Log ind

Fra Kastellet til Vedbæk - træk af Forsvarsstabens historie

#

Af major Ole A. Hedegaard, leder af Hærens Militærhistoriske Arbejder.

Langt de fleste af vort forsvars domiciler, afdelinger, skoler, stabe m.m. - ældre som yngre - er skildret i vor militærhistoriske litteratur. Det gælder selvsagt primært de ældre enheder og deres kaserner, hvor vi står over for arkitekturer og udsmykninger, man i vore dages rationalistiske (nogle vil sige smagløse!) tidsalder ikke ville drømme om at komponere og tage i brug eller afse penge til. En af de stabe med domicil, som indtil nu aldrig er skildret på trods af, at staben nu efterhånden begynder at nærme sig de halvhundrede år, er Forsvarsstaben. Det kunne formentlig være på sin plads i dette tidsskrift at afdække hovedtrækkene af stabens oprindelse og første års historie, inden en sådan skildring vil være nødsaget til at skulle være baseret udelukkende på arkivstudier. Undertegnede, der som den eneste officer nogensinde har tilbragt 22 år i én tjenesteperiode i staben (fra 1966 til 1988), føler derfor at være nogenlunde kompetent til at bringe en sådan historisk skildring. Nærværende historiske redegørelse er hovedsagelig baseret på kundgørelser, skri-velser, rapporter, indstillinger, fotos m.v. i Forsvarsstabens henlagte arkiv, Forsvarsministeriet og Hærens Militærhistoriske Arbejder. Endvidere egne notater, nedskrevet efter samtaler med militært og civilt personel, der har været med fra stabens oprettelse i 1950 samt personlige erindringer og oplevelser. Optakten til Forsvarsstabens, Danmarks første 3-værns eller værnsfælles stab, der formeredes 1. oktober 1950 som følge af forsvarslovene af s.å., går ganske langt tilbage i tiden. Oprettelsen havde som formål i givet fald at koordinere og samordne hærens, søværnets og flyvevåbnets indsats i et forsvar af nationen, side om side med vore alliancepartnere i NATO. Behovet for ved indtrædelse af krig at koordinere og målrette alle nationens civile og militære kræfter i et energisk forsvar under én øverste militær ledelse forekommer i vore dage naturlig for såvel civile som militære kredse. Således har det imidlertid ikke altid været. Et lærerigt - og samtidig afskrækkende - eksempel herpå er 1864-krigens tragiske forløb, et forløb, som dog hverken politikere eller ledende officerer lærte af, og vejen frem til vore dages forsvarsstab var lang og trang.

Under krigen 1864

Allerede, da den kommende krig i efteråret 1863 begyndte at tone frem som en højst sandsynlig mulighed, begyndte stridighederne mellem hærens overkommando, underlagt Krigsministeriet, og marinen, underlagt Marineministeriet, og kongen, der ikke længere var enevældig, var ude af stand til at øve' reel indflydelse. Under planlægningen af det kommende felttog stod det Overkommandoen klart, at der i denne krig, især i den indledende fase, ville blive tale om uvant store troppetransporter mellem landsdelene, transporter, som marinen efter hærens opfattelse skulle effektuere. Dette værn var af en noget anden opfattelse og skønnede, at når de nordtyske havne samtidig skulle blokeres, rådede værnet ikke over så megen tonnage, at hærens transporter kunne gennemføres alene af marinens fartøjer, men civile skibe burde chartres. Marinen erkendte dog, at området klart henhørte under dette værn. Der eksisterede simpelthen ikke “skuffe-ordrer” eller planer om, hvordan søtransporter til hjælp for hæren skulle foregå. En ulidelig, tidsrøvende korrespondance mellem de to ministerier udspandt sig, og som vidnede om dybe modsætninger og interessekonflikter mellem de to værn, selv med en krig for døren. Senere, efter rømningen af Dannevirke primo februar 1864, ønskede Overkommandoen et krigsskib stationeret ved Arnkilsøre. Eskadrechefen orlogskaptajn F. Muxoll svarede, at et krigsskib i tilfælde af en overgang til Als fandt sted ved både eller broslagning, ville blive ofret til ingen nytte ved at løbe på grund i røgen eller blive skudt i sænk, og han kunne derfor ikke efterkomme Overkommandoens ønske. Generalmajor Steinmann, der efter tilbagetoget fra Dannevirke havde afløst generalløjtnant de Meza som chef for den aktive armè, og Overkommandoen blev opbragt, og i staben verserede selvfølgelig hurtigt ondskabsfulde rygter om, at søofficererne ikke turde vove deres pels og kostbare skibe. Overkommandoen fornyede anmodningen, og da eskadrechefen ikke var underlagt Overkommandoen og ikke på egen hånd turde påtage sig hvervet, henvendte han sig 19. februar telegrafisk til Marineministeriet og oplyste, at panserbatteriet “Rolf Krake” ikke kunne flyttes fra forsvaret af Vemmingbund. Der kunne derfor kun være tale om at benytte panserskonnerten “Absalon”. Han fortsatte: “... men da jeg ikke tør paatage mig Ansvaret for Skibets Tab (!), der forekommer mig vist, maa jeg udbede mig Ministeriets Ordre, om jeg maa beordre Absalon til den Tjeneste, Oberkommando en fordrer af dette Skib..”. Marineministeriet bakkede mærkværdigvis eskadrechefen op og erklærede, at et krigsskib, der under et eventuelt fjendtligt forsøg på en overgang til Als løb ind i den snævre del af sundet for at ødelægge broer eller både, ville være “ganske overordentligt udsat”.

For Overkommandoen betød det selvsagt en sag om liv eller død for mange af hærens soldater og et måske endeligt nederlag, hvis en overgang lykkedes, og anmodningen fornyedes for tredie gang med den tilføjelse, at stationeringen af et synligt krigsskib netop dér ville have en gunstig moralsk virkning på hærens soldater. Endelig fik Muxoll ordre til at træffe de fornødne foranstaltninger og “... søge selv med Risiko for Skibets Opofrelse at naae det tilsigtede Maal”. Valget af skib overlod ministeriet til eskadrechefens afgørelse. Det blev foreløbig panserskonnerten “Esbern Snare”.

