Studium vilde have læ rt K aptajnen, at mange, heriblandt Mr. Winston Churchill og Admiral Roger Keyes, den Dag i Dag hævder, at Felttoget til Trods for dem alle burde være fortsat, og at den Grund, som A dm iralitetet officielt gav for sit F orlangende om Rømningen, v ar netop den af mig nævnte: den stigende U baadsfare. K aptajn Hoffmann h ar ogsaa sin specielle O pfattelse af den engelske Flaadeblokades Betydning under Napoleonskrigene. Den af utallige strategiske F o rfattere fastslaaede Kendsgerning, at den engelske Blokade af Europa under Napoleonskrigene nødvendigvis før eller senere m aatte føre til et Waterloo, søger K aptajnen at rokke ved gennem Paastand om, at det var Fastlandsspærringen, der v ar medvirkende A arsag til de senere Koalitioner. Da Fastlandsspæ rringen var et Modtræk mod Blokaden, bliver dog ogsaa derigennem Blokaden Roden til Waterloo. K aptajnen søger et andet Bevis i en Anekdote om den franske Politiker Clemenceau. Anekdotens Rigtighed forudsat, saa viser den dog ikke andet, end at denne civile Politiker lige saa lidt som K aptajnen havde gjort sig klart, hvad der var A arsag og Virkning. K aptajnen tro r ikke paa min Opgivelse, om at de fleste Søslag er endt uafgjort. Der er dog ikke Grund til Uenighed herom. Thi det koster blot en Optælling, f. Eks. i Stentzels store Søkrigshistorie. K aptajnen vil da se, at Procenten ikke ligger ved 50, men ved c. 90 for uafgjorte Søslag. Desværre kan jeg ikke tage Æ ren for først at have lagt Mærke til den Kendsgerning, at „de fleste afgørende Søslag blev vundet imod stor m ateriel Overlegenhed". Det h ar mange taktiske F o rfattere gjort opmærksom paa før mig for at paavise, hvor stor Personellets Betydning er paa Søen. Og her vil en simpel Optælling vise K aptajnen, at Udtalelsen er rigtig. Til Brug herfor skal jeg oplyse, at vi i Søkrigshistorien selvfølgelig fo rstaar det samme ved et afgørende Slag, som man fo rstaar derved i Landkrigshistorien, nemlig et Slag, der fik afgørende Betydning for K rigens Fortsættelse, i Almindelighed ved at den sejrende Flaade knuste den besejrede og derved sikrede sig det frem tidige Søherredømme. K aptajnen nævner som Eksempel paa afgørende Sejre: Tsushima, Coronel, Falkland, Helgolandsbugten og Doggerbank. A f disse kan kun Tsushima komme i Betragtning, og det blev vundet af Japanerne med 4 Panserskibe mod 11 russiske, idet Japanerne udfyldte Resten a f deres Linie med Panserkrydsere, ligesom man i gamle Dage lagde F reg atter i Linien for at sikre sig mod for stor Koncentration mod for faa Linieskibe.

