Log ind

Den videnskabelige Dannelses Betydning i Krig

#

I Militært Tidsskrift Nr. 1/1936 søgte jeg ved et Eksempel fra den danske Krigshistorie at belyse den Betydning, som det rette Valg af en Afdelings- eller højere Chef har for Krigsførelsen, og jeg skal nu i det følgende, ligeledes ved forskellige krigshistoriske Eksempler, søge at paavise den Betydning, som en enkelt menneskelig Egenskab har for Operationerne, nemlig Dannelsen, især den videnskabelige Dannelse. General Hindenburg skriver et Sted i sine Erindringer, med et Citat af Scharnhorst, at den dannedes stærkere Vilje er uendelig vigtigere for det hele end den raa Kraft, en Betragtning, der er foranlediget ved Bulgarernes Krav om tyske Hjælpetropper. Det var ikke meget, der kunde afses h ertil; men det gjaldt da ogsaa mest om at tilføre dem Forstærkning af moralsk og intellektuel K raft, thi — som Czar Ferdinand saa træffende sagde: „Mine Bulgarer vil se Pikkelhuer, dette Syn giver dem Selvtillid og Modstandskraft. Alt andet har de selv.“ Denne Dannelsens Betydning for Krigsførelsen er ikke af ny Dato. Man kan tværtimod sige, at den er saa gammel som Krigen selv. Hverken Alexander den Store, Hannibal eller Cæsar var raa Børster, men alle i Besiddelse af Tidens Dannelse, og en Mand som Historieskriveren Polybios undlader da heller ikke i sit Værk at gøre opmærksom paa Dannelsens Overvægt over den raa K raft. Man vil ogsaa se, a t saa at sige alle senere store Hærførere er veldannede og veluddannede Mænd, omend naturligvis Undtagelser kan findes. Dette gælder saaledes især Napoleonstidens mange Generaler, af hvilke adskillige havde svunget sig op fra lave Samfundsstillinger. Betingelsen for, at dette kan finde Sted, er imidlertid langvarige Krige, hvor de paagældendes medfødte Anlæg kan komme til Udfoldelse og blive skolet gennem praktisk Erfaring. A t en saadan Skole dog ikke altid er ganske paalidelig, findes der ogsaa Eksempler paa. løvrigt maa man jo heller ikke glemme, at saavel Napoleon selv som nogle af hans bedste Marskaller, bl. a. Davout og Berthier, havde gennemgaaet en god Skole før Revolutionen. De to førstnævnte havde været samtidige paa Militærskolen i Brienne, og Berthier havde været Oberstløjtnant i den kongelige Hær. Napoleons Bedrifter er bekendte nok, og Berthier var jo hans mangeaarige Stabschef, lige til 1814. Davout, der blev Rytterofficer, har en enestaaende smuk Karriere. Han udmærkede sig Gang paa Gang, baade under Sejr og Nederlag. Sejren med meget underlegne K ræfter over Preusserne ved Auerstådt er almindelig kendt. Under Tilbagetoget fra Moskva viste han en beundringsværdig Ro og Koldblodighed, og i 1814 overgav han Byen Hamburg, ikke af Hensyn til Fjenden, men fordi Kong Ludvig den XVIII forlangte det. Under de 100 Dage var han Krigsminister og reorganiserede som saadan Hæren, og selv efter Waterloo tabte han ikke Modet, men vilde fortsætte Modstanden. Hans Modstykke er Murat, Søn af en Krovært, med medfødte Anlæg som en glimrende Rytterfører, saa længe det gik godt, men uden aandelig Modstandskraft, naar Sagerne tog en skæv Vending. Derfor brød han ogsaa sammen baade i 1812 og 1813. Imidlertid er det jo ikke enhver Soldat givet at blive Hærfører, og Spørgsmaalet bliver da, om Dannelsen har nogen Betydning for de lavere Stillinger. Dette Spørgsmaal maa absolut besvares med ja. I Aarene 1840—41 var der en ung dansk Artilleriløjtnant, V. R. Raasløff, som gjorde Tjeneste i den franske Hær i Algier. Han udgav senere en Bog om sine Æ ventyr, der indeholder mange lærerige Iagttagelser, og han kommer heri ogsaa ind paa Dannelsens Betydning under Feltforhold og belyser det ved de Erfaringer, han har gjort under sin Tjeneste. Anledningen var en Undsætningsekspedition til en af de franske Stationer, som i temmelig lang Tid havde været henvist til sine egne Hjælpekilder, eller rettere Mangel paa saadanne. Ved Undsætningens Ankomst var af de oprindelige 2500 Md. 500 døde, ca. 1200 syge og saarede, og af Resten, ca. 800 Md., kunde kun Halvdelen marchere. I denne almindelige Bedrøvelighed lagde Raasløff imidlertid Mærke til, at Artilleriog Ingeniørtropperne paa Stationen havde paafaldende faa syge og døde. I denne Sammenhæng beretter han om et andet Tilfælde, der indtraf, efter a t han havde forladt Algier, hvor en Kolonne var blevet overfaldet af Snefog i Bjergene og led saa betydelige Tab, at man ikke straks havde turdet offentliggøre dem. Det var derfor meget bemærkelsesværdigt, at Kolonnens Artilleri naaede i Sikkerhed uden at miste en eneste Mand, et eneste Pakdyr eller nogen væsentlig Del af sit Materiel.