Stigende uenighed mellem værnene

De uforsonlige stridigheder fortsatte gennem marts og april, hvor preusserne udbyggede deres stillinger på Dybbøl nærmere mod skanserne, og det blev klart for Overkommandoen og hele Europa, at det hele uvægerligt ville ende med et generalangreb på skanserne med en påfølgende overgang til Als over Als Sund efterfulgt af en fremrykning op i Jylland. Toppunktet af manglende forståelse og kommunikation mellem overkommando og eskadrechef nås med nogle gensidige telegrammer i slutningen af marts, hvor en storm på stillingen begyndte at være faretruende, og nerverne hos Overkommandoens personel stod selvsagt på højkant. Overkommandoen orienterede loyalt eskadrechefen om, at fjenden foretog forberedelser til et landgangsforsøg på bl.a. Als. Hertil svarede Muxoll, at han takkede for meldingen, ... men jeg tilstaaer, at jeg ikke har stor Tro paa, at han virkelig skulle have et saadant fortvivlet Foretagende til Hensigt”. Og det var hærens maritime mak-ker og rådgiver! Natten mellem 30. og 31. marts var man i Overkommandoen særlig urolig og sendte et telegram til eskadrechefen med en forespørgsel vedrørende blokeringen af Flensborg Fjord, men begik den generalbrøler at lade telegrammet underskrive af en af Overkommandoens adjudanter. Det betød, at orlogskaptajnen skulle purres ud af køjen og begive sig til telegrafstationen, hvilket han blev yderst opbragt over og dagen efter tilskrev Overkommandoen:

“Jeg beder Overkommandoen være overbevist om, at jeg med den største Beredvillighed skal lade det være mig magtpaaliggende at tilfredsstille enhver Anmodning om Assistance af den mig underlagte Eskadre; men jeg maa dog anmode om ikke at blive berøvet min Nattero ved Telegrammer, der kun fremsætter Spørgsmaal, hvis Besvarelse det ikke iler med, og allermindst at blive henkaldt paa Telegrafkontoret til en Samtale med Overkommandoen, der, som det var Tilfældet i Nat, viser sig alene at bestaa i Spørgsmaal, fremsatte af en Adjudant, hvis Besvarelse vilde være bleven given Overkommandoen ved Telegrafen".

Den mere end anstrengte kommunikation toppede 4. april om aftenen - altså 14 dage før stormen på skanserne - da Overkommandoen atter loyalt underrettede eskadrechefen om, at chefen for efterretningstjenesten havde meddelt, at fjenden givet ville forsøge en overgang til Als ved Sandbjerg. De to telegrammer fortjener gengivelse:

“Overkommandoen har ikke villet undlade at meddele Hr. Orlogskapitainen, at man har modtaget følgende Depeche fra 7. Brigade: Chefen for Efterretningsvæsenet har meddelt, at Fjenden ganske vist vil forsøge en Landgang ved Sandbjerg”.

Telegrammet, der ud på natten nåede sit bestemmelsessted, besvaredes af eskadrechefen 5. april således:

“/ en Depechee modtaget i Nat har Overkommandoen behageligen meddelt mig, at Fjenden ganske vist vil forsøge en Landgang på Sandbjerg. Da det er mig ubekjendt, hvor Sandberg er beliggende, beder jeg mig snarest oplyst derom ved Telegrafen”.

At en ældre orlogskaptajn, der havde deltaget i Treårskrigen bl.a. med tjeneste ved armeens hovedkvarter og havde kommandostation i området, ikke kendte slægten Reventlows domicil i Sundeved, en af Sønderjyllands kendteste herregårde, beliggende lige ned mod Als Sund, og på hvilken helten fra Treårskrigen generalløjtnant F.R.H. Bülow døde i 1858, kan formentlig kun opfattes som en ondskabsfuld provokation fra orlogskaptajnens side. Det er som bekendt umuligt at bedømme fortiden med nutidens målebånd, men den her skildrede utålelige friktion mellem en krigsførende nations tro værn, burde vel have overbevist såvel officerer som politikere om, at der her var noget væsentligt, der snarest burde ændres på. Dette skete imidlertid ikke.

Op mod besættelsen 1940

Man kunne måske have forventet, at hærloven af 1867 - der bl.a. indførte bagladegeværet og afskaffede “stillingstilladelsen” og faneeden - havde rummet nogle bestemmelser for samvirket med flåden, men det gjorde den ikke. De senere forsvarslove gjorde det heller ikke. I de følgende år afholdtes de store årlige lejrsamlinger ved Hald, hvor større hærstyrker gennemførte nogle realistiske øvelser i større rammer og med deltagelse af alle våbenarter. Egentlige fællesøvelser med marinen foretoges ikke. Det skal dog retfærdighedsvis anføres, at det var heller ikke almindeligt i andre lande.

