"Let our position be absolutely clear .... an attempt by outside force to gain control of the Persian Gulf region will be regarded as an assault on the vital interests of the United States, and such an assault will be repelled by any means necessary, including military force."
Præsident Jimmy Carter, State of the Union Address til kongressen, 23. januar 1980.
Indledning
Siden dets oprettelse i 1775 har det amerikanske marinekorps haft som en af de vigtigste opgaver at bemægtige sig og forsvare fremskudte maritime støttepunkter. I nyere tid har luftbårne styrker på grund af deres mobilitet og fleksibilitet ydet et væsentligt bidrag til at kunne intervenere i lokale konflikter.
De forenede Staters ønske om at oprette en stående styrke, som kunne indsættes globalt på kort varsel, går tilbage til Kennedy-regeringen, under hvilken forsvarsminister Robert McNamara fremsatte forslag om at oprette et mobilt »brandkorps« til inddæmning af lokale stridigheder, som udgjorde eller kunne udvikle sig til en trussel mod USAs vitale sikker hedsinteresser.
I Vietnamkrigens kølvand nedtonedes USAs rolle som verdens politimand, og der søgtes indgået regionale sikkerhedsaftaler. Det var her, at Shahen af Iran kom bekvemt ind i billedet som vogter af vestlige sikkerhedsinteresser i det tomrum, der opstod efter Englands tilbagetrækning fra områderne øst for Suez.
I Presidential Directive 18 fra august 1977 hedder det bl.a.:
»... U.S. must maintain a deployment force of light divisions with strategic mobility independant of overseas bases and logistical support.. . [and] moderate naval and tactical air forces which could be used in the Middle East, Persian Gulf, Korea, or elsewhere«.
Planlægning af denne styrkes anvendelse var i begyndelsen spagfærdig på grund af USAs koncentration om bidraget til forsvaret af Europa. Revolutionen i Iran, gidseltagningen i den amerikanske ambassade i Teheran, og den sovjetiske invasion af Afghanistan satte for alvor gang i planlægningsarbejdet. Tilstedeværelsen på Cuba af den sovjetiske kampbrigade har utvivlsomt også medvirket til konceptens udvikling.
Den vestlige verdens afhængighed af olieforsyninger fra Den persiske Havbugt, og af vigtige mineraler og metaller fra potentielle urocentre i Afrika, indtager en central placering i den amerikanske vurdering af den globale balance.
Præsidentens direktiv var verdensomspændende i sit sigte og fastlagde således, at der skulle planlægges for en lang række oversøiske indsatsmuligheder uden for Nato-området. Styrkens rolle blev nærmere defineret i august 1980, da forsvarsministeren præciserede, at der skulle koncentreres om anvendelsesmuligheder i det sydvestasiatiske område.
Strategien for dette område har til formål at afskrække yderligere sovjetisk fremtrængen, idet følgende opgaver nævnes:
- afskrække sovjetisk invasion af Iran og Saudi-Arabien
- afværge invasion af de olieproducerende lande i Den persiske Havbugt
- beskytte oliefelterne i Den persiske Havbugt mod terroristangreb
- støtte et sårbart regime mod intern opstand.
Strategien for Sydvestasien gør det nødvendigt at opretholde en permanent tilstedeværelse af betydelige kampstyrker, som kan virke umiddelbart afskrækkende. Det vil desuden være nødvendigt at udpege sådanne styrker, som i kraft af deres uddannelse, udrustning, mobilitet og fleksibilitet kan indsættes med kort varsel i en række fremmedartede og særprægede kampmiljøer.
Et vitalt led i strategiens troværdighed er en demonstreret evne til at yde de fremførte styrker den nødvendige logistiske støtte. Det vil i denne forbindelse være ønskeligt at indgå aftaler om overflyvnings- og landingstilladelser og sikre adgang til og forbedring af basefaciliteter langs de mest sandsynlige forsyningslinier. For at en storstilet styrkeopbygning skal kunne lykkes i en krisesituation er det en forudsætning, at regionale havne og lufthavne udbygges og forbedres. Desuden vil forhåndslagring af tungt materiel og en række forsyningsgenstande bidrage stærkt til at give strategien den ønskede troværdighed.