Grunden til disse Forhold søger han i den Maade, hvorpaa Officerskorpsene i de forskellige Vaabenarter den Gang var rekrutterede i Frankrig. Før Julirevolutionen havde de fleste højere Poster i Fodfolket og Rytteriet været besat med adelige Protektionsofficerer, der tildels var uduelige. De blev afskedigede, men da man kort efter maatte øge Rustningerne, m aatte man, for a t skabe tilstrækkelig store Rammer, ikke alene befordre en Mængde Officerer, men tillige forfremme ikke saa faa Underofficerer og endogsaa antage en Del Bonapartister, der var afskedigede i 1815. Nogen Tid efter fulgte saa en Reduktion, men allerede i 1840 stod man igen overfor en betydelig Udvidelse, og nu m aatte man forfremme alle blot nogenlunde kvalificerede Underofficerer til Officerer, og han bemærker herom: „Arméen mistede paa denne Maade sine bedste Underofficerer og erholdt i Stedet derfor Officerer, af hvilke mange lige saa lidt ved militair, som ved social Dannelse eller øvrige Forhold egnede sig til denne Stilling.“ Helt anderledes var Forholdene i Artilleriet og Ingeniørtropperne. Her havde man gennem lange Tider forlangt ganske betydelige Studier af Officererne, hvilket næsten ganske udelukkede Protektion, hvorfor Officerskorpset i disse Vaaben bestod af Sønner fra den velhavende og intelligente Middelklasse. Der blev derfor ikke her saa mange Officerspladser at besætte ved Udvidelserne, og de faa, der var, kunde man temmelig let finde egnede Elementer til blandt Vaabnenes Underofficerer. Det frem gaar klart nok heraf, at Uddannelsesvilkaarene for Officererne havde været langt de bedste i de to sidstnævnte Vaabenarter, og havde været det i en længere Aarrække. Naar derfor disse Vaaben havde kunnet klare sig gennem farlige og vanskelige Perioder med minimale Tab i Modsætning til Fodfolket, er man sikkert berettiget til at give Artilleri- og Ingeniørofficerernes videnskabelige Uddannelse en Del af Æ ren herfor. Desuden nævner Raasløff Navnene paa en Række Officerer, der oprindelig lod sig uddanne til Artilleri- eller Ingeniørofficerer, for efter nogen Tids Tjeneste her at træde over i et af de to andre Vaaben, hvor deres overlegne Uddannelse satte dem i Stand til at gøre en langt hurtigere Karriere, end de vilde have kunnet i deres oprindelige Vaaben, hvor Konkurreneen var langt skarpere; og som et morsomt Eksempel i samme Retning nævner han en A rtillerikaptajn, „der skriver meget lærde Bøger om Algéries Historie og gør en meget sørgelig Figur tilhest.“ Ikke desto mindre tog denne Mand, naar det gjaldt, Kommandoen over de allierede Araberes Rytteri, der under hans kloge og dristige Anførsel syntes at blive uimodstaaeligt. Som man vil se, er det ganske interessante Iagttagelser, Løjtnant Raasløff her har gjort, og man kan da naturligt spørge, hvilke Kvalifikationer den unge Mand havde for at kunne bedømme Forholdene, som han har gjort. Svaret ligger i hans senere Karriere, der viser, at han ikke var noget Dusinmenneske. E fter at have deltaget i Treaarskrigen som Kaptajn blev han Civilingeniør i Nordamerika og gjorde her sit Land saa væsentlige Tjenester, at han i 1859—66 blev Danmarks diplomatiske Repræsentant i Washington. I denne Stilling skaffede han sit Fædreland en meget gunstig H andelstraktat med Kina. Under et Besøg hjemme sidstnævnte Aar traadte han paa Opfordring ind i Regeringen som Krigsminister, og som saadan gennemførte han Hærloven af 1867. Han har saaledes været en veluddannet og begavet Mand, hvis Bedømmelse af Forhold og Begivenheder sikkert er rigtig. løvrigt har vi ogsaa i den danske Krigshistorie et P ar Eksempler paa den videnskabeligt dannede Officers Overlegenhed, endogsaa naar det gælder en tilsynelandende saa simpel Ting som at føre en Attake. Den ene er Major Høegh-Guldberg, hvis Belæsthed var almindelig kendt. Det er da ogsaa meget interessant at studere de tre Fægtninger, som han ledede i 1813. De blev ganske vist gennemført med den K raft, som er nødvendig ved en saadan Lejlighed, men i Modsætning til f. Eks. en Bibow ikke blindt ud i det blaa efter stange-bu-u Princippet. Ved Rosengarten forstod han at manøvrere saaledes med sit Halvregiment Jydske Dragoner, at han derved afholdt den overlegne fjendtlige Styrke fra at attakere, før Oberst Engelsted kunde komme til med det andet Halvregiment. Først da Foreningen mellem de to Halvregimenter var sikret, kastede han sig over Fjenden med det bekendte Resultat, at Jydske Dragoner vandt en smuk Sejr. Fægtningerne ved Gr. Boden og Sehested ligner meget hinanden derved, at de dels indgik som Led i en større Kamp og førtes mod Fodfolk, dels førtes i et Terrain, der var daarligt egnet til Rytterkampe, fordi ikke alene Vejene, men ogsaa de enkelte M arker var indhegnede. Skønt Attakem e begge indledtes paa en Vej, sørgede Høegh-Guldberg dog for, at ikke hele Styrken stormede ned ad Vejen i en lang Kolonne, der maatte lide store Tab, men fik de bagerste ud til Siden, saa at Attakerne kunde føres videre med bred Front. Resultaterne blev jo da ogsaa i begge Tilfælde overordentlig smukke for Fyenske Dragoner, hvor han nu var ansat. En Wtirtzen kunde have lært noget af disse Kampe. Den anden Officer var Høegh-Guldbergs samtidige, Premierløjtnant af Husarerne Johannes Ewald, der ligeledes var en meget moden og kundskabsrig Mand, og som i flere Tilfælde spillede en Rolle langt ud over sin Stilling. Allerede som Kornet var han sammen med andre Officerer sendt til Udlandet i civil for at skaffe Regeringen Efterretninger om Stemninger og Tilstande. I 1813 udførte han ved Weisser Hirsch en Attake, der næsten ganske lignede Høegh-Guldbergs ved Gr. Boden, og med et lignende udmærket Resultat. Ved Felttogets Slutning var han i Fæstningen Gliickstadt, hvor han udfoldede en levende Virksomhed. Han organiserede et lille Rytterkommando og foretog med det adskillige Strejftog i Omegnen, hvorunder han bestod mange Smaafægtninger og indbragte Forsyninger af forskellig A rt til Fæstningen. Da Forholdene her blev ganske fortvivlede, blev han anvendt som Underhandler med Indeslutningskorpsets Øverstbefalende, og da Garnisonen efter Overgivelsen skulde marchere ud, holdt han sine Folk sammen og tvang med Sabel i Haand Fjenden til at respektere den Estandart, som hans Kommando førte. Man faar af denne korte Gennemgang et godt Billede af to fortrinlige Officerer, der var endogsaa særdeles brugbare i vanskelige Situationer. Men for nu at vende tilbage til Franskmændene, saa havde ogsaa de sikkert lagt Mærke til de samme Fænomener som Raasløff og fortsat Officersuddannelsen paa Grundlag af de indhøstede Erfaringer. Drager man f. Eks. en Sammenligning mellem dem og Englænderne i Krimkrigen, er Forskellen paafaldende. Ikke alene viste dette sig i Operationerne, hvor Englændernes stive Linier fra Waterloo havde meget vanskeligt ved at operere, hvorimod Franskmændene benyttede en langt smidigere Taktik, der tillod at udnytte Terrainet, men ogsaa — og maaske navnlig — i Forholdene bag Fronten kom Forskellen frem. Under den strenge Vinter foran Sebastopol forstod Franskmændene udmærket at indrette sig. Da det blev for koldt til at ligge i Telte, gravede Folkene sig Jordhytter og forsynede dem med hjemmelavede Ovne, Forsyningstjenesten var udmærket ordnet, da man sørgede for at anlægge Veje fra Basishavnen og frem til Belejringshæren. I det hele faar man det Indtryk, at den franske Officer var vaagen og virksom og meget interesseret i at sørge saa godt som muligt for sine Undergivne. Derfor blev da Forholdene i den franske Hær nogenlunde taalelige.