Uenighederne, der stadig ikke kunne bilægges af nogen højere militær myndighed, kom også glimtvis frem omkring hærloven af 1909 og også under Sikringsstyrken 1914-18, hvor der atter var rig lejlighed til at diskutere, hvorvidt flåden skulle opfattes som et selvstændigt opererende værn eller nærmest være underlagt hæren. Også i denne periode var der divergenser mellem opfattelserne hos de to værnschefer generalløjtnant E.V.C. Gørtz og viceadmiral O. KofoedHansen, men selvfølgelig ikke med samme effekt som i 1864. Derimod kom værdien af én højere myndighed tydeligt frem på Vestfronten under verdenskrigen 1914-18. Under hele krigen var der idelige uenigheder, national jalousi og konfusion mellem de øverste engelske, franske og belgiske generaler. Mangen operation mislykkedes derfor og kostede store tab, fordi ingen formåede eller havde myndighed til at koordinere kræfterne, og alle følte at ville sætte den nationale identitet og suverænitet til under en fælles føring. Først da den store tyske “kejseroffensiv” med bl.a. alle de fra Østfronten frigjorte styrker i marts 1918 rullede frem som et sidste energisk forsøg på at vinde krigen, forstod Ententen endelig klart alvoren, og mangelen på en fælles overkommando viste sig straks. Den 24. marts 1918 gennemførte Clemenceau og Lloyd George i Doullens, at den franske feltmarskal Foch blev øverstkommanderende, og da de amerikanske tropper kort tid efter ankom i større mængde, indgik de også under hans kommando. Lignende erfaringer høstede de allierede også i den fejlslagne ekspedition mod Gallipoli ved Dardanellerne 1915, hvori deltog styrker af såvel hæren som flåden, uden at operationen som helhed havde en fælles chef. Verdenskrigen havde skabt to nye våbenarter, panservåbnet og flyvevåbnet, ligesom krigen også havde vist, at i fremtidig krigsførelse ville flyvevåbnet i høj grad være nødt til at samvirke intenst med hæren og søværnet i fælles operationer for at opnå den optimale effekt. Disse forhold blev stadig tydeligere i 1930’erne, hvor begge de nye våbenarter gennemgik en rivende udvikling, ligesom det blev klart, at fremtidig krig med alle tre værn ville kræve en fælles overkommando for et land eller en sammenslutning af allierede. Forholdet sattes yderligere i relief de allersidste år af 30’erne, da den tyske oprustning under Hitler viste, at man kunne vente sig alt fra den aggressive enehersker, for hvem traktater var til for at brydes. I et sidste forsøg på at samordne og målrette Danmarks militære kræfter foreslog hærchefen generalløjtnant Erik With i januar 1938 simpelthen oprettelse af en værnsfælles enhedskommando, en forsvarsstab, dansk forsvar - som anført - aldrig tidligere havde haft. For flådens chef viceadmiral H, Rechnitzer var dette forslag nærmest en opgivelse af søværnets identitet, og han afslog kategorisk at give tilslutning til det, hvor meget man end holdt 1864 op for hans øjne. Det var naturligvis ikke et forslag, som kunne sættes i værk uden regeringsgodkendelse, og udenrigsminister dr. P. Munch skrev senere i sine erindringer, at det gjorde et dybt indtryk på politikerne ved møderne med With, Rechnitzer og Gørtz at konstatere den dybe, uforsonlige uenighed, der herskede mellem værnene, og som ikke styrkede de to værnschefers troværdighed over for de - alt i alt - forsvarsfjendtlige politikere. Kun én ting kunne de to værnschefer, der afskyede hinanden og ikke lagde skjul på det i pressen, dog enes om, og det var, at der i hvert fald ikke' skulle oprettes et selvstændigt flyvevåben som et tredie værn. (De kunne mærkværdigvis også enes om den 18. april 1939 sammen i lyntoget som særligt indbudte at rejse til Berlin til Hitlers 50-års fødselsdag 20. april). Som en følge af første verdenskrigs uheldige kommandoforhold og våbenudviklingen indførte begge parter under anden verdenskrig 1939-45 den ubetingede enhedskommando på alle krigsskuepladser. Lignende ordninger blev også gennemført i visse neutrale lande, fx Sverige. Eng-lænderne og amerikanerne havde som øverste ledelse af landenes samlede krigsførelse en slags forsvarsråd (“Chiefs of Staff Committee”, og “Joint Chiefs of Staff ’ m.fl.), hvori bl.a. indgik de tre værns chefer på lige fod. Angelsachserne opdelte endvidere kloden i et antal operationsområder, og i hvert af disse beordredes èn mand, der havde kommandoen over samtlige styrker af hær, flåde og flyvevåben. Eksempelvis skal nævnes, at general Eisenhower som bekendt under invasionen i Frankrig og under resten af felttoget i Vesteuropa havde overkommandoen over samtlige styrker til lands, til vands og i luften, der var stillet til rådighed til denne operation. I Tyskland kom centraliseringen til udtryk i “Overkommando der Wehrmacht”. I slutningen af 1941, hvor den første, uventede tilbagegang i snemasserne foran Moskva fandt sted, afskedigedes hærchefen generalfeltmarskal W. von Brauchitsch brat, og Hitler overtog personligt den øverste føring af alle tre værn, helt ned i ubetydelige detaljer, og alle tråde løb sammen i hans hånd. De tyske generaler reduceredes til, som generalstabschefen general F. von Halder udtrykte det, “Militære postfunktionærer, der blot viderebragte Førerens ordrer”, og enhver frugtbar diskussion med Hitler om operationerne og den øverste føring var fremtidig umulig at gennemføre. Tyskerne indsatte med Føreren over sig på hver krigsskueplads/besat område en mand, der havde kommandoen over de derværende styrker af alle kategorier. Eksempelvis kan nævnes, at general H. von Hanneken - og efter ham generaloberst G. von Lindemann - havde betegnelsen “Wehrmachtsbefehlshaber Dänemark” og havde i alle spørgsmål vedrørende Danmarks forsvar samtlige i landet værende styrker af alle tre værn og politiformationer under sig. I Sverige indførte man allerede ved forsvarsordningen af 1936 en for de tre værn fælles forsvarsstab, der skulle træffe forberedelser vedrørende mobilisering og anvendelse i krig af alle tre værn, idet det var hensigten, at en forsvarschef ( “Över-befälhavare”) skulle udnævnes ved krigsudbrud. Faktisk blev han også udnævnt, da krigen brød ud i september 1939, uagtet at Sverige ikke i første omgang var særligt udsat eller truet.

Det blev endvidere klart af de erfaringer, det danske forsvar og danske politikere uddrog af besættelsen og verdenskrigens militære operationer, hvor land-, sø- og luft-operationer oftest gik op i en højere enhed, at eventuel fremtidig krigsførelse her i landet eller med deltagelse af danske styrker ikke mere kunne udføres af èt værn alene uden intimt samarbejde med nationens øvrige forsvarsgrene. Disse synspunkter udbyggedes mangefold ved Danmarks indtræden i den store vestlige forsvarsalliance NATO i 1949. Det blev med det samme klart, at det fremtidig ville være bydende nødvendigt at koordinere alle til rådighed stående kræfter og ressourcer - også civile - i en fælles, øverste ledelse af alle værn, ikke mindst under hensyn til det kommende, omfattende samarbejde og fælles øvelsesaktivitet med uden-landske styrker af de tre værn. Dette uafviselige forhold sattes hurtigt i relief ved de spændinger, der allerede fra slutningen af krigen konstateredes mellem øst- og vestmagterne, og som for alvor optrappedes i 1946-47 gennem den såkaldte “kolde krig”, der her tog sin begyndelse, og hvor Danmark med sine gennemsejlingsfarvande til Østersøen og Sovjetunionens hastigt voksende østersøflåde gentagne gange i stigende grad kom i søgelyset på en særdeles ubehagelig måde.

Forsvarsstaben formeres

Forhandlingerne om en nye forsvarslov i forbindelse med oprettelsen af en forsvarsstab fandt sted gennem 1948-49, og ved lov nr. 242 af 27. maj 1950 om forsvarets ordning var fastslået oprettelse af en “forsvarsstab”, sammensat af bl.a. officerer fra de tre værn, der under “forsvarschefen” - også en ny betegnelse i dansk forsvar, og som - bredt sagt - kunne sidestilles med tidligere perioders “generalfeltmarskal” - skulle udføre alt grundlæggende stabsarbejde i forsvaret. (Graden “generalfeltmar-skal” udgik ved hærordningen af 1842 og er aldrig siden genindført). Som koordinator og planlægger af stabens formering beordredes generalmajor i hæren E.M. Nordentoft (1896-1968), der under besættelsen 1940-45 havde udført et fortjenstfuldt arbejde inden for bl.a. den militære efterretningstjeneste, og i 1938-43 var han chef for hærens efterretningstjeneste, som han sammen med bl.a. officererne ritmester H. Lunding og kaptajnerne P. Winkel og V.L.U. Gyth reorganiserede op til et fagligt højt respekteret niveau. Som forsvarschef ønskede forsvarsminister Rasmus Hansen kontreadmiral E.J.C. Qvistgaard (1898-1980). Han havde i årene 1946-49 været flyver- og marineattaché i London, en opgave, han løste på fremragende vis, og som skaffede ham mange værdifulde kontakter hos højere engelske og amerikanske myndigheder. Han udnævntes til admiral og ansattes samtidig som forsvarschef, foreløbig for et tidsrum af tre år.

