Log ind

Kampen om Tjetjenien - eller suverænitet som talehandling

#

Af Carsten Bagge Laustsen

Den suveræne tale

Ulempen ved at bo i Europa er ofte, at man tror, at resten af verden er ligesådan. (1) Det er den ikke! Det gælder i særlig grad, når emnet er stater og suverænitet. Stater er i en europæisk optik traditionelt blevet opfattet som suveræne enheder - både i formel og reel forstand. Den europæiske opfattelse af suverænitet trækker her på to traditioner: Dels en tradition, hvor geopolitik står centralt i definitionen af reel suverænitet, og dels én hvor gensidig anerkendelse tillægges samme rolle for definitionen af en formel suverænitet. Problemet er, at disse to traditioner i en europæisk sammenhæng er vævet så tæt sammen, at vi har svært ved at tænke den ene form for suverænitet uden den anden, og dermed også at forestille os forskellige måder at artikulere forholdet mellem dem på. Den eurocentriske suverænitetsopfattelse har udgjort en barriere både i analysen af ikke-europæiske konflikter og i forsøget på at håndtere dem. Spørgsmålet om suverænitetsopfattelser er således ikke kun et akademisk spørgsmål, hvor man kan strides om, hvem der giver den mest koncise definition af begrebet suverænitet. Erkendt eller ikke, så abonnerer de fleste internationale aktører på en forståelse af suverænitet. At alle abonnerer på en forestilling om suverænitet betyder imidlertid ikke, at alle med suverænitet forstår det samme. Når dette ofte overses, skyldes det primært, at der i Europa er en stærk tradition for dels at beskrive tilegnelsen af suverænitet som betinget af et sammenfald af en nation, et territorium og en statsmagt, og dels for at se dette forhold som baggrunden for andre staters anerkendelse af en given stat som suveræn. Reel suverænitet betinger således i en europæisk kontekst formel suverænitet. Mit bud på, hvorfor denne tradition har stået så stærkt i Europa, er dels historisk og dels videnskabssociologisk. Det europæiske statssystem, som blev dannet efter den vestfalske fred, har været usædvanlig stabilt. Studieobjektets tilsyneladende uforanderlighed har foranlediget de fleste til at tro, at vore begreber om dette objekt har været uden betydning for konstitutionen af selve objektet (suveræne stater). Konsekvensen af denne udbredte positivisme har været en negligering af talens konstituerende betydning. Jeg vil hævde, at reaktioner på den igangværende krig i Tjetjenien har sin baggrund i den netop skitserede problematik. De er i udpræget grad præget af en sondring mellem på den ene side retorikker - fordømmelse eller accept afhandlinger - og på den anden side faktiske forhold: spørgsmål om stater er suveræne eller ej. Herved overses på den ene side, at idéer kan få “materiel” status - de kan skabe institutioner, der strukturerer staters handlinger og derved måden, hvorpå det interstatslige samkvem udfoldes. På den anden side overses, at alle handlinger og genstande skal fortolkes, og videre at selve fortolkningen er afhængig af sin spatio-temporale kontekst. Lad os se, hvorledes reaktionerne på tjetjenienskonflikten er fanget i dette dilemma. Den realpolitiske retorik, der betoner Ruslands status som stormagt, tjetjenienspørgsmålets kompleksitet, en tilsyneladende accept af verdens inddeling i interessesfærer og behovet for en oprejsning til Rusland efter ydmygelsen i Kosovo lider af den svaghed, at den overser, at selve fordømmelsen af overgreb mod menneskerettigheder er med til at styrke det internationale samfund og de til dels nye normer for adfærd, der regulerer det interstatslige samkvem. I denne artikel tænkes særligt på én institution, måske den mest centrale for reguleringen af interstatsligt samkvem, nemlig suverænitet. Reaktionerne på Ruslands krigsførelse i Tjetjenien er ikke kun blevet mødt af en realpolitisk retorik. Man har også fra anden side set skarpe fordømmelser af krigen, og mere specifikt af de menneskerettighedskrænkelser krigsførelsen foranlediger. Argumentet er ofte, at Rusland reelt har erklæret krig mod en anden nation/et andet folk, og at denne krig er illegitim, da forbindelsen mellem terrorangrebene i Moskva og tjetjenske oprørsgrupper ikke er etableret med overbevisning (Magnusson & Faurby 1999:41). Videre er det blevet hævdet, at de grupper, som opererede i Dagestan, ikke var regeringsstyrker men paramilitære enheder bestående af fundamentalistiske muslimske partisaner med Sjamil Basajev i spidsen (Magnusson & Faurby 1999: 40). Endelig er det blevet betonet, at præsident Asian Mashkadov er blevet valgt af det tjetjenske folk, (2) og at dette valg er blevet gennemført under OSCE’s overvågning. Forbindelsen mellem et territorium (det Tjetjenien, som blev erklæret uafhængigt i 1991), et legitimt voldsmonopol (som formelt set er i Maskhadovs regerings besiddelse) og et folk (der har legitimeret den siddende regering) skulle således set fra denne “lejr” gøre det muligt at hævde, at Tjetjenien er en suveræn stat. Problemerne med disse reaktioner på krigen i Tjetjenien er, at de ofte overser, at Tjetjeniens suverænitet i høj grad er selve stridens kerne. Det problematiske er således, at den retorik, som fordømmer Ruslands krigsførelse, på den ene side synes bevidst om selve fordømmelsens rolle i skabelsen af et internationalt samfund og dermed for promoveringen af menneskerettighederne som væsentlige i reguleringen af interstatslig adfærd, men samtidig på den anden side fuldstændig overser, at de krigsførende parters retorik og handlinger har samme funktion i formningen af bestemte forstillinger om suverænitet og om legitim opretholdelse af suverænitet. Man kunne også hævde, at der foregår to definitionskampe om forståelsen af suverænitet. Dels en kamp, som står mellem de stridende parter - Tjetjenien og Rusland, og dels en kamp, som står mellem Det internationale Samfund på den ene side og Rusland og Tjetjenien på den anden. Både Rusland og Tjetjenien forsøger at legitimere deres handlinger overfor et verdenssamfund, og samtidig forsøger dette verdenssamfund gennem accept eller fordømmelse at påvirke konflikten. I praksis vil de to kampe være flettet ind i hinanden. Sondringen mellem de to arenaer er derfor primært analytisk.

Det realpolitiske argument overser således den kamp, som føres i verdenssamfundets regi, mens den mere utopiske retorik overser “defmitions”-kampen mellem Tjetjenien og Rusland. Den eneste farbare vej er naturligvis at hævde, at begge kampe er konstitutive for forståelsen og udøvelsen af suverænitet. Og videre og måske ligeså afgørende, at disse defmitionskampe er konstitutive for vore reaktioner på konflikter. Denne artikel har som sit formål at analysere selve kampen om suverænitet, som den foregår mellem centrale tjetjenske grupperinger og de russiske magthavere. Analysen lader sig dog ikke gennemføre uden at inddrage disse parters forsøg på at legitimere deres handlinger overfor Det internationale Samfund. Dette aspekt er derfor også prægnant i analysen. Det teoretiske sigte er at anskueliggøre, at suverænitet er givet som en talehandling. Dette gøres i to bevægelser. Dels gennem en kritik af tidligere forsøg på at sætte suverænitet på begreb, og dels gennem et forsøg på at rekonstruere de handlinger, gennem hvilke enheder opnår og tildeles suverænitet. Tilfældet Tjetjenien anvendes således dels som en case, der illustrerer problemerne i de etablerede paradigmer og dels som en illustration af en række mere teoretiske pointer. En vigtig af disse er, at suverænitet artikuleres. Begrebet suverænitet refererer ikke til en genstand, som er suveræn (en stat), men til en proces igennem hvilken en enhed konstitueres som suveræn. En andet bærende pointe er, at suverænitet artikuleres som talehandlinger. Det er med denne anden pointe, at artiklen forsøger at bidrage til den hastigt voksende litteratur om suverænitet. At hævde, at suverænitet er en institution, siger ikke meget om, hvad suverænitet er, og således om, hvad der adskiller den institution som hedder suverænitet fra andre institutioner. Der forsøges følgelig her at udforme en teori, som kan begribe suverænitetens specificitet. Det centrale er med andre ord, hvad der er særligt ved den institution, som benævnes suverænitet. Det efter min mening mest overbevisende indicium for begge de nævnte argumenters styrke er, at kampen om suverænitet ofte giver anledning til paradoksale artikuleringer. I den klassiske litteratur om suverænitet står striden ofte om, hvorledes givne genstande (suveræne stater) bedst beskrives. Denne er senere raffineret således, at man kan sondre mellem forskellige genstande, dvs. mellem forskellige typer af suverænitet og mellem forskellige historisk Variante suverænitetsformer. Pointen er imidlertid, at der strides om hvilke begreber, der bedst begriber en allerede given genstand. Dette forehavende undergraves imidlertid på radikal vis, hvis det lykkes at vise, at disse genstande selv er struktureret på en paradoksal måde. Det centrale bliver herefter ikke at kategorisere forskellige enheder som suveræne eller ikke-suveræne, men derimod at analysere de processer igennem hvilke suveræne enheder konstitueres. I forhold til et fokus på suverænitet som institution bidrager talehandlingsteorien, som nævnt, med en række indsigter vedrørende suverænitetens specificitet. Ud over at frigøre os fra en uplausibel ontologi bliver det med talehandlingsteorien muligt at beskrive kampen om suverænitet mere adekvat og foranstalte mere fyldestgørende begreber om suverænitetshandlingens struktur. Med talehandlingstilgangen rettes vores fokus på en række forhold, som enten underspilles eller overses i den gængse litteratur.