Hovedkvarter oprettes
Oprettelsen af Rapid Deployment Forces (RDF) har ikke medført opstilling af nye styrker. RDF-koncepten omfatter identifikation af særligt egnede styrker fra alle værn. Disse styrker indgår i en pulje, der danner basis for opstilling af en Rapid Deployment Joint Task Force (RDJTF), hvis sammensætning vil være bestemt af den pålagte opgave.
1. marts 1980 oprettedes hovedkvarteret for RDJTF ved MacDill Air Force Base i nærheden af Tampa i Florida. Som første chef for RDJTF blev udpeget generalløjtnant Paul X. Kelly fra marinekorpset - den nuværende chef er generalmajor Robert Kingston fra den amerikanske hær. Hovedkvarteret ligger sammen med og er i fredstid underlagt det i 1972 oprettede U.S. Readiness Command. På samme sted findes desuden The Joint Deployment Agency.
De ca. 250 personer i RDJTF-hovedkvarteret har det overordnede og koordinerende ansvar for at:
- udarbejde operationsplaner for sandsynlige opgaver, især i det sydvestasiatiske område
- opretholde tilstrækkelig styrkekapacitet og beredskab
- udvikle og forbedre tildelte styrkers kampkraft, bl.a. gennem øvelsesvirksomhed
- udvikle procedurer for samarbejde og forbedre styrkestrukturen
Styrkesammensætning
En RDJTF vil kunne variere i størrelse fra en lille Ranger-enhed til flere hær- og marineinfanteridivisioner med støtte fra fly og flådestyrker. Sammensætning af styrken vil afhænge af:
- truslens karakter og omfang
- krisens intensitet
- transportmuligheder
- logistisk støttepotentiel
I princippet vil alle styrker kunne anvendes til RDJTF-opgaver. Af praktiske grunde er udpeget følgende styrker, hvis primære funktion er at være til rådighed for RDF:
18. luftlandekorps bestående af
- 82. luftbårne division
Fort Bragg, North Carolina. Divisionen består af 3 luftbårne infanteribrigader og støtteelementer, ialt ca. 16.000 mand. En af brigaderne holdes på et meget kort varsel, og vil kunne afsendes inden for 24 timer.
- 101. luftmobile division
Fort Campbell, Kentucky. Næsten 18.000 mand. Styrken er udstyret med Sikorsky UH-60 Black Hawk helikoptere, som giver styrken en særlig offensiv kapacitet.
- 24. panserinfanteridivision
Fort Stewart, Georgia. Ca. 12.500 mand.
- 2 bataljoner Rangers og Special Forces.
- 1 Marine Amphibious Force (MAF)
I. MAF i Califomia eller II. MAF i North Carolina. Ca. 50.000 mand. Styrkens væsentligste bestanddele fremgår af illustrationen.
- 7. marineinfanteribrigade
Twentynine Palms, Califomia. Ca. 16.000 mand. Ca. 60 taktiske fly. Ca. 100 helikoptere.
- flådestyrker omfattende:
- 2-3 hangarskibsgrupper, bestående af hangarskibe, krydsere, destroyere og fregatter
- overfladekampgrupper
- maritime patruljefly
- amfibiefartøj er, med bl.a. angrebs- og transporthelikoptere
- flystyrker fra Tactical Air Force Command omfattende ca. 31 eskadriller af typerne
- F-lll
- F-15 Eagle
- F-4 Phantom
- A-7 Corsair
- A-10 Thunderbolt II
- E-3A AWACS og fra Strategic Air Command desuden
- B-52 i konventionel rolle
Transportkapacitet
Et vigtigt element i RDJTF-konceptens troværdighed er den disponible transportkapacitet, som i givet fald skal bringe de udpegede styrker frem til et urocenter. Transportkapacitetens størrelse og udnyttelse skal desuden ses i sammenhæng med den planlagte amerikanske støtte til Europa, hvor målet for 1986 er:
- 6 divisioner med støtteenheder til Centralregionen,
- 1 marineinfanteribrigade til Norge og
- 80 taktiske flyeskadriller til hele området, alt inden for 10 dage efter beslutning om mobilisering.