Generalmajor Nordentofts planlægning udmøntede sig i et forslag om, at staben organiseredes med en chef (generalmajor/kontreadmiral), en souschef (oberst/kom-mandør) og fem ligestillede afdelinger, hver med en stabsofficer af et af værnene som chef med undtagelse af Adjudantursektionen, hvor chefen efter omstændighederne kunne være kaptajn/orlogskaptajn (før genindførelsen af majorgraden i 1962). Nordentoft foreslog ministeriet en stabsorganisation, bestående af

Skærmbillede 2020-03-03 kl. 15.27.23.png

Samtidig foreslog generalmajoren en række militært og civilt personel overført fra værnene til tjeneste i staben.

DE MILITÆRE CHEFER VAR:

Generalmajor E.M. Nordentoft chef for Forsvarsstaben, oberstløjtnant E. Kragh Souschef, kommandør P.A. Mørch til rådighed for Efterretningsafd., oberstløjtnant H.M. Lunding chef for Efterretningsafd., oberstløjtnant P.V. Hammershøy chef for Transportafd., kommandørkaptajn P.C. Weilbach chef for Signalafd., oberstløjtnant P. Winkel til rådighed for Efterretningsafd., oberstløjtnant N.B. Schou ved Efterretningstjenesten, kommandørkaptajn K.H. Poulsen chef for Operationsafd., kaptajn T.V.G. Nielsen ved Operationsafd., kaptajn E.H. Wolff ved Operationsafd., Orlogskaptajn A. Helms ved Operationsafd. og adjudant hos chefen for Forsvarsstaben, kaptajn F.G. Tillisch aAdjudant hos Forsvarschefen og chef for Adjudanturafd.

Med Forsvarsministeriets bemyndigelse ansattes endvidere overofficianterne B.V.H. Merten og B. Carstens ved Adjudantursektionen som arkivar og kommandoofficiant. De havde begge været tjenstgørende i mange år i Hærstaben og tilhørte de gamle militære “arkivdynastier”. Det blev altsammen tiltrådt af ministeriet, og ved kundgørelse for hæren nr. A.91/ 1950 oprettedes Forsvarsstaben 1. oktober 1950. Oprettelsen skete dog noget hovedkuls, da det af hensyn til NATOsamarbejdet gjaldt om hurtigst muligt at komme i gang med opgaver, der allerede lå på bordet. Den daværende arkivar, senere major af B-linien B.V.H. Merten, har således oplyst, hvorledes han af general Nordentoft fik ordre til øjeblikkeligt at “gå ud i byen” og på stedet indkøbe skrivemaskiner, kontorartikler, papir m.v. og blot præsentere en regning, generalen nok skulle attestere. Denne ønskede ikke - og kunne ikke - afvente den sædvanlige, langsommelige bestillingsprocedure gennem Forsvarets Materielintendantur. Når man ser på den enorme, avancerede, elektroniske maskinpark, den nuværende forsvarsstab råder over, og som jo er et naturligt, uafvendeligt led i tidens hæsblæsende udvikling, var det beskedent, hvad man anskaffede til den første, spæde stab: 10 skrivemaskiner, to skrivemaskiner med lang valse, 15 rejseskrivemaskiner (til udlån til sagsbehandlere), en duplikator (elektrisk drevet) og en duplikator med dobbelt bredde. Det var et stort spørgsmål, hvor den nye stab skulle være beliggende, da mange militære etablissementer i hovedstadsområdet var i en dårlig forfatning efter kapitulationen i maj 1945. Det fremgår af arkivalierne, at der var planer fremme om, at Forsvarsstaben skulle underbringes på “Ov erførstergår den” i Jægersborg. Der udveksledes en række skrivelser mellem ministeriet og staben om spørgsmålet, men Forsvarsstaben måtte sluttelig - tiltrådt af forsvarschefen - fraråde en udflytning til denne bygning som stabens domicil, bl.a. fordi den sikkerhedsmæssigt skønnedes aldeles uegnet for en længere periode. Derimod lykkedes det meget hurtigt i Kastellet (Nordre Magasin) at få frigjort nogle egnede lokaler, og 20. oktober 1950 kl. 1100 rykkede staben officielt ind i de provisoriske lokaliteter i Kastellet og påbegyndte som Danmarks første værnsfælles stab sin virksomhed. Admiral Qvistgaard rettede en skriftlig tak til kommandanten i Kastellet oberstløjtnant C.E. Thiede for den hurtighed og improvisationsevne, hvormed kommandantskabet havde fået indrettet stabens foreløbig kontorer. Det kunne selvfølgelig kun blive en foreløbig løsning, da man måtte påregne, at staben ville ekspandere. Det besluttedes da i september 1950 i Forsvarsministeriet, at staben som endelig og permanent domicil skulle have rådighed over den i Kastellet i 1885 opførte depotbygning for 1. Regiment, som lå centralt i hovedstaden. Her var også mulighed for etablering af vagtstuer for den nødvendige mandskab i forbindelse med den ret så strikte adgangskontrol. I denne bygning rykkede staben ind (med undtagelse af efterretningstjenesten, der gik til Elefantstok) og var beliggende her til 1969.