Det bliver således med talehandlingstilgangen muligt at dissekere suverænitetsbegrebet/suverænitetshandlingen og undersøge dets/dens bestanddele: De vigtigste af disse er forestillingerne om temporalitet, kausalitet og viden (den konstituerende illusion). Talehandlingsteorien er primært udviklet af den engelske sprogteoretiker J. L. Austin (Austin 1962). I hans arbejde er særligt refleksionerne over gruppen af’’performative” talehandlinger interessante. Performativer er de ord, som ikke blot refererer til en genstand i deres udsigelse, men som også i selve udsigelsen skaber en given tilstand. Performativer er afledt af ”to perform” - at handle. Et eksempel på et performativ er det ”ja”, som ytres ved indgåelse af en ægtepagt. Ved at ytre ordet ”ja” bliver ægtepagten en realitet. En grundlæggende pointe i denne artikel er, at suverænitet på tilsvarende vis har karakter af en talehandling. (3) Suverænitet refererer ikke direkte til egenskaber ved en given genstand (f.eks. en stat), men skaber derimod selve denne genstand - dvs. en bestemt territoriel enhed som en suveræn stat. Stater skal netop erklæres. Det er ikke noget, de blot er. Man kunne sige, at disse talehandlinger har karakter af en suveræn tale. Talen er suveræn, da den ikke refererer til et altid allerede givet objekt. Forestillingen om suverænitet er således en forestilling om selvbestemmelse og selvskabelse. Suverænitet er ikke afledt. Det centrale er ideen om, at man sætter sin egen grund - sine egne forudsætninger. Eller på latin: creatio ex nihilio. Eksemplet med indgåelsen af ægtepagten er dog misvisende på ét punkt. Talehandlingerne ytres ikke i et vakum. Ofte er der flere parter, som er aktive i konstitueringen af en genstand - her i definitionen af en suveræn stat og dens grænser - og ofte er disses performativer i konflikt. Dette ^r naturligvis oplagt, når to grupper ytrer, at det samme område falder ind under deres suveræne domæne. Her konstitueres det samme territorium som to forskellige genstande - henholdsvis som en del af Rusland og som et selvstændigt Tjetjenien. Artiklen indledes i kapitel 2 med en kort præsentation af de mest basale suverænitetstyper: formel og reel suverænitet, og det hævdes, at den europæiske opfattelse af suverænitet er givet som en artikulering af disse to elementer. Dette perspektiv raffineres herefter gennem sondringen mellem konstitutive og regulative regler. Denne sondring kan enten ses som en kritik af den tidligere monolistiske (hobbesianske / realistiske) forståelse af suverænitet eller som en raffinering af dette perspektiv. Mit argument er, at det primært er det sidste, og at forsøget på at forstå konstitutionen af suverænitet derfor ikke kan stoppe her. Det centrale bliver derfor et opgør med de hobbesianske præmisser. Det gøres i henholdsvis kapitel 3 og 4 .1 kapitel 3 analyseres den retoriske kamp om den tjetjenske suverænitet, sådan som den udspiller sig mellem repræsentanter for Rusland og Tjetjenien. Herefter ses der i kapitel 4 på selve krigsførelsen, og hvorledes denne er konstitutiv for skabelsen af givne enheder som suveræne. Disse to forløb giver anledning til i kapitel 5 på baggrund af talehandlingsteorien at rekonstruere en begrebslig ramme for forståelse af konflikter om suverænitet. Artiklen afsluttes gennem en omvending af perspektivet. Det centrale er ikke længere kampen om suverænitet, som den står mellem Rusland og Tjetjenien, men derimod den kamp om reglerne for legitim opretholdelse af suverænitet, som foregår på den internationale scene.

Suverænitetstyper

I en geopolitisk tilgang tænkes suverænitet som udløst af evnen til selv eller gennem medlemskab af alliancer at forsvare et territorium. Denne evne hænger intimt sammen med tilstedeværelsen af et voldsmonopol. Staten er suveræn, fordi den kontrollerer de væbnede enheder indenfor dens territorium. I den geopolitiske tradition angiver territorielle grænser derfor samtidig grænserne for statens kapacitet. Grænser er derfor typisk blevet forstået som “forhandlede” med militære midler. Mere generelt kunne man sige, at en de facto suveræn stat således må have intern kontrol og være uafhængig af andre stater (Flower & Bunck 1996: 382). (4) Denne tradition, som tænker suverænitet som en de facto egenskab ved stater, er senere blevet udviklet i retning af en stadig stigende betoning af befolkningens betydning. Denne udvikling har primært sit udspring i 1800-tallets spirende nationalisme og den deraf følgende sammenkædning af staten og nationen. Udover eksistensen af en befolkning, der anskuer den statslige konstruktion som legitim, kan regler for tildelingen af statsborgerskab, kontrol over et fysisk territorium, egen lovgivende myndighed og frihed fra ekstern indblanding i konstitutionelle forhold være faktorer, der anskues som væsentlige for opretholdelse af suverænitet i de facto forstand. I den anden tradition for tænkningen af formel suverænitet spiller gensidig anerkendelse en afgørende rolle. Her er en stat suveræn, hvis den anerkendes som sådan. En sådan anerkendelse kan følge som en konsekvens af en krigsafslutning, men anerkendelsen behøver ikke at være udvirket med militære midler. Tidligere stod aftaler mellem stater centralt, mens det i dag i lige så høj grad er medlemskab af internationale organisationer (primært FN), som er den væsentligste indikator for tilstedeværelsen af statslig suverænitet. Andre indikatorer er eksistensen af gensidig diplomatisk repræsentation, behandlingen af et givet områdes højeste repræsentant som statsoverhoved og dette overhoveds ret til at underskrive internationale traktater. Som nævnt er den europæiske opfattelse karakteriseret ved, at disse to forståelser af suverænitet er koblet sammen. Reel suverænitet er således en forudsætning for andre staters anerkendelse af en stat som suveræn. Georg Schwarzenberger og E.D. Brown har formuleret det således: ”The State in quest of recognition must have a stable government (....) it must rule supreme within a territory - with more or less settled frontiers - and it must exercise control over a certain number of people. These features have come to be taken as the essential characteristics of independent states” (Schwarzenberger & Brown, citeret i Sørensen 1998b: 4) Citatet udtrykker det synspunkt, at staten må være reel suveræn for at blive anerkendt som formelt suveræn. Reel suverænitet betinger således den formelle suverænitet. Samtidig udtrykker det imidlertid også den forvirring, som hersker om suverænitetsbegrebet. Er det selve anerkendelseshandlingen, som er central, og defineres de standarder, staten skal leve op til, i selve anerkendelseshandlingen? Eller er det sådan, at stater med bestemte egenskaber nærmest automatisk bliver anerkendt som suveræne? Er statslig autonomi og uafhængighed på den ene side og anerkendelse på den anden henholdsvis nødvendige eller tilstrækkelige betingelser for tilegnelse af suverænitet? Jeg er af den opfattelse, at det ikke giver megen mening at forsøge at definere en konsistent opfattelse af suverænitet, som så kan anvendes til at beskrive egenskaber ved alle suveræne stater. Følgelig lader jeg derfor de foregående spørgsmål stå ubesvarede. Svaret afhænger af de enkelte tilfælde, som man forholder sig til.(5) Man vil hurtigt opdage, at suverænitet ikke er tildelt efter konsistente kriterier (Flower & Bunck 1996: 381). En mulig løsning kunne være at skrive suverænitetens historie og således argumentere for, at kriterierne for anerkendelse af suverænitet er historisk kontingente.^) En sådan tilgang synes imidlertid inden for de givne historiske perioder at formidle en for monolitisk forståelse af suverænitet. Det centrale er netop selve kampen om forståelsen af suverænitet. Og den foregår konstant. Snittet skal således ikke primært ligge mellem forskellige perioder, men snarere mellem forskellige positioner i kampen om definitionen af suverænitet. En anden måde at betragte samme problematik på kunne være at sondre mellem konstitutive og regulative regler.(7) De konstitutive regler er de regler, der definerer selve spillet om suverænitet (Sørensen 1998b: 3-4). Nogle hævder f.eks., at spillet om suverænitet kun kan have stater som aktører, at forestillingen om suverænitet nødvendigvis må rumme en artikulering af relationen mellem et territorium, en befolkning og et statsapparat, og at staterne nødvendigvis er konstitutionelt adskilte (Sørensen 1998b: 3-8). De regulative regler er derimod de regler, som er historisk kontingente, og som forudsætter eksistensen af de konstitutive regler (Sørensen 1998b: 9). F.eks. kan det variere, hvilke egenskaber en stat skal have for at blive anerkendt som suveræn. En sådan sondring anvendes af bl.a. Robert Keohane (1995) og Georg Sørensen (1998b). De hævder, at selve spillet om suverænitet er et grundlæggende og konstitutivt hobbesiansk spil mellem autonome aktører i et selvhjælpssystem. Disse stater kan så skabe institutioner (regulative regler), der kan regulere deres samkvem (Sørensen 1998a: 243, Keohane 1995; 167), eller i de postkoloniale staters tilfælde kan andre stater skabe de centrale institutioner, der betinger og opretholder de postkoloniale staters suverænitet. Georg Sørensen (1998a: 245-253, 1998b: 13-21) argumenterer for, at der grundlæggende findes tre typer af regulative regler eller suverænitetsspil, om man vil: Et traditionelt hobbesiansk selvhjælpssystem sådan som det blev udviklet efter den vestfalske fred i 1648, et postkolonialt system - i bl.a. Afrika - og et postmoderne system - primært EU. Det grundlæggende og konstituerende er således ’’naturtilstanden” - alle staters kamp mod hinanden. Institutioner (regulative regler) bliver derfor kun anskuet som epifænomener. Andet sted i den førnævnte artikel skriver Keohane:

“Hence the Hobbesian solution in the contemporary world is self-defeating: It creates internal oppression, external stife, technological backwardness, and economic decay. Indeed, its failure is illustrated by the fate of the Soviet Union” (Keohane 1995: 169),

men konkluderer senere:

“But Hobbes’ dilemma remains: How can political order be created given the nature of human beings.” (Keohane 1995: 170).

