Major Lars Nygaard, Operations- og Føringsuddannelse, Forsvarsakademiet.1
Indledning
Denne artikel har til formål at beskrive de udviklingstendenser for det taktiske niveau2, som arbejdet med fuldspektrumoperationer, herunder effektbaseret tilgang til operationer, har belyst. Artiklen starter med en analysere af sammenhængen mellem oprørsbekæmpelse, effektbaseret tilgang til operationer og det taktiske niveau. I de efterfølgende afsnit beskrives tre udfordringer for det taktiske niveau i relation til udviklingstendenserne: Mentale og kulturelle, proceduremæssige og organisatoriske. Artiklens hovedpointe er, at et operationsområde analytisk bør anskues som et ikke-kontrollérbart socialt system, hvori den militære enhed blot er én af mange aktører, der influerer i forhold til egen målsætning. Udfordrin gen for troppeenheden er gradvist, og bl.a. under inddragelse af relevant civil ekspertviden, at begribe aktører og sammenhænge i dette system, samt at evn e at justere og tilpasse egen indflydelse. I denne proces skal den stillede opgave og helheden medtænkes. Samtidig må troppeenheden ikke miste fokus i forhold til sin typiske kerneopgave og raison d’etre – at skabe den fysiske sikkerhed.
Motivation
Som det fremgår af andre artikler i dette temanummer af Militært Tidsskrift, er det en nøje samordning og synkronisering af civile og militære indsatser på såvel strategisk som operativt niveau, der er vital for at opnå succes i den afgørende kamp om civilbefolkningens gunst. Hvor der således ikke hersker den store tvivl om, at den strategiske og operationelle konceptuelle vej til sejr i kampen mod oprørere g år g ennem nøje samordning af civil og militær indsats, er det lidt mindre tydeligt beskrevet, hvorledes det konkretiseres for det taktiske niveaus militære operationer, indsættelser og handlinger. Centrale aspekter er dog den principielt ligelige prioritering af kamp, stabilisering og støtte i fuldspektrumtilgangen samt manøvredoktrinen som udmøntning af den effektbaserede tilgang. Den danske doktrin omkring fuldspektrumoperationer og effektbaseret tilgang er to sider af samme sag, som det fremgår implicit af Feltreglement I (FR I) kapitel 1. Effektbaseret tilgang til operationer er dog ikke formelt konkretiseret i fuldt omfang i hverken NATO- eller dansk doktrin3. Konceptet omkring effektbaseret tilgang er i sin oprindelse tiltænkt det strategiske og operative niveau og herunder i særdeleshed samtænkningen af civile og militære indsatser4. Hvor det falder naturligt at anvende en effekttilgang på operativt og højere niveauer, anes et mere mudret billede på taktisk niveau. Primært fordi ressourcerne til at gennemføre effektbaseret tilgang konceptuelt primært har været til rådighed for det operative og strategiske niveau. Hidtil har den generelle holdning været, at det ikke giver værdi, at det taktiske niveau integrerer effekter i procedurer og processer. Effekttilgangen tilgodeses ved at fremhæve foresattes End State og anvende ”sund fornuft”. Denne tilgang har formentlig afspejlet en sund prioritering i det grundlæggende dilemma: Militære enheder er på den ene side typisk ultimative ansvarlige for at skabe sikkerhed og skal dermed være handlekraftige og potentielt påtvinge en vilje og på den anden side skal de tage udgangspunkt i lokalbefolkningen og være forstående overfor det indsættelsesmiljø enheden optræder i. Erfaringer fra operationer på Balkan, i Irak og i Afghanistan har vist, at det taktiske niveau regionalt og lokalt de facto udfører en stor del af det koordineringsarbejde, der ellers principielt og konceptuelt påhviler det operative niveau. Koordineringsarbejdet angår samspillet med ikke-militære indsatser, herunder tilstedeværende IO, GO, NGO’er og stedlige institutioner og autoriteter. Dermed har det taktiske niveau i et eller andet omfang behov for mere detaljeret at implementere en effekt-baseret tilgang5. En del af forklaringen herfor skal formentlig findes i den ændrede opgave for troppeenheden. Den kolde krigs opgaveportefølje relaterede sig i hovedsagen til at besejre en ligeværdig konventionel og regulær modstander i interstatslige konflikter. Post koldkrigsscenarierne og NATOs out of area strategi stiller derimod opgaver, der relaterer sig til at undgå, at svage stater udvikler sig til fejlslagne stater og dermed potentielt udgør en destabiliserende trussel for