I denne periode, hvor hærens regimentsmærker kreeredes og indførtes, skulle Forsvarsstabens officerer selvfølgelig også - i god pagt med personellet i de NATO-stabe man samarbejdede med - have et særligt officielt kendetegn. Allerede 2. november 1950 befaledes, at alle officerer af linien, der var “ansat” (altså sat “i nummer”) ved Forsvarsstaben, skulle kendetegnes ved at bære “om venstre overarm 2 snore i guldtrcekkerarbejde”. Efter udenlandsk skik indførtes også et særligt "forsvars stab smærke” til bæring på venstre side af brystet. Dette mærke, som stadig eksisterer, fik en mærkværdig historie. Der blev selvfølgelig komponeret flere forslag med de traditionelle militære symboler, fx løver, hjerter, sværd, springende bomber o.s.v. Noget særligt var, at man i symbolikken selvsagt skulle tage hensyn til det som selvstændigt værn nyoprettede flyvevåben og dette værns officerer, som naturligvis også indgik i Forsvarsstaben. Billedhugger Harald Salomon skabte et glimrende og veltruffet udkast til et badge eller våben med de tre danske løver i et kronet skjold, lagt på et med odden opadstillet sværd, symboliserende det militære, og omgivet af et skriftbånd med den latinske devise: “VIRIBUS UNITIS” (ved forenede kræfter), et udmærket motto, der helt klart gik på den fælles opgave og en loyal, kammeratlig og faglig sammenkitning af de tre værns personel sammen med den civile gruppe. Som tegn på, at mærket var skabt i kong Frederik IX’s regeringsperiode, var kongens kronede monogram lagt på sværdets grebknap/kontravægt. Med hensyn til at få mærket båret af alle tre værn stødte Nordentofts afløser som chef for Forsvarsstaben generalmajor P.V. Hammershøy på uventet modstand. Det er notorisk, at set fra et traditionsplejemæssigt synspunkt var der i søværnet ikke tradition for bæring af mærker på brystet, bortset fra de approberede danske og udenlandske dekorationer. Ikke engang de officielt tildelte skyttemærker i metal bryder man sig om at bære blandt værnets officerer. Den daværende jagtkaptajn, hvem en farvelagt rentegning af mærket tilsendtes med henblik på forelæggelse til approbation hos kong Frederik, gjorde disse synspunkter gældende over for kongen, der jo samtidig var søofficer med liv og sjæl, og mente ikke at kunne anbefale, at søværnets officerer fraveg sine traditioner og bar mærket. Kong Frederik fulgte jagtkaptajnens indstilling op i en skrivelse til generalmajor Hammerhøy, og resultatet blev, at søværnets officerer i resten af kongens regeringsperiode ikke anlagde og bar det fælles mærke. (Det skal bemærkes, at i 1977 fik forsvarschefen sit personlige myndighedsvåben med rigsvåbnet lagt på to krydslagte kommando (marskal)stave, til at bruge på brevpapir, diplomer o.s.v. samt til at føre i guldtrækkerarbejde som lommemærke på egen, egen adjudants og militærattacheernes uniformer. Det heraldiske smukke og velkomponerede våben er skabt af kunstneren og heraldikeren Claus Achton Friis. Mærket er undertiden blevet opfattet som Forsvarskommando­mærket, hvilket er forkert, da Forsvarskommandoen som sådan ikke har noget mærke, og det - heraldisk og visuelt set - uheldige mærke med de tre værns symboler lagt oven på hverandre C Mudderkliren”) er “forsvarets” mærke, jf. kundgørelsen herom). Det var i sagen natur uvant for de tre værns officerer at arbejde snævert sammen, men henset til den relativt lille styrke, ca. 60 militære og civile personer, var de store uenigheder, grundet værnstilhørsforholdet, ikke særligt meget fremme i stabens første år. Bygningens tilbagetrukne placering og isolerede indretning og det lille antal medarbejdere gav mulighed for en vis “intim” familiaritet, der uhjælpeligt gik tabt år efter, da værns-stabene og Forsvarsstaben i stort tal samledes i Vedbækområdet. I slutningen af 1960’erne medførte udviklingen, at det skønnedes hensigtsmæssigt at samle forsvarschefen, Forsvarsstaben og de tre værns øverste ledelser i en “forsvarskommando”. Det faldt underligt nok sammen med en række mere eller mindre forsvarsfjendske udtalelser i Folketinget om at få fjernet alt militær - herunder de særlige potentielle “bombemål” - fra det tætbefolkede hovedstadsområde. Fra forsvaret gjorde man gældende, at det jo blot var en fiktion. Ved en indtrædende spændingsperiode ville alle militære afdelinger, stabe m.fl. i København og nær-meste omegn øjeblikkeligt blive forlagt til deres krigshovedkvarterer ude i landet. De virkelige bombemål, fx de udstrakte havneanlæg og kajer, hovedbanegården, broerne over til Amager, telefonhuset, gas- og elektricitetsværker m.m. ville jo stadig være der, og dem evnede man ikke at fjerne, ligesom man heller ikke kunne stille noget op over for et besluttet terrorbombardement af masserede boligkvarterer. Det var selvfølgelig en kvalificeret argumentation, der var svær at komme udenom, men som ikke passede ind i disse kredses mønstre og politiske horisont, da disse fløje klart havde andre, mindre smagfulde mål end blot en udflytning af forsvaret fra hovedstanden. Enden blev alligevel, at det i 1969 i ministeriet besluttedes at centralisere forsvarets øverste ledelse i et domicil uden for hovedstadsområdet. Der var forskellige forslag fremme, bl.a. Lyngbyvej 100, hvor Forsvarets Materielintendantur og beklædningsudsalget havde til huse. Det skønnedes dog som en del af hovedstadsområdet, og forslaget faldt til jorden med et brag og opfattedes af visse kredse nærmest som en sabotage af sagen. Et forslag af en kontorfuldmægtig i Flyverstaben i Vedbæk om at placere den nye forsvarskommando i en nybygning i dette område præmieredes med 1000 kr., og tanken approberedes til stor harme for mange officerer og civile i de to værnsstabe, som havde bopæl i hovedstaden, dvs. Hærstaben i Kastellet og Søværnsstaben i Gernersgade. Forsvarets bygningstjeneste under direktør P.B. Jagd fik til opgave at rejse en monumental nybygning, der kunne rumme de fire stabe med fornødne admini­strative støttefunktioner, og det første spadestik til den nye forsvarskommandobygning blev taget i efteråret 1970. I den nye forsvarsstab skulle bl.a. indgå en værnsfælles “personelstab”, som selvfølgelig skulle bygges op fra grunden. Dens første grundelement fik samtidig den opgave at føre tilsyn med opførelsen og indretningen af det nye bygningskompleks. Til bl.a. at forestå denne overgangsfase tilkommanderedes kommandør V.P. Heise og major i hæren, senere generalløjtnant, P.B. Krogen samt et mindre antal officerer fra værnsstabene. Som et mellemfaldende “stillingsskifte” placeredes disse officerer med en administrativ enklave på Lyngbyvej 100, medens byggeriet i Vedbæk fuldførtes. Der kom fra de militære personelorganisationer hurtigt stor kritik af bl.a. bade- og ömklædningsfaciliteterne, som man fra bygningstjenesten lagde op til. Det kritiseredes således over for direktør Jagd, at der i hele bygningen kun indrettedes èt baderum til alt det mandlige personel, og at hver militært ansat ikke engang kunne få et skab til sin udrustning, hvad alle officerer jo var vant til fra deres hidtidige tjenestesteder. Fra direktørens side blev der - på dennes kendte, håndfaste manér - gjort gældende, at det, man byggede, var en kontorbygning og ikke en kaserne eller et operativt stabshovedkvarter, og d’herrer officerer skulle prøve at indrette sig herpå. Udrustning og tjenestepistol m.m. måtte man således opbevare i sit hjem, og direktøren skønnede det heller ikke påkrævet, at man under eller efter en tjenestedag i bygningen absolut skulle have lejlighed til at tage bad. Påstande om, at man selvfølgelig efter kondi, løbeture eller anden form for tjenstlig tilladt idræt skulle kunne få en afvaskning, prellede af på bygningstjenesten med henvisning til, at der ikke yar afsat midler til sådanne personelle luksusfaciliteter. En af personellet foreslået etage mere på bygningen, indeholdende spise- og messelokaler, blev også hurtig manet i jorden af direktøren med henvisning til, at man kunne bevæge sig over på flyvestationen, hvor der var sådanne faciliteter.