Med andre ord, Hobbes havde tænkt det grundlæggende og konstituerende lag bag den menneskelige adfærd korrekt. Hans fejl var imidlertid, at han efter nogle mellemregninger sluttede, at stater altid vil være i en tilstand af potentiel eller aktuel krig. Keohane’s pointe er, at stater faktisk ser en interesse i at samarbejde. Vi kan gå hinsides den hobbesianske løsning til det hobbesianske problem, skriver Keohane (1995: 185) konkluderende i sin artikel. Det centrale er imidlertid, at dette netop er tænkt som en løsning på et hobbesiansk problem. Hobbesianismen accepteres i sin grundform. Institutioner (regulative regler) er noget, stater skaber for at afbøde de potentielt skadelige konsekvenser af deres interaktion. Det centrale er, at det internationale system består af stater og følgelig, at det er interaktionen staterne imellem, som er afgørende for dannelsen af nye suveræne enheder og for en evt. udvikling af institutioner, der kan regulere staternes interaktion. Hobbes dilemma kan ikke ignoreres (Keohane 1995: 183). Jeg ser ikke værdien af denne position, som essentielt set er en variation over en hobbesiansk grundfigur. Mit argument vil i stedet være, at også de konstitutive regler er historisk kontingente. De har også karakter af at være institutioner. Hvorfor ikke lade de konstitutive regler være genstand for analyse? At noget er konstitutivt betyder nødvendigvis ikke, at det er uforanderligt! Hvorfor lade noget være teoretisk bestemt, som reelt kan undersøges empirisk? I stedet for at reparere på en vaklende teoribygning - hobbesianismen - har jeg, som tidligere nævnt, valgt at anvende en radikal anden teoretisk grundposition - nemlig at anskue suverænitet som noget, der defineres gennem (tale)handlinger. Sondringen mellem konstitutive og regulative regler er dog ikke helt håbløs. Det giver mening at sondre mellem den/de forståelse(r) af suverænitet, som manifesterer sig i det internationale samfund og de suverænitetsopfattelser, der bør ligge bag de forskellige aktørers ageren i det internationale system. Det internationale samfund fremtræder som strukturerende for de enkelte staters adfærd. Dette system har større udstrækning i tid og rum end den enkelte stats handlinger og praksiser. Det betyder dog ikke, at det internationale system ikke lader sig forandre. Hvis man skal opretholde sondringen mellem de konstitutive og regulative regler, må man derfor forstå denne sondring som værende analytisk og ikke ontologisk.