alliancens medlemslande. Hermed får opgaven en anderledes dybde, hvor stabilisering er et gennemgående tema, der skal sikre, at sikkerhedssituationen kan håndteres af en central og legitim magt. Det betyder, at de lokale og regionale samfund og deres magtstrukturer bliver særdeles interessante, for at indsatsen ”nedefra” i de yderste afkroge af et land understøtter strategier indført fra og via toppen i hovedstaden. I virkelighedens operationer betyder det, at troppeenheder ned til brigadeniveau (og til dels bataljonskampgrupper) løser opgaver, der i kompleksitet kan ligestilles med dem, der stilles combined joint task forces. Dette inkluderer bl.a. nye og anderledes opgaver, som f.eks. støtte til infrastrukturopbygning og midlertidig styring af sådanne vitale installationer, mens mere genkendelige opgaver er rådgivnings- og uddannelsesopgaver i kontekst af reformering af statens sikkerhedssektor. Egentlige sikkerheds- og kontrolindsættelser er essentielle for, at det udefrakommende militære engagement kan afsluttes. For at føje til kompleksiteten løses disse opgaver i tæt forbindelse til lokale magthavere og institutioner, i samarbejde med civile aktører og dermed inkluderes endnu et multinationalt aspekt, idet politisk-strategiske målsætninger fra diverse nationer skal dekonfliktes, uden dette nødvendigvis er erkendt før mødet et sted i felten. Offensive og defensive indsættelser er i den nye kontekst vitale for at nægte modstandere initiativet og sikre egen kampkraft og udholdenhed. Det forudses derfor, at der i et eller andet omfang i NATO og koalitionsramme (især Storbritanien) vil ske en udvikling indenfor effektbaseret tilgang også på det taktiske niveau indenfor overskuelig fremtid. Dette vurderes at ville medføre doktrinære tiltag, der kan medvirke til, at den effektbaserede tilgang tilfører værdi til planlægning og gennemførelse af fuldspektrumoperationer, om end der også åbnes for en del udfordringer.
Mentale udfordringer for det militære system og dennes kultur
Et tildelt ansvarsområde (eller operationsområde) bør anskues som et system6 af modstandere, parter og andre aktører7, der øver indflydelse i dette system i forhold til respektive målsætninger. Heraf følger, at det ikke længere udelukkende er relevant at interessere sig for ”modstandere” i gængs forstand. Det er interessant at beskæftige sig med samtlige de elementer, der kan yde indflydelse godt som skidt i forhold til den opgave troppeenheden samlet set skal løse. Disse elementer skal principielt behandles ligeværdigt, men opgaven, og det udledte ønskede End State for den militær indsats vil give indikationer på, hvorledes systemet og dets elementer skal anskues analytisk for at give grundlag for en dækkende men, ikke for kompleks analyse. Dette er en markant og udfordrende ændring af vores normale tilgang til militære operationer, men alligevel en logisk konsekvens af at opgaven i fuldspektrumlogikken radikalt har ændret sig fra at nedkæmpe modstandere til i lige så høj grad at stabilisere og dermed sikre freden indirekte. Dette dilemma udtrykker en farefuld balance, hvor troppeenheden dog aldrig bør negligere, at etablering af sikkerhed og om nødvendigt den fysiske nedkæmpelse af modstandere er en opgave, som den militære enhed typisk er eksklusiv ansvarlig for. En militær enhed kan – og bør – aldrig opnå kontrol med dette system, men udelukkende via handlinger påvirke det med effekter, der er med til at lede mod målsætningen8. I relation til at opnå ”varige løsninger”9 er det heller ikke hensigtsmæssigt at forsøge at opnå en sådan ”kontrol”, hvis det er i forståelsen at påtvinge løsninger. Det betyder, at End State bør udledes med udgangspunkt i og harmoni med lokales målsætninger. Udmøntningen af den manøvrebaserede tilgang og indirect approach foregår ikke ”bare” på slagmarken og med kinetiske midler. Hele systemet med dets aktører skal tages i betragtning. At manøvrere og gennemføre indirect approach i fuldspektrumoperationer er i høj grad at finde synergien mellem kinetiske og ikke-kinetiske midler. Kan man forestille sig, at det var ikke-kinetiske midler, der var afgørende for hvorledes den fysiske manøvre på kamppladsen så ud, for at understøtte en indirekte tilgang og manøvrere i det psykologiske domæne og påvirke perception (ramme viljen) frem for udelukkende i det i fysiske domæne (evne og kapaciteter)?