Indrykning i Vedbæk

I forbindelse med indflytningen i bygning 37, som den nye forsvarskommandobygning officielt benævntes, blev det nødvendigt for Forsvarsstaben først at blive indkvarteret på Henriksholm hovedbygning og de tilstødende pavilloner, men i januar 1973 rykkede hovedparten af staben face vis ind i det nye kompleks. Ved en symbolsk handling i forhallen overrakte forsvarsminister Kjeld Olesen forsvarschefen general i flyvevåbnet K.R. Ramberg en nøgle til kompleksets store glasindgangsdør. Endelig i februar og marts 1973 rykkede de tre værnsstabe ind i deres nye domicil, og Forsvarskommandoen var etableret pr. 1. april 1973 under den nye forsvarschef general O. Blixenkrone-Møller med generalløjtnant i flyvevåbnet K. Jørgensen som stabschef.

Havde der ikke været friktion før i anledning af sammenlægningen, så åbnedes sluserne nu på vid gab, og det var på flere måder, som om alle tvedragtens spøgelser fra 1864-krigen var stået op af graven og med stor energi fortsatte de værnsprægede stridigheder. I Flyverstaben var man gennemgående yderst utilfreds med, at flyvevåbnets traditionelle område skulle vanhelliges af personel fra hæren og søværnet. En chef i denne stab indskærpede ligefrem forud for indflytningen i bygning 37, at når nu “alle mappedyrerne fra Kastellet og Gernersgade kom til Vedbæk, så gjaldt det for flyvevåbnets personel om at holde fanen højt og ikke mænge sig for meget med tilflytterne! ”, en udtalelse, som i øvrigt indbragte pågældende en tilrettevisning af chefen for Forsvarsstaben generalløjtnant i hæren E.H. Wolff umiddelbart inden denne afgang som stabschef. I de tre øvrige stabe fulgte man godt med. Med mistænkelig stor hast fik man med værnsbestemt udsmykning på gange og reposer utvetydigt afmærket diverse territorier, Hærstaben i stueetagen, Flyverstaben på 1. etage og Marinestaben på 2. etage og med bl.a. sekretariat, COSMIC-arkiv, kurercentral og møde- og filmlokale i kælderetagen. En del elementer forblev på Henriksholm, fx Generallægen og dennes stab, og i pavillonerne. Det var ganske tydeligt, og værnsstabene lagde heller ikke skjul på det, at man - sammenlægning eller ej - havde gravet sig ned og ønskede for enhver pris at “bevare værns identiteten” og ikke lade sig noget foreskrive. Det kom til udtryk både i det daglige samvær - bl.a. i cafeteriet - og ikke mindst i de mange 3-værns arbejdsgrupper og kommissioner, som nu blev formeret som en naturlig følge af sammenlægningen. Arbejdet var i disse i de første mange måneder, inden man nåede frem til et fælles fodslag, yderst besværligt og formelt, og det forpligtende motto: “Ved forenede kræfter” nød i den første, svære tid en kummerlig tilværelse. En medvirkende årsag til, at det intime, nærmest eksklusive præg, der tidligere havde været forbundet med at blive beordret “ansat” i Forsvarsstaben, nu var totalt forsvundet, var antallet af tjenstgørende, og man måtte nærmest få det indtryk, at tjenstgøring i Forsvarsstaben var en form for omgangstjeneste. I 1975 var totaltallet i staben således oppe på 657 militære og civile medarbejdere. Det affødte selvfølgelig hurtigt i forsvaret ætsende øgenavne på den store myndighed, fx “Elfenbensslottef\ “O-energi-huset” og “M a jo r s ilo e n Også stabens lommemærke, der indledningsvis kun var bestemt for “ansat” officerspersonel, blev senere uden pli, forståelse for og kendskab til dansk militær uniformsetik og traditionspleje udvandet til også at omfatte andet militært personel, oven i købet i guldtrækkerarbejde, som altid i dansk uniformshistorie har kendetegnet officerspersonel, ligesom fx guldkvasten til sablen og dolken. At hele forsvarets øverste ledelse - med undtagelse af ministeriet - samledes i én lokalitet, var, set fra et fagligt synspunkt, selvfølgelig i mange henseender en betydelig gevinst, der kunne spare tid, kræfter og papir samt porto, og som samtidig udvidede personellets kendskab til de andre værn end ens eget. Mange blandt personellet, som var bosiddende i hovedstaden eller syd for denne, fik nu betydeligt længere til deres daglige arbejde og større befordringsudgifter, hvilket vakte stor harme, især blandt det civile personel. For i nogen grad at bøde herpå, især da der ved indflytningen i bygning 37 ikke eksisterede de asfalterede fortove, kørebaner og cykelstier, som i vore dage er anlagt fra Vedbæk station og til stabens område, iværksatte Adjudantursektionen militær buskørsel morgen og aften fra stationen og til området. Det var et initiativ, som alle satte stor pris på, især da man dengang måtte gå hen over markerne i al slags føre for at nå op til bygning 37. Det skal erindres, at det nuværende store boligområde, skolen og dennes boldbane dengang ikke eksisterede. Her havde Forsvarsstaben dog forregnet sig. Klampenborg-busselskabet blev yderst ophidset og truede med at klage til ministeriet over, at den militære stab drev vognmandskørsel og greb ind i selskabets næring. Foreteelsen blev derfor meget hurtigt standset til stor irritation for alle, der ikke ejede en bil. Da man besluttede at placere Forsvarskommandoen i Vedbæk, havde ingen naturligvis regnet med, at denne geografiske lokalitet næsten samtidig med indflytningen i bygning 37 skulle blive berømt i dansk oldtidshistorie. Der havde tidligere (1926 og 1944) været udgravninger af stenalderbopladser i Vedbæk, men opførelse af en ny skole ved Bøgebakke-bopladsen, lige over for jernbanestationen, medførte en ny og meget større udgravning i foråret 1975. Ved denne imponerende udgravning fandt man Nordens hidtil ældste beboere, begravet for ca. 6000 år siden, i alt 19 forskellige individer i alderen fra nyfødt til 40-50 år. Næsten alle havde gravudstyr; mændene våben (hjortetaks- og kerneøkse samt flintæg-dolk) samt pren og flintekniv, kvinderne smykker i form af gennemborede dyretænder. I de fleste grave var liget smykket med rød okker, en skik, der kendes fra andre europæiske kulturkredse. To af gravene var særligt bemærkelsesværdige. I den ene lå en ca. 35-årig mand, en kvinde på 25-30 år og et ca. 2-årigt barn. I mandens hals sad endnu den benpil, der dræbte ham. I den anden grav lå en ca. 18-årig moder med sit barn, begge døde under fødslen. En flække, lagt på barnets mave, angav, at det var et drengebarn. Han var smukt og nænsomt - måske som et led i gudedyrkelsen - lagt på en s vane vinge. Fundene af Vedbæk-kulturens jægerbefolkning gav ny viden om de mennesker, arkæologerne hidtil kun har kendt gennem deres redskaber. Det var interessant for Forsvarsstabens togrejsende medarbejdere hver morgen i de måneder, arbejdet stod på, nærmest at skulle skræve hen over åbne grave med skeletter, kranier og redskaber m.m. og overvære arkæologernes nærmest hæsblæsende udgravninger, medens et entreprenørfirma, der havde kontrakt på at begynde anlæggelse af store boligkarreer, med sine gravkører og bulldozere nærmest stod med gevær ved fod og på spring til at kaste sig over marken, så snart arkæologerne var væk. Det store boligområde, hvor flere af Forsvarsstabens medarbejdere efterhånden fik (dyre!) lejligheder, kom - meget betegnende - til at hedde “Flintemarken”. Det er anført, at stabene hurtigt satte deres præg på de områder, de fik tildelt i bygningen og på Henriksholm. Mest imponerende var uden tvivl Hærstabens anegalleri med store portrætter (fotos) i udskårne guldrammer af alle tidligere hærchefer i galla, helt tilbage til den første chef for Generalstaben under Frederik VI generalmajor F.C. von Biilow (1769-1844). Marinestaben valgte som markering - foruden den traditionelle med ankre, skibsmodeller og de meget fornemme skibsplaketter, skabt i en megen fornem heraldik - en mere munter sømandsfacon. I Gernersgade havde man efter britisk forbillede haft en hyggelig bar for officererne. Den førte man med sig til Vedbæk, hvor et kontor på tredie etage hurtigt blev ryddet og passende udstyret med bardisk, hængende skibsmodeller, sabler, ølkrus osv,, og hvor der dagligt fandt en munter “sagsbehandling” sted. Alle kunne blive medlemmer, blot man medbragte en flaske. Da barens virksomhed imidlertid hurtigt eskalerede, og det trods alt næppe var meningen (og ville have været en god historie i pressen!), at der i forsvarets øverste stab blev holdt kro, følte forsvarschefen sig nødsaget til at foranledige baren lukket og alle tørstige sjæle henvist til cafeteriet ovre på flyvestationen og Flyverstabens rummelige “free beer”-arrangementer. Flyverstaben, som jo ikke havde en århundredgammel historie og traditionspleje bag sig, greb selvfølgelig til en udsmykning med bl.a. nogle gamle og i træ meget fint udførte propeller tillige med de smukke heraldiske eskadrille- og flyvestationsplaquetter m.v. Dette værns heraldik er - sammen med søværnets - blevet meget dygtigt og smagfuldt udført af dygtige heraldikere og kunstnere, i modsætning til hærens ældre, men - set fra et heraldisk/kunstnerisk synspunkt - kaotiske, ofte ureglementerede og visuelt alt i alt ret ringe regimentsemblematik.