Postsuverænitet

Fælles for den klassiske opfattelse af reel og formel suverænitet er, at suverænitet opfattes som udelelig og under forudsætning af, at styrkeforholdet mellem givne stater ikke ændres, givet én gang for alle. Suveræn er enten noget, man er eller ikke er. Hvis man bevæger sig udenfor Europa, opdager man hurtigt, at en lang række ikkeeuropæiske stater er upostsuveræne”.(8) Disse “stater” har nok en grænse, men ofte formår de hverken at “holde orden i eget hus” eller forsvare territoriet imod andre “stater”. Samtidig synes en lang række enheder at opretholde en statslignende struktur uden at være anerkendt af andre stater. Det næste skridt i dekonstruktionen af suverænitetsbegrebet er derfor at beskrive, hvorledes formel og reel suverænitet ikke altid er artikuleret sammen som en enhed. Taiwan er et godt eksempel på en reel fungerende suveræn stat, som ikke er formelt anerkendt (Sørensen 1998b: 12). Taiwan er f.eks. ikke repræsenteret i FN. Tibet er et eksempel på en stat, der opretholder visse træk ved en formelt anerkendt suveræn stat, men som samtidig ikke er suveræn i reel forstand. Dalai Lama tager f.eks. på statsbesøg. Libanon er måske et endnu bedre eksempel på en stat, som har opretholdt sin formelle suverænitet, selv om landet var besat (Fowler & Bunck 1996: 388).(9) Tilfældet Tjetjenien er særlig kompliceret. Tjetjenien er et af de utallige områder, som før Sovjetunionens sammenbrud havde en symbolsk uafhængighed. Grænserne mellem de forskellige enheder var administrative snarere end statslige. Med Sovjetunionens opløsning brød også den struktur sammen, som tidligere definerede de enkelte republikker og andre territorielle enheders status. Var det statsgrænser - grænser mellem suveræne stater indenfor en føderativ enhed - eller blot administrative grænser? Flere områder i det tidligere Sovjetunionen anvendte den politiske krise til at erklære deres selvstændighed. Af disse vandt en række tidligere republikker forholdsvis let selvstændighed. De kaukasiske provinsers status var imidlertid uafklaret. Dette var bl.a. baggrunden for den/de ”løsrivelseskrig(e)”, som tjetjeneme udkæmpede mod Rusland i perioden fra 1991 og til i dag. Det tjetjenske ønske om løsrivelse fra Rusland fik for alvor prægnans i 1991, hvor Dzhozkhar Dudayev gennemførte et vellykket kup mod den tidligere kommunistiske ledelse. Dette var muligt, da den russiskvenlige ledelse var kraftigt svækket af den manglende fordømmelse af kuppet mod Jeltsin i 1991. Dudayev var inden kuppet formand for kommiteen for “Det tjetjenske folks pan-nationale kongres”. Denne bevægelse udgjorde før kuppet den uofficielle opposition til det ruslandsvenlige styre. I oktober 1991 blev Dudayev valgt som præsident, og kort efter erklærede han Tjetjeniens uafhængighed. Denne uafhængighedserklæring blev dog ikke fulgt af en tilsvarende accept fra Ruslands og “Det internationale Samfunds” side. Dudayevs antirussiske politik havde imidlertid alvorlige følger, ikke mindst en økonomisk krise. Dudayev så sig derfor i 1993 nødsaget til at opløse parlamentet. Den økonomiske og politiske krise dannede baggrund for den første russisk-tjetjenske krig (indledt den 11/12 1994), hvor russiske og tjetjenske styrker i opposition til Dudayev forsøgte at vælte ham. Disse styrker fik imidlertid aldrig total kontrol over Tjetjenien. Samtidig blev krigen på grund af store tabstal stadig mere upopulær i Rusland. Det afgørende russiske nederlag fandt sted nytårsdag 1996 under et forsøg på at indtage Grosnij. De russiske styrker blev herefter trukket ud af Tjetjenien. Krigsafslutningen blev markeret i september 1996 med en aftale (Khasavjurtaftalen) mellem repræsentanter for Rusland og Tjetjenien. Inden da var Dudayev imidlertid blevet dræbt af et russisk missil og den mere moderate Asian Maskhadov overtog derfor ledelsen af den tjetjenske regering og dermed af forhandlingerne med russerne. Aftalen var ingen krigsafslutning i traditionel forstand. I denne aftale stod, at Rusland og Tjetjenien inden udgangen 2001 skulle forhandle sig frem til en aftale om Tjetjeniens status. Det var således på fundamental vis uklart, om denne aftale var en aftale mellem suveræne stater eller mellem en stat og repræsentanter for en provins indenfor den russiske ’’føderation”. (10) Var russernes tilbagetrækning reelt en anerkendelse af Tjetjeniens selvstændighed? Var krigen således en løsrivelseskrig, som tjetjeneme havde vundet? Eller var den russiske indsats at karakterisere som en politiindsats i en urolig del af Rusland, der havde til formål at bekæmpe en terrorbevægelse? Man når ikke langt i et forsøg på at afklare disse spørgsmål. Pointen er igen, at et sådant forsøg på afklaring overser den basale kamp om suverænitet, som foregår. Krigen, som Rusland indledte mod Tjetjenien i 1999 var på mange måder anderledes end den tidligere krig. Maskhadov fik aldrig kontrol over Tjetjenien. Landet var splittet mellem hans tilhængere og tilhængerne af den hastigt voksende islamiske bevægelse: Wahhabismen. Denne gruppe af “fundamentalistiske” tjetjenere skabte en form for parallel stat. De finansierede deres aktiviteter gennem kidnapning. Pengene herfra gik til at udruste en hær. Bevægelsen havde stor succes grundet dens velstrukturerede ideologi, dens midler (som kunne bruges til at betale soldater) og dens sociale aktiviteter (bl.a. skoler) (Liono 1999: 22-23). Det er tilhængere af Wahhabismen, som kæmper mod de russiske styrker i den igangværende konflikt. Ud fra en umiddelbar betragtning er det åbenbart, at Rusland i den nuværende konflikt behandler Tjetjenien som et område, der falder indenfor Ruslands domæne. Tjetjeneme havde ikke kontrol over deres suveræne domæne, hvorfor den føderative hær var tvunget til at gribe ind. En række fundamentalistiske grupper med rod i wahhabismen havde begået terrorhandlinger i Moskva, og den russiske ledelse med Putin i spidsen har hævdet, at disse grupper støttes af den lokale tjetjenske regering. Videre skulle den tjetjenske ledelse indirekte have støttet de kræfter, som kæmper for oprettelsen af en muslimsk stat i Dagestan. På den anden side hævder tjetjeneme, at de blev formelt anerkendt af Rusland efter krigsafslutningen i 1996 (Khasavjurt-aftalen). Selve det, at repræsentanter for den tjetjenske regering skev under på aftalen, viser, at området “anerkendes” som en suveræn stat. Den formelle suverænitet blev således her udvirket med baggrund i en militær konflikt. Det falder altsammen pænt indenfor et europæisk mønster: reel og formel suverænitet konstituerer en suveræn enhed. Problemet er imidlertid, at Putin erklærede således Khasavjurt-aftalen for ugyldig umiddelbart før Ruslands invasion (Magnusson & Faurby 1999: 42). Vladimir Putin og den russiske regering har givet to argumenter til forsvar for det russiske angreb: Dels at man vil bekæmpe terrorister/”banditter” og dels, at man ikke vil acceptere et tjetjensk krav om selvbestemmelse og løsrivelse. (11) Som vi skal se, trækker disse to argumenter på to forskellige og modstridende opfattelser af tjetjensk suverænitet. Disse retorikker har basalt set Putins ønske om at legitimere krigsførelsen overfor verdenssamfundet som deres baggrund. Det første argument - at man bekæmper muslimske teorrorister - forholder sig til den praksis, som efterhånden er skabt for terrorbekæmpelse i formelt set suveræne stater. Tidligere eksempler på en sådan “ret” er Israels operationer i det sydlige Libanon, og Tyrkiets operationer i det nordlige Irak. USA’s angreb mod Bin El Laden i Afghanistan og Sudan er ligeledes gode eksempler. Argumentet er, at der eksisterer en form for ret til at bekæmpe terrorbevægelser indenfor en anden stats territorium, hvis tre kriterier er opfyldt. For det første skal en givet terrorbevægelse true den indgribende stats stabilitet, og for det andet skal den stat, indenfor hvis område man opererer, ikke være i stand til eller villig til at bekæmpe disse bevægelser. For det tredje skal indgrebet stå i relation til formålet. Umiddelbart kunne man indvende, at henvisning til terrorbekæmpelse ikke nødvendigvis abonnerer på en forestilling om international terrorisme. Et lands egne indbyggere kan også udføre terroristiske handlinger. Det centrale er imidlertid, at det fra Putins side stadig understreges, at disse terrorister er muslimer. De fundamentalistiske muslimer modstilles de russiske borgere. Problemet er således, at Putin abonnerer på en imperial forståelse af det russiske territorium samtidig med, at hans opfattelse af russiske borgere refererer til en klassisk forståelse af den russiske nation. Islamiske fundamentalister falder ikke indenfor denne nationsforståelse. Det bagvedliggende problem er således, at den russiske stats og nationsopfattelse ikke er sammenfaldende. At legitimere et forsvar af den russiske statslighed på baggrund af en russisk nationsforståelse giver derfor problemer. Putins andet argument knytter sig til et klassisk princip for staters ret til selvbestemmelse, eller i en anden formulering til retten til ikke-indblanding i interne anliggender. Når Putin ikke anerkender Khasavjurt-aftalen som en aftale mellem suveræne stater, er det for at kunne legitimere angrebet på Tjetjenien på baggrund af dette princip. Tjetjenien er en del af Rusland, hvorfor andre stater ikke skal blande sig i Ruslands krigsførelse, som har karakter af udredningen af et internt forhold. (12) Rusland har f.eks. nægtet internationale nødhjælps- og menneskerettighedsorganisationer adgang til Tjetjenien med henvisning til, at konflikten havde karakter af et indre russisk anliggende (Magnusson & Faurby 1999: 39, 48). Uanset hvilket af de to nævnte argumenter, der fremføres i et forsvar for krigshandlingerne i Tjetjenien, fremstår argumentationen set fra et eurocentrisk perspektiv som modsætningsfuld. Eller rettere, argumentationen illustrerer, hvorledes artikulationen af de to suverænitetsprincipper er alt andet end givet på forhånd, og hvorledes de forskellige parter qua talehandlinger sætter suverænitetens forudsætninger på en paradoksal måde. Russernes og tjetjenemes talehandlinger er med til at definere en forestilling om suverænitet. De er elementer af en kamp, som foregår, og som er central i selve den måde, krigen føres og legitimeres på overfor omverdenen. Hvis vi tager Putins første argument - at krigen i Tjetjenien udføres for at bekæmpe terrorister - så ligger det implicit i denne argumentation, at Tjetjenien formelt set er suveræn, men ikke er det i nogen reel forstand. Mangelen på reel suverænitet gør således et brud på den formelle suverænitet legitim. Aktionen er legitim, fordi tjetjeneme ikke har kontrol over deres territorium. Videre ligger det implicit i argumentationen, at støtten til international terrorisme er udtryk for et brud på de spilleregler, som normerer interstatsligt samkvem. Det centrale er her, at det er angrebene i Moskva, der refereres til i en legitimering af krigen i Tjetjenien. Der har længe hersket kaotiske forhold i Tjetjenien, uden at det dog gav anledning til russisk indgriben. Det forholder sig omvendt i det andet argument (ikke-indblanding). Her er argumentet, at Tjetjenien er en del af Rusland. Formelt set er det således ikke et suverænt område. Krigen er imidlertid legitim, da tjetjeneme har tiltusket sig en reel suverænitet. Tjetjeneme kontrollerer de væbnede styrker i området og står bag bombeattentateme og operationerne i Dagestan og Moskva. Tjetjeneme udfordrer således den russiske politiske ledelses voldsmonopol og dermed også den russiske stats suverænitet. Angrebet på Tjetjenien er følgelig en legitim handling, da det har til formål at genoprette det nævnte voldsmonopol. Overfor denne retorik står en tjetjensk, der er kritisk i forhold til russernes krigsførelse. Også denne retorik udfoldes på baggrund af Det internationale Samfunds kriterier for legitim opretholdelse af suverænitet. Denne retorik betoner allerede indgåede aftaler, menneskerettigheder, folkeret, regler for krigens førelse mv. Argumentet er på den ene side, at krigen er illegitim, fordi den føres mod en suveræn stat - mod en stat som er suveræn både i formel forstand - den er anerkendt af Rusland - og i reel forstand - tjetjeneme er et folk, der bebor et givet og for dem “naturligt” territorium. Igen finder vi imidlertid en spænding, idet appellen til menneskerettigheder i modsætning til f.eks. regler for krigens førelse ikke underminerer selve princippet om den statslige suverænitet. Dilemmaet er, at man enten kan beskyttes som en stat, der bliver overfaldet, eller som individer eller en gruppe, der ikke opretholder de elementære rettigheder indenfor et givet territorium. I dette tilfælde indenfor den russiske stat. Det væsentlige ved det internationale samfunds diskurs om menneskerettigheder er, at disse ses som begået mod enkeltindivider. Disse kan således kritiseres uden at den ansvarliges suverænitet drages i tvivl (Malmvig 2000: 12). Menneskerettighedshandlinger kritiseres som enkeltstående hændelser, og kritikken rettes mod stater, som herved anerkendes som retssubjekter. For at understrege denne pointe kan man sammenligne med diskursen om menneskerettighedskrænkelser med diskursen om folkemord. Når der tales om folkemord konstitueres krænkelserne som krænkelser af et folk. Individer anerkendes således som medlemmer af et folk, hvilket således implicit er med til at anerkende den krænkede parts ret til selvbestemmelse. Den ansvarlige er derimod ikke et folk, men enkelt­ individer. Disse kan stilles for retten. Disse anklager underkender således en af de basale forudsætninger for suverænitet, nemlig retten til ikke-indblanding i interne anliggender (Malmvig 2000: 12). Forklaringerne på, at tjetjeneme trods den åbenlyse fordel i dette set-up vedbliver med at appellere til menneskerettighedskrænkelser, er sandsynligvis flere. Mest umiddelbart, at man ønsker at skyde med spredte hagl. Man håber, at nogle af ens argumenter finder resonans i det internationale samfund. En anden forklaring kan være, at det er lettere at dokumentere menneskerettighedskrænkelser end et folkemord. Det er også lettere internationalt at vinde lydhørhed overfor appeller til menneskerettigheder, da kritikken ikke forudsætter en anerkendelse af Tjetjenien som en suveræn stat. Lidt kynisk formuleret er fordelen ved rekurser til folkemord eller krænkelser af statslig suverænitet, at gevinsten her er stor (anerkendelse af suverænitet), mens sandsynligheden for gevinst tilgengæld er mindre. Ved appeller til menneskerettighedskrænkelser forholder det sig omvendt. Her er gevinsten mindre, da en kritik af menneskerettighedskrænkelser ikke automatisk følges af en anerkendelse af et givet områdes suverænitet. Sandsynligheden for at finde lydhørhed overfor kritikken af menneskerettighedskrænkelser er imidlertid større end ved rekurs til folkemord. Konflikten i Tjetjenien har anskueliggjort, hvorledes suverænitet ikke er noget givet, men noget man kæmper om retten til, eller måske snarere muligheden for at definere og praktisere. Man kunne, som tidligere nævnt, hævde, at suverænitet er givet som en “talehandling”. Der “tales” om suverænitet, men denne tale konstituerer samtidig de enheder, der “tales” om. Det centrale har været at understrege de paradokser, disse talehandlinger giver anledning til. Forsøget på at legitimere krigen i Tjetjenien kan således give anledning til en retorik, der på paradoksal vis forudsætter Tjetjeniens status som en suveræn stat. I det kommende kapitel fastholdes fokus på de paradokser, som talehandlingerne kan udtrykke. Det centrale bliver imidlertid nu at se, hvilke suverænitetsforestillinger selve krigsførelsen forudsætter.