Analysemæssige udfordringer
Udgangspunktet og forudsætningen er, at strukturen som angivet i operative overvejelser jf. FR III kan håndtere effekt-baseret tilgang til operationer. For den ikke-militære læser kan afsnittet være svært tilgængeligt på grund af fagudtryk og overvejelsesmodellens dynamik og kompleksitet. Nedenstående betragtninger er alene af analytisk, overvejelsesmæssig karakter, og altså ikke et udtryk for andet, end at troppeenheden skaber et forståelsesmæssigt udgangspunkt for at operere. I særdeleshed er det ikke et udtryk for, at systemet overhovedet kan forstås eller skal tænkes rationelt. Derimod skal tilgangen anses som starten på en inkrementel proces, hvor troppeenheden gradvist forøger viden om systemet og dermed forbedrer sine muligheder for at øve indflydelse. I opgaveanalysen identificeres ikke blot relevante modstandere. Det er tillige væsentligt at få fastslået, hvilke parter og andre aktører, der yder indflydelse i ansvars- eller operationsområdet10, og hvilke målsætninger de har. Disse kan typisk udledes i rammen af overvejelsesmetodikkens punkt 1.a.: Formål og natur11 og/eller punkt 1. b.: Enkeltopgaver og/eller 1.c.: Afhængighed. Det er væsentligt i denne fase at opnå et tilfredsstillende niveau for hvilke aktører, der inddrages med henblik på at gennemføre en meningsfuld analyse12 og samtidig ikke miste overblikket ved at blive for detaljeret13. Her har stabens bemanding kvantitativt og kvalitativt indflydelse14. Det er væsentligt, at landoperationer forstås som en kontinuerlig proces, hvor operationens forløb og efterretningsgrundlaget hele tiden vurderes, evalueres samt udbygges. Dermed ændrer operationen karakter og justeres med supplerende tiltag i form af f.eks. initiering af enkelthandlinger og nye operationer samt justering af igangværende operationer herunder f.eks. tempoet. I det hele spundet op til kampagneplanen på joint niveau, som inkluderer landkomponentens bidrag. Foresattes (og eget) befalingshierarki inddrages i forhold til at fastlægge en eventuel sammenhæng til den langsigtede operation (kaldet framework order som reelt udtrykker stabiliseringsplanen) og herunder forudsætninger for og afledte krav til planlægningen. En indledningsvis forståelse af vilkårene i indsættelsesmiljøet bidrager til at forstå, i hvilket omfang ikke-militære indsatser kan arbejde selvstændigt, kontra i hvilket omfang disse indsatser kan og bør integreres i den militære indsats15. Tillige er det relevant at fastlægge i hvilket omfang, der sker samordning på andre niveauer. En vurdering af graden af samarbejdsvilje hos den enkelte ikke-fjendtlige aktør giver input til, i hvilken grad troppeenheden kan påregne at opnå koordinerede effekter, og deraf afledt også hvorledes den enkelte aktør skal håndteres i analyseøjemed. I den ene ende af skalaen er fuldt samarbejdende og integrerbare aktører, det kunne f.eks. være GO. I den anden ende af skalaen organisationer, der modarbejder militære indsatser – uden at være fjendtlige. Anvender foresatte elementer fra fokuseringsværktøjerne i sin operationsbefaling f.eks. Lines of Operations, Objectives, Milestones og/eller Decisive Points kan disse inddrages i forståelsen af opgaven. Under opsummeringen i punkt 1.f. søges det endeligt fastslået, hvilke modstandere, parter og andre aktører, der inddrages i den videre analyse. Endvidere ses på evt. indbyrdes relationer i forhold til den stillede opgave (beskrivelse af sammenhæng i ”systemet”). Det fastslås herunder, hvilke målsætninger troppeenheden principielt har overfor hver af disse16 i relation til opgaven og End State. Disse forhold kan være relevante for formulering af krav til operationen, som bør kunne genfindes i fokuseringen af den senere konfrontation. Såfremt Lines of Operations og Milestones anvendes til styring af analyse og/eller gennemførelse af operationen, fastlægges de indledningsvis her. Udledte deltilstande (milestones), der skal opnås under operationen, kan formuleres, og Lines of Operations skaber sammenhængen. Lines of Operations kan blandt andet tage udgangspunkt i de doktrinære indsættelsesformer under stabiliseringsoperationer. Det operative design kan også alene anvendes til at visualisere sammenhængen i operationen, som troppeenheden ser den efter tilendebragt planlægning. I fuldspektrumoperationer bør variablerne for opstilling af egne mulige løsninger, (M’er) og handlingsmuligheder/scenarier (H’er) udtrykkes eksplicit under opsummeringen.