De første år i Vedbæk

Det ligger i sagen natur, at mange store sager i værnene, såsom forslag til forsvars- og personellove, betydningsfulde materielanskaffelser, udfasning og genanskaffelser af nye våbensystemer, øvelses- og uddannelsesvirksomhed, overordnet reglementsarbejde, økonomiproblemer, operativ planlægning i samvirke med NATO m.m. er selvfølgelig blevet behandlet, besluttet og gennemført via det overordnede stabsarbejde, og mange eksempler herpå kunne selvfølgelig fremføres i denne fremstilling. En af de mest snurrige, og samtidig tragikomiske, er sagen om “forsvarets forkortelser Da staben var blevet formeret i 1950, fandt man det her naturligt, at man som noget af det første samordnede og ensrettede alle forsvarets forkor­ telser i èt reglement eller bestemmelseskompleks. Hvert værn havde sine egne forkortelser, også på de militære grader, og som man stædigt holdt fast på. Det skabte stor konfusion på fx skrivestuerne, når sagsbehandlere af forskellige værn indleverede koncepter til skrivning med forskellige forkortelser på fx samme befalingsmandsgrad. Det var en stor opgave inden EDB-tidsalderen, men staben tog trøstigt fat, udarbejdede et sagsnotat, hvori ønsket præsenteredes, og sendte det til høring og behandling i værnsstabene, idet man mente, at en ordre var en ordre, og at alle loyalt ville bakke sagen op. Her tog Forsvarsstaben dog godt og grundigt fejl! Sagen startedes op i 1952 som et beskedent sagsnotat, og da undertegnede så sagen i 1977, hvor den stadig roterede, havde den lige haft 25-års jubilæum! Den bestod da af en række sammenheftede, stærkt overmalede sagsnotater med påtegning efter påtegning af værnsstabene gennem samfulde 25 år. Det var tydeligt, at det var det mest gedigne stykke obstruktion og sagsonani, der sikkert har eksisteret i stabens historie. Man fornemmer næsten mellem linierne i værnsstabenes smarte påtegninger, at man efter hver påtegning har draget et lettelses suk og sagt: “Gudskelov, nu har vi fred igen nogle måneder, inden sagen dukker op igen!”. Det var helt evident, at værnsstabene inderst inden ikke ville være med og derfor koldblodigt saboterede sagen år efter år med henholdende påtegninger i massevis. Uforståeligt, at Forsvarsstaben ikke greb ind og beordrede et bestemt værnsfælles element oprettet med ordre til at løse sagen. I slutningen af handlingsforløbet udsendte Hærstaben pludselig sine egne forkortelser, hvorved hele sagen i virkeligheden var torpederet. Et andet prætentiøst, men stærkt påkrævet projekt, som desværre også løb ud i sandet, var skabelsen af en værnsfælles uniformsbog over alle forsvarets ibrughavende uniformer og gradstegn. Siden den berømte illustrator og uniformstegner Rs. Christiansen i 1913 udgav sin populære Leporellomappe med tegnede og kolorerede danske uniformer og gradstegn, har der aldrig siden - hvor utroligt det end lyder! - været udgivet en sådan publikation. Især efter tilslutningen til NATO var en sådan dansk-engelsksproget publikation (som alle andre NATO-lande rådede over) i høj grad påkrævet, og dansk forsvar måtte i årevis (og stadigvæk!) på talrige forespørgsler herom fra både ind- og udland svare negativt. Den daværende chef for Forsvarsstaben generalløjtnant K. Jørgensen forstod og accepterede problemet og nedsatte derfor i 1972 et udvalg, bestående af en repræsentant for Hendes Majestæt Dronningens Adjudantstab, Hærens Materielkommando, værnsstabene og med formand og sekretær fra Forsvarsstabens Adjudantursektion. Man kontraherede med vor største uniformstegner og -kender kunstneren Chr. Würgler Hansen (illustrator til bl.a. bogen “Dronningens tro Regimenter”) om at udføre håndtegnede og kolorerede tegninger af alle i forsvaret eksisterende munderinger og uniformstyper.