Polyfonisk krig

Kampen om definitionen og udformningen af suverænitet føres ikke kun i form af en retorisk kamp. Selve krigsførelsen skaber således også “mening”. Handlingen “taler”, lige såvel som “talen” handler, eller rettere de militære handlinger forudsætter givne områder som suveræne og andre som ikke-suveræne. I den klassiske, hobbesianske krig understøttede krigshandlingerne et statssystem reguleret i forhold til en klassisk forståelse af suverænitet (sammenfald af reel og formel suverænitet mv.). Som vi skal se, sætter den nye krig sine forudsætninger om givne områders status på anden vis end i den “gamle” krig. Trækket er derfor nu først at beskrive den måde, man har ført og tænkt krig på indenfor det vestfalske system, og hvilke suverænitetsopfattelser denne krigsførelse sætter. Herefter beskrives, hvad jeg har valgt at kalde, den polyfoniske krigs natur, og hvorledes denne krigs karakter afføder en anden og ny forståelse af suverænitet. Det tredje led er at påpege paradoksale træk ved denne konstitution.

Den klassiske “hobbesianske” krig var præget af en klar sondring mellem samfundet og staten på den ene side og mellem de forskellige stater på den anden, eller med andre ord mellem offentligt og privat, og mellem det nationale og det internationale: Distinktion mellem offentligt og privat formidlede en sondring mellem statens legitime voldsudøvelse og den illegitime private voldsudøvelse. I det øjeblik folk iklædte sig uniform, var de medlem af militæret, politiet eller andre væbnede enheder og kunne legitimt anvende vold (mod landets egen befolkning). Uden uniform var man civil. Sondringen mellem offentlig og privat var også gældende for det enkelte individs virke. Når den enkelte mand bar uniform, handlede han som soldat efter ordre i et fuldstændig hierakisk system, hvor kommandovejene pegede i en lige linje mod den øverste repræsentant for staten. Der er derfor én og kun én hær, som møder fjenden. Skellet mellem det private og det offentlige blev videre understreget af særlige regler for henholdsvis krigsførelsen og det private liv. Det vestfalske system var karakteriseret ved, at krige primært blev ført mellem stater. Eller rettere krig indenfor staten blev tænkt som illigitime oprør, mens krig mellem stater havde deres udspring i et legitimt forsvar for den nationale interesse. (13) Grænseposter markerede overgangen fra én stat til en anden, og således også grænserne for borgernes loyalitet. Krig mellem stater fulgte også nøje regler. Krig skulle f.eks. erklæres, og efterfølgende skulle freden sluttes. Enten var man i krig, eller man var det ikke. Hvordan adskiller krigen i Tjetjenien sig fra denne klassiske tænkning af krig og suverænitet? I stort set alle dens aspekter og momenter. Første indledende betragtning: Det er ikke suveræne stater, der kæmper mod hinanden. Det er snarere præfixet suveræn, der kæmpes om. I dag formidler krigen ofte mellem en postsuveræn tilstand og en anden. Krigen tilvejebringer ikke længere den interne suverænitet: sammenfaldet mellem en nation, et territorium og en befolkning. Ofte fører den heller ikke til en afklaring mellem forskellige territorielle enheders status qua gensidig anerkendelse. Mere konkret kan man karakterisere krigen i Tjetjenien som havende følgende polyfone træk.

- Krigen foregår ikke mellem to i klassisk forstand suveræne stater. Nok er det den russiske hær, som angriber, men den mødes af en gruppe af partisaner, som ikke i udgangspunktet havde opbakning af den tjetjenske regering. Videre er den tjetjenske krig i høj grad finansieret af ikke-statslige ressourcer, af tjetjenere som lever i diaspora, af organisationer som støtter fundamentalistisk islam mv.

- Krigen er ikke blevet erklæret som en krig mod Tjetjenien. Krigen er fra russisk side erklæret som en krig mod international terrorisme. Krigen er således ikke en krig i traditionel forstand. Krigen kan også ses som en fortsættelse af den forrige krig - især hvis krigen tolkes som en kamp imod tjetjensk løsrivelse. I det hele taget er grænsen mellem krig og ikke-krig flydende. Indebærer de tjetjenske partisaners støtte til oprøret i Dagestan, at Rusland er i krig med Tjetjenien, eller starter krigen først i det øjeblik, Rusland invaderer Tjetjenien? På tilsvarende vis, er bombeaktioneme i Moskva en del af en russisktjetjensk krig?

- Krigen er præget af asymmetrisk krigsførelse. I den tjetjenske krig ser vi ikke to hære, som står overfor hinanden, og som mødes i ét eller flere slag. De tjetjenske styrker fører krigen som en guerillakrig. Det gælder nødvendigvis ikke om at besidde et område, men snarere om at infiltrere det. Efter en evt. russisk sejr ville tjetjeneme stadig kunne angribe russerne bag deres egne linjer. Russisk kontrol over et givet område foranlediger derfor nødvendigvis ikke tjetjensk overgivelse.

- Intet klart hieraki mellem de forskellige styrker. Den tjetjenske krigsførelse er også polyfonisk i en ijerde forstand. Der er intet klart hieraki mellem de forskellige enheder. Eller rettere, der er to konkurrerende militære hierakier. Dels en regeringshær og en partisanhær. Det er i høj grad uklart, i hvor høj grad de kæmpende tjetjenere er under regeringskontrol. I forhold til den klassiske suverænitetsopfattelse kan man sige, at der i Tjetjeniens tilfælde er sket en privatisering af voldsmonopolet. Voldsmonopolet er således ikke nødvendigvis i regeringens besiddelse, og det er i det hele taget vanskeligt at tale om et monopol.

- Det er vanskeligt at sondre mellem civile og partisaner. Tjetjenemes partisankrig er videre karakteriseret ved, at det er vanskeligt at skelne mellem soldater og civile. Soldaterne kan f.eks. være “fritidssoldater”, som varetager et normalt job ved siden af deres involvering i krigsaktiviteter. Partisanerne skifter hele tiden mellem civil og militær identitet. Videre kan den mandlige befolkning hurtigt indrulles som soldater. Man kan derfor heller ikke være sikker på, at man har besejret en hær, “blot” fordi man har nedkæmpet de enheder, som er i uniform samt ødelagt deres kaserner og deres tunge artilleri.(14)

Opsummerende kan man hævde, at præcis én ting karakteriserer den netop opregnede liste af egenskaber ved den polyfone krig. Dette fælles træk er, at alle de nævnte egenskaber bryder med den klassiske opfattelse af suverænitet. Aktørernes selvforståelse abonnerer imidlertid ofte på en klassisk forståelse af suverænitet, der dog lige så ofte undergraves af deres måde at føre krigen på. Hvordan? Hvis man vil forstå disse paradokser i krigshandlingerne, kunne man i udgangspunktet spørge, hvornår bekæmpelsen af en befrielseshær, der kæmper for løsrivelse, en terrorbevægelse der arbejder for politiske eller religiøse mål, eller andre grupper som udfordrer statens voldsmonopol, er legitim? Svaret er, at det er det i princippet altid, forudsat at det foregår uden at krænke folkeretslige principper, menneskerettigheder mv. I realiteten er det imidlertid sjældent. Problemet er, at det næsten er umuligt at bekæmpe selve befrielseshæren, terrororganisationen mv. I stedet kan man bekæmpe en befolkning eller et specifikt område. Den “nye” krigs strategier er ofte udformet sådan, at der vanskeligt kan gives et symmetrisk svar. Videre vil det ofte være sådan, at et asymmetrisk svar vil være til den enkelte befrielseshærs eller terrororganisations fordel. I tilfældet Tjetjenien kommer de russiske angreb let til indirekte at legitimere denne enheds ret til selvbestemmelse. Man fører krigen mod de “tjetjenske banditter”, som var det en stat og et folk, man stod overfor. Det er netop et led i den tjetjenske krigsførelse at tvinge russerne til at angribe civile. Konsekvensen er, at man rammer mange uskyldige. Folk, som man burde regne til sin egen befolkning, men som man præcist viser ikke er det gennem den måde, man fører krigen på. Man kan ikke føre en krig, som var den en intern borgerkrig mod banditter, terrorister, eller hvad man nu kalder dem, og samtidig angribe en del af ens eget territorium, som var det en fremmed nation. Tjetjeneme accepterer således ikke sondringen mellem civilt og militært i måden, de fører krigen på. Samtidig abonnerer de imidlertid på den præcis samme sondring, når de påkalder den internationale fordømmelse af de russiske overgreb. Hvis man - russerne - på den anden side erkender, at de fører krigen, som var det mod en suveræn stat, behøver man nogle bedre argumenter end hensynet til terrorbekæmpelse. Referencer til terrorbekæmpelse legitimerer sålede ikke bombning af landsbyer og andre angreb rettet mod folk som sådan. De russiske angreb har også samtidig styrket seperatistiske tendenser. Konflikten og uenigheden mellem tilhængere af den moderate og forhandlingsvenlige Maskhadov og tilhængerne af Dudayev og hans efterfølgere findes stadig. Den russiske krigsførelse har imidlertid ændret balancen således, at det er tilhængerne af Wahhabismen, som nu dominerer det politiske liv i Tjetjenien. Den russiske krigsførelse har således styrket snarere end svækket kravet om selvstændighed. Den har reelt flyttet de rabiate separatister fra oppositionen til “regeringsmagten”. Videre har den russiske fremfærd blot skabt øget tilslutning til Wahhabismen. Selve krigsførelsen skaber således også “mening”. Handlingen “taler”, lige såvel som “talen” handler. Det interessante er, at man gennem disse talehandlinger på paradoksal vis kan sætte nogle forudsætninger, som kan bruges af modparten i forsøget på at konstituere en suveræn enhed. For at kunne begribe disse paradoksale artikulationer må vi nu forsøge at rekonstruere suverænitetsbegrebet gennem en teori om suverænitet som talehandling.

