Log ind

Nye udgivelser Q-4 2020

#

Da krigsvidenskab.dk modtager langt flere bøger end vi kan nå at anmelde og samtidig er opmærksomme på øvrige udgivelser, der er relevante for jer medlemmer, er vi fra starten af 2021 klar med et nyt initiativ. Der vil fremadrette blive udgivet en oversigt over relevante udgivelser kvartalsvis startende med 4. kvartal 2020 (Q-4). På denne måde skulle medlemmerne kunne holde sig relativt enkelt opdateret på nye udgivelser inden for militærhistorie og sikkerhedspolitik.

Nedenfor listes en række af danske nyudgivelser inden for Det Krigsvidenskabelige Selskabs interessefelt og fagområde. Listen giver et billede af hvilke titler der er udkommet i de forgangne tre måneder, samt et overblik over hvilke emner der udgives indenfor. Listen er tiltænkt læseren af militær faglitteratur – hvad enten denne litteratur er klassisk militærhistorisk lekture, eller bredere funderet faglitteratur, der på en eller anden vis relaterer sig til det militære emneområde. 

Cæsar. Manden og myten.

Redigeret af Trine Arlund Hass og Stine Grove Saxkjær. Aarhus Universitetsforlag. 262 sider. 

Antologi med bidrag som alle omhandler en af historiens store politikere og feltherre, Julius Cæsar. Henover 11 kapitler føres læseren gennem forskellige vinkler og sider af Cæsars virke som kejser og soldat samt personen Cæsars indflydelse og betydning i eftertiden.

Biskoppen og jødeforfølgelserne. Hans Fuglsang-Damgaards kamp mod antisemitismen i 1930’erne og 40’erne.

Martin Schwartz Lausten. Kristeligt Dagblads Forlag. 275 sider.

Den danske biskop over Københavns Stift Hans Fuglsang-Damgaard fordømte den tyske jødeforfølgelse under besættelsen. Ydermere udtrykte biskoppen sin støtte til jøderne i tiden før Anden Verdenskrig, herunder i en pressekampagne.

Augustoprøret 1943. Danmarks skæbnesommer.

Simon Kratholm Ankjærgaard. Lindhardt og Ringhof. 432 sider.

Bogen opsporer Augustoprørets arnesteder i Jylland og på Fyn før det endte i København. Augustoprøret er en af de centrale episoder i Danmark under Anden Verdenskrig, da opstande rundt omkring med eet gjorde op med den hidtidige samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt.

Flygtning.

Alen Domazet. 44 sider.

Tegneserie omhandlende en bosnisk families flugt fra det krigshærgede Bosnien/Hercegovina. Forfatter og tegneren Alen Domazet var 9 år da han og hans familie kom til Danmark. Historien fortæller om oplevelserne i børnehøjde.

Skyggen fra Berlin. At leve med spøgelserne fra Kindertransport.

Jonathan Lichtenstein. Kristeligt Dagblads Forlag. 308 sider. 

Før Anden Verdenskrig for alvor brød, blev flere jødiske børn fragtet ud af Tyskland i de såkaldte Kindertransport. Forfatteren Jonathan Lichtenstein endte i England og fortæller i denne bog om hans far Hans, og hvorledes oplevelserne som barn influerede på Jonathans opvækst i England.

Demokratiets tusmørke. Når politik spiller fallit, og venners veje må skilles.

Anne Applebaum. Kristeligt Dagblads Forlag. 224 sider.

Den amerikanske journalist Anne Applebaum beskriver i denne bog om de opløsningstendenser og politiske splittelse hun ser sker i den vestlige verdens liberale demokratier.

Den frivillige. Den sande historie om modstandsmanden der infiltrerede Auschwitz.

Jack Fairweather. Peoples Press. 566 sider.

Fortælling om den polske modstandsmand Witold Pileckis tilfangetagelse og efterfølgende ophold i koncentrationslejren Auschwitz under Anden Verdenskrig. Men hans tilfangetagelse viser sig at have et bestemt selvvalgt formål.

Kongehuset under besættelsen. I mørke og håb.

Michael Müller. Gyldendal. 368 sider.

I billeder og tekst fortælles hvordan Besættelsestiden oplevedes af kongefamilien.

De prægtige og de usle.

Erik Larson. Gyldendal. 548 sider.

Winston Churchills første rå som premierminister fortælles i denne bog, som blandt andet bygger på Churchills dagbogsnotater samt familiens egne optegnelser.

Overvågningens historie. Fra sorte kabinetter til digital masseovervågning.

Andreas Marklund. Gads Forlag. 302 sider.

Bog som beskriver hvordan overvågning i forskellige afskygninger har præget samfundet, politikken og sikkerheden gennem tiden.

Vogterne i helvedes forgård. Om Gestapo og de danske bødlers rædselsregime i Kolding.

Henrik Werner Hansen. Kolding Politimuseums Forlag. 192 side.

Bog om Gestapos fængsel i Kolding under Besættelsen hvor 1.350 personer blev anbragt på den såkaldte Staldgården ved Koldinghus, i besættelsestidens sidste to år.

Diktatursyndromet.

Alaa Al-Aswany. Gads Forlag. 198 sider.

Med udgangspunkt i forfatterens egen opvækst under præsidents Nassers styre i Egypten, udforskes det hvorledes diktatorer formår at bibeholde magten og videreføre et oftest undertyggende regime over egen befolkning.

Rædselstiden. Napoleons modstandere angriber Danmark i december 1813

Sune Wadskjær Nielsen. Forlaget Ritmester. 615 sider.

Gennem 20 personer fortælles historien om Napoleonskrigens forløb fra slutningen af 1813 til begyndelsen af 1814. Kampen udkæmpedes primært i Holsten og involverede danske, svenske, engelske, franske, russiske og tyske tropper.

Hitlers Danmarksbilleder. Da Førerens fotograf Walter Frentz rejste gennem Augustoprøret

Morten Brinnk Iwersen. Gyldendal. 228 sider. 

Historien om den tyske fotograf Walter Frentz’ fotoreportage af Danmark i august 1943, som havde til formål at dokumentere hvor langt tyskerne var kommet med udbygningen af Atlantvolden i Danmark.

Angel Wings 6: Atomic Yann og Romain Hugault.

Cobolt. 48 sider.

Sjette bind i serien om Angela McCloud som sammen med de øvrige flyvere opererer mod den japanske fremfærd i Stillehavet under Anden Verdenskrig.

1066. Wilhelm Erobreren Patrick Weber og Emanuelle Tenderini.

Fahrenheit. 72 sider.

Tegneserie om Slaget ved Hastings i 1066 hvor Wilhelm Erobreren drog fra Normandiet i Frankrig og gik i land i Sydengland.