Skønt USA råder over store transportrftourcer, er de ikke tilstrækkelige til at kunne klare det fulde omfang af RDJTF-koncepten og en samtidig forstærkning af Europa. Det erklærede mål er at kunne transportere RDJTF-landstyrkerne og en del taktiske luftstyrker med tilhørende forsyninger til Sydvestasien inden for en måned, idet det forudsættes, at transportkapaciteten ikke samtidig skal anvendes til den forudsete forstærkning af Natoforsvaret i Europa.
Lufttransport Til brug ved den strategiske opbygning af styrkerne er følgende fly til rådighed fra Military Airlift Command:
- 70 C-5A Galaxy
- 234 C-141 Starlifter
De store interkontinentale afstande (ca. 7.000 sømil eller 13.000 km) fra USAs østkyst til Den persiske Havbugt gør det nødvendigt for transportflyene at indtage brændstof i luften to gange undervejs. Til dette formål råder Strategic Air Command over:
- 517 KC-135 Stratotankers
- 12 KC-10A Extender (General Purpose Tanker),
sidstnævnte under anskaffelse.
Under indtryk af transportopgavens størrelse og de store afstande foreslog det amerikanske flyvåben udviklet en ny transportflytype benævnt C-X - oprindeligt i et antal på ca. 130. De dermed forbundne omkostninger var af en sådan størrelsesorden, at projektet nu omfatter ialt 16 fly. Også dette antal og projektet som helhed er stadig under debat. Som en midlertidig foranstaltning valgtes at levetidsforlænge C-5A-flåden, idet bl.a. vingestrukturen forstærkes og C-141-flåden modificeres, idet kroppen forlænges, og der installeres mulighed for indtagning af brændstof i luften.
Som supplement til den militære lufttransportarmada har de amerikanske luftfartsselskaber til Civil Reserve Air Fleet udpeget ialt 373 luftfartøjer af typerne DC-8/-10 og Boeing 707/747. Disse omfatter 123 transport- og 250 passagerluftfartøjer, som i en beredskabssituation vil kunne stilles til rådighed for militære lufttransportopgaver.
Under TacticalAir Command sorterer ca. 500 C-130 Hercules transportfly, som vil kunne anvendes til taktiske lufttransportopgaver.
Søtransport
Military Sealift Command disponerer over ca. 60 skibe, hvoraf nogle indgår i den amerikanske flåde, medens de resterende er chartret fra handelsflåden.
Under beredskabsforhold regner det amerikanske forsvarsministerium med at kunne disponere over yderligere ca. 270 tørlast- og ca. 250 tankskibe. Der er desuden planer om at udbygge Ready Reserve Fleet til ialt 43 skibe, hvoraf 6 tankskibe.
Den amerikanske flåde har foreslået anskaffet ialt 8 SL-7 containerskibe hver på 27.000 tons, der skal ombygges til roll-on/roll-off. Disse skibe vil kunne medføre udrustning og forsyninger til en panserinfanteridivision, og med en fart på 33 knob vil de kunne nå frem til Den persiske Havbugt på ca. 3 uger.
Forhåndslagring
Oplagring af materiel og forsyniijger i det sandsynlige indsatsområde indgår som en væsentlig del af RDF-koncepten. Ialt 7 Near-Term Prepossitioning Ships fra Military Sealift Command har siden august 1980 været stationeret ved Diego Garcia i Det indiske Ocean. Disse skibe medbringer forsyninger til 7. marineinfanteribrigade.
Med henblik på at oplagre tungt udstyr og forsyninger til 4 uger til 3 marineinfanteribrigader er det hensigten at anskaffe 12-14 MPS (Maritime Prepositioning Ships) roll-on/roll-off skibe (typebetegnelse T-AKX) med civile besætninger. Marineinfanteribrigadernes reaktionstid vil dermed kunne reduceres til højst 10 dage.