De to K rydsersejre, den tyske ved Coronel og den engelske ved Falkland, kunde selvfølgelig aldrig faa afgørende Indflydelse paa Krigens Gang, og det samme var Tilfælde med Krydserkam pene i Helgolandsbugten og ved Doggerbanke, der iøvrigt blev uafgjorte, idet begge P a rte r tra k sig tilbage. K aptajn Hoffm ann bedømmer Forholdene paa Søen fuldstændig forkert. I Landslag h ar store H æ rførere kunnet sejre over talmæssigt overlegne M odstandere ved at skaffe skjulte Reserver frem paa det afgørende Punkt, saa at de her fik Overlegenhed, og landtaktiske F orfattere frem hæver ofte, at dette var den eneste Mulighed, idet Bajonetterne til Slut m aatte skaffe Afgørelsen. Paa Søen holdt man derimod ikke Reserver tilbage, og det materielle Styrkeforhold v ar aabent til Beskuelse for begge P arter. F ørst Nutidens Røgtaktik har forandret dette Forhold og derved skabt nye Muligheder. N aar Flaadeførere sejrede imod m ateriel Overlegenhed, v ar det ved M anøvrer og ved Benyttelse af eget Personels Overlegenhed paa et eller flere Omraader. N aar K aptajnen udtaler, at den logiske Slutning af den Kendsgerning, at de fleste afgørende Slag blev vundet imod m ateriel Overlegenhed, maa være, at man møder med saa lidt som m uligt paa Kamppladsen, saa er han forihaabentlig ene om at kalde den Slutning logisk. Vi Sømænd slutter h eraf kun, at h ar man Fordel med Hensyn til Fører, Aand og Uddannelse, saa k a n dette mere end opveje m ateriel Underlegenhed. Som Eksempel paa Personellets Betydning til Søs skal jeg nævne, at Englænderne under Napoleonskrigene regnede, at der gik 2 franske eller S spanske Skibe paa 1 engelsk. Blokade-Eskadrerne fastsattes i Overensstemmelse hermed. Hvis der f. Eks. laa 40 franske L in iesk ib e i Brest, regnedes Ligevægt med 20 engelske, og Blokade-Eskadren kunde med 10 pCt. Overlegenhed fastsæ ttes til 22 engelske Linie-Skibe som Minimum. Over for en tilsvarende spansk Flaade blev Minimum for den engelske Blokade-Eskadre 15 Linieskibe. Over for Hollændere og Danske regnede Englænderne derimod Skib mod Skib. K aptajnen nævner, at 2 Generaler var Chefer for det tyske A dm iralitet fra 1872 til 1888. Om den første af dem skriver K aptajnen, at han skabte den „moderne tyske Flaade fra nogenlunde bar Bund". Det er ikke venligt mod Admiral Prins Adalbert, som Tyskerne sætter saa højt. Jég foreslaar K aptajnen at undersøge den „bare Bund" lidt nærmere. „Den moderne tyske Flaade" blev, som selv den løseste Gennemlæsning af dens H istorie viser, skabt a f Admiral Tirpitz efter Generalernes Afgang, og n aar K aptajnen mener, at de to Generaler „opdrog" de tyske Søofficerer, der i 1914— 18 stod som Førere, vil han faa Sandheden at vide ved at spørge de nuværende tyske sømilitære Ledere. Jeg erkender fuldt ud Kystbefæstningers Værdi til F orsvar af den Kyst, hvorpaa de ligger. Jeg oplyser blot om, at de ikke kan ventes at faa større Betydning for Søherredømmet, end de havde i Fortiden. Helgoland havde ogsaa Betydning, men der løsnedes ikke eet Skud fra Øen i de 4% A ar, Krigen varede. N aar K aptajnen ønsker at rette det ofte brugte U dtryk om vore Stræder som Nøglerne til Østersøen med et større Billede og kalde dem for Portene, saa maa det omgivende Land dog blive Karmene og Sømagt Nøglerne. Portaabningen kan forsvares, selv om Porte og Karm e slaas ind. Vore Stræ der kan det ogsaa, men, som jeg paaviser, kun af Sømagt. K aptajnen nævner en Udtalelse i det engelske Parlam ent af Kontreadm iral Sueter. Denne Udtalelse vakte Sensation ogsaa uden for England, fordi det m aatte forbavse, at en Mand med denne Titel kunde udtale sig saaledes. At Dagspressen om taler ham med Titlen er der derfor intet at sige til, men er det loyalt og passende af K aptajn Hoffmann i et Fagblad, der udgives af et videnskabeligt Selskab, at omtale ham med Titlen uden at gøre opmærksom paa, 1) at han er en afskediget Søofficer, 2) at Naval og M ilitary Record straks i lange A rtikler foreholdt ham, hvad han som tidligere Søofficer burde vide, 3) at Admiral Roger Keyes paa samtlige tjenstgørende Adm iralers Vegne tog til Orde mod ham i Dagspressen (gengivet i danske Dagblade), og 4) at Reuters Bureau udsendte en E rklæring fra Adm iralitetet, hvori det bl. a. anførtes, at A dm iralitetet „véd Forsøg med K astning af Bomber mod Krigsskibe er blevet overbevist om, a t et moderne Slagskib ikke er udsat for synderlig F are fra angribende Flyvemaskiner. Man h ar ladet Bomber af forskellig A rt eksplodere over og under Vandet paa og i Nærheden af Krigsskibe og fastslaaet, at selv en svær højeksplosiv Bombe kun an retter forbavsende ringe Skade paa Skibets Overbygninger''. (Gengivet i danske Dagblade). Angaaende vort Grænseforsvar skrev jeg om Betydningen af den kulturelle Sindelagserobring m. m. og derefter: „Ved et frem tidigt europæisk Opgør vil den strategiske Situation i Nordeuropa for en ikke uvæsentlig Del være afhængig af Forholdene i vore Farvande, medens den ligesom i Fortiden vil være mindre berørt af det Held, vi h ar med et m ilitæ rt Grænse-Forsvar i Jylland, hvor stor Betydning dette end kan have for os selv rent moralsk. Desuden m aa det ikke overses, at Muligheden for, a t vore Hære kan fo r ts æ tte K a m p v e d G ræ n se n , først er til Stede, n aar Flaaden sikrer den kæmpende Hærs Tilførsler og altsaa har Herredømmet i vore Farvande. Dette Søherredømme danner altsaa Grundlaget for hele vort Forsvar, og det kan hævdes med den lille Krigs Midler, der er overkommelige for os". Enhver almindelig Læser vil sikkert erkende, at disse Ord regner med et m ilitæ rt Grænse-Forsvar, som ogsaa jeg mener, at der bør ofres baade M ateriel og Blod paa. Jeg peger paa Betingelsen for, at Kampen kan fortsættes, hvis dette Grænseforsvar lykkes; men jeg peger ogsaa paa, at Danm arks Skæbne, som Historien viser, ikke behøver at være beseglet, hvis det mislykkes. K aptajnen mener, at jeg hermed „melder sig (mig) ind i A frustningsfolkenes Forening uden dog at drage den fulde Konsekvens af sin (min) Opfattelse". N aar jeg, der kun regner med Muligheden af svigtende K rigslykke ved Grænsen, dermed melder mig in 1 i nævnte Forening, saa maa General Bahnsen og samtlige senere danske Landofficerer op til 1920, der vilde opgive baade Grænse-Forsvaret og hele det øvrige Danm arks Forsvar uden for Københavns Fæstning, have været frem trædende Medlemmer a f Foreningen. K aptajnen synes ved sit konstruerede U dtryk: „Til den stærkeste Flaade alt, til den næststærkeste intet", at argum entere for en Nedlæggelse a f Flaaden. Man spørger uvilkaarligt sig selv, om K aptajnen er Medlem af den nævnte Forening, eller om han mener, at der er F rislag paa F laaden, og at det kun er for Hærens Vedkommende, at man ikke hør regne med svigtende Krigslykke. Jeg tro r, at hvis det skulde lykkes K aptajnen a t faa F lertal for sin O pfattelse om „intet til Flaaden", saa vil en større Procent, end han tænker sig, af indsigtsfulde Mænd gaa over til A frustningsvennerne. For den, der følger med i Udlandets m ilitære og politiske L itteratur, lader Sandheden om vort Forsvarsproblem sig nemlig ikke mere holde nede. Det behandles med Mellemrum i alle Sømagters Dagblade, Tidsskrifter og L itteratur. Jeg kan saaledes henvise til den svenske Kommandørkapten Helge Strombacks Bog: „Sverige och Østersjøn", Stockholm 1936. I den gøres ganske de samme Synspunkter gældende angaaende Danmarks Stilling under Verdenskrigen og vor nuværende strategiske Stilling med Spæ rring Nord for Læsø o. s. v., som af mig anført i „Sømagt". Den „tavse Flaades" Tid er forbi. Vi maa, ikke for Flaadens, men for Landets Skyld, bringe det danske Folk til at indse, at uden en dansk Flaade kan der ikke etableres et dansk Forsvar. Skal Strid mellem Værnene ophøre, maa der derfor være Gensidighed i Anerkendelse af hinandens Sagkundskab hver paa sit Omraade. K aptjnens Domme over mine m aritim e Meninger er uden mindste Værdi, da han er ganske usagkyndig paa Søens Omraade. Hans Udtalelse kan kun skade det Samarbejde, som K aptajnen (uvist af hvilken Grund, da han aabenbart mener, at Flaaden er unyttig) kalder nødvendigt. Strid mellem Værnene har altid været Forsvarsm odstandernes bedste Forbundsfælle. M aatte denne Strid høre op i saa farlige Tider som de nuværende. M aatte de Mænd af Hæren, der i Stedet for K aptajn Hoffmanns negative K ritik af Flaaden yder et positivt Arbejde for at oplyse Befolkningen om, at „uden Hær intet dansk Forsvar" faa Held i deres gode Bestræbelser. Intet vil være Flaadens Mænd mere velkomment. Kun ved oprigtigt Sam arbejde mellem Værnene kan Danmarks Forsvarsproblem løses.

