Det er allerede et par år siden, at brigadegeneral S. L. A. Marshall udsendte sin bog om episoder fra Korea-felttoget, „The River and the Gauntlet“. Den er nu blevet oversat i Schweiz og lier på et par måneder udsendt i flere oplag, og den har fået usædvanlig anerkendende anmeldelser i en række førende schweizi­ ske blade og tidsskrifter. Der kan da måske være grund til at beskæftige sig lidt nøjere med den, uagtet nærværende anmelder ved dens fremkomst afstod fra en omtale af den — af grunde, som vil fremgå af det følgende, og som i sig selv stadig er rele­vante.

Den, der havde ventet, at forfatteren ville have foretaget en egentlig analyse af de koreanske kampe, først og fremmest til illustration af teorierne fra „Men against Fire“, bliver skuffet. Bogen er en reportage, i hvilken man kun undtagelsesvis finder en kommentar til eller analvse af den taktiske handlen og kun i et par tilfælde forsøg på at uddrage en erfaring. Den er front­ journalistisk med stærk vægt på enkeltmands holdning og skæbne i kampepisoderne, omend den taktiske ramme stedse er opridset.

Den skildrede episode eller række af episoder er hentet fra kampene i slutningen af november 1950, nemlig den 8. armés til­ bagegang og nederlag i Chongchon, hvor 2. amerikanske division faldt i baghold ca. 30 kilometer nord for Sunchon og led tab, som i betragtning af det korte tidsrum, det drejede sig om, var blandt de største, den amerikanske hær nogensinde har lidt.

Man må, som ved læsningen af alle skildringer fra Koreakrigen, holde sig for øje dels terrainels meget egenartede karak­ter, dels den store forskel i modstandernes tal, bevæbning og taktik.

Det lader sig nu en gang ikke nægte, at en dansk læsekreds altid vil stå noget fremmed over for skildringer af kampe i bjerg­ egne, vil føle den som noget uvedkommende. Den, som — ganske vist under øvelsesforbold — har været vant til at føre tropper i dansk gennemsnitsterrain, vil være dybt præget af talrige taktiske problemer, som ban ønsker løst (de åbne flader, de åbne flanker o. s. v.), før han er fristet til at studere et felttog i et fra det danske så vidt forskelligt terrain som det koreanske. Dette sidste med dets klipper, bratte skråninger, vanskelige gangbarbed, ringe bevoksning og bebyggelse byder med bensyn til våbenvirkning og allerede derfor også i henseende til taktiske vilkår på så stor forskellighed fra det danske, at vi har lov til at sige, at så at sige ingen taktiske erfaringer fra Korea, ud over de ganske ele- mentære: Initiativ, sikring af fløj og flanker, stillingens forstærk­ ning, o. lign., frembyder nyttige studieobjekter for os.

Om forskellighederne mellem de to parter er skrevet så meget, at der ikke er grund til at anføre meget herom: FN-hæren var fortrinligt udrustet i teknisk henseende, i vid udstrækning moto­ riseret, veluddannet og i besiddelse af et absolut overlegent flyve­ våben, der på grund af denne overlegenhed bl. a. var i stand til at gribe ind i kampen på jorden, altså til direkte støtte for de forreste tropper, i endog meget va:sentligere grad, end det for­ mentlig ellers vil kunne påregnes. Den kinesiske hær (som spillede hovedrollen på den anden side) var langt ringere udrustet og be­ væbnet, men talrigere og nøjsommere. Dens taktik i de mindre led var primitiv og præget af vilje til med menneskeliv at opveje, hvad man manglede i materiel henseende; operativt set var kine­ serne absolut dygtige og forstod både manøvrens og kampens kunst under stadig udnyttelse af de muligheder, som krigsskuepladsen bød. Den store kinesiske opmarch blev først erkendt af amerika­nerne, da det var for sent, politisk og taktisk set. „De fjendtlige kolonner marcherede kun om natten. Om dagen hvilede de og iagttog total sløringsdisciplin. Når de havde nået det befalede terrain, boldt de sig skjult i landsbyernes hytter. Vor luftopkla­ring så derfor intet til denne massebevægelse ... Kun eet middel ville have kunnet føre til dens opdagelse: Væbnet rekognoscering i dybden med stærke enheder. Men noget sådant skete ikke. At dette ikke var tilfældet, behøver ingen undskyldning. Det er let at kritisere, når man ikke har set det nordkoreanske bjergterrain, og når man glemmer den 8. armés anspændte situation. I dette bjergland kan en primitiv hær uden tungt materiel skjules på et lille område. Den 8. armé havde ganske simpelt ikke tropper nok til at trænge ind i enhver krog i det omliggende terrain og gen­ nemsøge den for skjulte fjender. Og den havde netop forinden lidt betydelige tab ved sådanne foretagender. Hele afdelinger var blevet afskåret, fordi de var stødt for langt frem“.