Basefaciliteter
Allerede i 1966 indgik USA med England en aftale gældende i 50 år om baserettigheder på øen Diego Garcia, der bærer navn efter den portugiske søfarer, der opdagede den i 1532. Den 30 km lange ø, der er en atol midt i Det indiske Ocean, ligger ca. 2.000 sømil fra Den persiske Havbugt og ca. 1.200 sømil syd for Sri Lanka. I de seneste år er basekomplekset på Diego Garcia blevet kraftigt udbygget. Denne udbygning, der snart er afsluttet, omfatter betydelige brændstoflagre, store kajanlæg med uddybning af havnebassinet til 45 fod samt en forlængelse af landingsbanen til 4.000 m. Landingsbanen kan således modtage de største transportfly, og B-52H, der hidtil har opereret fra Guam, kan under maritime overvågningsopgaver til støtte for flådeoperationer i området blive betjent på Diego Garcia.
Baseaftaler
Under Carter-regeringen påbegyndtes en lang række forhandlinger med henblik på at etablere eller udbygge eksisterende aftaler om benyttelse af baser i nærheden af Den persiske Havbugt og Det indiske Ocan. Reaganregeringen har videreført og intensiveret disse forhandlinger. Status herfor kan resumeres således:
Oman
Start- og landingsbanen på den tidligere Royal Air Force flybase Ras Abu Rasas på øen Al Masirah er blevet udbygget til 3.100 m. Lufthavnen Thamarit i Dhofar-provinsen kan benyttes, og Muscats internationale lufthavn Seeb er blevet udbygget til 3.600 m. Foruden naturhavnen på Al Masirah er der indgået aftale med sultanen om anvendelse af Musandam og dybtvandsbassinerne i Minar Qaboos. Begge havne er beliggende ved Hormuzstrædet.
Bahrain
Aftale er indgået om adgang til det lille støttepunkt Manama.
Somalia
Aftale er indgået om benyttelse af havn og flyveplads i Berbera ved Adenbugten. Desuden rettigheder til benyttelse af havnen i Mogadishu ved Det indiske Ocean. Baseaftalerne trak i langdrag på grund af Somalias indblanding i kampene i Ogaden-ørkenen.
Kenya
Aftale om udbygning og anvendelse af havneanlæg i Mombasa. Desuden mulighed for anvendelse af Nairobis internationale lufthavn Embakasi og den militære lufthavn Nanyuki nord for Nairobi.
Ægypten
Præsident Sadat har erklæret sig mod permanent stationering af styrker men har indgået aftale om modernisering og udbygning af havnen og flybasen Ras Banas ved Rødehavet øst for Aswandæmningen. Under en øvelse i juli 1980 anvendte amerikanske F-4E Phantom jagerbombere Kairo Vest luftbasen. Det vides ikke, om denne base indgår i de ægyptiskamerikanske aftaler om fremtidig anvendelse.
Israel
Det er næppe sandsynligt, at USA vil modtage de gentagne israelske tilbud om permanent stationering af amerikanske styrker, idet indstillingen hos de moderate arabiske stater - først og fremmest Saudi-Arabien - som direkte eller indirekte støtter fredsprocessen efter Camp David-aftalerne, kunne blive påvirket i ugunstig retning. Det må dog forventes, at de israelske flybaser Eitam og Etzion i Sinaiørkenen søges inddraget i overvejelserne, når Israel i henhold til fredsaftalerne skal rømme Sinai.
Australien
Fraser-regeringen støttede udbygningen af Diego Garcia ud fra en betragtning af, at en stormagtskonflikt i området ikke ville gå uden om Australien. Australien har stillet flybaser til rådighed for amerikanske B-52 fly, ligesom tilladelse er givet til benyttelse af maritime støttepunkter på den australske vestkyst ved North West Cape og Cockburn Sound.
