Efterfølgende artikel er forfattet af oberstløjtnant (R) E. Juul-Heider ved Den Kongelige Livgarde, p. t. tjenstgørende som SACEUR ’s Reserve Affairs Advisor ved SHAPE, Public Information Office.
Under den russisk-tyske krig 1941 - 45 udspilledes væsentlige operationer i syd - nemlig det tyske Krim-felttog 1941/42. Den 11. Armé under kommando af Erich von Manstein havde fået to opgaver af den øverste hærledelse:
- Støde frem mod øst langs det Asowske havs nordkyst mod byen Rostow.
- Erobre Krim med Sevastopol - herefter støde frem mod Kaukasus over strædet ved Kertsch.
Til disposition herfor rådede von Manstein over to korps samt den 3. Rumænske Armé. Begge opgaver kunne ikke løses samtidig, hvorfor von Manstein i forståelse med den øverste hærledelse besluttede, at Krim med Sevastopol havde første prioritet. Tilgangene fra fastlandet til Krim er få, smalle og vanskeligt passable for en nordfra-kommende angriber. Det russiske forsvar var velforberedt ligesom der var total russisk luft- og søoverlegenhed i Sortehavet. En tilstand, der varede under hele Krim-felttoget. Under vanskelige betingelser lykkes det den 11. Armé efter 10 dages hårde kampe at trænge igennem det russiske forsvar og påbegynde erobringen af Krim samt indeslutningen af Sevastopol. Den 16. november er Krim på tyske hænder, hvorefter erobringen af Sevastopol kunne påbegyndes - samtidig med at den russiske vinter satte ind. Forsyningssituationen var kritisk, de tyske styrker var utilstrækkelige og Sevastopol - "verdens stærkeste fæstning" frembød næsten uoverstigelige vanskeligheder.
I denne situation landsattes betydelige russiske styrker først ved Kertsch og snart efter ved Feodosia. Det vil sige, at Krims østlige halvø, Kertsch var i færd med at blive tilbageerobret af russerne, hvis to arméer - den 51. og den 44. - stødte mod vest og nordvest og truede med at erobre jernbanenettet og muliggøre opfølgning af yderligere styrker. Såfremt belejringen af Sevastopol udsattes - ved at de tyske styrker indsattes mod de landsatte russiske enheder. Ja, så ville Sevastopol forsvar yderligere styrkes og muligvis endda sprænge belejrmgen. Yderligere forværredes situationen den 5. januar, da en russisk landsætning skete ved Eupatoria. På halvøen Kertsch stod det tyske 42. Armékorps, der dog kun rådede over een infanteridivision. Chefen, general grev von Sponeck befandt sig i en vanskelig situation: den 11. Armés overlevelse afhang af ham. Et ansvar han var sig fuldt bevidst og ud fra hvilket han handlede. Von Manstein stod overfor tre russiske arméer plus Sevastopols "kystarmé" med 9 divisioners værdi. Først den 8. maj var situationen så meget under kontrol, at den 11. Armé kunne indlede offensiven, der skulle tilbageerobre Krim med halvøen Kertsch. Operation "Trappen-Jagd". Med von Richthofens 8. "Fliegerkorps" under operativ ledelse lykkedes dette efter 10 dages hårde kampe og den 18. maj havde seks tyske samt to rumænske divisioner tilintetgjort to russiske arméer. Herefter kunne von Manstein koncentrere sig om Sevastopol og i juni/juli faldt fæstningen efter hårde kampe og dristige operationer - en af de kendste er vel von Mansteins succesfulde plan for stormbådsangrebet over Sewernajabugten. Herefter blev den 11. Armé taget bort fra Krim og indsat ved Leningradfronten. En disposition, der efter von Mansteins opfattelse var medvirkende årsag til katastrofen ved Stalingrad. Men hvorfor blev situationen efter den første erobring af Krim så dramatisk - ja, formentlig kritisk? Lad os gå tilbage til den 26. december. Fjenden lander om byen Kertsch. 11. Armés hovedstyrke er koncentreret om Sevastopol, medens den østlige halvø Kertsch som tidligere nævnt holdes af det 42. Korps under general von Sponeck. Denne råder dog kun over een infanteridivision - den 46. Von Sponeck beder straks om tilladelse til tilbagegang til det smalle område ved Paratsch for der ved forsvar at standse russisk fremtrængen mod vest. Von Manstein afslår, idet russerne efter hans opfattelse overhovedet ikke må få fodfæste på Kertsch-halvøen, men tværtimod forhindres heri og drives i havet. Von Sponeck får derfor ordre til at udnytte den fjendtlige etableringsfase og angribe. Det sker med betragtelig succes - alligevel gentager von Sponeck sin anmodning om at rømme Kertsch-halvøen. Atter forbydes dette udtrykkeligt af von Manstein ud fra den betragtning, at en prisgivelse af halvøen vil bringe 11. Armé i en uholdbar situation.