Det vil erindres, at de kampe, der er beskrevet i bogen, blev udkæmpet kort efter, at „man“ næsten havde lovet soldaterne, at krigen ville være forbi om en måneds tid. På baggrund heraf må man nok i nogen grad se det, når der om et enkelt let amerikansk kompagni oplyses, at af dets ca. 130 mand havde alle undtagen 12 bortkastet deres hjelme; huen beskyttede bedre mod frosten, og hjelmen kunne ikke bæres ovenover. Cirka halvdelen af kompag­ niet havde „givet afkald på“ skanseredskabet. Dette fænomen: Bortkastningen af selv vigtige udrustningsgenstande, er tilbage­ vendende i de amerikanske afdelinger — muligvis også i andre bære. Skildringer fra disse taler dog sjældent om det, muligvis fordi andre nationer ikke har lielt den samme brændende trang til at finde fejl hos sig selv. Det understreger imidlertid kravet om, at man ikke overbebyrder soldaten, og at man til gengæld kategorisk kræver, at han beholder sin udrustning — jfr. i øvrigt Marshalls interessante lille skrift om soldatens bære-grænser og om hele oppakningsproblemet (omtalt i en tidligere artikel i Militært Tidsskrift). Der skildres også talrige eksempler på, at våben svigter på grund af utilstrækkelig rengøring — hver gang med alvorlige konsekvenser.

I det hele vidner mange af skildringerne om den passivitet, som ofte greb de amerikanske soldater under de deprimerende terrainmæssige, klimatiske og andre forhold (fjernheden fra hjem­met, ofte tvivl om krigens betydning) — en passivitet, som man skal være varsom med at fordømme, for hvem ville ikke mere eller mindre komme til at føle den under sådanne forhold? Et område, hvor den kostede dyrt, var naturligt nok meldetjenesten, der selv under de gunstigste kampvilkår viser sig at være et pro­ blem (jfr. alle reglementers patetiske anråbelser om at melde; „slås“ synes man næsten at regne med, at folk gør af sig selv). Stedse klarere fremtrådte den lære, „at kampen allerede er halv­ vejs tabt, hvis kamptropperne ikke råder over gode meddelelses­ midler, og hvis de ikke lige til sidste mand forstår, at hurtig og grundig melding om alle iagttagelser er forudsætningen for heldigt forløbende operationer“. Dette er vistnok det eneste punktum, der i Marslialls bog er skrevet nted udhævet skrift!

Bogen indeholder et utal af eksempler på, med hvilke midler kineserne sogte at opveje deres materielle underlegenhed. De to vigtigste var masseangrebet og bevægelser og angreb i mørke. Det er navnlig dette sidstnævnte middel, der ligger bag oberst Vatters slutningsord i forordet til den schweiziske udgave: at bogen giver „noget, som Marshall måske ikke havde tilsigtet, men som er af største betydning for os schweizere, nemlig beviset for, at selv en relativt primitiv bær i egnet terrain og med dygtig føring kan tilføje „verdens bedst udrustede hær“ store skader og tvinge den til tilbagetog. I kampene ved Chongchon anvendte kineserne ingen kampvogne, ja, knap nok artilleri“. Mon erkendelsen af, at en i materiel henseende underlegen bær både operativt og taktisk afgørende grad må basere sig på mørket, er så dybtgående hos os, som de sidste kriges erfaringer tilsiger eller rettere sagt dikterer? Står det os mon alle med den fornødne tydelighed klart, at de lange marchvejes og åbne fladers problem, ja, bevægelsens og an­ grebets problem overhovedet, kun lader sig løse med ildoverlegen- hed eller ved den mest intensive udnyttelse af mørket?

Bogen skildrer næsten på liver eneste side, at kinesiske sol­ dater i mørket sniger sig frem til de amerikanske stillinger, og at forsvarerne ikke opdager faren, før de første håndgranater detone­ rer. Kamp på ganske nært bold i mørke er snarere reglen end undtagelsen, og anvendelsen af håndgranaten spiller en betydelig større rolle, end man på forhånd er tilbøjelig til at tro.

Der anfores et meget stort tal eksempler på, hvordan kine­ serne søgte — og ofte havde held til — at vildlede FN-tropperne. ikke sjældent fik støre kinesiske kolonner i kun ringe afstand fra amerikanske styrker lov til at passere i mørket, fordi man hørte amerikanske ord eller sætninger råbt fra kolonnen. Anven­delsen af hornsignaler og andre lyde til vildledning eller som led i „nervekrig“ i det små skildres også i en række episoder.

Ud over sådanne forhold skildrer bogen som allerede nævnt kun begivenhederne som referat af enkeltmands eller en mindre stvrkes kamp. Der berettes noje om, hvor mange der falder og såres under de forskellige episoder, og anføres et stort antal eksempler på enkeltmands heroiske optræden under kampen. Der er fortrinlige eksempler på både meniges, underofficerers og officerers offervilje, pligtfølelse og mod, og bogen bringer for så vidt megen nyttig læsning, som det altid er inspirerende at få sligt boldt for øje. Dog må siges, at der f. eks. også fra vore slesvigske krige lader sig hente en rig forbilledrække, og at iøvrigt enhver troppeafdeling med en smuk krigshistorie vil kunne opvise sådanne bedrifter til efterfølgelse.

Skildringen er ledsaget af en del skitser, som ikke giver så forfærdelig meget ud over en grundopstilling i de store træk. No­gen virkelig taktisk belæring rummer de ikke, og der er ikke tvivl om, at Marshall har sin styrke mere i den systematiske un­ dersøgelse på bred front af de psykologiske forhold end i repor­tagen af de små leds kamp, idet det dog være medgivet ham, at en lærerig skildring af gruppers og delingers kamp er noget i krigslitteraturen kun sjældent forekommende.

E.