Suverænitet som talehandling - en rekonstruktion

Forestillingen om suverænitet som talehandling har været styrende for denne fremstilling. Tilgangens styrke er imidlertid i høj grad blevet illustreret gennem en kritik af den gængse og i høj grad hobbesianske opfattelse af suverænitet. Artiklen har vist, at suverænitet artikuleres i en stadig kamp med flere involverede parter. Man kunne sige, at jeg indtil nu har dekonstrueret den klassiske suverænitetsopfattelse: Vist at reel og formel suverænitet ikke altid følges ad, at vor forståelse af suverænitet ændrer sig over tid, at forsøgene på at legitimere krigsførelsen samtidig på paradoksal vis kan konstituere et givet områdes suverænitet, at den polyfone krig ikke retter sig efter klassiske opfattelser af suverænitet, og at suverænitetsopfattelseme bag selve krigsførerelsen og dens legitimering ofte forholder sig til hinanden på en paradoksal måde. Formålet er nu at rekonstruere de dekonstruerede sondringer. Eller set fra et lidt andet perspektiv at udforme en teori om suverænitetskonstitution. Dekonstruktionen af suverænitetsbegrebet efterlader ét påtrængende spørgsmål: Hvad er suverænitet i det hele taget? Den ulykkelige konsekvens af enhver dekonstruktion er, hvis den står alene, at den synes at tømme vore begreber for indhold. Den eneste farbare vej er derfor at rekonstruere suverænitetsbegrebet ved netop af tage udgangspunkt i selve det, at suverænitet artikuleres i en talehandling. Hermed også sagt, at det gennem talehandlingsteorien er muligt at løse en række af de problemer, som de klassiske analyser af suverænitet må give op overfor. Udgangspunktet for den ønskede rekonstruktion er, at suverænitet er givet som en artikulation af ikke én men to eller flere talehandlinger. Én talehandling består i selve det at “erklære” (15) en stat som suveræn - f.eks. som når Dudayev erklærer Tjetjenien for en suveræn stat, eller når Rusland f.eks. nægter internationale hjælpeorganisationer adgang til Tjetjenien og derved forsøger at understrege, at Tjetjenien er et russisk domæne. En anden talehandling finder sted, når andre stater (f.eks. Rusland) eller andre enheder (f.eks. FN og Det internationale Samfund) anerkender den tjetjenske uafhængighedserklæring, eller modsat accepterer det russiske krav om overhøjhed over Tjetjenien. (16) Der eksisterer således to arenaer, hvor der kæmpes om henholdsvis retten til at erklære et område som suverænt og om international anerkendelse. Begge disse talehandlinger konstituerer en genstand. “Erklæringen” konstituterer et givet område som en suveræn stat, og anerkendelsen konstituerer denne stat som en international anerkendt stat. Forskellen til sondringen mellem reel og formel suverænitet er, at de suveræne enheder konstitueres gennem talehandlinger, og at “erklæringen” (der konstituerer, hvad vi tilnærmelsesvis kunne kalde reel suverænitet) eller anerkendelsen (der konstituerer, hvad vi tilnærmelsesvis kunne kalde formel suverænitet) således ikke har rekurs til allerede givne genstande. Disse to talehandlinger behøver ikke nødvendigvis at være forbundet. Man må snarere se dem som givet på to uafhængige kamppladser. Her en ’’national” og en “international” arena. Så længe vi ikke har en verdensregering, men flere forskellige enheder på globus, vil man sandsynligvis se en struktur, som mindst er toleddet. Heraf følger imidlertid ikke, at erklæret suverænitet følges af international anerkendelse. Logisk er der fire mulige udfald. Man kan enten vinde eller tabe på henholdsvis den nationale og den internationale arena. Der er således to kampe, som skal vindes for at opnå suverænitet i klassisk forstand. Igen må vi huske, at kampen om suverænitet har ikke kun to mulige udfald (som i hobbesianismen, hvor man enten kan vinde eller taber kampen om suverænitet). Kampen kan “ende” uafgjort, eller den kan være uafsluttet. Der er således fire mulige udfald og ikke kun to. I Europa er det de to hobbesianske udfald, som er de altdominerende, men deraf følger ikke logisk, at de altid vil være det, og at de også er det i resten af verden. Det kan videre være uklart, hvornår en kamp er begyndt, og hvornår den er slut. Alle spillere lader sig heller ikke altid umiddelbart identificere. Endelig kan det være uklart, hvilke diskursive regler der spilles efter, og hvad spillet i det hele taget drejer sig om. Det definerende for et suverænitetsspil er, at det er styret af forestillingen om suverænitet som selvbestemmelse. Selvbestemmelse betyder at være ved sig selv bestemt. Dvs. at en given selvidentisk enhed samtidig sætter sin egen grund (creatio ex nihilio). Når man f.eks. erklærer en republik, forudsætter man folket som et allerede suverænt folk, der blot mangler at erklære dets suverænitet. Hvis man anvender sondringen mellem konstitutive og regulative regler, mener jeg, det er frugtbart at fastholde, at suverænitetsspillet som sin konstitutive idé har forestillingen om selvbestemmelse, og at denne idé ofte, men ikke nødvendigvis fordrer en artikulation mellem en befolkning, en regering og et territorium. Den afgørende forskel i forhold til den forståelse af konstitution, som f.eks. Georg Sørensen og Robert Keohane abonnerer på, er, at det ikke nødvendigvis kun er stater, som spiller dette spil. Og videre at artikulationen mellem en befolkning, en regering og et territorium ikke refererer til førgivne attributter, men til forhold, som ikke kan belyses uafhængigt af deres konstitution. Forskellen er, at jeg sætter spørgsmålet om konsitution og artikulation centralt, mens Sørensen og Jackson taler om egenskaber ved “faktiske” enheder og ved givne regler. Det ville, som tidligere nævnt, være mere rigtigt at hævde, at “statslighed” (selvbestemmelse) er noget, man kæmper om, end at hævde at denne kamp står mellem stater. Indenfor den klassiske litteratur om international politik har man set statslighed og suverænitet som hovedreglen. Krigen formidlede en overgang fra en statslig organisering til en anden. Selve kampen var således ikke konstitutiv. Denne artikel har argumenteret for en omvending af dette perspektiv. I stedet for den klassiske forståelse af stater og krig har jeg argumenteret for, at kampen/krigen er konstituerende, og at denne kamp føres om suverænitet. De talehandlinger, som gør sig gældende i kampen om suverænitet, er karakteriseret ved, at de sætte deres egne forudsætninger.(17) Den enhed, som konstitueres, forudsættes i talehandlingen som altid allerede eksisterende. Man kunne kalde dette retroaktiv performativitet eller retroaktiv kausalitet (creatio ex nihilio). Når et folk udråber sig som et suverænt folk, forudsætter denne talehandling på paradoksal vis, at dette folk allerede eksisterer. Det er netop forudsætningen for, at det kan udråbe sig selv. Folket bliver imidlertid først i kraft af “erklæringen” konstitueret som et suverænt folk. Hvis vi tager det tjetjenske folk som et eksempel, så skaber deres uafhængighedserklæring forestillingen om, at dette folk altid har eksisteret. Det mangler blot at blive anerkendt som suverænt. Det kan imidlertid meget vel være, at en række forholdsvis ens individer findes i et givet område, der har forholdsvis ens skikke og vaner, praktiserer den samme religion osv. Det betyder imidlertid ikke, at de er konstitueret som et suverænt folk. (18) Spørgsmålet om et territorium rent faktisk besiddes eller ej, eller om et folk faktisk har givne egenskaber eller ej, ser jeg ikke direkte som relevant i forhold til forståelsen af tilegnelsen af suverænitet. Det handler som nævnt om konstitution. Om hvordan bestemte objekter får væren. Spørgsmålet om, en given gruppe har kontrol over et givet område eller ej, vil jeg foretrække at beskrive i termer som uafhængighed, autonomi, magt og kontrol m.fl. En given gruppes karaktertræk kan beskrives i termer som religion, etnicitet, kultur m.fl. Den insisterende læser ville sandsynligvis protestere her. Betyder det overhovedet ikke noget, om en given gruppe har reel kontrol over et område eller ej? Jo, det gør. Det gør det mere sandsynligt, at de vinder kampen om suverænitet. Hvem, der vinder denne kamp, handler i høj grad om bl.a. ressourcer, alliancefæller og en samlende identitet. Det afgørende er imidlertid, at disse forhold ikke er definerende for, hvad suverænitet er. Det siger snarere noget om chancerne for, at givne aktører vinder kampen. Det kan naturligvis undersøges, men det er et andet studium. To væsentlige pointer følger af talehandlingstilgangen. Dels at talehandlingen må slette sporene af sin egen indstiftelse, for at kunne fungere, og dels at man i “erklæringen” eller “anerkendelsen” kan sætte forudsætningerne for henholdsvis erklæringen og anerkendelsen på en paradoksal måde. For at tage den konstitutive illusion først, så objektiviserer talehandlingen det, som den sætter som sine forudsætninger: Ved “erklæringen” folket, og i “anerkendelsen” den suveræne stat. Den funderende illusion er, at man gennem talehandlingen blot sætter en mærkat på en allerede konstitueret genstand. En forudsætning for, at talehandlingen lykkes, er således, at der “glemmes”, at disse handlinger er konstitutive. Det betyder omvendt, at en politisering af disse sedimenterede sturkturer forudsætter, at der stilles spørgsmål ved suverænitetens forudsætninger og således ved selve talehandlingens performative aspekt. Om det lykkes er ikke blot et spørgsmål om retorik. Ikke-diskursive handlinger er ligeså væsentlige. Hvis talehandlingen sætter sine egne forudsætninger, og hvis denne proces ofte foregår implicit, “skjult” eller uerkendt, så følger også, at de enkelte aktører ikke nødvendigvis formår at kontrollere denne proces. Handlinger kan have utilsigtede konsekvenser, som f.eks. den russiske krigsførelse, der danner grundlaget for en tjetjensk statslighed. Vi kan slå fast, at talehandlingen sætter en forskel i tid. I den “nationale” kontekst sættes f.eks. et territorium, som allerede er under kontrol, og et folk og en regering som allerede eksisterende. På tilsvarende vis sætter “anerkendelsen” en given stat som allerede eksisterende. Den skal blot anerkendes. På samme måde skal folket blot erklære sig som suverænt. Som nævnt, kæmpes der om disse konstitutioner, og det både gennem en verbal og mere håndgribelig kamp. Den russiske krigshandling kan f.eks. (forud)sætte det tjetjenske folk som et suverænt folk givet den måde, det angribes på. Dette er ikke en erklæring i gængs forstand, men en handling, som er med til at konstituere tjetjensk suverænitet. Dette kan skitseres grafisk som en tidslinje 