Kommandoforhold
I en krisesituation ventes det, at et ledelseselement fra RDJTF vil udøve den operative kontrol over de tildelte styrker. Afhængig af krisens karakter og det område, hvori den opstår, kan chefen for RDJTF underlægges en eksisterende fællesværnskommando eller National Command Authority (dvs. præsidenten, forsvarsministeren eller udpegede stedfortrædere) evt. med Joint Chiefs of Staff som mellemled.
En række planlægnings- og ledelsesfunktioner er blevet udviklet for at sikre en effektiv krisekontrol i forbindelse med styrkens anvendelse. Der er således oprettet en Crisis Planning & Assessment Group - en forbindelsesgruppe under ledelse af en generalmajor - ved forsvarsstaben i Pentagon.
Til støtte for krisestyringen er et nyt kommunikationssystem - Joint Crisis Management Capability - under udvikling.
Kommandostrukturen har givet anledning til en langvarig debat - specielt efter operation Eagle Claw, den humanitære hjælpeaktion, der blev iværksat for at undsætte de amerikanske gidsler i Teheran. Det har været antydet under kongreshøringer, at uklare kommandoforhold bærer en del af skylden for den mislykkede aktion.
Kommandostrukturen mellem RDJTF og Pentagon menes fortsat under overvejelse, og kredse i Senatets forsvarskomité har bragt i forslag at gøre RDF til en ren marineinfanteriopgave for at undgå risikoen for forvirring og uklarhed omkring kommandoforholdene.
Et vigtigt område er kontrollen med RDF’s flystyrker, hvor yderstandpunkteme er repræsenteret af flyvevåbnets ønske om en stærkt centraliseret ledelse af luftstøtten og marineinfanteriets utilbøjelighed til at afgive egne flystyrker. Det integrerede marineinfanteri/flystøtte-koncept er udviklet på baggrund af bitre erfaringer fra bl.a. Korea og Vietnam.
Ved gennemførelse af operationer i Sydvestasien kunne RDJTF tænkes underlagt:
- U.S. European Command i Stuttgart. Dette ville være et logisk valg alene af den årsag, at Mellemøsten hører under den amerikanske Europakommando. Hertil kommer, at der vil være et stort behov for koordination af transportflyvninger, overflyvningstilladelser i det europæiske luftrum, logistisk støtte m.v. Den europæiske kommando er i hovedsagen kontinentalt orienteret, og vil derfor næppe kunne påtage sig opgaven uden en væsentlig forøgelse af staben.
- U.S. Pacific Command på Hawaii. Den fremskudte del af RDJTF, der udgøres af en hangarskibsstyrke med et kontingent marineinfanteri på rotationsbasis, opererer allerede i området under Stillehavskommandoen, der imidlertid befinder sig ca. 8.000 sømil fra området.
- En ny områdekommando. Endelig kunne tænkes oprettet - allerede i fredstid - en ny kommandostruktur i eller i umiddelbar nærhed af det potentielle indsatsområde, f.eks. ved at formalisere behovet for en permanent tnaritim tilstedeværelse i Det indiske Ocean og dermed oprette 5. flåde under Stillehavskommandoen.
Øvelsesvirksomhed
Forskellige enheder fra RDJTF har gennemført en række øvelser for at demonstrere beredskab og mobilitet og for at afprøve materiel og procedurer under realistiske forhold. Øvelsesvirksomheden har også et betydeligt element af politisk signalgivning til såvel allierede som potentielle modstandere.
De følgende eksempler illustrerer øvelsesaktiviteten: Øvelse Red Flag blev afholdt i juni 1980 i Nevada. Der deltog ca. 150 fly af alle typer, som kan tænkes anvendt i påkommende tilfælde. En række kommando- og kommunikationsforhold blev afprøvet. I juli 1980 afholdtes en øvelse af 3 måneders varighed i Ægypten. 12 F-4E Phantomjagerbombere fløj på 13 timer non-stop fra Georgia til Kairo med 10 brændstofpåfyldninger undervejs. I november 1980 afholdtes øvelse Bright Star med deltagelse af bl.a. 1.400 mand (1 bataljon) fra 101. luftmobile division med angrebs- og transporthelikoptere. Desuden deltog en eskadrille A-7 fra New Mexico. 7. marineinfanteribrigade afholdt i januar 1981 en omfattende øvelse i Mojaveørkenen i California, og i februar 1981 gennemførtes en kommunikationsøvelse i Oman med deltagelse af ca. 250 teknikere og personel fra sultanatet.