Den 29. december landsætter russerne en armé om Feodosia - altså i ryggen på von Sponeck. De tyske kræfter i Feodosia - en pionerbataljon og nogle panseqagere samt kystartilleri - kunne ikke imødegå den fjendtlige landsætning. Von Sponeck sender telegrafisk melding til arméen kl. 1000, at han rømmer halvøen og går tilbage til Parpatsch - hvorefter forbindelsen brydes og arméen står overfor en fuldendt kendsgerning. Man kan med føje drage en parallel til den danske overkommandos telegram til krigsministeriet i februar 1864 om Dannevirkes rømning. Da telegrammet var afsendt, nedtoges telegrafen - ingen forbindelse var mulig - og krigsministeriet stod over for et fait accomplit Efter von Sponecks rømning af halvøen samt 11. Armés forgæves forsøg på forbindelse og efterretninger blev situationen mere og mere uholdbar.
- Russerne satte sig fast på Kertsch-halvøen.
- Erobringen - ja, selve belejringen af Sevastopol blev truet.
- Tyske forsyningslinier var truet - og dermed arméens eksistens.
- Von Sponecks 46. infanteridivision var på tilbagetog og dermed truet fra Kertsch og Feodosia.
Von Manstein fratog von Sponeck kommandoen. Gennem en krigsret i førerhovedkvarteret under Görings forsæde blev von Sponeck senere dømt til døden - en dom, som Hitler umiddelbart efter ændrede til fængsel. I forbindelse med begivenhederne den 20. juli 1944 blev von Sponeck skudt på Himmlers ordre. General von Sponeck havde befundet sig i en overordentlig vanskelig situation. Hans overordnede mål var at sikre arméens østflanke og dermed at bevare 46. infanteridivisions kampkraft. Da den ^endtlige landsætning iværksættes i hans ryg, handler han selvstændigt per conduite og beordrer tilbagetrækning til en blokeringsstilling om Parpatsch. Kun herved mener han at kunne løse sin opgave. Arméen mener anderledes og virkeligheden viser herefter at arméen far ret - eller rettere. Von Sponeck får uret. Et kuriosum: Havde den fjendtlige fører om Feodosia-landsætningen handlet rationelt: Ufortrødent fremstød mod nord/nordvest - ja, så havde den 46. infanteridivision næppe nået Parpatsch med kampkraften i behold - idet det tillige erindres, at divisionens tilbagegang var sket under de vanskeligste tænkelige klimatiske og geografiske betingelser. Ekstrem kulde og stort set intet vejnet. Men en fin: Dispositionen forlængede Krim/Sevastopol- felttoget med godt og vel et halvt år.
Hvad er moralen?
Ja, kærnen er jo spændingsfeltet mellem nødvendig lydighed og selvstændighed. Von Sponecks handling udsprang af ansvarsbevidshed og den dermed følgende personlige risikovillighed. Han handlede, som han mente var rigtigt i den givne situation. Hvilket også von Manstein medgiver:
"... Sponecks Andenken, als das eines Soldaten von Ehre und eines Führes von Verantwortungsbewustsein ...".
Under de preussiske frihedskrige i begyndelsen af 1800-tallet blev Preussen af Napoleon tvunget til at tilslutte sig fastlandsspærringen og stille et armékorps mod Rusland. Vel ankommet til Rusland stillede korpschefen general York sin enhed til disposition for Czaren og imod Napoleon med ordene;
"... Hans preussiske Majestæt har nådigt givet mig en høj charge, idet jeg skal bedømme, hvornår jeg ikke skal adlyde.. "
Spændingsfeltet - eller gråzonen, om man vil - mellem pålagt pligt og selvstændig udfoldelse eksisterer vel for alle: i job, i hverdag. For en højere militær fører er spændingsfeltet altid nærværende. Ingen kan selvagt forberede sig, da fortidens situationer ikke gentager sig. Kunnen, judgement og Liddel Harts "Det fine skøn" kombineret med moral giver mulighed for at handle i mødet med spændingsfeltet. Men - nogen garanti for at handle rigtigt gives ikke.
"King: Now, Hamlet, where is Polonius? Hamlet: At supper. King: At supper. Where? Hamlet; Not where he eats - but where he i eaten".
Kilder:
Erich von Manstein: Verlorene Siege. Bonn 1955. J. Engelmann; Manstein. Stratege und Truppenfurer. Podzun-Pallas-Verlag. Rudiger von Manstein/Theodor Fuchs: Manstein. Soldat im 20. Jahrhundert. München 1981.