Skærmbillede 2020-02-26 kl. 13.10.52.png

“Erklæringen” sætter på tidspunktet t2 sine egne forudsætninger t l . På tilsvarende vis sætter “anerkendelsen” på tidspunktet t3 “’’erklæringen” (t2) som sin forudsætning. Forholdet mellem “erklæringen” og “anerkendelsen” vil oftest være sådan, at erklæringen er en forudsætning for anerkendelsen. Den grundlæggende “illusion” bag denne sætten af forudsætninger er, at kausaliteten har den modsatte retning. Den grundlæggende forestilling bag suverænitetsbegrebet er, at en given enhed allerede eksisterer og således blot skal have et “navn”. I realiteten skaber man imidlertid noget ud af et intet. “Navnet” er alt, hvad der er. Dette navn giver substans til det, den benævner. Gevinsten ved at begrebsliggøre denne temporale struktur er, at det hermed er muligt at analysere de processer, gennem hvilke suverænitetens forudsætninger sættes på en måde, der kan danne grund for modstanderens suverænitetsytringer. Det så vi blandt andet i den russiske krigsførelse, der som sin forudsætning konstituerede Tjetjenien som et suverænt territorium. Denne “tale”, som artikuleres, er således ikke altid entydig. Videre kan man analysere de strategier, som udnytter denne paradoksale strukturering offensivt. Et eksempel fra den tidligere analyse har været de tjetjenske partisaners krigsførelse, som tvinger russerne til at konstituere en suveræn tjetjensk stat. Opsummerende er bidraget i forhold til den gængse kritik af suverænitetsbegrebet, at talehandlingstilgangen ikke blot forsøger at begribe det, som gør suverænitet til en institution, men også det der adskiller denne institution fra andre institutioner. Fokuset på performativitet og dermed på temporalitet, kausalitet og viden har gjort det muligt at analysere kampen om suverænitet på en mere facetteret måde end ellers. Særligt er det med talehandlingstilgangen muligt at fange den kompleksitet, som gør sig gældende i kampen om suverænitet. Det bliver således muligt at få blik for de strategier, som udnytter suverænitetsbegrebets strukturering offentsivt.

Betinget suverænitet

Man kunne nu indvende, at perspektivet er kynisk. Skal vi fuldstændig glemme den normative kerne, som stats- og suverænitetsbegrebet rummer? Er alt, hvad der er tilbage, en kortlægning af forskellige strategier, kampe og resultater af disse kampe? Umiddelbart ja. Som pointeret i det indledende kapitel overser dette perspektiv, at suveræne stater er resultat af en konstituerende kamp. Man kunne videre hævde, at disse stater er funderet i en afgrund. Det er den logiske konsekvens af at se suverænitet givet som en talehandling, der retroaktivt sætter sine egne forudsætninger (creatio ex nihilio). Legitimitet fordrer den modsatte bevægelse. At der foreligger en stabil grund, som givne statskonstruktioner eller aspirationer til statsdannelser kan vurderes i forhold til. Der er dog mulighed for en kritisk stillingtagen til de suverænitetskampe, som foregår. Indtil videre har jeg hovedsageligt fokuseret på, hvorledes kampen stod mellem Tjetjenien og Rusland, og på hvorledes deres legitimeringsstrategier havde internationale konventioner som deres baggrund. Den kritiske distance skal præcis grundes her - i det internationale samfunds konventioner. En talehandling kan enten fordømmes eller billiges. Dette behøver naturligvis ikke kun at være retoriske handlinger. Man kan også give mere håndfaste svar som f.eks. i konflikterne med Irak og Serbien. Jeg vil derfor nu sluttelig give et bud på udviklingen i tjetjenienskonflikten og på den internationale reaktion. I Tjetjeniens tilfælde vil min forudsigelse være, at tjetjeneme umiddelbart taber den igangværende krig - den russiske militærmaskine er trods alt for overvældende - men at de på langt sigt vinder kontrollen over området. Eller rettere der er udsigt til, at Rusland taber snarere end, at de tjetjenske partisaner vinder. Resultatet vil sandsynligvis blive, at området i lang tid fremover vil være præget af en anarkisk struktur med skiftende konfliktkonstellationer. Den russiske ødelæggelse af området har dels skabt en endnu større fjendtlighed mod russerne i Rusland og i Tjetjenien, og dels mindsket mulighederne for at skabe en stærk statsmagt, der kan overlejre de interne konflikter i Tjetjenien. Hvis Tjetjenien opnår suverænitet, er det givet, at denne suverænitet ikke vil lade sig udtrykke som en harmoni mellem et folk, en stat og et territorium. Området vil sandsynligvis fremover være præget af borgerkrigslignende tilstande. Det vil på sigt være for omkostningskrævende for Rusland at holde Tjetjenien indenfor den russiske føderation. Antallet af døde russiske soldater vil løbende stige, og opbakningen til krigen vil sandsynligvis svinde i Rusland. Det vil imidlertid ikke indebære, at Tjetjenien opnår international anerkendelse. Den russiske krigsførelse har i høj grad skabt grundlaget for en tjetjensk “statslighed”. En sådan “statslighed” vil man derfor sandsynligvis opnå gennem forhandling. Prisen vil sandsynligvis være, at Rusland vil insistere på at fastholde et symbolsk overherredømme (formel suverænitet). Hvis man skal ekstrapolere ud fra relationerne mellem Rusland og resten af verden, især Vesten, så vil man kunne forestille sig, at Vesten af hensyn til Rusland vil undlade at anerkende Tjetjenien. En anerkendelse af Tjetjenien vil sandsynligvis af Rusland blive opfattet som en provokation, og noget sådant vil man nok være forsigtig med på grund af det for tiden dårlige klima mellem Rusland og Vesten. Kampen om international anerkendelse af Tjetjenien står Rusland derfor til at vinde. Eller igen, de taber den nok ikke. I det store og hele vil resultatet sandsynligvis være en meget uklar situation. Kampen fortsætter sandsynligvis mange år fremover. I diskussionen af krigen i Tjetjenien synes de fleste at glemme, at der er endnu en spiller i kampen om definitionen af suverænitet. Normalt kalder man det verdenssamfundet, men lad os blot nøjes med at nævne Europa og USA. Især diskussionerne og udførelsen af en lang række humanitære aktioner har været centrale for dannelsen af en ny forståelse af suverænitet. Hvis vi tager Kosovo som eksempel, så var det uhyre væsentligt, at denne aktion var med til at udkrystallisere en ny forståelse af suverænitet. Den aktion og flere tidligere har afklaret forholdet mellem princippet om staters ret til selvbestemmelse/til ikke-indblanding i interne forhold og så principper som f.eks. menneskerettigheder og folkeret, der ikke er bundet til en given stat og et givet territorium. Det blev bl.a. gennem kosovokonflikten klarlagt, at retten til selvbestemmelse forudsætter, at man respekterer basale menneskerettigheder. Retten til selvbestemmelse (suverænitet) er ikke en ret til at forfølge en given gruppe indenfor et givet område, hvilket folkemordskonventionen også slår fast. Der eksisterer ikke en ret til at forfølge uskyldige og heller ikke en ret til at sætte folkevalgte forsamlinger ud af kraft. Det, der er sket er en tilbagevenden til princippet om folkesuverænitet med den krølle, at det nu er erkendt, at et givet folk og et territorium ikke nødvendigvis hænger sammen. Samtidig forstås suverænitet ikke længere som givet for altid, men i stedet som baseret på overholdelsen af en række principper. Denne form for suverænitet kan man passende kalde ’’betinget suverænitet”. Et af de centrale udtryk for denne opfattelse var NATO’s angreb på Serbien. Dette angreb blev ikke set som nogen krig, men som en aktion, en kampagne, en humanitær intervention etc. Man greb ind uden samtidig at underkende Serbiens formelle suverænitet. Man havde ikke erklæret krig. Man opretholdt diplomatiske forbindelser etc. Den spagfærdige fordømmelse af den russiske hærs aktioner i Tjetjenien har sandsynligvis flere forklaringer. Hensynet til et meget ustabilt styre i Rusland og en mathed ovenpå problemerne i forbindelse med aktionen i Kosovo. En forestilling om inddelingen af verden i interessesfærer er nok også på spil. Tjetjenien tænkes således som et russisk nærområde, hvorfor russerne anskues at have særlige og derfor legitime interesser i området. Det er deres interessesfære, ikke vores. Endelig er det sikkert også afgørende, at Rusland jo ikke er Serbien. Det er noget større, og en aktion, som den vi så i Kosovo, vil være for risikabel. Alle disse argumenter kan på sin vis være gyldige. Problemet er imidlertid, at man i pragmatismens ånd glemmer, at retorikken spiller en selvstændig rolle. Baggrunden for denne retorik er internationale normer og intemationl ret. Denne retorik udtrykker ikke universelle rettigheder men normer, som er konstitueret i en stadig kamp. Den spagfærdige, eller ligefrem manglende fordømmelse af Ruslands krigsførelse svækker den praksis og suverænitetsfortåelse, som en lang række humanitære interventioner har været med til at understøtte. Vi bør ikke glemme, at også vores tale handler.