Situationsdannende faktorer
Hver af de identificerede aktører analyseres jf. strukturen i overvejelsesmetodikkens punkt 2.a.1+2. på baggrund af deres målsætning som udledt i opgaveanalysen. Dette sker med henblik på, at udlede yderpunkter i relation til mulige fysiske handlinger, mulig indflydelse i det psykologiske domæne og udstrækning i tid og rum for ovenstående. Formålet hermed er, at hver af aktørerne enten direkte kan inddrages i opstilling af de scenarier (H’er), der er udgangspunkt for konfrontationen eller kan indgå i vurderinger under konfrontationen i forhold til troppeenhedens forventede og/eller ønskede målsætninger. Udover de fysiske muligheder for at manøvrere og handle i det fysiske domæne (geografisk i terræn) kan dette pkt. beskrive de infrastrukturelle muligheder for at øve indflydelse i det psykologiske domæne og dermed kvalificere og konkretisere aktørernes muligheder. Den indledende styrkevurdering, der kan gennemføres i tid og rum analysen i relation til opgaven, kan overordnet indikere i hvilket omfang, der kan gennemføres simultane indsættelser i såvel kamp-, stabiliserings- og støtteopgaver, eller der ses et behov for at prioritere i tid og rum17. Under relativ styrkemåling i terræn ses i tillæg til den almindelige styrkemåling mellem konventionelle styrker behov for at gennemføre en troops to task analyse. Denne analyse tager udgangspunkt i udledte End States for relevante parter og aktører samt de i situationsanalysen udledte mulige handlinger. I forhold til disse handlinger opgøres hvilke typer midler, og hvilken kvantitet troppeenheden kan bringe i spil for at yde indflydelse i relation til forskellige, mulige formål. I nogle situationer kan der udledes krav til, hvilke kapaciteter troppeenheden skal råde over i operationen. Ligeledes kan der udledes input til, hvilke forudsætninger, i relation til eskalation, troppeenheden kan håndtere. Disse kan efterfølgende kvalificeres i konfrontationen og føre til udledningen af ikke-justérbare svagheder og risici. Bemærk at NATO p.t. arbejder med at implementere nye mission task verbs, der adresserer indsættelser i relation til stabilisering f.eks. ”to control”, ”to stabilize”, ”to reconstruct”, ”to develop” og ”to demonstrate”. I forhold til styrkemåling i fuldspektrumoperationer er sådanne stabiliseringsopgaver relevante at vurdere.
Opstilling af handlingsmuligheder og egne mulige løsninger
H’erne kan i fuldspektrumoperationer forstås som yderpunkter i bevægelser i systemet (”system courses of action” mere end ”adversaries courses of action”). Det understreges, at det er vitalt at H’er og M’er er udledt iterativt. Hermed opnås, at H’erne dels er relevante i tid, rum og handling for at udfordre og optimere M’erne i relation til hvad opgavestillingen for troppeenheden er og dels kan skabe grundlag for et kvalificeret valg mellem de opstillede M’er. Via den overordnede forståelse af operationsområdet som et system, samt syntese af de udledte mulige handlinger i tid og rum for hver enkelt aktør, opstilles handlingsmuligheder/scenarier. Senest i dette punkt udledes, om muligt, centrale trigger-handlinger. Disse kan aktivere ønskede og uønskede bevægelser såvel ”på tværs” i systemet (mellem aktører) som indenfor den enkelte aktørs handlinger med deraf afledte effekter til følge. Trigger-handlinger danner grundlag for at sammenkæde de mulige handlinger på tværs af aktører mundende ud i samlede handlingsmuligheder18, men de er også centrale i hvorledes den efterfølgende konfrontation fokuseres. Det enkelte indsættelsesmiljø og opgaven er helt afgørende for hvilke aktører, der er relevante at inddrage i H’erne (scenarierne). Således ses en langt bredere vifte af ikke-fjendtlige aktører i forbindelse med ”rene” stabiliseringsoperationer, mens f.eks. operationer i rammen af kampagnetemaet counterinsurgency naturligt vil bringe fokus på irregulære modstandere. Omvendt må denne distinktion i opstilling af H’er aldrig foranledige, at analysen samlet set undlader at inddrage vurdering af langsigtede effekter af de militære handlinger. I den forbindelse er punktet afhængighed i opgaveanalysen en minimumsoption fulgt op af en relevant vurdering under konfrontationen.