Halfdan Barfod.

Til Kommandør Barfods foranstaaende Indlæg skal jeg frem sætte følgende Bemærkninger, der dog af Pladshensyn maa indskrænkes til de væsentligste af de af Kommandøren behandlede Ting. Det er form entlig vel kendt, at der fo r Begrebet Strategi findes forskellige Definitioner. Medens den a f Kommandøren frem satte Definition svarer til den i England og U. S. A. almindeligt anvendte, og da især Adm iral M ahan’s, kan den af mig antydede Definition nærm ere kaldes den kontinentale, især den tyske. Den franske m aritim e F o rfatter Admiral Castex definerer i sit i Aarene 1929—35 udgivne Værk „Théories stratégiques" Strategien som „den almindelige Ledelse a f Operationerne, den højeste Kunst for de højeste Førere og deres Stabe", idet det sam tidig tilføjes, at Strategien er saa snævert forbunden, paa den ene Side med Politikken, paa den anden med Taktikken, at disse tre Faktorer danner et uadskilleligt Hele. Hvilken Definition man end vælger, bliver det trods alt lige uforstaaelig-t, at man kan „finde de historisk fastslaaede Linier for Danmarks Strategi" — og det var det, der paavistes i Anmeldelsen. Man kan vist ogsaa fastslaa, at jo mere man — som Kommandøren — lægger i Begrebet Strategi, des uløseligere, hvis muligt, bliver den Opgaven, Kommandøren stillede sig. Og da Kommandøren tilmed, som det og'saa udtales i Indlæget, lader de rent politiske og økonomiske Sider af Strategien ligge, kommer der til at mangle saa væsentlige og saa afgørende Dele i de tegnede Billeder, at de absolut ikke kan bruges som Grundlag for en virkelig saglig Bedømmelse af hele Situationen — og dermed ogsaa af Sømagts Indflydelse i de enkelte Tilfælde. Enkelte udenlandske F orfatteres Betegnelse af Mahan som den moderne Strategis Fader, gør ikke dette U dtryk rigtigere. Castex kalder ham „den første, der af Historiens Eksempler udledede en Filosofi over Søkrigen", altsaa den, der først satte det søstrategiske Studium i System. Og dette turde være en langt rigtigere — omend ikke saa flot klingende — Betegnelse end den af Kommandøren anvendte.

E fter at have anført, at Historien er skrevet skitsemæssigt og paa Basis af anerkendte søkrigshistoriske Værker, saa at Fejl i Skitserne skulde være udelukket, udtaler Kommandøren: „K aptajnens Paastand om det m odsatte er simpelt hen urigtig og beror paa manglende søkrigshistorisk Viden." Kommandøren overser, at det netop var Historiens for .skitsemæssige, og derfor for en saglig Undersøgelse mangelfulde, Beskrivelse, der i særlig Grad blev paapeget og paaanket i Anmeldelsen. Den her frem ­ satte Paastand og den rejste Bebrejdelse er iøvrigt holdt i al Almindelighed, uden at der, gennem saglig Paavisning af begaaede Fejl eller Misforstaaelser, er gjort det svageste Forsøg paa at give dem den meget fornødne Underbygning, der alene synes at kunne give de paagældende Udtalelser nogen Værdi. Og hvorledes iøvrigt bringe disse U dtalelser i logisk Overensstemmelse med den i samme Stykke anførte Sætning: „Om historiske Enkeltheder og disses Indflydelse paa Helheden kan man altid diskutere". Der synes at være en Afgrund mellem disse i samme Stykke optagne Udtalelser. Og Kommandøren udelod jo tilmed i sin Bog ganske væsentlige historiske Enkeltheder.

Kommandøren fo rstaar ikke Meningen med min Udtalelse om forskellige hjemlige Flaadeførere. I den Sammenhæng, hvori Udtalelsen er frem ­ sat, er den saa direkte knyttet til Udtalelsen i „Søm agt", at „det ofte har ført til K atastrofe a t give en Usøkyndig Befalingsret paa Søen", at det ikke skulde volde nogen Vanskelighed at se, at den kun kan opfattes som en Kommentar hertil. Og det er ret ørkesløst at diskutere Berettigelsen af a t betegne dem som Landofficerer eller ej, idet Faktum jo dog er, at de v ar mere eller mindre usøkyndige, da de fik Befalingsret paa Søen — og udmærkede sig her. N aar Kommandøren udtaler, at „ingen af dem udmærkede sig i Landkrig", kan denne Udtalelse kun gælde een af de omtalte 5, idet de 4 af dem netop havde udmærket sig i Landkrig, saavel herhjemm e som i Udlandet, inden de blev Flaadeførere. Den til det her omhandlede A fsnit knyttede Slutbemærkning om mine M eninger og Indbildninger maa form entlig være kommet med ved en Fejltagelse og skal derfor forbigaas i Tavshed.