De allieredes reaktioner
Amerikas største alliancepartnere har en - omend begrænset - mulighed for militært at støtte en militær intervention i Sydvestasien.
Frankrig opretholder således en ikke ringe styrke i Det indiske Ocean og på det afrikanske kontinent. Den maritime tilstedeværelse i området med basis i Djibouti, Mayotte og Réunion varierer i størrelse, men omfatter ikke sjældent 12-18 skibe, herunder lejlighedsvis et hangarskib. En styrke på 3.500 mand marineinfanteri og fremmedlegionærer i Djibouti udgør den største vestlige interventionsstyrke i umiddelbar nærhed af Den persiske Havbugt. Frankrigs mulighed for at lufttransportere disse og andre udpegede styrker er begrænset, således som det blev demonstreret i forbindelse med Shaba-operationen i 1978, hvor lufttransportstøtte måtte rekvireres fra USA. Den franske lufttransportkapacitet udvides fra 56 til 81 C-160 Transall.
De franske interesser er koncentreret om de tidligere besiddelser i Afrika. Omfanget af samarbejde med amerikanske styrker i Det indiske Ocean eller aftaler herom er ukendt.
Den britiske regering under Magaret Thatcher har erklæret fuld støtte til sikring af vitale interesser uden for Europa, og en designering af styrker (Royal Marines og Field Forces, herunder en luftbåren bataljon) har været på tale. Lufttransportmulighedeme er efter de seneste reduktioner af Royal Air Force begrænset. Royal Navy sender fra tid til anden en mindre styrke til Det indiske Ocean og Den persiske Havbugt. Denne styrke bidrager til, at den maritime tilstedeværelse får et multinationalt præg. Styrken afholder lejlighedsvis øvelser med amerikanske flådestyrker i området.
I foråret 1980 sendte Forbundsrepublikken Tyskland Liitjens og Bayern ledsaget af to forsyningsskibe til området. Andre maritime nationer som Italien, Australien, Japan, Holland og Belgien viser sig ligeledes i det sydvestasiatiske område. De europæiske Nato-landes støtte til RDF-koncepten har været tøvende. Under Nato-udenrigsministermødet i maj 1981 menes der dog indgået aftaler om overflyvnings- og landingsrettigheder. Det har utvivlsomt virket overraskende og skuffende på den amerikanske regering, at de europæiske alliancepartnere ikke har vist sig mere rede til at støtte planerne for forsvaret af olieforsyningerne eller til at overtage en større rolle i forsvaret af Europa.
Afslutning
RDJTF er allerede til stede i Sydvestasien. Den fremskudte del af styrken udgøres af Task Force 70 opbygget omkring 2 hangarskibsstyrker fra Atlanten og Stillehavet. Denne styrke, der er på ca. 30 skibe ialt, medfører til stadighed et kontingent på ca. 1.800 mand fra marineinfanteriet. En operation af den størrelsesorden, som er antydet under RDF-koncepten, vil være vanskeligt at gennemføre - selv uden egentlig modstand. RDF er tynget af politiske problemer, siden Henry Kissinger i 1975 fremsatte en udtalelse om nødvendigheden af at besætte oliefelterne, hvis Vestens vitale interesser blev truet. De fleste stater i området ser RDF som en trussel mod deres olieressourcer, og de ønsker ikke at blive inddraget i et opgør mellem supermagterne. For dem er den arabisk-israelske konflikt, herunder det palæstinensiske spørgsmål, det centrale tema. De forenede Nationer har siden 1971 behandlet et forslag fra Sri Lanka - repræsenterende Det indiske Oceans kyststater - om at gøre havområdet til en fredszone gennem en standsning af stormagternes rustningskapløb og oprettelse af sikkerhedssystemer uden militære alliancer. Drøftelserne om dette emne er suspenderet og har lange udsigter.