I den engelske Lejr derimod var Forholdene elendige. Alle laa i Telt og led Mangel paa alt. Der blev, som en Iagttager skriver, udført et stort og udmærket Arbejde for at sende Forsyninger af enhver A rt de 3000 eng. Mil fra England til K rim ; men Afstanden var 3006 Mil, og det var paa de sidste 6 Mil, d. v. s. inden for Hærens eget Omraade, at Transporten svigtede. I Balaklavas Havn fandtes alt, men hulter til bulter, saa ingen kunde finde noget, og navnlig kunde det kun med Vanskelighed transporteres ud til Hæren, fordi Transporten ikke var sat i System, og der ingen Veje var anlagt. Skønt Franskmændene hjalp bedst muligt, led den engelske Hær dog saa meget under Savnene, at den franske ikke alene m aatte hjælpe med Transporten, men ogsaa med Belejringsarbejderne og yderligere overtage en stor Del af Englændernes Frontafsnit. Den næste Krig, der har Interesse i denne Forbindelse, er den nordamerikanske Borgerkrig, hvor Forholdet blev særlig grelt. Grunden hertil var simpelt hen, at Unionens samlede regulære Hærstyrke før Krigen kun beløb sig til ca. 18,000 Md., hvorfor begge P arter saa at sige maatte skabe deres Hære fra Grunden af. Som bekendt holdt Sydstaterne ud i 4 Aar, fra 1861—65, hvad der kan synes mærkeligt, da Nordstaterne besad langt de største Hjælpekilder, baade i Penge, Materiel og Folkemængde, men Grunden maa sikkert søges i den Omstændighed, at Sydstaternes øverste Ledere var oplyste og kundskabsrige Mænd, der tilmed var Fagmænd paa det militære Omraade.