Under Kampen paa Reden i 1801 havde Kommandør Fischer Kommandoen over Trekroner og Defensionslinien. Denne sidste bestod hovedsagelig af Blokskibe og Pramme, og alle Skibene var forankrede og stort set ude af Stand til at manøvrere undtagen ved V arpning. Foruden T rekroner fandtes de faste Skytsstillinger paa Sixtus, Kvintus, Strickers B atteri og Kastellet, medens Steen Billes manøvredygtige Eskadre ikke var underlagt Olfert Fischer og ej heller deltog i Kampen. Man tør derfor sikkert uden større Fejl hævde, at Kampen nærm ere maa betegnes som Kamp mellem en Flaade og en Kystbefæstning (Spbefæstning) end som en egentlig Søkamp. Den Evne til at manøvrere, der — som Kommandøren selv anfører i sit Indlæg — er af saa stor Betydning i Søslag, og som vel tilmed kan betegnes som et K araktertræ k ved disse, manglede ganske hos den ene P art, rent bortset fra, a t en betydelig Del af dennes Besætninger bestod af ikke-søvante. Og det turde derfor i alle Tilfælde stadig være en vel dristig Slutning, at Englænderne af denne Kamp skulde have lært, „at end ikke m ateriel engelsk Overlegenhed, fø rt af deres bedste Adm iral, med Sikkerhed borgede for U dfaldet a f en Søkamp mod danske". Kampen viste jo intet om de to P arters Evner til at manøvrere. Kommandøren Udtalelse om, at „Trekroner under Kampen ikke kunde komme til at skyde paa Grund a f de foran opankrede danske Skibe", er form entlig en Lapsus, idet Trekroner netop henimod Kampens Slutning kom i Kamp med flere engelske Skibe, der blev re t ilde tilredt, et Forhold, der muligvis ikke v ar uden Betydning for Nelsons bekendte Ønske om Vaabenstilstand. I en meget interessant Beskrivelse af Kampen i „Tidsskrift for Søvæsen", 1901, siges herom — efter en Omtale af Fortets Beskydning af „Amazone": „Tilmed ragede „Ganges" uklar af „M onarch", og begge Skibe dreve tilligemed „Defiance" ned mod Trekroner, hvis Ild nu uhindret a f danske Skibe opnaaede sin fulde Virkning, medens sam tidig Landbatterierne kunde deltage i Kampen. Forholdene vare derfor særlig gunstige (NB. for os) paa dette Tidspunkt, da Nelson afsendte det berømte Brev om Vaabenstilstand."

Kommandøren anser det aabenbart som slet Historieskrivning, at jeg h ar omtalt Aalborg-Regimentets Deltagelse i Kampen paa Reden, idet Regimentet som saadant, altsaa i sin Helhed, ikke deltog heri. Som min Anmeldelse viser, er Udtalelsen frem sat under Omtalen af den danske Landsoldats Indsats, hvor det bl. a. hed: F orfatteren „maa have overset, at den danske L a n d s o ld a t i Slaget paa Reden (Aalborg-Regim entet), ved Sehested, i 1848—50 og i 1864 viste, at han kan staa Maal med sin Broder Sømanden — og med sine Naboer." Regimentet som saadant deltog ikke i Kampen, og n aar Kommandøren mener at m aatte udlede noget saadant a f forannævnte Udtalelse, synes denne Tolkning noget anstrengt. Paa den anden Side beklager jeg, at jeg er ude af Stand til at ændre det historiske Faktum , at Detachementer (altsaa L a n d s o ld a te r ) af AalborgRegimentet (daværende 3’ Jydske Infanteri Regiment, nuværende 11’ Bataillon), altsaa brave N ordjyder, virkelig deltog i Kampen paa Reden og her led Tab. Kommandøren kunde derimod med fuld Ret have bebrejdet mig, at jeg ikke omtalte ogsaa andre Hær-Af delingers Deltagelse i denne Kamp (nemlig som Besætninger paa Defensionsliniens Skibe), f. Eks. Detachem enter af Kongens Regimen" (nuværende 4’ Bataillon) og af Fyenske Regiment (nuværende 12’ Bataillon), saa meget mere som sidstnævnte, altsaa 12’ Bataillon, paa det ene af de af Hans M ajestæt Kongen fra 21/9 1929 tildelte Fanebaand bærer Inskriptionen: „Kjøbenhavn 1801 — Isted 1850". Og havde Kommandøren sam tidig lagt Mærke til den Sammenhæng, hvori Udtalelsen om Aalborg-Regimentet er frem sat, og ikke revet den ud af denne Sammenhæng, vilde han have kunnet spare sig sit Spørgsmaal: „men hvad h ar en saadan Konstatering med min strategiske Undersøgelse at gøre?" Thi der findes intet Grundlag for dette Spørgsmaal, der saaledes svæver i det tomme Rum.

A t Kommandørens U dtalelser om Hæren og dens Personel er blevet følt som saarende, ogsaa af andre end mig, er ubestrideligt. Ja, selv indenfor Kommandørens egne Rækker er det Tilfældet, hvilket med al ønskelig Tydelighed frem gaar a f følgende U ddrag af Anmeldelsen af „Sømagt" i „Tidsskrift for Søvæsen", April 1936, hvor det hedder: „Man m aa beklage, at F orfatteren et P a r Steder h ar anført nogle Bemærkninger om Hærens Mulighed for at gøre sig gældende i Kamp. Særlig et enkelt Sted er Bemærkningen af en saadan A rt, a t den maa betegnes som urigtig, overflødig og saarende og ikke burde være frem sat". Da Kommandøren nu selv udtrykker sin store Beklagelse af, at de anvendte U dtryk kunde udlægges som saarende for Hæren og dens Personel, maa al Strid i saa Henseende selvfølgelig betragtes som bortfaldet.