Konfrontationen
Også i konfrontationen af fuldspektrumoperationer er det væsentligt, at troppeenhedens stabschef, med inddragelse af som minimum repræsentanter for G5 (planlægning) og G2 (efterretningstjeneste), forbereder fokusområder, inden staben samles til den egentlige konfrontation. Under forberedelserne stilles, på baggrund af en sammenstilling af det enkelte fuldstændige H og M, spørgsmål til, på hvilke områder M’et udfordres af H’et i relation til de i opgaveanalysen udledte krav til operationen. Dette danner baggrund og fokus for konfrontationens gennemførelse. Herudover skal stabschefen, i forhold til operationens karakter, som forberedelse tage stilling til hvilken procedure, der konkret skal følges, samt hvorledes staben skal organiseres. I den forbindelse skal det påpeges, at der ses mulighed for at gennemføre konfrontationen todelt, således at der indledningsvis tages udgangspunkt i fysiske handlinger efter udgangssituation – aktion - reaktion metoden. I relation til den enkelte konfrontation gennemføres en drøftelse af opnåede effekter i relation til de opstillede aktører. Heraf følger implicit, at det er nødvendigt, at staben råder over ressourcepersoner i forhold til kendskab til den enkelte aktør, med henblik på at kunne validere effektvurderinger19.
Udførelse af operationer og organisatoriske udfordringer
Udgangspunktet omkring systemer medfører, at uforudsigelighed er et grundvilkår for den militære indsats. Det betyder, at tidskravene, som procedurer og processer (overvejelser, IPB, targeting, battle damage assesment) gennemføres indenfor, skal skærpes. Dermed opnås hele tiden at have det bedst mulige grundlag for at vurdere, justere og initiere på. Det har igen den afledte effekt, at veluddannede soldater på alle niveauer, der forstår den kontekst hvori de arbejder er alfa og omega for at udnytte pludselig opståede gunstige situationer og dermed opnå succes fra enkeltmands- til troppeenhedsniveau. Der er dog også et andet tidsmæssigt aspekt, nemlig hensynet til synkronisering med civile indsatser. Som det er indikeret i dette temanummer, er et helt centralt forhold et effektivt samspil militær-civil indsats imellem. Det betyder, at troppeenheden, hvor det overhovedet er muligt, skal tilpasse sine egne handlinger til civile indsatser. Heraf følger, at den, relativt set, velsmurte militære maskine kan se sig nødsaget til at nedsætte operationshastigheden for at skabe sammenhæng. Her bliver det centralt for troppeenheden at undgå at en irregulær modstander tiltvinger sig initiativet. Organisatorisk skal stabens adgang til viden afspejle de områder, hvor indenfor der samlet set øves indflydelse i systemet. Analytisk er det nødvendigt, at troppeenheden indtænker effekter af andre indsatser end militære. Det betyder principielt, at troppeenhedens stab situationsbestemt skal kunne trække på ressourcepersoner med viden, kompetencer og om nødvendigt ekspertise indenfor væsentlige discipliner i forhold til opgaven herunder eksempelvis20:
• Privat økonomisk udvikling lokalt og regionalt, herunder f.eks. iværksætterordninger og offentlig forvaltning.
• Politisk, demokratisk og økonomisk offentlig udvikling, herunder god (lokal/regional) demokratisk magtudøvelse.
• Udvikling i f.eks. sundhedssystemer og skolesystemer samt NGO, IO, GO procedurer.