Præsidenten, Jefferson Davis, var uddannet paa Westpoint, blev Dragonofficer og førte et frivilligt Regiment i K rigen mod Meksiko. Senere blev han Politiker og Krigsminister og havde i denne Stilling lagt megen K raft og Indsigt for Dagen. Hans nærmeste Hjælper, General Robert Lee, er jo anerkendt som Borgerkrigens mest fremragende Hærfører. Han tilhørte af Fødsel Unionens første Familier og skal paa mødrene Side have været beslægtet med Washington. Han var Ingeniørofficer, blev øverstkommanderende Ingeniørofficer i Krigen mod Meksiko, senere Forstander paa Westpoint, og under Krimkrigen blev han sendt paa Studierejse til Sebastopol. I Krigens første Aar var han Præsidentens militære Raadgiver, indtil han i Maj 1862 selv fik Overkommandoen. Da nu Sydstaternes Kongres tilmed kun talte faa Medlemmer, kan man ikke undre sig over, at det lykkedes disse Mænd hurtigt at faa vedtaget Love, der var hensigtsmæssige for K rigens Førelse, og at lede Operationerne efter en fast Plan. Eksempelvis skal nævnes: Præsidenten forbeholdt sig selv a t udnævne og ansætte Officererne, til hvilke man havde en brugelig Stamme i Aristokratiets yngre Sønner, der næsten alle var Embedsmænd eller Officerer. Mandskabet hvervedes for hele Krigen, en Toldlov skaffede Penge o. s. v. Ganske vist var Forholdene ikke ideelle, men de var bedre end i Nordstaternes Hær. Nordstaternes Præsident, Abraham Lincoln, var en typisk selfmade man uden synderlig Uddannelse, men med en skarp Dømmekraft og en sejg Vilje. Paa Grund af sin manglende Uddannelse kunde han ikke selvstændigt tage afgørende Stilling til Krigsførelsens forskellige Problemer, og da andre havde lige saa godt —- eller ringe —- Begreb om Sagerne som han, m aatte han idelig kævles med Ministre, Partier, Presse og Kongressen, og dette afspejlede sig tydeligt i Nordstaternes krigsmæssige Forberedelser. F. Eks. blev Mandskabet i Begyndelsen kun hvervet for en bestemt Tid, og naar den var udløben, vilde Folkene hjem, selv om man stod overfor Fjenden. En Mand, der kunde lægge Pengene ud for Regeringen, hvervede et Regiment og indsatte derefter sine Venner og Bekendte som Officerer i et saa overstrømmende Antal, at det nok kunde minde om Hæren i en Negerrepublik. I et „Regiment“ paa 800 Md. kunde der saaledes være ansat 3 Stabsofficerer, 10 K aptajner og 24 Løjtnanter, ialt 37 Officerer*). Naar Regimentet var organiseret, blev det anmeldt og taget til Tjeneste og fik Nummer og Navn. Dette sidste kunde være meget martialsk. 11. New York hed saaledes „Udzouaverne“. I det første Slag ved Bulis run rendte de fra hinanden efter den 3. Salve, næsten uden at svare med et eneste Skud.