Den af Kommandøren nævnse Udtalelse af Sir E ric Geddes i 1917 tager ikke — som den af mig frem dragne tyske Udtalelse — Sigte kun paa d a n s k e M inespærringer. Tværtimod om fatter Udtalelsen logisk saavel danske som ty s k e M inespærringer, og en direkte Sammenligning mellem de to U dtalelser er derfor udelukket. Kommandørens Udtalelse om, at der til et Studium kræves, at man ogsaa hører den anden P arts Meninger, er selvfølgelig rigtig. Men man maa herved ikke overse, at Læsning alene er ikke nok; man maa ogsaa kunne vurdere, altsaa forstaa det, man læser; uden en saadan Forstaaelse er Læsningen uden Værdi som Studium betragtet. Da de danske M inespærringer blev udlagt efter tysk Opfordring, og da deres Betydning i Henseende til at afholde Tyskland fra at drage os ind i Krigen saa ofte er blevet omtalt, synes man at m aatte tillægge de tyske U dtalelser en særlig Vægt. Foruden den i Anmeldelsen om talte Udtalelse i M arinearchiv’s Værk om Krigen kunde det derfor sikkert være af Interesse at frem drage følgende Udtalelse a f Admiral Tirpitz i hans „Erinnerungen" (Side 323) : und die schwachen dänischen Beltsperren wären, wenn die E ngländer in die Ostsee dringen wollten, unschwer überrannt worden."

Med Hensyn til Udtalelsen om M inespærringerne ved H erthas Flak paaberaaber Kommandøren sig en A rtikel i „M arine Rundschau". Dér sigtes herved form entlig (nærmere Oplysninger m angler) til Artiklen „Minen im K attegatt" af Kontreadm iral a. D. Eberhard W olfram i „M arine Rundschau" for November 1934, af hvilken Artikel jeg — til Belysning af Kommandørens noget besynderlige Omskrivning af Kendsgerninger — skal anføre følgende: E fte r at have om talt den midlertidige Forlægning i Oktober 1917 af de tyske U-baades Marchvej til K attegat som Følge af de forøgede engelske M inespærringer i Helgolandsbugten, omtales det engelske Frem stød — med Mineskibe —- til K attegat den 2/11 1917. Da de tyske Ubaade imidlertid paa dette Tidspunkt a tte r kunde benytte Helgolandsbugten som M archvej, betød engelske Miner i K attegat ikke noget særligt for dem. D erefter hedder det (Side 493) : „Der O. d. O. (Oberbefehlshaber der O stseestreitkräfte) h atte die Möglichkeit der Sperrung des K attegatts durch englische Minen als eine ständig drohende G efahr angesehen und wiederholt beantragt, eine w irksame M inensperre in m ehreren Treffen in der Höhe von Paternoster bis zur dänischen Hoheitsgrenze bei Skagen zu werfen, um englische Minenunternehm ungen zu verhindern. Mit Rücksicht au f Schweden und Dänem ark waren diese A nträge abgelehnt worden; wenne schon in diese von neutralen U ferstaaten eingeschlossenen Seegebiete der Minenkrieg hineingetragen werden sollte, so wollten w ir jedenfalls nicht den ersten Schritt dazu tun." E fter en Omtale af de engelske Mineudlægninger ved H erthas Flak den 11/2 1918 og ved Læsø den 15/4 1918 oplyses, at Meddelelse om sidstnævnte indgik, bl. a. fra Stockholm, den 1/5 1918. D erefter hedder det (Side 495): „Der A dm iralstab forderte nun von der Flotte, dass Ausdehnung und A rt der englischen Sperren festgestellt werden sollten. Die Flotte wies darauf hin, dass die dazu notwendigen grossen Unternehm ungen geeignet wären, die Dänen aufm erksam zu machen und weitere Gegenmassnahmen des Gegners herausfordern würden. Es wurde daher nur eine S tichfart schneller Torpedoboote angeordnet." Sammenligner man ovenstaaende C itater med Kommandørens U dtalelse i „Sømagt" om, at Tyskerne „havde allerede i 1917 overvejet a t udlægge Miner ved H erthas Flak, men bl. a. for ikke at henlede Opmærksomheden paa Farvandets Vigtighed, havde de ikke villet foretage Sikringen a f det", tør man form entlig med Rette hævde, at de to U dtalelser ikke ligefrem dækker hinanden. Thi Forholdet v ar altsaa det, at U dlæ gningen a f M iner i 1917 blev opgivet, fordi Tyskerne ikke vilde aabne Minekrigen i K attegat, medens Hensynet til ikke at vække D anm arks Opmærksn nhed først blev m edvirken de Faktor i 1918 til, at R ekognosceringen i M aj 1918 af de engelske M inespærringer v e d L æ sø fik en b e g r æ n s e t Størrelse — u d e n a t d en blev o p g iv e t. Det maa beklages, at Kommandøren ikke synes tilstrækkelig nøjagtig ved R eferater af udenlandske Udtalelser, saaledes at disse fa a r en ganske ændret Mening i Kommandørens Gengivelse. løvrigt turde Komm entarer fremdeles — endog i forøget Grad — være overflødige.