Litteratur

Austin, J. L. 1962: How To Do Things with Words, Oxford: Oxford University Press. Baev, Pavel K. 1999: “Russia’s Stance Against Secessions: From Chechnya to Kosovo” i International Peacekeping (6) 3: 73-94. Barkin, J. Samuel 1998: “The Evolution of the Constitution of Sovereignty and the Emergence of Human Right Norms” i Millennium (27) 2: 229-252. Bartelson, Jens 1995: “A Genealogy of Sovereignty, Cambridge: Cambridge University Press. Flower, Michael Ross & Julie Marie Bunck 1996: “What constitutes the sovereign state?” i Review of International Studies (22) 381-404. Hobbes, Thomas 1985 (1651): Leviathan, London: Penguin. Jackson, Robert 1990: Quasi-States: Souvereignty, International Relation and the Third World, Cambridge: Cambridge University Press. James, Alan 1986: Sovereign Statehood. The Basis of International Society, London Kaldor, Mary 1999: New and Old Wars. Organized Violence in a Global Era, Cambridge: Polity Press. Keohane, Robert 1995: “Hobbes’s Dilemma and Institutional change in World Politics: Sovereignty in International Society” i Hans Henrik Holm & Georg Sørensen (red.) Whose World Order? Uneven Globalization and the End of the Cold War. Boulder: Westview Press, pp. 165-186. Lapidoth, Ruth 1992: “Sovereignty in Transition” i Journal of International Affairs, (45) 2: 325-346. Liono, Alexandru 1999: The Chechen Problem: Sources, Developments and Future Prospects, København: Dupi, Working Papers nr. 12. Magnusson, Märta-Lisa & lb Faurby 1999: Endlösung i Tjetjenien?” i Udenrigs, 4:39- 52. Malmvig, Helle 2000: The False Dilemma? Between sovereign foundations during legitimations during legitimations of interventions, København, Institut for Statskundskab, arbejdspapir. Rawls, John 1955: “Two Concepts of Justice” i Philosophical Review (64) 1-33. Searle, John R. 1995: The Social Construction of Reality, London: Penguin. Sørensen, Georg 1998a:. “Statstyper i det internationale system: konsekvenser for konflikt og samarbejde” i Anders Berg-Sørensen & Morten Greve Staten, det er... Stat og politik - historisk, politologisk og sociologisk, København: Roskilde Universitetsforlag, pp.239-262. Sørensen, Georg 1998b: Sovereignty at the Millennium - Change and Continuity in a Fundamental Institution. Århus, Institut for Statskundskab, arbejdspapir. Wæver, Ole 1997: Concepts of Security. København: Institut for Statskundskab.

Noter

1. Tak til Tonny Brems Knudsen, Morten Greve, Nikolaj Egerod, Edith Laustsen og ansatte ved afdelingen for international politik ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

2. Han fik ved præsidentvalget 59 % af de afgivne stemmer (Magnusson & Faurby 1999: 42).

3. Artiklen er således tænkt som et bidrag til det, der populært kaldes Den københavnske Skole. Denne skole har fortrinsvis anvendt talehandlingsteorien i analyser af sikkerhedspolitik, se f.eks. Wæver (1997).

4. Den interne kontrol og fraværet af ekstern indblanding er ikke blot to forskellige måder at sige det samme på - nemlig at staten skal være suveræn i betydningen “herre i eget hus”. Mangel på intern kontrol behøver ikke at have sin baggrund i ekstern indblanding. Den kan skyldes, at en stat er svag (“failed state”) - en stat karakteriseret ved et svagt statsapparat og af konflikter indenfor territoriet.

5. FN’s generalforsamling har i 1970 slået fast, at hverken beskeden størrelse, fjern beliggenhed eller beskedne ressourcer kan diskvalificere stater fra at blive anerkendt som suveræne (Flower & Bunck 1996: 381).

6. Se Barteleson (1995).

7. Sondringen blev ifølge Georg Sørensen (1999b) introduceret af den amerikanske politiske filosof John Rawls (1955) og senere diskuteret i et mere sociologisk perspektiv af J.R. Searle (1995).

8. Ordet ’’post” anvendes her for at markere, at denne suverænitet begrebsligt tænkes som en afvigelse fra den klassiske europæiske forståelse af suverænitet. Argumentet er således ikke som hos Sørensen og Keohane, at den hobbesianske forståelse af suverænitet er primær - hverken i historisk forstand eller i betydningen konstitutiv.

9. Andre eksempler på områder med en egen regering, et velafgrænset territorium og en befolkning er Macao, Gibraltar, Okinawa, Hong Kong før Kinas overtagelse, Puerto Rico og Falklandsøeme (Flower & Bunck 1996:383).

10. Aftalen blev underskrevet af general Alexander Lebed, som på daværende tidspunkt var sekretær for det russiske sikkerhedsråd og af Tjetjeniens præsident Asian Maskhadov. Magnusson & Faurby (1999: 42) er uenig i denne vurdering. De skriver: “Selvom Rusland ikke formelt anerkendte Tjetjeniens uafhængighed, så gav formuleringerne i Khasavjurtaftalen denne en nærmest mellemstatslig karakter og understregede sammen med tilbagetrækningen af de russiske styrker Tjetjeniens de facto selvstændighed. Denne blev yderligere bekræftet af den fredsaftale, som præsident Jeltsin og præsident Maskhadov underskrev i maj 1997.”

11. For en analyse af Ruslands politik overfor løsrivelsesbevægelser, se Baev (1999).

12. Det skal her bemærkes, at Tjetjenien og Tartarstan i modsætning til de resterende 18 republikker og 57 regioner ikke har underskrevet den føderative traktat i 1992 (Baev 1999: 79). Jeltsin erklærede i øvrigt i 1993, at det var Ruslands ansvar at sikre stabilitet i hele det gamle sovjettiske område og videre, at dette var i Ruslands vitale nationale interesse (Baev 1999: 84).

13. Borgerkrige er ikke nogen ny opfindelse. Pointen er imidlertid, at disse tidligere ikke blev set som definerende for det internationale system.

14. Flere interviewede tjetjenske partisaner har hævdet, at russerne bliver nødt til at dræbe hele den mandlige befolkning for at få bugt med den tjetjenske hær.

15. Termen “erklæring” er problematisk al den stund, at den associerer til en rent verbal handling.

16. De to talehandlinger er ofte artikuleret sammen. Jeg har dog af heuretiske og analytiske årsager valgt at analysere dem adskilt.

17. Man kan naturligvis indvende, som det også hyppigt er gjort, at der er et performativt aspekt ved alle ytringer. Det centrale er imidlertid, at suverænitets”ytringer” ikke blot er performative. De tematiserer også selve performativiteten. De handler om selve det at skabe noget ud af intet: om selvskabelse, selvbestemmelse....

18. Hvis vi tænker på Austin’s eksempel på konstitutionen af ægtepagten, så vil han naturligvis heller ikke afvise, at forudsætningen for denne talehandling er to individer, som allerede eksisterer, at gensidig affektion øger chancen for, at denne talehandling vil finde sted osv.