*) Eksempelvis skal anføres, at der ved en dansk Bataillon i 1864 kunde være 17 Officerer, hvoraf ingen Stabsofficerer og kun 2 K aptajner. Ofte kunde Sekondløjtnanter være Kompagnikommandører.

Det er ikke saa underligt, at med denne fornøjelige Maade at rekruttere Hæren og især Officerskorpset paa, kunde Nordstaternes Krigsførelse i Begyndelsen tit faa et Præg af næsten molboagtig Komik, som f. Eks. da General Schenk fik Ordre til at rekognoscere 13 miles frem til en By, der hed Vienna. Med skarp Indsigt saa Generalen straks, at den nemmeste Maade at løse Opgaven paa, var at tage med Toget. Altsaa bestilte han et Ekstratog og dampede i Ro og Mag til Vienna. N aturligvis lykkedes det derved overordentlig hurtigt for Generalen at konstatere, om Byen var besat. — Det var den nemlig, og den første Melding, han fik herom, bestod i, at Sydstatstropperne aabnede Tiden paa hans Tog med to Kanoner. Saa maatte han og hans Folk jo stige ud, saa meget mere som Lokomotivføreren koblede Maskinen fra og forsvandt i en Røgsky, overladende det til Tropperne at vandre tilbage til Fods.

**) Dette h ar naturligvis intet med Videnskabelighed a t gøre, men det er et Vidnesbyrd om, at man nu ogsaa i N ordstaterne anerkendte Kundskabernes Betydning for Krigsførelsen. D rager man f. Eks. en Sammenligning med den danske Hær i 1864, som da ogsaa var blevet stæ rkt forøget, om end ikke paa langt næ r saa meget som den amerikanske, ser vi ogsaa, at ingen blev Officer uden at have gennemgaaet en Militærskole med tilfredsstillende Resultat, med m indre han var udnævnt under Treaarskrigen. D erfor — og saa naturligvis ikke mindst paa Grund af de meniges grundige Uddannelse — kunde de danske Tropper straks fra Krigens Begyndelse ikke alene staa, men ogsaa gaa til Angreb under Forhold, hvor de am erikanske „Ildzouaver" vilde væ ­ re fordam pet som Dug for Solen.

Der skulde dog gaa ca. to Aar, før Nordstateme blev klar over, at paa den Maade gik det ikke, thi først i 1863 blev der fastsat en Dygtighedsprøve for enhver, der vilde være Officer**), og Officerskorpsets manglende Uddannelse har sikkert ogsaa sin væsentlige Andel i det Faktum, at 12,000 Md. af Nordstaternes Rytteri i Løbet af 6 Maaneder nævnte Aar maatte have udleveret 35,000 Heste. Sammenholdt med Løjtnant Raasløffs foran anførte Iagttagelse fra Algier er det i hvert Tilfælde meget talende. I Modsætning til Syden forbrugte Nordstaterne efterhaanden et anseligt Antal Overgeneraler; men af disse er der her kun Grund til at omtale den, der bragte Sejren hjem, General Ulysses Sidney Grant. I Sammenligning med General Lee var han ikke videnskabelig dannet. Han havde nok gennemgaaet Westpoint og deltaget i den meksikanske Krig, men i 1854 var han blevet afskediget, efter Sigende paa Grund af Drik. Derefter blev han Landm and; men i Krigens første Aar vandt han sig et Navn ved det Held, der fulgte ham i flere mindre Foretagender. Hans største Bedrift her var Erobringen af Fæstningen Vicksburg, hvorved Mississippi kom helt i Nordstaternes Magt. Senere sejrede han i 3 Dages Slaget ved Chattanooga, hvorfor han i Marts 1861 blev udnævnt til Overgeneral. Det var sikkert et Held for General Grant, at han først blev Øverstkommanderende paa et Tidspunkt, da Nordstaterne efter 3 Aars Krig havde betalt deres Lærepenge og efterhaanden havde faaet nogen Fasthed i deres Hær, thi trods hans store numeriske Overvægt gik der endnu et Aar, før Syden kapitulerede. Han tog selv Kommandoen over Potomachæren, Hovedhæren, der stod overfor Lee, og her fandt han en Modstander, der var ham voksen. Alene i Maj Maaned mistede han saaledes 40,000 Md. uden at opnaa synderlig Resultater. Omsider lykkedes det ham dog i Juli at trænge Sydens Hær sammen ved Itichmond og Petersburg, hvor han med ca. 120,000 Md. stod overfor Lees ca. 50,000 Md. Alligevel holdt Lee ud i endnu tre Fjerdingaar, til han endelig m aatte overgive sig den 9. April 1865.