At saavel Churchill som Admiral Keyes mente, og stadig mener, at Gallipoli-Felttoget burde være fortsat, kan dog ikke rokke ved den historiske Kendsgerning, at dette Felttog blev opgivet — og a f de af mig anførte A arsager. Det lykkedes jo nemlig ikke Churchill og Keyes at faa deffes Ønske gennemført overfor Kabinettets — og ikke mindst Franskmændenes — K rav om S a lo n ik i-F e ltto g e ts Gennemførelse; men dette, i Forbindelse med Etableringen af den landværts Forbindelse mellem Tyskland og T yrkiet, og dermed Muligheden for Tyrkernes Forstærkning, m aatte med Sikkerhed medføre Gallipolis Rømning. Dette frem gaar da ogsaa med al ønskelig Tydelighed bl. a. af Churchill’s Bog om Krigen, „The G reat W ar", Volume II, Kapitel 53 og 54 (Side 760— 782). Den af Churchill og Adm iralerne Wemyss og Keyes ønskede Fortsæ ttelse af Gallipoli-Felttoget synes ikke at vidne om nogen særlig overhængende U baadsfare. Den i Maj 1915 opdukkede Trusel i saa Henseende var da ogsaa, som af mig anført, overvundet (imødegaaet) i Løbet af en Maaned, hvilket med al Tydelighed frem gaar af saavel ChurchiH’s ovennævnte Bog som af det tyske Værk om D ardaneller-Felttoget (Reichsarchiv: Schlachten des W eltkrieges, Band 16, Der Kampf um die D ardanellen). Og intet af de ovennævnte Værker omtaler med eet eneste Ord Ubaadsfaren i Forbindelse med Spørgsmaalet om Rømning. Den U baadsfare, der fandtes paa det Tidspunkt, truede ikke de allierede, men derimod i høj Grad Tyrkerne og deres søværts Forbindelser over M arm arahavet.

Kommandøren er meget m isfornøjet med mit Syn paa Napoleonskrigene, hvor jeg bl. a. anførte, at det ik k e var den straalende Søsejr ved T rafalgar, men den lille L a n d s e jr ved W aterloo, der styrtede Napoléon. Den hertil knyttede Udtalelse om Samtalen mellem Clemenceau og Kong Edw ard VII findes bl. a. i den am erikanske Kommandør Puleston’s Bog: „High command in the World W ar". Og er det mon ikke ganske tilsvarende Tanker, den tidligere omtalte franske Admiral Castex giver U dtryk for i sit Værk „Théories stratégiques" paa Side 99 i Tome Prem ier: „T rafalg ar en lui-même, et la m aîtrise de la mer consécutive, n’étaient donc par des coups mortels.

T rafalgar était une condition nécessaire, mais pas suffisante. Seule son exploitation intelligente pouvait décider de la victoire et constituer vraim ent un coup mortel. Mais eût-elle été aussi couronnée de sùcces si les fautes monumentales qui s’appellent la guerre d’Espagne et la campagne de Russie n ’avaient pas été commises?" Det ovenstaaende falder sammen med en anden i samme Værk (Side 86—87) frem sat Udtalelse om Hærs og Sømagts Betydning, nemlig: „Ceci revient à faire coopérer la force navale aux opérations terrestres, à la faire agir en liaison avec les armées, en perm ettant à celles-ci d’atteindre leur objectif propre. On ne sau rait s’étonner d’être conduit à cette coopération, car le sùcces des opérations terrestres est après tout ce qui importe le plus. L’avantage qu’on y obtient est le seul susceptible de faire avancer les affaires. La victoire de l’armée de te rre est la seule véritablem ent décisive, car elle a pour sanction l’occupation du territoire de l’ennemi, la ruine définitive de sa puissance et l’obligation pour lui de se reconnaître battu." Admiral Castex’s her omtalte Værk er meget interessant, og det er da ogsaa gjort til Genstand for meget indgaaende — og rosende — Behandlinger af den tyske Viceadmiral Dr. h. c. Groos i „M arine Rundschau", A argange 1930— 35. En Diskussion om, h v o r le d e s Japanernes opnaaede Overlegenhed ved Tsushima, og om, hvorvidt f. Eks. Falkland kan henregnes til de afgørende Sejre, er formaalsløs, da den er uden Betydning for den foreliggende Sag. Thi Faktum er dog, at Kommandøren ikke prøver at anfægte min i Anmeldelsen frem satte Bemærkning, at netop i den nyere Tid synes Tendensen at gaa i Retning a f betydelig m ateriel Overlegenhed hos S ejrherren, en Betragtning, der blev frem sat som en Imødegaaelse af nogle i Bogen frem satte Anskuelser. Kommandøren oplyser om Helgoland, at „der løsnedes ikke eet Skud fra Øen i de 4 Vs A ar, Krigen varede". Da Kommandøren jo selv udtrykker Ønsket om, at det, der frem sættes i et Fagblad, som udgives af et videnskabeligt Selskab, skal være fuldt loyalt og passende, havde det fo rm entligt været rigtigere af ham at bemærke, at Helgolands Kanoner kom i Virksomhed den 24/11 1914 Kl. 11,15 Form., idet da to a f Kanontaarnene beskød en engelsk Panserkrydser (af Devonshire-Klassen) og en m indre Krydser, der deltog i det engelske Fremstød mod Helgolandsbugten. Ilden aabnedes paa hhv. 18,5 og 14,5 km A fstand, men blev ikke a f længere Varighed, da de engelske Skibe snarest drejede bort fra det farlige Sted. Det forkerte i den frem satte Paastand om, at der løsnedes ik k e e e t Skud fra Helgoland under hele Krigen, frem gaar, foruden af en Artikel i „M arine Rundschau" for Juli 1930, med al ønskelig Tydelighed af et Værk, hvoraf Kommandøren efter egen Oplysning h ar læst de fleste Bind flere Gange, nemlig M arine-Archiv’s Værk om Krigen: „Der Krieg zur See 1914—1918. Der Krieg in der Nordsee, 3. Band, Side 26". En simpel G e n n e m læ sn in g heraf — et egentligt Studium er form entligt overflødigt — vilde have hindret Kommandøren i at frem sætte en positivt urigtig Oplysning. Kommandørens Billede af Stræderne som Portene, det omgivende Land som Karmene og Sømagt som Nøgler, synes kun at bidrage til en U nderstregning af Landterritoriets Betydning, thi en Port og dens A flaasning h ar jo netop Karmene som nødvendig Basis. Kun Skade, at det ikke lykkes Kommandøren at fastholde Billedet, idet han lige efter taler om F o rsvar af Portaabningen, selv om Port og Karm e slaas ind, og Forsvaret skal da ydes af Flaaden, der i det lige forud tegnede Billede kaldes Nøglerne. Der synes ikke at være nogensom,helst logisk Forbindelse mellem dette Billede af Portaabningens F orsvar og det lige forud tegnede Billede. Thi, det er to vidt forskellige Ting — Billeder —, der her er Tale om. Eksemplet viser meget tydeligt, hvor varsom man hør være med at benytte Billeder, idet det jo her ikke er lykkedes Kommandøren at fastholde den af ham selv frem satte Tanke (Billede) ud over det Punktum , hvori den er beskrevet.

