Log ind

Om Fodfolkets Uddannelse i Pionerarbejder

#

I Anledning af ovenstaaende Artikel af 1/12 1928 af Kaptajn V. Bennike maa det være mig, som gammel Fodfolksofficer, tilladt at gøre nogle Bemærkninger dertil: Kaptajn Bennikes Grundsyn paa Fodfolkets Villie og Evner til at udføre Gravearbejder er forkert. Da jeg sad paa Skolebænken, lærte vi, at Spaden var „Soldatens bedste Ven"; vi lærte at angribe med Spaden. I de 20 Aar, jeg har gjort Tjeneste i Geleddet, har Fodfolket gravet meget, og jeg har aldrig set nogen hjælpende Pionerhaand ved det Arbejde, som netop var tildelt os. Da Verdenskrigen brød ud — altsaa inden dens Erfaringer var indhøstede — gravede vort Fodfolk omkring København fra Sol stod op til Sol gik ned i Maaneder, og under Krigen gravedes der meget, baade Øvelsesgravning og Krigsgravning, saavel paa Sjælland som i Jylland. Derfor trænger Feltreglement I. B. Punkt 149 ikke til nogen Revision. Ved Fodfolket er alle oplært med Bevidstheden om, at vi — med Hensyn til Forsvarsanlæg — maa stole paa os selv.

Det, Fodfolket trænger til, er at faa sin Villie og sine Evner ledet i den rigtige Retning, men her giver Artiklen rigtignok kun Stene for Brød. Artiklen indeholder kun eet Skyttegravsprofil og een Tegning af Skyttegrav. Denne Tegning er ganske antikveret og haandværksmæssigt udført. Den vilde have været god paa Boerkrigens Tid. Naar Kaptajnen skriver, at den er anvendelig i talrige Tilfælde, saa vil jeg — uden at optage nogen Diskussion herom — kun bemærke, at vi ikke kan overlade det til vore Soldater paa egen Haand at ændre den anførte Model med f. Eks.:

1) Skraa Bagvæg,

2) Afrundede Hjørner,

3) Rygværn,

4) Udgravning for Rekylgevær,

5) Ammunitionsrum,

6) Skydeskaar,

7) Sløring,

8) Udgravning for Maskingevær,

9) Fodbanket for Maskingeværskytter,

10) Fodbanket for Haandgrenaderer,

11) Standplads for Geværgrenaderer,

m. m. og vi gør det heller ikke.

Det Skema, der er opstillet for Uddannelsen, er stift og uanvendeligt for Fodfolket; det vil maaske være brugeligt for haandværksmæssigt uddannede Tropper som Ingeniører — hvilket aldeles ikke være sagt som nogen Anvisning — , men det strider ganske mod Fodfolkets taktiske og stærkt forcerede Uddannelse. Det er f. Eks. forkasteligt at lære Mandskabet først at sløre Skyttehuller 4de Dagen efter, at de er gravede; selv om man saa skriver op paa den sorte Tavle men store Bogstaver, at Hullerne skal sløres med det samme, har Mandskabet dog lært noget forkert, og man har spildt Tid. Nu maa man ikke efter det her anførte tro, at jegmener, vi ikke kan lære noget af Ingeniørerne, tværtimod, vi tørster i saa Henseende efter Lærdom, f. Eks. vilde Anvisninger paa følgende være kærkommen:

Maskingeværstandplads,

Skydeskaar,

Overdækket Skydestand plads,

Haandgrenader standplads,

Geværgrenader standplads.

Kommandostationer for Kompagnier og højere Led,

Sløring af forskellige Arbejder,

Gasrum,

m. m.

altsammen kun eksempelvis. At det maaske var Modellen - hentede fra fremmede Reglementer, gjorde intet, thi det er jo ikke alle, der læser saadanne, og et godt Eksempel vinder desuden kun ved at blive gentaget. Hele det Program, Artiklen fremsætter, synes mig ganske forfejlet, ikke mindst den særlige Uddannelse, der bestaar i, at Halvdelen af Sergenter og 5% ai Mandskabet aarligt skulde køre 2 Dage paa Jernbane for at komme til at grave nogle Uger i Ryvangen. Endnu er vor Uddannelse ikke et Kursus, men en virkelig Uddannelse, og det, vi trænger til i den her nævnte Henseende, er ikke Kursus, men Arbejde under Ansvar. Lad Fodfolkets egne Chefer stille de Opgaver, som de alligevel er bedst egnede til at stille, og lad Ingeniørrofficererne være vejledende og raadgivende und« Udførelsen i den Udstrækning, det er nødvendigt, ja, lad dem kontrollere Arbejderne paa Sjællands Marker og Jyllands Ileder i den taktiske Forbindelse, hvori det er deres Opgave at virke under Krig.

Reimann-Hansen.