Disse områder er i høj grad hidtil blevet inddækket af CIMIC og CIMIC ses fremadrettet også at være den væsentlige ramme for arbejdet. Der skal nok blot etableres mulighed for at trække på mere specifik ekspertise f.eks. indenfor de nævnte områder, ligesom det situationsbestemt skal fastlægges, hvorledes CIMIC skal repræsenteres i såvel udviklingen som gennemførelse af den enkelte operation.
Afslutning
Der er mange nye, og i nogen grad fortærskede, ord og begreber koblet til de trends, som denne artikel fremhæver. Kritikere vil hævde, at der er tale om gammel vin på nye flasker, og man skal kigge tilbage til perioden før den kolde krigs start for at indse og forstå den militære virkelighed. Dertil er der at sige, at det lige nu synes som om, at det er en ny generation af officerer – i en ny hær med nye teknologiske muligheder, i et markant anderledes dansk samfund, i en ny verdensorden – der p.t. planlægger og udfører de landmilitære operationer, og som i en eller anden grad søger nye værktøjer til at optimere indsatsen. Militære enheder bør altid have fokus på at kunne kæmpe i militær forstand – hermed minimeres risikoen for at tabe militært. Evner det taktiske niveau ikke tilsvarende at påtage sig et afgørende ansvar for at integrere militær indsats i andre indsatser i et operationsområde, ser det ud som om, der er en risiko for, at vi aldrig vinder. I den aldrig afsluttede udvikling står dansk hærdoktrin måske overfor en ny udfordring. Hidtil har det været op til troppeføreren at planlægge og gennemføre sine operationer og herunder vægte og balancere indsættelserne. I forhold til oprørsbekæmpelse har der således været en offensiv doktrin til tilintetgørelse af modstanderen, en defensiv til opretholdelse af troppeenhedens kampkraft og en stabiliseringsdoktrin til at vinde civilbefolkningens opbakning, hertil en doktrinær beskrivelse af den irregulære modstander. Den sidste trend, der skal beskrives i denne artikel, er den, at taktisk doktrinudvikling blandt alliancepartnere i nogen grad fraviger ovenstående princip og direkte viderefører og beskriver det operative niveaus kampagnetemaer i den taktiske doktrin. For kampagnetemaet counterinsurgency vil det nuværende hold elever på OFU i nærmeste fremtid gennemføre et doktrinudviklingsprojekt og herunder formulere et forslag til en dansk troppeenheds-doktrin for oprørsbekæmpelse, som vil blive præsenteret i næste udgave af Militær Tidsskrift.
Fodnoter
1 Arbejdet ved OFU er grundlaget for artiklen (red.)
2 Det taktiske niveau er component command (CC) niveauet og lavere. CC er ikke entydigt taktisk, men udgør bindeledet mellem det operative og taktiske niveau og har bl.a. til opgave at omsætte operative målsætninger (objectives) til taktiske operationer integreret i og synkroniseret med kampagnen.
3 FR pkt. 1.3. introducerer begrebet effekt-baseret tilgang til operationer.
4 Der anvendes i andre sammenhænge begreberne ”Concerted Planning and Action”; ”Comprehensive Approach” og ”Interagency” som i stort dækker det samme som det danske begreb samtænkning.
5 Hermed skal ikke forstås, at det er den militære fører, der nødvendigvis skal ”sidde for bordenden”, men det er mere et udtryk for, at den militære organisation i et eller andet omfang – mentalt, organisatorisk og proceduremæssigt - skal kunne håndtere at arbejde ved siden af og integreret med andre, der yder indflydelse i operationsområdet. Det skal eksplicit anføres, at en direkte overføring af koncepten omkring EBAO til taktisk niveau ikke synes meningsfuld, dertil er grundvilkårene for det taktiske niveau og operationernes kompleksitet og uforudsigelighed for krævende.
6 Det er væsentligt at holde for øje, at der ikke er tale om tekniske (forudsigelige) systemer (i Wardens forstand) men derimod menneskelige, sociale systemer (i Luhmanns forstand) som dermed er mere komplekse og mindre forudsigelige. Man taler om autopoesis-systemer (efter Manturana) – som er selvstyrende og -generende systemer, der altså netop ikke lader sig kontrollere. Der er ingen proportionalitet mellem in- og output, ligesom der ikke kan påvises samme resultat ved gentagelser og ej heller en rationel årsags- virkningssammenhæng. I det hele er en cirkulær forståelse af systemets dynamik meningsfuld frem for en lineær.