Da de store nedskæringer og afskedigelser af officerer satte ind i 1973/74, mente generalen, at det p.t. næppe var acceptabelt, at der brugtes økonomiske midler til et sådant projekt. Arbejdsgruppen blev derfor nedlagt til stor og varig skuffelse for alle presseofficerer og andre, der befattede sig med såvel indadsom udadrettet informationstjeneste i forsvaret, og problemet eksisterer stadig som uløst. 25-års jubilæet, der kunne fejres 1. oktober 1975 blev på god militær vis behørigt markeret 8. oktober 1975, og det storstilede arrangement blev tilrettelagt af Adjudantursektionen under ledelse af kommandørkaptajn, senere kommandør og jagtkaptajn, B. Hjorth Jensen. I den anledning blev Hendes Majestæt Dronningen med gemal Hans Kongelige Højhed Prins Henrik, Hendes Majestæt Dronning Ingrid og den kongelige familie inviteret til at overvære afsløringen af en buste af kong Frederik IX i søofficersgalla, en meget vellignende buste, der var placeret foran den store indgangsdør til bygning 37. Busten, der var skabt af billedhuggeren Sv.Lindhardt, der bl. a. også har udført den pompøse statue af soldaten i britisk uniform ved Kongeporten til Kastellet, afsløredes af dronning Margrethe. Det skete under stor højtidelighed i overværelse af bl.a. forsvarsministeren, stabens samlede personel, et æresdetachement under våben, musik og taler af forsvarschefen general Blixenkrone-Møller og formanden for veteranforeningen De Allieredes Danske Våbenfæller, som havde doneret beløbet til bustens fremstilling. Derefter var der reception for de særligt indbudte, “trappesherry” for alt personel i staben, ligesom dronningen havde ønsket, at en række af de i staben tjenstgørende, militære som civile, blevet fremstillet for Hendes Majestæt. I 1977 afgik general Blixenkrone-Møller på grund af alder som forsvarschef og afløstes af general K. Jørgensen med generalløjtnant i hæren G.K. Kristensen som stabschef. Også sit eget blad fik Forsvarskommandoen. I de første år havde der eksisteret to små husaviser, “FKO Bulletin”, senere afløst af i(FKO Kontakt” - nu “Kort og godt”. De indholdt fx meddelelser fra personaleforeningen, “Forsvarsstabens Kunstcirkler”, runde dage for personellet m.m. De var for de fleste komplet uinteressante, og dagen efter deres udsendelse bugnede alle stabens papirkurve af dem. Det blev stabschefen generalløjtnant G.K. Kristensen for broget. I 1979 fik undertegnede som tjenstgørende i Presse- og Informationstjenesten derfor ordre til straks at oprette og redigere et værnsfælles tidsskrift, der informerede om staben og aktuelle begivenheder i de tre værn. Presse- og Informationstjenesten udskrev blandt stabens personel en konkurrence om et passende navn til bladet og satte en flaske snaps på højkant. Der indkom fra stabe, afdelinger, sektioner og enkeltpersonel talrige mere eller mindre velegnede forslag, som sikkert har været et produkt af ægte, varm interesse for sagen og ikke mindst et brændende ønske om at erhverve den ærefulde præmie.

Navnet, der vandt, var “Værnskontakt”, som bladet kom til at hedde og stadig hedder, og undertegnede redigerede det i de første 5 Vi år, deraf de sidst godt to år sammen med chefen for Presse- og Informationstjenesten oberstløjtnant, i dag generalløjtnant, Ole L. Kandborg.

Op mod 50-års jubilæet

Ser man tilbage på årene fra samlingen af de fire stabe i Vedbæk siden den spæde start i Kastellet, er det klart, at disse år i høj grad betød en langvarig brydnings-, tilpasnings- og læretid, såvel fagligt som menneskeligt. Det er, som her skildret, første gang i vort forsvars historie, at en treværnsstab i kommandomæssig henseende har eksisteret på toppen af de tre værn. Det er derfor klart, at et så betydningsfuldt stabsorgan ikke som nyskabelse pludselig kan indpasses i en stor, etableret organisation uden en vis friktion. Hvorledes fremtiden vil tegne sig for staben i såvel militær, organisatorisk som personelmæssig henseende, er skjult bag horisonten. At den stab, hvis spire plantedes for snart 50 år siden, fortsat vil eksistere i forsvaret, er en uundgåelig, logisk følge af den internationale, militære udvikling, uanset om en dansk militær indsats skal ske inden for eller uden for landets grænser. Denne fremstilling har selvsagt ikke haft til formål udførligt at skildre Forsvarsstabens historie, men kun at være et strejftog hen over de første ca. 25 års historie. Staben nærmer sig nu med raske skridt 50-års jubilæet, som kan afholdes om knap fire år, historisk set ikke nogen lang periode. Undertegnede føler sig overbevist om, at staben allerede nu er i færd med at se sig om efter en egnet - og villig! - forfatter eller et kompetent forfatterhold, som - bl.a. via en del af fritiden - skal løse den fornemme opgave, det vil være at udarbejde det historiske værk, som skal udkomme på jubilæumsdagen i lighed med, hvad der på god militær vis er skik for alle andre jubilerende afdelinger, skoler, stabe m.fl. Det fortjener dansk forsvars første værnsfælles stab og alle de, militære som civile, der har gjort tjeneste i staben gennem det halve århundrede.