Grants største Fortjeneste er hans urokkelige Vilje eller Stædighed, der gav ham Navn af en „skotsk Terryer“ — han var af skotsk Herkomst —, men Felttoget viser tydeligt nok, at lian kun sejrede, fordi han havde Overmagten, ikke paa Grund af Feltherretalent. En Overgeneral af hans Støbning kunde Sydstaterne ikke have holdt til ret længe. Ogsaa i denne Krig fejrede Videnskaben sine Triumfer. Fra Verdenskrigen i Evropa er der her kun Grund til at fremhæve det franske Feltartilleris Overlegenhed over saavel Fjendens som Forbundsfællernes. Ogsaa Tyskerne var ganske klar herover og erkendte, at dette ikke alene skyldtes Kanonen, men ogsaa de Fordringer i teknisk og matematisk Henseende, der stilledes til alle Grader af de franske Artilleriofficerer, og som gik langt ud over, hvad de selv krævede. En tysk Major siger f. Eks., at der i Krigens Begyndelse brugtes utallige Skud for at ramme et K irketaam paa 3—4 km’s Afstand. Englændernes Hang „to muddle through“ fornægtede sig heller ikke her. N aar de engelske Batterichefer i længere Tid havde deltaget i Stillingskrigen, var de ude af Stand til at honorere Bevægelseskrigens Fordringer, hvilket viste sig baade ved Cambrai i 1917 og ved Tyskernes Gennembrud i 1918. Noget tilsvarende fandt Sted hos Amerikanerne under deres Angreb ved St. Michel i 1918. Gaar vi derimod udenfor Evropa, finder vi der en Mand udenfor de professionelle Officerers Rækker, som paa afgørende Maade bidrog til at fuldstændiggøre de Allieredes Sejr paa denne Krigsskueplads, nemlig Oberst T. E. Lawrence i A rabien, og der er derfor Grund til her at komme lidt nærmere ind paa ham og hans Gerning.

Uden at komme ind paa en Diskussion om hans militære Teoriers almene Gyldighed skal det kun fastslaas, at deres Anvendelse i det arabiske Felttog bragte store Følger med sig. Hans Forberedelse til Stillingen som Hovedleder for det arabiske Oprør var tilsyneladende ret ejendommelig, og hans Indstilling til Krigsforetagender ligeledes. Han hadede Militærvæsen, og han hadede at paatage sig et Ansvar. Det er derfor en a f Frk. Nemesis’ bedste Vittigheder, at hun netop anbragte Løjtnant T. E. Lawrence af den ægyptiske Hærs Efterretningstjeneste som Generalissimus for Felttoget i Ørkenen. Men han havde den videnskabeligt uddannede Mands træ ­ nede Tænkeevne, selv om hans Fag ikke havde direkte Tilknytning til militære Operationer. Af Fag var han nemlig Arkæolog og interesserede sig samtidig meget for Korstogene. Dette medførte to Ting, der fik stor Betydning for hans senere Virksomhed som Kriger. For det første kom han ind paa at studere Krigshistorie og Militærvidenskab, lige fra Xenofon og Cæsar til de nyere og nyeste som Moritz af Sachsen, Clausewitz og Foch. Derved fik han det nødvendige teoretiske Grundlag for sin senere Rolle som Hærfører, thi — som Hindenburg siger — Krigshistorien er den bedste Læremester i den højere Troppeføring. For det andet førte hans Studier ham flere Aar før Verdenskrigen til Nordarabien og Syrien, som han gennemvandrede paa Kryds og Tværs, klædt som Araber og givende sig i Kast med alle, der vilde tale med ham. Han var nemlig ogsaa en stor Sprogmand og skal foruden sit Modersmaal tillige have kunnet tale Fransk, Italiensk, Spansk og Tysk, samt noget Hollandsk, N orsk(!) og Hindustansk og mestre Latin og Græsk. Desuden talte han nu forskellige arabiske Dialekter. Ved disse Rejser blev han fortrolig med det Terrain, hvor han senere kom til at kæmpe, og lærte den arabiske Folkekarakter at kende. Som man ser, var hans Forberedelse ikke saa fejl endda, og selv om han som Begynder lige straks gik paa Hovedet, fordi han bedømte Arabernes militære Værdi forkert, havde dette dog ikke saa stor Betydning, fordi der var Tid nok til at rette Fejlen. I Løbet af 3—4 Maaneder fandt han den rette Maade at gribe Tingene an paa, som V/2 Aar senere førte til Indtoget i Damaskus.