7 Modstandere forstås som aktører – regulære og irregulære - der med ulovlige, ikke-demokratiske (og typisk voldelige) midler modvirker og bekæmper indsatsen mod den overordnede målsætning. Parter forstås som aktører, der internt har modsatrettede interesser, som forfølges og som har indflydelse på indsatsen mod den overordnede målsætning. Andre aktører er de aktører, der ikke er indbefattet i ovenstående kategorier men som (potentielt) skaber effekter i systemet forhold til deres overordnede målsætninger.
8 End State i forhold til den langsigtede operation skal formentlig ikke længere betragtes som en ultimativ sluttilstand men i højere grad som en overordnet målsætning og et pejlemærke i relation til, hvad der er ”godt hhv. skidt”, og dermed skal påvirkes med hvilke effekter. Managementtermen ”vision” – som en synlig men uopnåelig tilstand - er måske en brugbar parallel. Omvendt er der i de enkeltoperationer, der binder den langsigtede operation og kampagnen sammen i særlig grad brug for, at troppeenheden definerer End States, der entydigt med udgangspunkt i den militære værktøjskasse definerer ”sluttilstanden”, der terminerer operationen og dermed hjælper med at fokusere delindsatser og ”holde kursen” samlet set.
9 Se FR I pkt. 1.1.5. og 1.2.4.
10 Udgangspunktet er, at der, primært som analyseværktøj i overvejelsesmetodikken, opstilles handlingsmuligheder (H’er), der samlet set markerer de yderpunkter, hvor indenfor operationen skal løse sin opgave. H’erne trækkes dog med over i stabens arbejde i forbindelse med udførelsen af operationen og er genstand for en løbende evaluering og justering. Snitfladen mellem planlægning og udførelse af operationer behandles i øvrigt kun indirekte i denne artikel.
11 1.a.3 kunne omdøbes til modstandere, parter og andre aktører. Men sammenligningen til ”egne enheder” for så vidt angår troværdige og samarbejdsvillige aktører åbner en mulighed for at inddrage disse i f.eks. 1.a.2, om end troppeenheden skal holde sig for øje, hvilke midler den kan befale til.
12 Hermed menes, at det er væsentligt, at der inddrages de aktører, der reelt har væsentlig indflydelse og agerer i operationsområdet i relation til opgaven og formålet, således at man ikke planlægger uden inddragelse af en eller anden aktør, der reelt viser sig at have relevant indflydelse. En sådan uønsket situation bør, når den erkendes, føre til fornyet planlægning.
13 I den senere analyse (situationsdannende faktorer) kan der opnås et dybere niveau, ligesom det ligger naturligt i føringsvirksomhedskonceptet, herunder efterretningstjeneste og IPB, at der under udførelse af operationen sker en løbende udvikling af grundlaget, hvorpå operationen gennemføres med henblik på at vurdere, regulere og justere i rette tid.
14 Såfremt staben ikke findes at være bemandet til tilfredsstillende at håndtere relevante aktører, medfører forholdet som minimum identifikation af efterretningsbehov, men enheden bør søge at opnå rådighed over eller adgang til relevante kompetencer.
15 Hertil skal tilføjes, at et grundvilkår i samarbejdet med især NGO er, at ikke alle organisationer ønsker et formelt samarbejde - endsige integration af indsatser - med militære organisationer.
16 F.eks. at understøtte NGO-ers evne til at levere humanitær støtte, herunder f.eks. at tilvejebringe FOM.
17 En sådan evt. prioritering er ikke ensbetydende med, at planlægningsarbejder kan udelades i det samlede befalingskompleks.
18 Handlingsmulighederne kan afhængig heraf mere få karakter af ”aktionslister” end egentlige H’er. Det væsentlige er at udfordre M’er i tid, rum og handling og yderpunkter dækkes samlet set.
19 Som alternativ, og i uddannelsesøjemed, kan staben fordele ”roller” blandt stabens medlemmer. En sådan fordeling bør ske så betids, at det enkelte stabsmedlem kan forberede sig på sin rolle.
20 Grundlaget er, at kompetencer i relation til kulturel forståelse af ansvarsområdet er til rådighed for troppeenheden.