Med Hensyn til de anførte U dtalelser om Virkningen af Flyverbomber, kan m an vist nøjes med a t henvise til de i „Søm agt", Side 98, givne Oplysninger om am erikanske Forsøg, ved hvilke de tre Maal — en Torpedobaad, en let K rydser og et Slagskib — blev sænkede af Flyverbomber, sam t til det i det engelske U nderhus frem satte Ønske om yderligere F o r ­ sø g m e d de B o m b e ty p e r , F ly v e v æ s e n e t fin s k e r a t b ru g e , ik k e m e d d e m A d m ir a l ite te t fin sk e r. Det frem gaar ogsaa tydeligt af de forskellige Meddelelser i Dagspressen, især den engelske, at den engelske Udenrigspolitik i December 1935 og den engelske Flaades Omfordeling i Middelhavet (Rømning af M alta) v ar dikteret af Frygten for italienske Flyverangreb paa den engelske Flaade, og for Virkningen af et saadant Angreb. Men da der jo — efter Kommandørens egne U dtalelser — til et Studium hører, at man ogsaa undersøger andres Meninger, kunde det maaske være af Interesse at se, hvad tyske F o rfattere mener om denne Sag. I det a f det tyske Rigskrigsm inisterium udgivne T idsskrift, „M ilitärwissenschaftliche Rundschau", findes i 1’ H efte a f December 1935 en A rtikel a f Admiral a. D. Gladisch: „Die Grundlagen fü r den operativen Einsatz einer M arine". Om Luftvaabnet udtales heri bl. a.: „Schon heute lässt die L uftw affe einschneidende V eränderungen der Grundlagen fü r die operative K riegführung der M arine erkennen. Die Küste ist nicht mehr die Grenze, von der ab schwimmende S treitk räfte allein die m ilitärische K raft verkörpern. Die Luftw affe stellt sich in begrenzten Teilen des Meeres den Seestreitkräften als m itentscheidender F aktor zur Seite. Innerhalb der Zonen, in denen L u ftstreitkräfte zu operieren vermögen, muss die Seekriegführung sich operativ und taktisch au f Veränderungen gegenüber den V erhältnissen im W eltkrieg einstellen." Alt i alt ogsaa en noget anden Anskuelse om Luftvaabnets Betydning end den af Kommandøren forfægtede. Det turde form entlig i denne Forbindelse være af ganske underordnet Betydning, om Parlamentsmedlem, Admiral Sueter udtrykkelig betegnes som afskediget Adm iral; en saadan Betegnelsesform er jo iøvrigt ikke Skik herhjemme.

Kommandøren overser, at General Bahnsons (ik k e Bahnsen, som Kommandøren skriver) og andre danske Landofficerers Syn paa vort Grænseforsvar er frem sat under helt andre Forhold og d ik te r e t a f g a n s k e a n d re G ru n d e end de a f Kommandøren benyttede. Og det var jo netop Kommandørens mærkelige Begrundelse, jeg frem drog og ankede over i Anmeldelsen. Og n aar Kommandøren søger at finde Tilslutning for sine Tanker hos General Bahnson og andre Landofficerer, er denne Bestræbelse paa Forhaand dømt til a t mislykkes. N aar Kommandøren kalder Udtalelsen „Til den stærkeste Flaade alt, til den næststæ rkeste intet" for „sit (altsaa mit) konstruerede U dtryk", maa han tale mod bedre Vidende. Som jeg anførte i en Polemik med Kommandøren i „Jyllandsposten" for 21/1 1936, er U dtrykket frem sat overfor mig af en nulevende dansk Søofficer. Og Kommandør Barfod h ar læst dette, thi i sin Replik i „Jyllandsposten" for 27/1 1936 udtaler han herom: „Det maa derfor forbavse, n aar K aptajnen oplyser, at en nulevende dansk Søofficer skuTfie have udtalt: „Til den stærkeste Flaade alt, til den næststærkeste intet". Det viser dog blot, at der findes braadne K ar i alle Lande. Heller ikke alle Søofficerer drager Lære af Historien paa samme Maade." Komm entarer er vist m ere end overflødige, ogsaa til den frem satte K arakteristik af de Søofficerer, der ikke udlægger Historien paa samme Maade som Kommandøren. Havde Kommandøren iøvrigt betragtet den Sammenhæng nærmere, hvori Udtalelsen er frem sat, vilde han have set, a t den paa ingen Maade havde til Form aal at argum entere for Flaadens Afskaffelse, saaledes som Kommandøren synes at mene, men at den er frem sat som et Led i Imødegaaelsen af Paastanden om, at „den svagere h ar altid paa Søen været langt mindre underlagt den stæ rkeres Vilje, end man paa Forhaand skulde tro." Og ikke m indst med Hensyn til Blokade synes Sætningen, som anført i Anmeldelsen, at have en vis Gyldighed. Og er det mon ikke lignende Tanker, den oftnævnte Admiral Castex giver U dtryk for, n aar han i „Théories stratégiques", Tome Prem ier, Side 83 udtaler: „En temps de paix, la m er est libre pour tout le monde. En temps de guerre, elle appartient, théoriquement, au plus fort, qui en chasse ou essaie d’en chasser son ennemi ou les neutres qui agissent inamicalement, et cela autant qu’il peut le faire politiquement et militairement."