Med sin videnskabeligt trænede Hjerne var han i Stand til af det militærteoretiske Grundlag, som han sad inde med, at vælge netop det, som han havde Brug for. Det vil føre for vidt at følge ham gennem hele Felttoget; her skal kun kort opridses hans Raisonnement fra Begyndelsen. Han blev klar over, a t hvad der maaske var god Latin i Evropa, var uanvendeligt i Ørkenen, fordi Krigens Karakter er afhængig af Forholdet mellem Rum og Antal, og i den Henseende var der unægtelig stor Forskel mellem Evropa og A rabien: Vestevropa, hvor Hærene var lutter Front og ingen Flanke, og Arabien, hvor den tyrkiske Hær langs Medinabanen var lutter Flanke og ingen Front. Men dernæst ogsaa, fordi den arabiske Folkekarakter og Uddannelse slet ikke tillod at føre Krigen paa vestevropæisk Maner. I Begyndelsen flygtede de rædselsslagne, naar Fjenden havde Kanoner, mens det til Gengæld hjalp vældigt paa deres Moral, naar de selv havde nogle. Saa gjorde det ikke saa meget, om det var nogle forældede Pjecer, der ikke kunde spytte ret langt; naar bare de gjorde Spektakkel, var Araberne henrykte. Deres største Aktiv var deres store Bevægelighed. N aar en Mand læssede en halv Sæk Mel paa ca. 50 Pund paa sin Kamel og ellers kunde komme til Vandhullerne, kunde han operere uden Forbindelse med Basis i 6 Uger. Derfor tilrettelagde Lawrence Felttoget som en Guerillakrig uden om en Kærne af regulære Tropper, der kunde anvendes til mere alvorlige Foretagender, men denne Kærne blev aldrig saa stærk, at han dermed kunde haabe at indtage Medina. Dette var imidlertid, hvad hans nærmeste foresatte i Æ gypten vide have, at Araberne skulde gøre. De vilde have, at Medina skulde indtages, hvorefter det vilde være forholdsvis let at ophæve Vagtposterne langs Banen Nord efter og paa den Maade faa Tyrkerne ud af Arabien. E fter at have spekuleret over Situationen i nogle Maaneder kom Lawrence imidlertid ind paa følgende Tankegang. Araberne kan ikke indtage Medina, og de kan heller ikke paa regulær, vestevropæisk Vis forhindre Garnisonen der i Krigsforetagender mod Kystbyerne ved det røde Hav eller mod Mekka. Men hvis vi nu lader Tyrkerne være i Ro i Medina og blot sørger for at „regulere“ Tilførslerne, saa at de kun kan leve fra Haanden i Munden og især blive nødt til at spise deres Lastdyr, saa vil det være umuligt for dem at foretage en Offensiv af nogen som helst Art. Og dette — at afbryde Jernbanen, plyndre Forsyningstog og do. Karavaner — det er noget, som Araberne kan bruges til, og som de tilmed vil være begejstrede for at gaa i Gang med. Paa den Maade binder vi Tyrkerne til Medina og til Stationerne langs Banen, mens Araberne er H errer over hele den øvrige Del af Landet, hvor de kan bevæge sig, som de lyster, uden at frygte nogen Fjende. Og saa er vi ogsaa fri for at fodre paa Tyrkerne, hvad vi var nødt til, hvis vi tog dem til Fange. Saaledes ræsonnerede Lawrence, og hvad mere var, han fik sine foresatte til at gaa ind paa Tanken. For dernæst at skaffe Araberne Operationsfrihed til Banen, blev Basis forlagt længere mod Nord, først til Wejh, og senere med et Mesterstød, der blev ledet af Lawrence personligt, til Akaba. Og Begivenhederne gav ham Ret. Den tyrkiske Garnison var lænket til Medina under hele Resten af Krigen og overgav sig iøvrigt først et Stykke ind i 1919. Dette korte Resumé vil sikkert være tilstrækkeligt til at vise den videnskabeligt dannede Mands Evne til ad rent logisk Vej at tilpasse almene Teorier efter abnorme, eller i hvert Fald lokale, Forhold med ligelig Hensyntagen til militære Formaal og menneskelige og geografiske Ejendommeligheder. Og ikke alene viste denne Overlegenhed sig i selve Tilrettelæggelsen af Operationerne, men da han i Alan Dawney fik en Hjælper, der ikke alene var uddannet Generalstabsofficer, men som tillige havde Forstaaelse af Oprørets særlige Karakter, viste det sig, at selv i Guerillakrigen kunde ogsaa den eksakte, matematiske Kundskab gøre sig smukt gældende ved Planlæggelsen af et Detailforetagende Om Dawney selv siger Lawrence, at han var Allenbys største Gave til Araberne, større end Tusinder af Bagagekameler, fordi han saa at sige kunde lade Oprør og Militærvidenskab indgaa Æ gteskab i sig. Og lad os saa slutte Eksemplernes Række med en Begivenhed, der er fjernet fra Verdenskrigen ved et Spand af Tid paa 217 Aar. Da det under den første puniske Krig var ved at gaa galt for Karthago, og Romerne under Augustus havde gjort Landgang i Afrika, indkaldte Karthagerne en Mand fra Datidens førende Kulturfolk, Spartaneren Xanthippos, som reorganiserede Hæren og Aar 255 f. Kr. tilføjede Romerne et knusende Nederlag ved Tunes. Polybios har rigtigt indset denne Mands Betydning, idet han siger, at een Mand og et eneste Raad af hans Mund var nok til at gøre det af med en, som det syntes, krigsvant og uovervindelig Hær. Det er klart nok, at Slagplanerne og Operationernes Anlæg alene er afhængige af den øverstkommanderendes Indsigt og Uddannelse, hvorimod Resultaterne ogsaa paavirkes af andre Forhold. Men i hvor høj Grad dette skal finde Sted, afhænger dog ogsaa af Førerens Overblik over alt, hvad der har Betydning for Krigsførelsen. Jo mindre udstrakt dette Overblik er, des mere usikkert bliver Resultatet, fordi „Tilfældet“ har større Tumleplads. Behersker han derimod i sin Hjerne alle Forhold, og forstaar han at afveje deres Betydning mod hinanden, vil han ogsaa være i Stand til at forudsige Begivenhedernes Udvikling — i store Træk naturligvis — som f. Eks. Napoleon Aftenen før Slaget ved Austerlitz. Denne Evne maa selvsagt være medfødt, men den udvikles gennem Studier, og jo mere videnskabelige disse er, des mere vil den blive opøvet. En General uden videnskabelig Dannelse vil altfor let komme til at svare til Mulvaneys Definition, der gik ud paa, at han „som oftest ikke ved, hvad han skal gøre med de tre Fjerdedele af de Folk, der staar under hans Kommando. Derfor sæ tter han sig ned paa sine Skinker og beder dem rende lidt rundt for ham, mens han tænker over det“*).