Kommandøren udtaler i Begyndelsen af Indlæget, at jeg „har i de senere A ar ret regelmæssigt angrebet enhver Søofficer, der h ar udtalt sig offentligt om Flaaden og dens Forhold". Til Belysning af den her frem førte Klage skal jeg tillade mig at anføre følgende: For de sidste 4 A ar h ar jeg liggende foran mig henimod 100 Avisartikler o. lign. (foruden et betydeligt Antal N otitser og deslige), omhandlende Flaaden og dens Forhold. H erfra er de 42 underskrevne af Søofficerer — af Kommandør Barfod alene i 10 Tilfælde — , medens Resten bærer tydeligt Præg af at være forfattede eller inspirerede af Søofficerer. De Tilfælde, hvor jeg har angrebet en af en Søofficer frem sat — eller inspireret — offentlig Udtalelse, beløber sig til 1 — een — af ovenanførte 100 A rtikler, foruden mine Anmeldelser her i Tidsskriftet af Admiral Rechnitzers Forsvarsplan (i 1931) og af „Sømagt". Af Tilfælde, hvor Kommandør Barfod ved en Imødegaaelse af en alt frem sat Udtalelse h ar frem kaldt, altsaa indledet, en Diskussion mellem de to Værn, findes — foruden Diskussionen her i T idsskriftet i 1931 i Anledning a f min Anmeldelse af Admiral Rechnitzers Forsvarsplan — i hvert Fald 3 — tre —, nemlig i December 1932, i September 1935 og i Jan u ar 1936. Jeg maa derfor overlade til Læserne at bedømme, hvem der i de forløbne A ar h ar bidraget mest til at vedligeholde den ulyksalige Strid mellem Hær og Flaade. K arakteren a f den af Kommandøren frem satte Udtalelse tu rde vist hermed være tilstræ keligt belyst, og yderligere Komm entarer til denne og lignende U dtalelser er form entlig overflødige. Af det foregaaende vil det form entlig med tilstrækkelig Tydelighéd frem gaa, at Kommandørens Indlæg indeholder saa væsentlige U rigtigheder, at der paa ingen Maade kan siges a t have rokket ved den i Anmeldelsen, paa Basis af paaviste Fejl, Udeladelser og Modsigelser i Bogen, formede K arakteristik af denne som et meget ensidigt og derfor vildledende Propagandaskrift, opbygget paa fortegnede historiske Redegørelser. En Del af det i Kommandørens Indlæg anførte kan vel iøvrigt ikke med Rette betegnes som Imødegaaelser af det i Anmeldelsen frem satte, og de Dele, der repræ senterer Imødegaaelser, synes at bygge paa et meget svagt, fo r svagt, Grundlag. Forskellige af de i Indlæget frem satte U dtalelser af rent personlig N atur savner derved den nødvendige Underbygning, som en s a g lig og r ig tig Paavisning af begaaede Fejl vilde betyde; ja, de finder end ingensomhelst Støtte i de af Kommandøren selv frem satte Oplysninger a f saglig A rt, der — som paavist — ikke er fri for væsentlige, positive Fejl eller manglende logisk Sammenhæng. Dette, i Forbindelse med Udtalelsernes hele A rt og Form og med, a t saa rent personlige U dtalelser ikke kan have nogensomhelst Betydning for en større Kreds, der sikkert ikke er interesseret i Kommandørens mere følelsesmæssigt betonede end sagligt underbyggede U dtalelser om mine Evner eller min Viden, bevirker, at jeg skal lade dem ligge som Sagen og en s a g lig Diskussion ganske uvedkommende, saa meget mere som de skarpe Ord nærmest synes frem satte for at dække betydelige M angler i Argumentationen.

Kommandøren efterlyser et positivt Arbejde for Befolkningens Oplysning om Forsvaret. E t saadant udføres ogsaa fra Hærens Side, men ganske vist efter helt andre Retningslinier end de af Kommandøren benyttede. Thi det, det drejer sig om, er jo dog ikke a t skaffe Flaaden Skibe eller Hæren Regimenter, men derimod at skaffe Landet det Værn, det h ar Brug for. Eller, som Generalfeldmarschall v. Blomberg udtaler i Forordet til det for faa M aaneder siden startede tyske T idsskrift „Militärw issenschaftliche M itteilungen": „Das Ganze ist wichtiger als der Teil, das Kleine erhält seinen Platz vom Grossen." Den hertil foi’nødne s a m le d e , objektive Redegørelse for Danm arks nuværende m ilitærpolitiske og strategiske Stilling, og for det deraf følgende Behov af F orsvarskræ fter a f enhver A rt, m aa i første Række bygge paa Nutidens uden- og indenrigspolitiske Forhold og tage Hensyn til Teknikkens nutidige Stilling og form entlige frem tidige Udvikling. Herudover kan — og bør — den naturligvis bygge paa eg n e d e Lærdomme fra tidligere Tider, men Begivenhederne kan her ikke uden Skade rives ud a f deres Sammenhæng, thi Hærs og Flaades Organisation og Operationer samt disses Betydning er saa nøje sammenknyttede med andre, for det endelige Udfald medbestemmende og til Dels afgørende, Faktorer saasom Udenrigspolitik, Indenrigspolitik, Finansvæsen o. m. a., at de ikke kan skilles herfra uden at fortegne Billedet og derved gøre det værdiløst som Grundlag for en s a g lig Undersøgelse. Til et sagligt Sam arbejde efter d isse Retningslinier vil enhver altid være velkommen.

E. A. Hoffmann.

Hermed er denne Diskussion afsluttet i Mil.Tidsskr.

Red.