*) Kipling: Pigernes Jens.

Men det frem gaar ogsaa af Krigshistorien, d. v. s. den praktiske Erfaring, at ogsaa i de lavere Stillinger er Dannelsen af Værdi. Et gennemdannet Officerskorps er ikke alene i Besiddelse af død, dokumenteret Viden, men Officerernes Studier har givet dem en Moral og en Viljestyrke, som giver dem større M odstandskraft i vanskelige Situationer, end den ustuderede er i Besiddelse af, og tillige tillader dem at meddele noget af denne Modstandskraft til de Folk, der er dem betroet, saa at ogsaa de klarer sig igennem. I Fredstid kan man som oftest klare sig med Rutine i de lavere Stillinger, i Krigstid giver Studium sin Mand et stort Plus. Derfor bor der i enhver god Hærlov findes Bestemmelser, der tager Sigte paa i størst muligt Omfang at knytte den akademiske Ungdom til Hæren. Jeg skal ikke prøve paa at udforme saadanne Bestemmelser her, men blot pege paa, at det vil være en positiv Fejl at afskaffe Sekondløjtnantsgraden. Man vil derved afskære saadanne Folk fra udenfor Tjenesten at komme sammen med de Kredse indenfor Hæren, hvortil de efter deres Uddannelse bør have Adgang (her tales naturligvis kun om dem, der ikke skal være faste Officerer), og for en studerende ung Mand vil det selvsagt være ganske utilfredsstillende kun at blive Underofficer. Vil man have Akademikeren ind i Hæren, maa man ogsaa kunne give dem Plads som Officerer, og Adgangen hertil bør tværtimod yistnok lettes. Dette er ikke udemokratisk, thi i det sande Demokrati maa den aandelige Overlegenhed og de større Kundskaber altid skaffe sin Indehaver større Muligheder. Og for Hæren vil det afgjort være en Styrkelse.

Th. Dyppel.